Vi kommer aldrig til at tale med en alien

Kommunikation med intelligente væsner på fjerne planeter fremstilles i offentligheden som var det et videnskabeligt emne. Men det er det ikke. Det er og bliver underholdning.


En af de største og mest spændende udfordringer for naturvidenskaben er at forstå livets oprindelse og opspore dets udbredelse i universet. Alene i Mælkevejen er der millioner af blå planeter, som har vand på deres overflade, og der er endnu flere med helt andre kemiske sammensætninger, som også kunne understøtte dannelsen af komplekse molekyler. Der er altså gode chancer for, at vi en dag vil finde en fremmed livsform med sin helt egen kostpyramide og en højst bemærkelsesværdig hårpragt.

Men så længe vi ikke kan rejse igennem ormehuller og besøge livsformerne, må vi nøjes med at aflæse deres fingeraftryk via spektre og rumteleskoper. Og det rummer et problem: Vi kan aldrig gøre os håb om nogen form for 'kommunikation', hvor vi kan sige 'Goddag, hvordan har du det?' og forvente svar. På afstand kan vi måske godt finde en anomali, som kunne fortolkes som en hilsen, men vi kan aldrig være sikre. Sandsynligheden vil altid tale for, at det er et naturligt fænomen, og ikke en alien, der vinker.

Når science fiction-fans og forskere som Carl Sagan og Frank Drake derfor sender håbefuld flaskepost af sted mod stjernerne og lytter til radiosignaler fra rummet, handler det ikke om videnskab, men om noget andet. De er mennesker, der har en drøm om, at der er noget større og klogere derude; noget, der ligner os. Deres mission er at gøre os bevidste om vores plads i kosmos. Og hvis det indebærer skønmaling og en nobel løgn, så fred være med det.

Det principielle problem med kommunikation på afstand er af semiotisk natur: Enhver repræsentation - om den består af formler, tal, grafer eller sprog - er et system af tegn, som er mere eller mindre tilfældigt valgte. Der eksisterer derfor ikke noget umiddelbart link mellem tegnet selv og det, som tegnet henviser til. Undtagelsen tænkes nogle gange at være ikoner, f.eks. fotos, hvor tegnet indeholder en afbildning af det, der betegnes. Men selv her er en entydig fortolkning stort set umulig, fordi præmissen om, at ikonet skal læses fra højre mod venstre eller at det i det hele taget er et ikon aldrig er givet på forhånd.

Læs hele essayet med alle de sure kommentarer på ing.dk !

0 comments:

There was an error in this gadget