Vi kommer aldrig til at tale med en alien

Kommunikation med intelligente væsner på fjerne planeter fremstilles i offentligheden som var det et videnskabeligt emne. Men det er det ikke. Det er og bliver underholdning.


En af de største og mest spændende udfordringer for naturvidenskaben er at forstå livets oprindelse og opspore dets udbredelse i universet. Alene i Mælkevejen er der millioner af blå planeter, som har vand på deres overflade, og der er endnu flere med helt andre kemiske sammensætninger, som også kunne understøtte dannelsen af komplekse molekyler. Der er altså gode chancer for, at vi en dag vil finde en fremmed livsform med sin helt egen kostpyramide og en højst bemærkelsesværdig hårpragt.

Men så længe vi ikke kan rejse igennem ormehuller og besøge livsformerne, må vi nøjes med at aflæse deres fingeraftryk via spektre og rumteleskoper. Og det rummer et problem: Vi kan aldrig gøre os håb om nogen form for 'kommunikation', hvor vi kan sige 'Goddag, hvordan har du det?' og forvente svar. På afstand kan vi måske godt finde en anomali, som kunne fortolkes som en hilsen, men vi kan aldrig være sikre. Sandsynligheden vil altid tale for, at det er et naturligt fænomen, og ikke en alien, der vinker.

Når science fiction-fans og forskere som Carl Sagan og Frank Drake derfor sender håbefuld flaskepost af sted mod stjernerne og lytter til radiosignaler fra rummet, handler det ikke om videnskab, men om noget andet. De er mennesker, der har en drøm om, at der er noget større og klogere derude; noget, der ligner os. Deres mission er at gøre os bevidste om vores plads i kosmos. Og hvis det indebærer skønmaling og en nobel løgn, så fred være med det.

Det principielle problem med kommunikation på afstand er af semiotisk natur: Enhver repræsentation - om den består af formler, tal, grafer eller sprog - er et system af tegn, som er mere eller mindre tilfældigt valgte. Der eksisterer derfor ikke noget umiddelbart link mellem tegnet selv og det, som tegnet henviser til. Undtagelsen tænkes nogle gange at være ikoner, f.eks. fotos, hvor tegnet indeholder en afbildning af det, der betegnes. Men selv her er en entydig fortolkning stort set umulig, fordi præmissen om, at ikonet skal læses fra højre mod venstre eller at det i det hele taget er et ikon aldrig er givet på forhånd.

Læs hele essayet med alle de sure kommentarer på ing.dk !

Facebook trak amerikanere til stemmeurnen

61 millioner amerikanere på Facebook fik en opfordring til at gå ud at stemme. 340.000 af dem lod sig påvirke - især når nære venner havde gjort det samme.


Med næsten én milliard brugere er Facebook ikke bare verdens største sociale netværk. Det er også blevet til et slaraffenland for samfundsforskere, reklamemænd og eksperimentelle psykologer, der vil kigge vores venskaber og vores adfærd i kortene. Ikke mange forskere har fået lov til at bruge muligheden, og indtil videre kender vi kun til ganske få videnskabeligt kontrollerede eksperimenter, som er baseret på Facebook-brugernes sociale netværk.

Det til dato største videnskabelige eksperiment på Facebook er nu blevet publiceret i fagbladet Nature. Det tager udgangspunkt i det amerikanske valg til senatet 2. november 2010. Flere end 60 millioner amerikanere over 18 år så denne dag et banner - eller nærmere betegnet et såkaldt nudge, som er designet til at påvirke folks adfærd på en positiv måde - på toppen af deres Facebookside. Der stod 'Today is election day', og banneret opfordrede dem til at gå ud at stemme og bagefter stolt at trykke på knappen 'I voted'. På et link 'Find your polling place' kunne de finde deres lokale stemmeboks, og på en tæller i højre hjørne kunne de se, hvor mange der allerede havde stemt, og nedenunder kunne de se en tilfældig billedrække af seks venner, som allerede havde trykket på knappen.

