Sprogets oprindelse findes i sangen


Ifølge en ny hypotese er menneskets sprog opstået som en kombination af mekanismer, der kendes fra fuglenes sang og primaters skrig.


Talesproget er en unik menneskelig egenskab. Ingen andre dyr på denne klode er i stand til at formulere komplekse meningsgivende sætninger som for eksempel: ‘Hoppede hesten over hegnet?’

Længe har lingvister og evolutionsbiologer spekuleret over, hvad det var, der gjorde, at vi for kun 50.000-80.000 år siden udviklede denne fantastiske symboljonglerende egenskab, der om noget har bidraget til moderne kulturers og civilisationers opståen.

Til forskel fra andre moderne menneskelige træk, som f.eks. vores relativt lille kæbeparti eller store kranium, efterlader talesproget ikke mange fossile spor, og Darwin kom i sin afhandling om menneskets afstamning, ‘The Descent of Man’, heller ikke nærmere dette mysterium, andet end at foreslå, at sproget som en analogi til fuglenes kvidren kunne have fundet sin oprindelse i sangen, som efterfølgende ‘måske har været årsag til sproglige udtryk af diverse komplekse emotioner’.

En gruppe forskere fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) i USA og Tokyo universitet har nu foreslået en ny hypotese om sprogets oprindelse, der tager Darwin på ordet, så at sige. I en artikel, udgivet i fagbladet Frontiers in Psychology, skriver Shigeru Miyagawa, Robert C. Berwick og Kazuo Okanoya, at det menneskelige sprog er en unik kombination af to allerede eksisterende protosproglige mekanismer, der findes i henholdsvis fuglenes sang og i primaters skrig og lyde. Hver især er disse mekanismer meget simple, men en kombination af dem kan resultere i uendeligt komplicerede sætninger.

»Disse to allerede eksisterende systemer var ligesom æbler og pærer, men så blev de kombineret af mennesket,« siger MIT’s Shigeru Miyagawa.

Sang og betydning
Ideen er med andre ord, at talesproget stammer fra vores evne til på den ene side at synge og på den anden side at ytre enkeltvise betydningsbærende ord. Evolutionært set var det måske ikke alt for stort et spring at udvikle et stadigt mere komplekst sangmønster med ord, der langsomt blev til det, vi nu kalder et talesprog.

Den ene præeksisterende mekanisme findes hos fugle i form af deres repetitive og ekspressive sang. På trods af utallige studier har man ikke fundet nogen evidens for, at fuglesang indeholder referencer til ting eller hændelser. Tværtimod viser det sig, at man må forstå fuglenes sang som en samling af motiver, der formidler fuglens intentioner om f.eks. at være rede til parring eller til at forsvare sit territorium.

Antallet af disse motiver er generelt meget lille. Nattergalen kan godt lave loops frem og tilbage i sit repertoire, og på den måde få en stor variation i sin sang, men antallet af mulige mønstre, og dermed budskaber, er alligevel begrænset til omkring 100-200 melodier.

Den anden mekanisme er indholdslyde, leksikale enheder, der bruges af en række primater og andre dyr. F.eks. har man fundet ud af, at chimpanser har specifikke lyde for ‘slange’ og ‘ørn’, som de bruger til at advare hinanden med. Også biernes dansesprog har vist sig at være indholdsmættet. Cirka 5 pct. af bierne er scouts, og når de har fundet en fødekilde, vender de hjem og danser informationerne foran de andre. Dansen har en meget specifik struktur, der angiver retning, afstand og typen af føde.

Menneskets sprog er ifølge de tre lingvister kendetegnet ved at kombinere disse to lag af mening. Det leksikale lag består af de basale indholdsord, og det ekspressive lag gør brug af diverse motiver, der giver indholdsordene en funktionel beklædning.

Sætningen ‘Hoppede hesten over hegnet?’ bruger f.eks. de tre leksikale ord, ‘hest’, ‘hegn’ og ‘hoppe’, samt en række ekspressive elementer i form af grammatiske og semantiske tegn: spørgeformen, forholdsordet ‘over’, og bøjningen -ede, der angiver datid. Det er disse ting, der arrangerer indholdsordene til en unik betydning, og ved at veksle mellem leksikale og ekspressive lag kan man etablere en dyb hierarkisk struktur, der i princippet gør det muligt at lave uendeligt lange sætninger.

For at forstå, hvad kombinationen af de to systemer er i stand til, kan man kigge på de mange mulige variationer af sætningen. Leksikale substitutioner som f.eks. ‘Sprang krikken over afspærringen?’ benytter sig af synonymer og deres betydningsforskydelser. Ekspressive variationer kan til gengæld give en helt anden fokus, f.eks. ved at placere hændelsen i fremtiden, fjerne spørgeformen eller tilføje modaliteter: ‘Så ville hesten hoppe (over hegnet)’. Tilsammen bliver antallet af variationer over temaet ‘hest hopper hegn’ til et enormt mulighedsrum, hvor man kan lege med kreative ord og sætningskonstruktioner – og ikke sjældent med dårlig poesi til følge (f.eks. ‘Den iltre hingst forcerede forhindringen med et kraftspring!’).


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk



0 comments:

There was an error in this gadget