Bliver vi smartere af smart teknologi?

Dette interview med teknologifilosoffen Don Ihde, som jeg mødte i København i november 2012, udkom den 3. december i bladet Asterisk. Vi diskuterer om børn bliver klogere af ny teknologi (nej), og hvad touchscreens vil bringe med sig i fremtiden (uvist men spændende).
________________

Smartphones og tablets invaderer vores hverdag – og vores hjerter. Asterisk har mødt en af teknologifilosofiens store tænkere, den amerikanske professor Don Ihde, til et interview om mekanisk kærlighed, og hvad de nye digitale touch-teknologier vil bringe med sig.

Skrivemaskinen var oprindelig designet til mennesker, som havde synsproblemer, og telefonen var tænkt som høreapparat til bedstemor. Enhver ny teknologi indeholder uforudsete måder at bruge den på. Vi kan derfor ikke vide, hvordan de nye touchscreen-teknologier vil blive brugt i fremtiden, og det er faktisk kun godt. Sådan lyder det fra den amerikanske videnskabs- og teknologifilosof Don Ihde.

»Alle teknologier kan bruges på måder, der slet ikke var planlagte i designet. Når man f.eks. designer en skærm, vil den altid ende med at blive brugt på andre måder, end det oprindeligt var tænkt,« siger han. Don Ihde kalder det også for en »designerfejlslutning«. En designerfejlslutning er troen på, at en ingeniør eller en designer kan bygge en teknologi på en sådan måde, at den faktisk vil blive brugt som planlagt.

»Historisk set er det aldrig sket. Friedrich Nietzsche fik et dårligt syn og elskede sin sfæriske skrivemaskine, som en dansk ingeniør havde bygget til ham. Men senere blev skrivemaskinen ikke kun brugt til synssvage mennesker. Den blev brugt som en arbejdsmaskine på kontorer osv. På samme måde blev telefonen oprindeligt designet til at være et høreapparat, hvor man håbede på at kunne snakke med sin gamle mor, der ikke kunne høre så godt længere.«

Don Ihde er grundlægger af det, hans selv kalder for ’den postfænomenologiske analyse’, dvs. at udforske og forstå menneskets interaktioner med den teknologiske livsverden på en meget mere aktuel og praksisnær måde, end de klassiske fænomenologer som Husserl og Heidegger formåede at gøre det.

I 1979 skrev Ihde bogen Technics and Praxis, der af mange bliver anset som det første nordamerikanske værk inden for teknologifilosofi. I dag, 20 bøger senere, arbejder Ihde som professor ved Stony Brooks University i New York og er desuden tilknyttet projektet Technucation på Aarhus Universitet, der i samarbejde med Teknologisk Institut og professionshøjskolerne UCC og Metropol forsøger at hjælpe undervisere med at skabe og forstå ny viden om den teknologiske almendannelse.

Mekanisk kærlighed
Da Don Ihde begyndte at forske i interaktionen mellem menneske og teknologi, var mobiltelefonen ikke hvermandseje. I dag er telefonen den første, mange af os siger godmorgen og godnat til. Og byen er fuld af mennesker, der er i mere kontakt med deres smartphone end med kæresten eller vennen ved siden af. Er det mekanisk kærlighed?

»Jeg har tit set dette fænomen, og jeg har tre betragtninger,« siger Don Ihde. »Den ene er, at der er forskellige kulturelle måder, hvorpå vi relaterer til disse maskiner. Amerikanere og vesteuropæere har tendens til at være meget mere utilitaristiske og pragmatiske omkring ny teknologi og robotikken især. Det første sæt af hjemmerobotter, der er blevet solgt i USA, var automatiske støvsugere. Der er ikke noget menneskeligt over dem. De kører bare rundt i stuen og kan sanse, hvor væggene og møblerne er. I den japanske kultur derimod har man tendens til at foretrække det, jeg kalder antropomorfiske robotter. De skal ligne mennesker eller dyr, og det frembringer naturligt nok en mere emotionel respons. I Danmark er man opmærksom på udviklingen, og jeg ved, at man især inden for ældreomsorgen er begyndt at tænke i den japanske retning ved blandt andet at indføre robotsæler som kæledyr.«

»Japanerne har også en anden slags metafysik, end vi har. Mens vi vesterlændinge plejer at se maskiner som mekaniske, og derfor som ’ikke-levende’, så ser japanere dem som et flydende kontinuum mellem levende og mekanisk. Efterhånden som nye teknologier som iPhones og touch screens begynder at vinde frem, vil den japanske forståelse af teknologien også vinde indpas i vores kultur. Min tilgang til at forstå teknologi er altid at kigge på det interrelationelle aspekt, dvs., hvis du har en blyant, så bruger du den til at skrive med, men blyanten bruger også dig, nemlig ved ikke at give dig lov til at gøre andre ting end at skrive eller tegne. Den omformer kommunikerende mennesker til skrivende og tegnende mennesker.«

Og hvad er så den tredje betragtning?
»Den tredje betragtning vil jeg kalde den taktile dimension, hvor man leger med skærmen med sine fingre i stedet for med keyboardet eller musen. Det er en helt ny oplevelse. Lige nu er det stadig lidt ligesom de tidligste film, hvor folk var forundrede over, at filmstjernen kunne forsvinde om bag skærmen. Det interessante er dog, at det ikke varede længe, før de lærte, at skærmen var en ramme om en simulation, og at der ikke gik nogen rigtige personer ind i den, og at det ikke var et rigtigt tog, der kom kørende ind i lokalet. Den taktile kontrol af objekter på en skærm kan forstås meget nemt, og den er meget tilfredsstillende. Man kan ikke kontrollere ting så godt med sine øjne, som man kan det med sine hænder. Muligheden for at røre ved og manipulere ting er meget mere givende end bare at se på dem. Det gør interaktionen hurtigere, mere robust, mere intuitiv og mere akkurat. Det er grunden til, at touch screens er så appellerende for børn. Min egen søn var som barn besat af Lego, og jeg var jo glad, fordi det gav ham en helt anden fornemmelse for fysikalitet og kontrol end de digitale skærme, der indtil videre kun er dårlige tilnærmelser til den ægte vare.«

