Hør Alexander Graham Bells stemme fra en voksdisk fra 1885

For første gang er det lykkedes fysikere at ekstrahere lyd fra gamle eksperimentelle optagelser på Bell Labs, fra før telefonen og grammofonen blev opfundet.


I mere end 130 år har nogle af Alexander Graham Bells laboratoriematerialer ligget som ‘stumme objekter’ i kælderen på Smithsonian Institution i Washington DC.

Disketter, cylindre og rør, som han eksperimenterede med for at optage og afspille lyd på en pålidelig måde, har været utilgængelige, fordi man ikke anede, hvordan de var lavet eller tænkt, og fordi man ikke længere havde teknikkerne til at afspille dem.

Men nu har fysikeren Carl Haber fra Lawrence Berkeley National Laboratory i Berkeley lavet et optisk scan af nogle af de mærkelige voks- og papdisketter i samlingen og oversat dem til en digital lydfil, skriver theatlantic.com.

En optagelse fra den 15. april 1885 viser sig at indeholde Bells egen stemme, hvor han siger ’Hear my voice – Alexander Graham Bell’.

 


Læs resten af historien med kommentarer på ing.dk


Mysteriet om de namibiske fe-cirkler


Gudernes fodspor, underjordiske drager eller pruttende termitter? Et iøjnefaldende fænomen i Namibia har nu – måske – fået sin forklaring.


I den namibiske ørken i det sydvestlige Afrika findes der et naturfænomen, som har været omgærdet af mystik siden tidernes morgen. Rødbrune cirkler af porøst sand, omkranset af små græstotter, breder sig over kilometerstore områder i et ellers ubeboeligt og knastørt ørkenlandskab.

Cirklerne kaldes ‘fairy circles’, eller fe-cirkler på dansk, og findes kun i et smalt bånd 150 kilometer fra den atlantiske kyst. Som et fintprikket brunt udslæt ser man dem tydeligt fra fly og på Google Maps, og vidste man ikke bedre, kunne man tro, at der var tale om et kunstværk fra en ukendt kultur.

Namibias indfødte hedder himba, og de kalder cirklerne for ‘gudernes fodspor’. Når deres gud Mukuru en gang imellem skænker livgivende regn, efterlader han sine fodspor i sandet. Og de forsvinder aldrig, siger Himba. Andre folk på egnen tror, at det er underjordiske drager, der spyr giftig gas op fra små sprækker i undergrunden, og i nyere tid er man også begyndt at tale om aliens og ufoer.

Men ved vi bedre? Videnskabsfolk har undersøgt fe-cirklerne siden 1971, og selvom deres hypoteser ikke indeholder overtro, har de været mindst lige så talrige. Nogle har ment, at det var himbafolkets stammedans, der efterlod mærkerne. Andre har spekuleret over, om pletterne var rullesteder for zebraer, gemsbok og gnuer. Andre igen har ment, at de skyldes meteoritter eller radioaktivitet. Det kunne også være en ukendt art af muldvarpegnavere? Eller altædende, rundtossede myrer? En forsker har brugt mere end 20 år på at vise, at cirklerne skyldes døende grene fra planten ‘levende pind’ – en hyppig kaktus-sukkulent med blad- og torneløse stængler. Problemet er bare, at man har prøvet at lade grene fra den levende pind ligge i græsset i 22 år, uden at der nogensinde blev dannet en fe-cirkel.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Det bærbare fængsel


En fængslende ny rapport kaldet ’Beyond the Bars’ fra managementfirmaet Deloitte foreslår, at USA udvikler et ’virtuelt fængselsvæsen’, der går langt ud over, hvad de eksisterende elektroniske fodlænker kan tilbyde. Årsagen er ifølge Deloitte alt for proppede amerikanske fængsler, og at man derfor må tænke ud af tremmerne, så at sige. Vi må implementere ‘avanceret risikomodellering, geospatiale analyser, smartphoneteknologi og principper fra studiet af menneskelig adfærd for at opnå overlegne resultater’, skriver de, og foreslår at de dømte overvåges af smartphones og ’gamificeringsteknologier’ – dvs. et pointsystem, hvor man bliver belønnet med et par ekstra friheder, hvis man overholder mødetider og zonegrænser.

