Fy, det er biologistiskt!

Læs hele klummen med kommentarer på ing.dk

For nylig var jeg til middag med en gruppe samfundsforskere og fremlagde hypotesen om, hvordan parasitten Toxoplasma gondii virker kønspolariserende på mennesker (se ing.dk/k#arsb), og at man som god sociolog med interesse i ligestilling burde starte med at screene kødprodukter for smitte frem for at recitere Foucault og Kristeva. Det faldt ikke i god jord, og jeg blev beskyldt for at være ’biologistisk’, hvad det så end betød. I sidste uge fandt jeg så ud af, at ’biologistisk’ er et nyt skældsord. ’Er det ikke biologistisk?,’ spurgte en journalist forfatteren Christian Jungersen i forbindelse med hans nye roman om, hvordan vi alle er fanget af vores hjerne. Journalisten ville øjensynligt antyde, at der er noget, som mangler i den forklaring.

Jeg er efterhånden træt af mennesker, som kritiserer en hvilken som helst ny erkendelse i adfærdsbiologien med henvisning til at den ’slet ikke forklarer det hele’. Hvad med at begynde med at lytte til det, der kan forklares? Vi er jo alle klar over, at der er mere mellem himmel og jord, end hvad vores filosofier tillader os at se, men hvorfor skal det absolut forhindre os i at blive klogere på hinanden? Og på verden? Den virulente mistænksomhed over for ’reduktionisme’, ’scientisme’, ’positivisme’ – og nu også ’biologisme’ – er nu til dags blevet til en akademisk sygdom i sig selv. Det er en plagsom automatkritik, der bruges til at relativere andre synspunkter og helgardere sig selv.

Mange historikere og samfundsforskere vil sikkert fare i flint, når de læser en tese om, hvordan opfindelsen af dødelige våben har formet os som mennesker (se artiklen her). Tesen er ikke udviklet af historikere eller samfundsforskere, men af genetikere, psykologer og økonomer med interesse for at forstå sammenhænge. I sin simple form siger den, at hominider er gået fra at leve i hierarkiske grupper af alfahanner til at skabe egalitære demokratier ved at udvikle billige teknologier, som kan undertrykke konflikter. Historiske spring som den neolitiske revolution, fremkomsten af den arkaiske stat, nationalstatens fødsel og globaliseringens fremmarch har alle været koblet til introduktionen af nye våben, som var billige, og som kunne true magten fra afstand. Indrømmet: Det er en grovkornet version af verdenshistorien, men som det er tilfældet med enhver god teori, så forklarer den mange ting ud fra få antagelser, og den passer fint med de forhåndenværende data.

Denne erkendelse er blot én blandt mange, som viser, at menneskets udvikling slet ikke er så kaotisk. Biologer og antropologer har vist, at den menneskelige natur er ret forudsigelig, at den kulturelle variation er stærkt begrænset af geografiske, genetiske og fysiologiske rammer, og at mønstrene i vores interaktioner har meget gamle rødder. Historikere kan ignorere disse erkendelser så meget, de vil, men det gør dem ikke mindre sande. Det eneste, ignorancen gør, er, at den mindsker relevansen af deres eget fag.

Jared Diamond og Steven Pinker er to andre akademikere, som har droppet helgarderingerne og er gået efter det store billede. I bogen ‘The Blank Slate: The Modern Denial of Human Nature’ beskrev Pinker, hvordan store dele af samfundet nægter at tage den nye viden til sig og i stedet sidder fast i gamle dogmer, hvoraf de to største ifølge ham er den romantiske tro på, at vi er ’noble vilde’, dvs. født gode og kun bliver korrumperede af samfundet, samt det dualistiske dogme om ånd og krop, der mener, at sjælen repræsenterer en befrielse fra de biologiske bånd. Begge er trosartikler, som ikke burde have plads på et universitet som andet end åndshistoriske fossiler. Hvis det bliver ved på den måde, ender de samfundsvidenskabelige discipliner ligesom australopithetikeren Lucy fra Afrika: i en evolutionær blindgyde. Måske er det på tide at sende lidt biologistisk udviklingsbistand til samfundsvidenskaberne.

0 comments:

There was an error in this gadget