Kan man spørge om kvantemekanik uden at påvirke svaret?

En meningsmåling blandt fysikere har vist, at deres fortolkning af kvantemekanikken er lige så ubestemmelig som de elementarpartikler, de studerer.


Vil man forstå det uforståelige i kvantemekanikken, er det nok at se på dobbeltspalteeksperimentet. Dette lille eksperiment, der består af en håndfuld fotoner og to spalter, indeholder kernen i al den fascination, forvirring og rådvildhed, der hersker i fortolkningen af den mest grundlæggende og mest succesfulde videnskabelige teori, vi har om verden.

Læs også: Dobbeltspalteeksperimentet – en klassiker

For sjov og ganske uformelt valgte den østrigske kvantefysiker Anton Zeilinger fra Universität Wien sammen med Maximilian Schlosshauer fra Portland State University i Oregon, USA, og Johannes Kofler fra Max Planck-instituttet i Garching, Tyskland, at lave en meningsmåling blandt 33 kolleger, der var mødt op til et symposium i Østrig i juli 2011.

Mødet samlede højt estimerede fysikere, filosoffer og matematikere, der alle er interesserede i at forstå, hvad kvantemekanikken siger om vores virkelighed. Med 16 multiple choice-spørgsmål skulle de udfrittes om deres yndlingsfortolkninger, deres syn på Einstein og Bohr, deres fortolkning af verden som enten en deterministisk maskine eller som parallelle universer, om observatørens rolle og om, hvad der foregår i et dobbeltspalteeksperiment.

Spørgeskemaer kan desværre ikke undgå at være løst formulerede, idet der altid vil være nuancer i forståelsen af koncepterne bag spørgsmålene. Derfor besluttede initiativtagerne, at man godt kunne krydse flere felter af, selvom de måtte modsige hinanden. Det er en lille pris at betale, mente de, for til gengæld at se et snapshot af stemningen og kunne analysere korrelationerne mellem svarene.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Intelligens er mange ting - bare ikke ven med alderen

Intelligens kan ikke defineres som et enkelt tal, viser ny forskning. Den er en kombination af korttidshukommelsen, logisk tækning og verbale evner - og det er kun den sidste egenskab, der ikke forsvinder helt så hurtigt med alderen.


Den engelske psykolog Charles Spearmans bestræbelser på at måle den menneskelige intelligens ved hjælp af et enkelt tal er nok den mest kontroversielle idé i psykologiens historie.

Den akademiske kamp om intelligenskvotienten eller IQ - dette unikke tal, som Spearman i 1904 kaldte 'g-faktoren' - har i hvert fald været særdeles krigerisk igennem årene. Mange kommentatorer har forsøgt at forgifte enhver saglig diskussion af ideen om IQ ved at referere til diskriminationsfaren og den historiske racetænkning, og endnu flere har kastet diverse løsrevne fakta i hovedet på hinanden med det resultat, at lægmand ofte er blevet mere forvirret end oplyst.

Blandt de mere saglige kritikpunkter mod intelligenskvotienten har været dens krav om entydighed og unikhed: Hvorfor mener man at kunne måle intelligens med kun ét tal? Hvorfor ikke to? Eller otte-ni stykker, sådan som psykologen Howard Gardner påstår det?

Hvis den monolitiske g-faktor vitterlig findes, betyder det nemlig, at nogle mennesker er smartere end andre over hele linjen, og ikke bare i nogle bestemte ting. I en analogi til sporten ville det betyde, at verdensmesteren i tikamp ikke bare var den bedste sammenlagt, men også den bedste i alle discipliner. Mange har svært ved at tro på, at det forholder sig sådan med intelligens.

Nyt lys på sagen
En artikel i fagbladet Neuron kaster nyt lys på sagen ved at vise, at den klassiske IQ faktisk er sammensat af flere af hinanden uafhængige mentale kapaciteter. For at nå frem til det resultat har artiklens forfattere fra Brain and Mind Institute ved University of Western Ontario i Canada ikke kun samlet det hidtil største antal af testresultater med over 44.000 online respondenter, men også sammenlignet tallene med hjerneaktiviteten hos 16 frivillige forsøgspersoner, der sad i en fMRI-scanner, mens de løste de samme, i alt 12 meget forskellige, intelligenstest, der var designet på en sådan måde, at de aktiverede så mange områder i hjernen som muligt.

Forskernes hovedkonklusion er, at den klassiske intelligenskvotient - IQ - er mere vildledende end vejledende. Intelligens er sammensat af flere ting, men tre kapaciteter er tilsammen ansvarlige for 90 procent af variationen i testscoren. De tre mentale kapaciteter er korttidshukommelsen, evnen til at ræsonnere og de verbale evner. Den statistiske analyse af online-testresultaterne bekræftede mistanken om, at der simpelthen ikke findes noget enkelt tal i form af en IQ, som alene kan forklare variationerne i den menneskelige intelligens.

Læs resten af artiklen med kommentarer på ing.dk
There was an error in this gadget