I en kommentar i The New York Times skriver Evgenij Morozov, at den slags tekniske fix til at løse et socialt problem kun kan udtænkes af snæversynede og ressourcefikserede management-hjerner. Hvad med i stedet at ’smide færre mennesker i fængsel?’, spørger han i sit lands største avis – et land, i øvrigt, der proportionelt set har cirka ti gange flere indsatte, end vi har i Danmark. Morozov revser derudad og påpeger desuden, at smarte teknologier ofte bruges som gidsel til at opretholde en status quo: Selvom ideen med et virtuelt fængselsvæsen lyder revolutionerende og ’disruptiv’, er den i virkeligheden et forsvar for en reaktionær praksis.

Javel. Han har selvfølgelig ret. Men det er nu alligevel lidt kedeligt at læse sådan en omgang sur kulturkritik. Her i Meta Science-klummen kan vi lide at svælge i de mest outrerede tekniske fix og overlade forargelsen til de andre aviser. Jeg synes f.eks., at et bærbart fængsel er en interessant idé. Det vil aflaste fængslerne og give mennesker mulighed for at føre et mindre stigmatiseret og mere meningsfyldt liv. Vi er jo i forvejen i gang med at implementere overvågningssoftware i alle typer af digitale apparater, så hvad er forskellen? Vi siger, at vi er bange for Big Brother, men dybt nede elsker vi Big Mother.

Lad os se på det: Mobilfængslet skal selvfølgelig kunne måle og sende GPS-positioner og fysiologiske data (især sved, tårer og andre intime afsondringer er interessante). Ikke-invasive hjernescanningsteknikker vil snart kunne måle følelsestilstande, og allerhelst skal de kunne læse tanker. Det er optimalt, for som man siger: Den skjuler intet, som intet har at skjule! Man kunne også kombinere de bærbare teknologier med droneovervågning og/eller social monitorering. Vi har jo efterhånden stolte traditioner for at anmelde vores naboer til Skat. Det er kun et naturligt skridt at udvide den praksis til de kriminelle. I DDR blev man afpresset til at blive stasiagent. I Danmark gør vi det helt sikkert gratis.

Udviklingen behøver ikke at stoppe her. For nylig udgav en herre ved navn John St. Waft en pamflet med titlen ’Endnu et beskedent forslag’ med interessante ideer til at integrere asylansøgere i det danske forsvarscurriculum. Disse forslag er værd at bygge på, tænker jeg. F.eks. kunne vi ikke blot overvåge fangerne, men også straffe dem via fjernbetjening, f.eks. med elektriske pulser. Man kunne desuden bruge dem til nyttigt arbejde. Trædemøller og arbejdslejre var jo en skøn opfindelse, og den digitale tidsalder vil med fordel kunne bygge på disse landvindinger. Vi kunne kalde det ’crimesourcing’ ... I USA og andre lande, hvor man har dødsstraf, vil man kunne uddelegere bødlens arbejde til et online community, hvor man i fællesskab trykker på knappen. Eller endnu bedre: Dødsstraffen kunne ‘gamificeres’, så spillerne fik point for antallet af dræbte?! Åh, tekniske fix – her kommer jeg.

Gældsranking: En indikator for farlige banker

Med en øget transparens i finanssektoren vil man kunne måle – og dermed undgå – risikoen for massekrak i sektoren, viser finansfysikken.


Ved at undersøge, hvor meget banker og globale finansinstitutioner er afhængige af hinanden, har en gruppe økonomer med baggrund i komplekse systemer udviklet et værktøj, der kan kvantificere risikoen for et systemisk sammenbrud i finanssektoren.

En analyse af netværket af ejerskab og gensidige gældsforpligtelser kan definere en slags gældsrating, som forskerne kalder DebtRank: Den beregner, hvor store konsekvenser et eventuelt krak ville have, ikke kun for banken selv, men for hele netværket. Og jo flere andre banker, en bank vil tage med i faldet, desto større DebtRank har den.

Resultatet viser, at problemet ikke nødvendigvis er de banker, der er ‘too big to fail’. Det er snarere de banker, der er ‘too central to fail’. Citigroup og Deutsche Bank er for eksempel to af de allerstørste banker i verden, men hvis en af dem var gået nedenom og hjem i starten af 2008, havde det haft færre systemiske konsekvenser for finanssektoren, end hvis f.eks. J.P. Morgan eller Bank of Scotland var krakket.

Et andet eksempel er Wells Fargo & Co.: Firmaet bar på lige så meget systemisk risiko som Citigroup, selvom dets aktiver kun er en fjerdedel af Citigroups aktiver.