Lettere at lære
Men hvad betyder det for læringsprocessen? Hvis en touch-screen gør det lettere at bruge alle sine sanser, må den jo have en fordel i forhold til en gammeldags blyant, hvor det kunne tage årevis, før man lærte at læse og skrive i store og små bogstaver og formulere sine ønsker og tanker som en tekst på et stykke papir. Bliver vores børn klogere med de smartere teknologier?

»Ja, det er lettere at lære, men nej, de bliver ikke klogere. Fænomenologisk set er der to processer på spil. Den ene er den kropslige læringsproces for mestringen af sproget og senere skriften. Når man er engageret mundtligt, visuelt, taktilt og på alle mulige andre kropslige måder, taler vi om den primære og dermed den ordinære brug af vores sanser, fordi det er den måde, som vi oplever og agerer i verden på hele tiden. Dette kan så indsnævres til udelukkende at bruge f.eks. det visuelle eller det auditive system. Klassisk musik er et godt eksempel på en indsnævret oplevelse, hvor det forventes at være nok at blive lyttet til. Musik i andre kulturer har som regel også andre sansemodaliteter involveret: dans, socialt samvær, terapi og så videre.«

»Den gamle måde at betragte en bog på er at se den som en passiv teknologi. Men i virkeligheden er den ikke passiv. En bog kræver en enorm anstrengelse og opmærksomhed for at blive læst. En bog taler ikke for sig selv. Den skal slås op, den skal have den rette belysning, den skal læses og bladres i og tænkes over. En iPad kan derimod tale for sig selv. Det gør den lettere at bruge end bogen. På samme måde er det med film. Tegneseriefilm kan afkodes af børn i løbet af ganske få minutter.«

»En touch screen kan gøre det hurtigere at lære, fordi den gør brug af meget mere intuitive repræsentationer. Det skyldes blandt andet, at touch-teknologier ikke vil nøjes med at give mulighed for manipulation af objekter med fingrene. Hele det kropslige bevægelsesapparat vil sandsynligvis blive integreret på endnu ukendte måder. En af mine første erfaringer med den form for tænkning stammer faktisk fra en workshop i regi af Learning Lab Denmark, en forskningsenhed under det gamle Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor man var bekymret over, at børnene sad foran skærmen dagen lang og aldrig fik motion. Derfor spurgte vi: hvordan kan man få bevægelse ind i det? Først nu, ti år efter, er det blevet til en stor trend, hvor man arbejder på at få kroppen ind i interaktionen med de tredimensionelle verdener, f.eks. via wiiteknologier og andre. Det var præcist det, som Learning Lab Denmark anbefalede dengang.«

Touch screens genindsætter kroppen
Der findes to eller tre virksomheder i dag, som arbejder på at udvikle den næste generation af touch screens. Hvad kommer der til at ske med vores skærmoplevelse og vores visualiseringsteknikker?

»Donna Haraway er kendt for at sige, at mennesket er et visuelt rovdyr, der foretrækker at transformere al information til visuelle repræsentationer. Jeg tænker derimod, at vores repræsentationsformer og omgang med dem altid er multistabile, og at enhver ny teknologi indeholder uforudsete måder at bruge dem på.«

»Jeg kunne forestille mig, at en touch screen kunne anvendes som et interessant nyt musikinstrument. I musikhistorien findes der et instrument kaldet et theremin, som spilles med hele kroppen, der skal navigere mellem to metalantenner. Det blev aldrig det store hit, fordi det er enormt svært at spille. Der er med andre ord alt for mange frihedsgrader til, at man kan lære det i en overskuelig tidsramme. Men dem kunne man jo definere i et touch screen-instrument.«

Er der en filosofisk pointe omkring de mange frihedsgraders forbandelse?
»Multistabilitet handler om, at man ikke kan lave alt om til alt. Det er fleksibelt, men ligger stadig inden for en ramme af et endeligt antal af forskellige muligheder. De nye touch-teknologier kan blive meget interessante, fordi de genindsætter kroppen på en langt mere fundamental måde end de hidtidige desktop-teknologier, hvor du har en stol, et bord, en skærm, en mus og et keyboard, der alle begrænser kroppen på hver deres måde. Kropsligt set er der jo meget lidt bevægelighed med en computer, andet end i din ene hånd og i fingrene. Men selv her viste der sig at være masser af multistabilitet: Da du i starten af computeræraen sad og skrev, kom bogstaverne frem på skærmen. Oprindeligt var det grønne bogstaver på sort baggrund. Så blev det hvid skrift, og så til sort skrift på hvid baggrund. Men det var altid på en uigennemsigtig todimensionel baggrund, der var oplyst bagfra. Med introduktionen af computerspil, f.eks. pacman, opdagede man, at man kan simulere en fornemmelse af dybde, og det blev udbygget til stadigt mere realistisk udseende tredimensionelle verdener, som så blev kaldt cyberspace’. Det må kaldes en meget anderledes form for stabilitet end den todimensionelle tavle, som computerskærmen oprindeligt var tænkt som. En lignende uforudsigelig udvikling må man forvente vil ske med touch screens.«

0 comments:

There was an error in this gadget