Eventyr spreder sig ti gange langsommere end gener

Stamtavlen for eventyret Mor Hulda viser, at folkeeventyr spredes ligesom gener, bare ikke lige så let. Konklusionen må være, at vi har nemmere ved at acceptere fælles børn end fælles historier.


Den statistiske analyse af menneskets gener har i løbet af de seneste årtier ført til mange interessante opdagelser.

Man har f.eks. fundet ud af, at vores gener kun adskiller sig fra chimpansernes med mellem en og fire procent, alt efter hvordan man tæller. Den gennemsnitlige genetiske forskel mellem to tilfældige mennesker på kloden er cirka 0,1 til 0,4 procent, igen alt efter hvordan man tæller.

På trods af 5-7 millioner års seksuel adskillelse er den genetiske forskel mellem os og chimpanserne altså kun ti gange større end mellem to tilfældige mennesker. Og endnu nyere forskning viser, at denne sidste forskel kun er cirka ti gange større end den genetiske forskel mellem to tilfældige danskere.

Da vi som regel kan kende forskel på chimpanser og mennesker, og også på hinanden, tilsiger tallene en klar lektion: Gener er ikke alt i denne her verden. Der findes mange andre ting, som også er vigtige i evolutionen.

Geografien, klimaet, parasitter, teknologien, sproget, samfundsstrukturen og sociale normer spiller alle vigtige roller for menneskers faktiske udvikling.

Traditionelt har de positive videnskaber klumpet alle disse ting sammen under kategorien 'kultur' og tildelt dem en birolle i forhold til hovedrolleindehaveren 'natur', underforstået biologien. Men i virkeligheden er de to ting slet ikke så adskilte endda.

Og hvis man endelig vil tælle op, så viser det sig nu, at kulturen kan danne så store barrierer mellem folk, at den har en meget større indflydelse på vores udvikling end genernes naturlige udvælgelse.

Ved at analysere 700 forskellige versioner af folkeeventyret Mor Hulda har tre biologer fra Australien og New Zealand vist, hvordan et af de mest stabile kulturelle 'memer', nemlig eventyr, har spredt sig og udviklet sig på tværs af 31 europæiske lande i løbet af de sidste mange hundrede år.

Det viser sig som forventet, at ligheden mellem din og min version af eventyret ikke kun afhænger af, hvor langt vi bor fra hinanden, men også, hvor forskellige vores sprog og etniske tilhørsforhold er.

Hvad der er mere overraskende er, at disse sproglige og etniske barrierer er større end barriererne for vores genetiske udveksling. Groft sagt betyder det, at vi hellere vil dele vores seng end vores fortællinger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Sværmeadfærd fungerer som en kollektiv hjerne

Nye eksperimenter viser, hvordan fiskestimer og fugleflokke trækker informationer ud af deres omverden.


Fænomenet 'wisdom of the crowds' har været debatteret en del i de seneste år, og der synes stadig at være facetter, som forskerne ikke helt forstår. Den primære indsigt bag begrebet går kort fortalt ud på, at man kan trække nyttig information ud af omverdenen via en masse skud i tågen. Det ældste eksempel, man kender til, stammer fra Charles Darwins fætter, sir Francis Galton, der i 1906 overværede et dyrskue, hvor tilskuerne blev inviteret til at gætte vægten på en slagteklar okse.

787 hemmelige gæt blev det til, men ingen ramte plet: 1.198 pund vejede den. Gennemsnittet af alle gæt viste sig kun at være et enkelt pund fra sandheden, og Galton mente dermed at have vist, at kollektivet i visse situationer kan have en højere intelligens end selv det klogeste individ.

Effekten er blevet eftervist mange gange siden da, selvom man har fundet ud af, at det kun gælder med visse forbehold. F.eks. kan social påvirkning føre flertallet på vildspor, og metodens succes afhænger også af den opgave, der skal løses. Ville man anvende en så simpel flertalsprocedure til at bygge broer, ville de nok ikke holde særlig længe.

Men bortset fra disse teknikaliteter er et andet spørgsmål begyndt at trænge sig på: Virker fænomenet kun, når mange individer laver mentalt krævende estimater, eller benytter evolutionen sig af aspekter af mekanismen allerede, f.eks. via ubevidste handlinger eller ved at samle og bundte helt primitive former for kollektive sanseprocesser?

Meget tyder på, at dette er tilfældet. I en ny artikel i tidsskriftet Science viser evolutionsbiologerne Andrew Berdahl, Colin J. Torney og Iain Couzin fra Princeton University i USA, at simpel navigation blandt fiskestimer og fugleflokke baserer sig på en wisdom of the crowds-mekanisme. Om man drejer til højre eller til venstre er ikke en beslutning, der skal forhandles eller estimeres, men et resultat af en meget simpel tælling af naboer: Hvis der er flere naboer på min højre side end på min venstre side, så drejer jeg til højre.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Logik er svært


Det er en fornøjelse at følge kloge videnskabsbloggere på nettet. En af dem er professor i matematik Jordan Ellenberg, der skriver på bloggen Quomodocumque. Forleden tog han en artikel fra fagbladet Science under kærlig behandling og viste, hvordan den hverken logisk eller matematisk hænger sammen. Artiklen er skrevet af tre psykologer, og den hedder 'The End of History Illusion'. Den påstår, at vi mennesker lider under den illusion, at vi ikke ændrer vores personlighed i løbet af vores liv. Vi underestimerer konstant, hvor meget vi vil ændre os i fremtiden.

