Kampen mod narko er et kemisk våbenkapløb

Forbud mod klassiske euforiserende stoffer har fået producenterne til at gå nye veje. Nu sælger de syntetiske stoffer, der ikke er omfattet af loven. Stater svarer igen med gruppeforbud, og producenter går til modangreb med helt nye urter.


I sidste uge udgav EU's narkoovervågningscenter, EONN, sin årlige rapport om brugen af euforiserende stoffer i EU. Aldrig før er der blevet registreret så mange nye stoffer som i 2012. De kaldes 'legal highs', fordi der er tale om helt nye kemiske forbindelser, der teknisk set er legale i mange lande. De sælges som 'urter', 'badesalt' og 'plantegødning' via internetbutikker over hele verden og har effektivt udmanøvreret staters kontrol af folks ønske om at tage et trip i ny og næ.

»Markedet rammes af mere end ét nyt psykoaktivt stof om ugen,« sagde EU-kommissær for indre anliggender Cecilia Malmström til pressen ved offentliggørelsen, hvilket ved udgangen af året vil svare til en stigning på 25 pct. i forhold til 2011. Dette skal ses i forhold til, at brugen af heroin, kokain og marihuana er faldet i de fleste lande.

Spørgsmålet er derfor, om udviklingen har gjort forbud og straf til en forfejlet strategi, fordi den i stedet for at stoppe misbrug skubber stofbrugere ud i stadig mere farlige eksperimenter med helt ukendte kemikalier.

Sådan mener i hvert fald en del eksperter. Overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom fra Psykiatrisk Center Hvidovre har længe talt for stop af forbudspolitikken, og sidste år sagde det internationale panel Global Commission on Drug Policy, at 'den globale krig mod stoffer har slået fejl', og anbefalede myndighederne at stoppe 'kriminaliseringen, marginaliseringen og stigmatiseringen af folk, der bruger narko, men ikke skader andre'.

Også mange politikere, heriblandt Liberal Alliance i Danmark, mener, at narkotika skal legaliseres, mens praktiserende læger med hånden for munden er begyndt at anbefale brugen af de forbudte, men velkendte, rusmidler som hash, bare for at folk holder fingrene fra disse 'legal highs', der har ukendte og potentielt mere farlige bivirkninger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


0 comments:

There was an error in this gadget