Men annoncen var som sagt ikke bare et af de mange socialt engagerende nudges, som Facebook-bossen Marc Zuckerberg har benyttet sig af siden 2008. Det var også et videnskabeligt eksperiment, designet af James Fowler og kolleger fra University of California, San Diego, med to kontrolgrupper og randomiserede data. Konkret var det kun 98 procent af brugerne over 18 år, som fik den fulde annonce at se (gruppe 1 - vi kan kalde den socialgruppen - med i alt 60.055.176 personer). Én procent (dvs. 613.096 personer) så samme annonce, men uden billeder eller omtale af venner, som allerede måtte havde stemt (gruppe 2 - kaldet informationsgruppen), og den sidste procent (611.044 personer) så intet til eksperimentet (gruppe 3 - kontrolgruppen).

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Genet er dødt - transskriptionen længe leve!

Ideen om junk-dna var noget junk. Og nu viser det sig, at ideen om, at genet er arvemassens centrale ø af information, heller ikke var så god. Det og meget mere afslører megaprojektet Encode i 30 nye artikler.

Selvom kun ca. 1,5 procent af vores dna koder for proteiner, er de resterende 98,5 procent ikke bare 'junk', sådan som det har været påstået i årtier. Det resterende dna er dybt involveret i reguleringen af kroppens funktioner, bare på en mere indirekte måde.

Sådan lyder det fra et internationalt forskerhold bag megaprojektet Encode - the Encyclopedia Of DNA Elements - der i et orkestreret spektakel i sidste uge offentliggjorde over 30 artikler i mange af de store fagtidsskrifter, lige fra Nature og Science til Genome Research og Cell.


Encode har været i gang siden 2003 og kan ses som en fortsættelse af det humane genomprojekt (Hugo), der samme år under store fanfarer kunne annoncere, at det menneskelige genom består af kun ca. 23.000 gener. Mens Hugo kortlagde vores dna, har det være Encodes ikke mindre beskedne formål at kortlægge dna'ets funktioner, heriblandt at identificere alle de steder, hvor det transskriberes til RNA, identificere de tilknyttede proteiner samt tilhørende kromatinstruktur og histone-modifikationer, der udgøres af de proteiner, som dna'et pakker sig rundt om.

Resultatet må siges at være komplekst. Selvom projektets 442 forskere kun har analyseret 147 af menneskets flere tusinde celletyper, har de frembragt enorme datasæt for, hvilke dna-regioner, der transskriberes til RNA, hvilke regioner der kontrollerer hvilke cellespecifikke gener, og hvilke regioner der kan associeres med hvilke typer af proteiner. Blandt de i medierne mest omtalte resultater er netop erkendelsen af, at det ikke er 1,5 procent, men mere end 80 procent af alt menneskeligt dna, der har en 'funktionel betydning' for kroppen. Men hvad ordet 'funktionel' dækker over, skændes alverdens molekylærbiologer om i disse dage.

Måske er der flere
»Det interessante ved det oprindelige Hugo-projekt var, at det viste, at vi mennesker ikke har mange flere gener end en rundorm,« siger Torben Heick Jensen, der er professor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Dyr er bevidste – og?


Her lidt godt nyt, du kan fortælle dit kæledyr: Ikke kun mennesker har en bevidsthed - det har de fleste dyr også, deriblandt alle pattedyr, fugle og selvfølgelig også blæksprutten. Sådan siger en gruppe af hjerneforskere, psykologer og biologer i en højtidelig deklaration, der blev underskrevet under tilstedeværelse af superbevidstheden Stephen Hawking denne sommer i Cambridge, England.

Det var en lidt spøjs udmelding, som blev modtaget med forundring mange steder. Ja, selvfølgelig har dyr en bevidsthed, skrev professor Marc Bekoff fra University of Colorado i en kommentar i fagbladet Psychology Today og spurgte, hvad motivationen bag udmeldingen kunne være. Hermed et svar: En oplagt grund vil være at bruge deklarationen politisk, for eksempel i situationer, hvor man kæmper for dyrerettigheder og for bedre vilkår for dyr, der bliver brugt i videnskabelige eksperimenter. Og fred være med det: Hvis et par dyrerettighedsforkæmpere kan bruge et skriv fra 15 forskere, velsignet af Stephen Hawking (hvorfor skrev han egentlig ikke under?), så er det kun fint - selvom en slags nu om dage ikke længere gør indtryk.