Psykologerne rekrutterede 7.519 voksne i alderen mellem 18 og 68 år og fik dem til at udfylde en velkendt personlighedstest, der placerer dem på en skala i fem dimensioner: Samvittighedsfuldhed, venlighed, følelsesmæssig stabilitet, åbenhed over for nye ideer og ekstroversion. Derefter blev de opdelt i to tilfældige grupper. Den ene gruppe blev bedt om at udfylde samme spørgeskema som de ville have gjort det for ti år siden. Den anden gruppe blev også bedt om at udfylde samme skema igen, men ud fra, hvordan de troede de var som personer ti år frem i tiden. Ved at beregne forskellen mellem de to vurderinger kunne psykologerne konkludere, at vi mennesker generelt tror at vi ændrer os mindre, end vi egenlig gør.

Historien fik stor opmærksomhed i medierne. Wikipedia har allerede fået sin egen side om denne 'End of History Illusion'. En artikel i New York Times konkluderede at 'du ikke vil være den person, som du tror du vil være', og Time Magazine mente, at 'selvom vi godt ved, at vi ændrer os, er vi utilpas ved tanken om at ændre os endnu mere'. Sagen er blot: det er forkert. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem de to typer af spørgsmål. Hvis man vil rapportere om sin fortid, er der ingen uvidenhed involveret. Men hvis man vil forudside om sin fremtid, er der masser af uvidenhed. Man kan derfor sagtens vide, at man vil ændre sig, men hvis man ikke kender retningen af denne ændring, er den rationelt bedste forudsigelse at sige, at man ikke ændrer sig.

Teknisk formuleret betyder det, at forskellen i forudsigelser ikke er det samme som den forudsagte forskel. Bedst formuleret blev denne maksime af logikeren og filosoffen Willard Van Orman Quine: 'Jeg tror altid at have ret, men jeg tror ikke, at jeg altid har ret!' Tag et eksempel: Alle fornuftige mennesker ved godt, at der må være nogle ting i deres overbevisning, som er forkerte. Men samtidig er det logisk set helt korrekt for dem at antage, at de har den rette overbevisning om hver enkel ting. Der er ingen illusioner involveret. Kun logik og betingede sandsynligheder. Som Ellenberg skriver: Der er ingen bias og ingen selvmodsigelse involveret i den måde at tænke på. Kun ordentlig matematik. Hvad forskerne kalder en illusion i deres artikel er i virkeligheden et udtryk for menneskers mest subtile form for rationalitet.

en måde er det utroligt, at Science accepterede artiklen. Hvis problemstillingen havde været formuleret i form af et terningspil, ville fejlen være blevet opdaget med det samme. Retfærdigvis skal det siges, at artiklens forfattere havde en mistanke om, at noget var galt, og spurgte derfor også forsøgspersonerne direkte om, hvor meget de troede deres personlighed 1) 'ville ændre sig hen over de næste ti år?' samt 2) 'har ændret sig de sidste til år.' Igen fandt de, dog i langt mindre grad, at fremtiden synes mindre variabel end fortiden. Men også her er der så mange metodiske problemer med eksperimentet, at resultatet skal tages med et stort gran salt. Konklusion: Jeg tror at Ellenberg har ret i at psykologerne har uret i deres konklusioner. Bemærk dog, at det ikke nødvendigvis betyder at 'End of History' illusionen ikke findes.

Matematikere til forskere: Nu starter vi vores egne Open Access-tidsskrifter

En gruppe matematikere samle forskere til en række frit tilgængelige videnskabelige fagblade, som skal udfordre den traditionelle publikationsproces.


Mellem 19 og 61 dollar for en enkelt artikel. Det er, hvad studerende, journalister og andre uden en institutionel adgangskode typisk skal betale for at downloade en forskningsartikel fra akademiske forlag som Wiley, Springer og Elsevir.

Alene det digitale bibliotek JSTOR, som for nylig har været sat i forbindelse med aktivisten Aaron Swartz' selvmord, bliver hvert år besøgt af 150 millioner potentielle brugere, som sendes væk igen, fordi de rammer en ubetalelig paywall.

I lyset af den situation har en gruppe matematikere nu planer om at starte en serie af frit tilgængelige, såkaldte Open Access-tidsskrifter i et samarbejde med preprintserverne arXiv og HAL. Initiativet hedder 'episcience project', og håbet er, at alle fagområder er med på ideen og på den måde vil udfordre den eksisterende akademiske publikationsproces.

Projektet blev lanceret i sidste uge af den kendte blogger og Fields Medal-modtager Tim Gowers fra University of Cambridge, England.

Ideen er, at forskere selv organiserer formaterings-, peer review-, redigerings- og publikationsprocessen. De gør i forvejen det meste af dette arbejde, og tilmed gratis, i de private forlags regi, så det eneste, der i princippet mangler for at etablere en kommercielt uafhængig publikation, er en velfungerende infrastruktur i form af online journals, der består af links til de peer-reviewede artikler på servere som for eksempel arXiv.org.

De ekstraomkostninger, der måtte komme til at vedligeholde hjemmesider og computerudstyr, skal bæres af institutionerne selv.

»Det er en vigtig og god diskussion, som nogle internationalt førende matematikere har taget op om, hvordan forskere i stort omfang kan 'frigøre' publikationerne fra de kommercielle forlag,« siger professor emeritus Vagn Lundsgaard Hansen fra DTU Compute i en kommentar til Ingeniøren:

»For det er en kendsgerning, at det i stadigt stigende omfang er forskerne selv, der udfører hele arbejdet, på nær 'indbinding', i papirtidsskrifter. Og dette burde helt naturligt afspejles bedre i forlagenes prispolitik.«

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk
There was an error in this gadget