DebtRank blev udviklet sidste sommer og bygger på den samme indsigt, som har gjort Googles søgealgoritme PageRank så effektiv: Vigtigheden af et punkt – i Googles tilfælde en internetadresse – i et stort og sammenfiltret netværk bestemmes af punktets popularitet, det vil sige af antallet af punkter, der linker til det. Hvis en bank altså har indgået rigtig mange handler med andre banker i form af derivater, lån, forsikring af lån, væddemål osv., vil den blive central alene som funktion af sine forbindelser.

Alverdens centralbanker er lige nu ved at undersøge metoden. Et problem er dog, at de informationer, det kræver at beregne DebtRank, ikke altid er offentligt tilgængelige. De data, som er blevet brugt i forskernes undersøgelse, er da også meget ufuldstændige. Det er derfor vigtigt, siger forskerne, at implementere en lovgivning, der øger transparensen i finanssektoren, således at i det mindste myndighederne kan gribe ind, når situationen spidser til.

En gældsranking alene kan selvfølgelig ikke redde os fra finanskriser, men det er overraskende at se, hvordan et relativt nyt værktøj fra kompleksitetsforskningen kan opdage hidtil skjulte sammenhænge og tilmed være de eksisterende økonomiske stress-test og disses ‘defaultcascade algoritmer’ overlegent.


Systemiske fejlkaskader
Man kender problemet med systemfejl fra andre teknologier. Uheldet på atomkraftværket på Three Mile Island onsdag 28. marts 1979 er et skoleeksempel på en systemisk fejlkaskade. Et mindre problem i den sekundære kølekreds i reaktor 2 startede en lavine af funktionsfejl med det resultat, at der begyndte at slippe radioaktivt materiale ud. Ifølge en undersøgelseskommission var reaktoren under 30 minutter fra en irreversibel kernenedsmeltning.

Også finanskrisen fra 2007-2008 kan ses som en systemisk fejlkaskade. Lidt for lette kreditter og billige lån fik huspriserne til at stige, og da renterne pludselig steg 9. august 2007, kunne mange familier ikke betale deres afdrag. I løbet af et enkelt år kom 10 pct. af alle belånte amerikanske boliger på tvangsauktion, og mange finansinstitutioner blev insolvente. Krisen bredte sig hurtigt til realøkonomien, idet virksomheder gik konkurs og produktionen faldt. Kun ved at øge gældsloftet og printe billioner af friske dollars kunne USA undgå en officiel falliterklæring. En lignende proces med baggrund i boligbobler og dårlige statsfinanser udspiller sig lige nu i den igangværende gældskrise i EU.

Logikken bag kritiske systemfejl blev først for alvor undersøgt af Charles Perrow i bogen ‘Normal Accidents’ fra 1984, hvori han ud over atomkraftteknologierne også analyserede kemifabrikker, elektricitetsnetværk, dæmninger, fly og rumraketter. Dengang var den globale økonomi langt mindre udviklet end i dag og internettet kun i sin vorden, og Perrows konklusioner er derfor først nu ved at blive til almenviden: Komplekse tekniske systemer, hvor delelementerne er tæt koblet til hinanden, er i fare for at komme ud af kontrol gennem en serie af årsag-virkningskæder, der hver for sig måske virker harmløse, men i deres helhed kan blive til en katastrofe.

Verdensøkonomiens kerne
Datagrundlaget for DebtRank-indikatoren stammer fra en efterhånden berømt undersøgelse, som Ingeniøren skrev om i efteråret 2011. Her blev det vist, at en central kerne af 147 multinationale banker og virksomheder kontrollerer store dele af verdensøkonomien. En af forfatterne var Stefano Battiston fra det teknologiske institut ETH Zürich i Schweiz, og han har sammen med en række kolleger analyseret videre på ejerskabsforholdene i disse banker og korreleret informationerne med data på fordelingen af de op til 1,2 billioner dollars dyre redningspakker, der blev udstedt af USA’s centralbank Federal Reserve i årene 2008-2010.

Det viser sig, at de 22 banker, der fik flest penge, udgjorde et kritisk forbundet netværk, hvor hver enkelt aktør bogstaveligt talt havde en kniv på struben på alle andre. Kortvarigt havde de en så høj DebtRank, at en mindre insolvens kunne have udraderet dem alle i én lang kaskade af krak, som figurerne her på siden viser. En DebtRank på 1 betyder, at man er i stand til at udslette den økonomiske værdi af hele netværket, hvorimod en DebtRank på 0 betyder, at man er komplet afkoblet fra netværket.