Endnu mere spøjst bliver det dog, når man læser deklarationen (som kan findes på ing.dk/k#bdf6), for her bruger man netop mange dyreeksperimenter til at 'bevise', at dyrenes reaktioner på hallucinogener og på mekaniske manipulationer stort set er som hos mennesket. 'Vi erklærer følgende', står der til sidst i teksten: 'Fraværet af en neocortex (som er en del af hjernen, der kun findes hos pattedyr, red.) synes ikke at udelukke en organismes oplevelse af affektive tilstande. Konvergent evidens indikerer, at ikke-menneskelige dyr har de neuroanatomiske, neurokemiske og neurofysiologiske substrater, der er nødvendige for bevidsthedstilstande sammen med evnen til at udvise intentionel adfærd.' Oversat: Dyr kan tænke og føle, og vi forskere er enormt stolte af at kunne udtrykke det så kompliceret.

Nu skal ordet bevidsthed selvfølgelig ikke forveksles med selvbevidsthed, som er det, der sker, når man f.eks. ser sig selv i et spejl eller bliver forfulgt af en kameralinse. Selvbevidsthed er ifølge videnskabens evigt præliminære definitioner en sekundær form for bevidsthed, der kræver et vist kvantum af intelligens til at forstå, at man bliver set på og vurderet af andre bevidstheder. Det er der kun få dyr, der besidder: Chimpanser, orangutanger, gorillaer, delfiner, elefanten og husskaden siges at have en svag form for selvbevidsthed og i hvert fald det, man kalder selvgenkendelse. Sikkert har de også rigtig selvbevidsthed, men her må vi nok vente endnu et par hundrede år, før forskerkomiteer har udviklet nok selvtillid til at sige det offentligt.

En interessant observation er forskernes åbenlyse konservatisme. Man har længe vidst, at også andre fugle end husskaden er bevidste. Papegøjer kan danne abstrakte koncepter og forstå sprog. Ravne og krager kan bygge værktøj. Fisk kan føle smerte. Rotter kan udvise sorg og anger. Chimpanser kan grine og græde. Elefanter kan være ret depressive, og spørger man svinene i de danske stalde, kunne de sikkert også forestille sig et lidt bedre liv.

Hvis man skal hive noget ny viden ud af deklarationen om, at dyr har en bevidsthed, må det være, at videnskaben som institution stadig har det svært med at formulere åbenlyse sandheder, så længe de kræver et vist kvantum af subjektiv dømmekraft. Måske er det et tegn på manglende selvtillid. Eller også er det et tegn på en stadig primitiv form for bevidsthed i mennesket som sådan.

Matematiker: Vi kan forudsige historiens gang

De fleste har hørt om forskning i matematikkens historie. Men hvad med forskning i historiens matematik - altså i de regelmæssigheder, der findes i f.eks. krige og dannelsen af imperier? Hvis de findes, kan de så bruges til at forudsige fremtiden?

Er historiebøger bare kronologiske opremsninger af tilfældige hændelser? Eller indeholder vores civilisationshistorie skjulte regelmæssigheder, som vi med den rette analyse ville kunne gennemskue og måske endda bruge til at forudsige fremtiden?


Det spørgsmål har professor i populationsdynamik Peter Turchin ved University of Connecticut i USA taget på sig, og han har givet et entydigt svar: Vi kan godt forudsige historiens gang, så længe det drejer sig om de store linjer, og ikke om de enkelte hændelser.

Peter Turchin gjorde opmærksom på sig selv allerede i 2003, da han udgav bogen 'Historical Dynamics - Why States Rise and Fall'. Heri beskrev han matematisk, hvordan civilisationer har tendens til at leve i 'sekulære cykler' på 200-300 år, og hvordan 'meta-etniske brudflader' opbygger patriotismen og fører til krig og nye imperier. Hans værktøjer var populationsdynamiske modeller med malthusiansk vækst, feedback loops og bærekapaciteter, og resultatet var en kompliceret variant af den såkaldte Lotka-Volterra-model, der blandt biologer bruges til at forklare oscillationer i bestande af rov- og byttedyr.

Siden 2003 har Turchin videreudviklet sine teorier. Han kalder hele feltet for 'cliodynamik', opkaldt efter kvinden Clio, som var den græske muse for historien. Ud over blot at analysere fortiden har han nu ifølge en reviewartikel i fagbladet Nature vovet sig ud på dybt vand ved også at ville forudsige fremtiden: Om cirka otte år, siger Turchin, er det tid til nye uroligheder i USA. Det skyldes, at moderne stater som USA, men også lande i Europa og i Asien, har en tendens til at gennemleve perioder af oprør og politisk ustabilitet for hvert halvtredsindstyvende år.

Historikere: For langt ude
De fleste historikere, hvis ikke alle, synes at den type forskning er langt ude. Den ligger ikke langt fra, hvad Nostradamus gjorde, da han brugte planeternes bevægelser til at forudsige fremtiden. Peter Turchin bruger statistiske korrelationer, men hvad er forskellen, spørger de.

Begge metoder forsøger at forklare de store sammenhænge ved endnu større sammenhænge. Dette er ikke bare galskab, det er stærkt problematisk, da det genopfinder den historiske determinisme i en misforstået pærevælling af Malthus, Marx og Hegel og er i direkte modstrid med den fremherskende tradition med at se historien som en kompleks og mangfoldig størrelse.

Ethvert forsøg på at forklare historie via kvantitative og matematiske metoder overser, at mennesker er individer, der tager forskellige valg. Selv i store grupper og nationer vil vi akkumulere forskelle, der ytrer sig som divergerende kulturer med radikalt forskellige værdisæt, valg og opfattelser. Mennesker har desuden en fri vilje, som ikke kan determineres af en ligning, og selv hvis man kunne finde mønstre i fortiden, vil vi altid kunne vælge en anden fremtid - siger kritikerne.

Til det svarer Turchin, at hans kvantitative metoder ikke skal ses som et alternativ, men som et supplement til de eksisterende mikrohistorier. Desuden eksisterer der ikke nogen modstrid mellem individuel frihed og makroskopiske regelmæssigheder, så længe man arbejder inden for en statistisk ramme. I en analogi til fysikken kan man netop sige, at det partikulære kaos blandt de enkelte atomer er den nødvendige betingelse for, at de makroskopiske (termodynamiske) love overhovedet kan eksistere.

De vigtigste variable i Turchins model for historien er befolkningstallet, socialstruktur, statens styrke og politisk stabilitet. Variablenes værdier er hver især sammensat af flere faktorer. Variablen 'socialstruktur' baserer sig for eksempel på økonomisk lighed/ulighed og forventet levetid, mens 'statens styrke' måles som antallet af beskattede ressourcer.

For Turchin og hans kolleger Sergej Nefedov fra universitetet i Jekaterinburg i Rusland og Andrej Korotajev fra det russiske statsuniversitet i Moskva blev det hurtigt en overvældende opgave at finde alle de nødvendige data, og de har gennemstøvet alle mulige artikeldatabaser, historiebøger og etnografiske studier for at få så korrekte tidsserier ud af dem som muligt.

Noget at fortælle
Resultaterne har noget at fortælle. Allerede inden forskerne lagde tallene ind i modellen, viste der sig interessante korrelationer som for eksempel, at graden af korruption i en stat stiger i takt med øget risiko for vold og politisk ustabilitet. Modellen kunne desuden reproducere de øjensynligt cykliske forløb af krig og fred. Præindustrielle bonde- og feudalsamfund viser sig at have perioder af ustabilitet, der varer op til 100 år. Når de slutter, efterfølges de af en konstant populationsvækst, der varer cirka 200-300 år.

Den slags oscillationer er tidligere blevet kaldt 'sekulære cykler', og Turchin har sammen med sine kolleger vist, at de er kendetegnet ved, at antallet af destabiliserende krige og uroligheder altid er mange gange større i perioder, hvor populationen bliver mindre, end når den vokser. Det gælder ikke kun for europæiske civilisationer, men også for andre civilisationer, lige fra Han- til Qing-dynastiet i Kina, og lige fra hellenistisk tid til det osmanniske rige i og omkring Anatolien.

Overlejret med de 200-300-års historiske cykler af civilisatorisk blomstring og forfald eksisterer der også en kortere cyklus på 50 år. Ser man på den med USA som eksempel, stiger og falder antallet af voldelige hændelser, hvad enten de er racistisk, politisk eller økonomisk motiverede, i bølger, der ifølge Turchin kan bruges til at forudsige, at USA er på vej mod endnu en top i 2020. Hans forklaring er, at de 50 år lange cykler svarer til cirka to generationer, som er den gennemsnitlige periode, det tager, før der i første omgang bliver gjort oprør mod en social uretfærdighed (i første generation), hvorefter denne bliver cementeret (ofte via arv, dvs. i anden generation) og der endelig bliver gjort oprør imod den igen (i tredje generation).

Læs resten af historien med kommentarer på ing.dk
There was an error in this gadget