I begyndelsen af krisen, dvs. i slutningen af 2007 og i starten af 2008, havde disse 22 banker en relativt lav DebtRank på under 0,3, og ville have kunnet modstå flere nabo-bankers krak uden selv at blive destabiliseret. Men allerede i november 2008 var situationen en helt anden. Flertallet af dem havde en DebtRank på over 0,5, og kombineret med deres øgede skrøbelighed (defineret som gælden divideret med egenkapitalen) ville de, hvis de var gået fallit, have kunnet udradere over halvdelen af netværkets økonomi.

Bemærkelsesværdigt er det også, at selvom USA’s centralbank på det tidspunkt havde hældt 900 milliarder dollars i systemet, var disse bankers gæld stadig seks gange større end deres samlede markedsværdi.

Åbenhed – ingen interesse
Med hundreder af millioner af arbejdspladser, valutakrige og statsbankerotter på spil, er det en gåde, at algoritmen ikke for længst er implementeret i centralbankernes overvågningssystemer. Endnu bedre ville det være, hvis de nødvendige data til at beregne DebtRank var offentligt tilgængelige, for så kunne man som bank vælge at handle med mindre risikable modparter og gøre sig selv mere modstandsdygtig – uden ekstra omkostninger.

I sidste ende er de store globaliserede finansinstitutioner dog ikke interesserede i åbenhed, for hvis de skulle fortælle, hvilke aktiver de holder, og hvilke de sælger, ville de jo vise deres pokerhånd og dermed give konkurrenter mulighed for at vædde imod dem.

I et nyt paper på arxiv.org fra januar 2013 foreslår Stefan Thurner fra Santa Fe Institute og Sebastian Poledna fra Wiens universitet et kompromis: Gør bankernes og finanshusenes DebtRank synlig for enhver uden at afsløre de underliggende positioner, som ligger til grund for beregningen. På den måde vil man kunne vurdere risikoen – uden at se deres pokerhånd. Det ville få den samlede systemiske risiko til at falde drastisk, og markedet ville ikke miste sin effektivitet af den grund, fordi pengene altid også vil kunne findes andre steder i netværket.

Under alle omstændigheder burde det som minimum være muligt for centralbankerne at overvåge flowet i realtid, og sikre, at systemiske fejl undgås. En kaskade af krak på det globale finansmarked er nemlig mindst lige så alvorlig som en atomkraftulykke.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Nu stiller forskerne skarpt på hjernen igen

1990’erne blev kaldt ‘hjernens årti’, men de helt store gennembrud udeblev. Nye teknologier, som ikke blot kan spore, men også ændre aktiviteten af enkelte neuroner, giver forskerne nyt håb.


Det kan ikke have undgået den videnskabeligt interesserede læsers opmærksomhed, at hjernen er et meget omtalt organ, der har nemt ved at finde overskrifter og forskningsbevillinger. I 1990’erne talte man sågar om ‘hjernens årti’, men ud over en række bedre diagnoseværktøjer og farverige fMRI-, PET-, og CT-hjernescanningsbilleder blev det aldrig til de helt store åbenbaringer.


I stedet blev den genetiske kode udvalgt som budbringer for en dybere forståelse af den menneskelige tilværelse. Men nu da arbejdet er færdigt, og genomet har afsløret en forbavsende og ganske uigennemtrængelig kompleksitet, er turen igen kommet til neuronerne.

Alene inden for de seneste tre måneder har hjerneforskere taget to store stik hjem med henholdsvis en bevilling på en halv milliard euro fra EU-Kommissionen til det såkaldte ‘Human Brain Project’, der vil lave en computersimulation af hjernen, samt en bevilling på tre milliarder dollars fra Barack Obamas regering til det såkaldte ‘Brain Activity Map Project’, som i løbet af de næste ti år skal kortlægge aktiviteten af hver eneste neuron i hjernen, hvoraf der er cirka 85 milliarder.

På trods af megen snak i blogger-krogene om, at disse megaprojekter er mere politisk fjerpragt end videnskabelig fornuft, er der en vis grund til at være optimistisk. Årsagen er den, at der i de seneste 5-10 år er sket væsentlige fremskridt i teknologier, der ikke blot kan scanne, men også aktivere og hæmme hjerneceller.

Det giver mulighed for at interagere med de enkelte neuroner og kortlægge aktivitetsmønstrene i hidtil usete detaljer. Dette vil helt sikkert føre til bedre behandlingsmuligheder i det lange løb, men om det vil bidrage til en mere fundamental forståelse af os selv, står selvfølgelig stadig hen i det uvisse.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk
There was an error in this gadget