Fotobog viser dig det usynlige Nørreport

Fremragende fotobog om Nørreport Station er en hyldest til stedets flygtige og skjulte magi.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

»Nørreport er et ikke-sted,« siger fotografen Klaus Holsting og viser os i sin bog 'Nørreport Station' de tusinder af mennesker, der dagligt passerer forbi og igennem Danmarks og Skandinaviens travleste, mest centrale og mest urbane trafikknudepunkt.

Lad mig sige det med det samme: Det er en utrolig flot bog. Da jeg modtog den, sad jeg som naglet til stolen og bladrede i halvanden time igennem de store tryksværteduftende sider, der viser det ene billede efter det andet af et sted, som jeg troede, jeg kendte, men alligevel ikke gjorde. Med sin flygtige arkitektur, sin underjordiske dynamik og sin rasende strøm af travle kroppe hen over voldens veje er Nørreport Station vitterlig et ikke-sted, et sted der ikke kan fattes, og kun fastholdes i korte øjeblikke.

Hvor er det godt spottet af forfatteren og fotografen Klaus Holsting, og hvor er det godt, at han nåede det i sidste øjeblik, nu hvor Nørreport vitterlig er forsvundet på grund af den igangværende ombygning.

Centralt i bogen står menneskene, som altid er på vej og aldrig er helt til stede. De aflæser køretider, aftaler ankomsttider og er koncentrerede om deres transit. Paraplyer er i evig skærmydsel og vandpytter tages i hurtige spring. Og når folk bliver nødt til at vente - på bussen, på toget eller på, at der bliver grønt - så ser man dem stirre med et fjernt blik halvanden meter frem for sig selv, som på et mærkeligt dødt punkt, der allerede har rejsemålet i sigte, eller måske bare er udtryk for den dybe koncentration, det kræver at blive slynget rundt i denne usynlige svingdør af en station, hvor det frem for alt gælder om at komme hurtigt ind og hurtigt ud igen.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk


Kameraet en ikke-ting
Det må kaldes en bedrift, at fotografen og hans kamera lige så meget er en ikke-ting, som Nørreport er et ikke-sted. Selvom de forbipasserende tilfældigt ser ind i kameraet, kigger de lige igennem. Sjældent ænses kamera eller fotograf, og når der i enkelte øjeblikke er et fokuseret blik, opstår der en ny magi i billedet, som om mødet etablerer en kommentar til sig selv.

Bogen indeholder også en række tekster af inviterede forfattere. De er af svingende kvalitet. Man må fremhæve digteren Søren Ulrik Thomsens hyldest til Nørreport, som passer rigtig godt til billederne, og som viser, at han som københavner har Nørreport under huden.

Klaus Lynggard derimod har aldrig fattet Nørreport. Måske skyldes det, at han er fra landet. Men han indrømmer det selv, og kvitterer med en fantasi om en person, der kaster sig ud foran et tog.

Værst er dog Bo Tao Michaëlis' orfiske ordgejl, der med sit pariser-lir er malplaceret i både stil og sted.

Klaus Holsting har også selv skrevet en række interessante små historier, som står bagest i bogen. De fortæller om pudsige hændelser, han kom ud for, mens han fotograferede, og om de mennesker, som er tæt knyttet til Nørreport, enten via deres arbejde eller en anden uheldig skæbne. For eksempel fortæller han om tyven, der betror ham sine hemmeligheder. Eller historien om Lillian, som er på Nørreport hver dag, men som fotografen af en eller anden mærkelig årsag aldrig får kontakt til.

En forhal til helvede
De røde søjler på fjerntogsperronen er helt fantastiske. Man er tydeligvis landet i en forhal til helvede, og der stinker af blåtyk dieselos og larmer så meget, at det trænger ud af papiret. Søde, sjove, gamle, grimme, ventende passagerer stirrer på usynlige tavler, og det eneste, de ikke ser, er de glemte posemænd, der sover på bænkene og på gulvet.

I sidste tredjedel af bogen finder man ud af, at der er flere, som lever af og på Nørreport, selv efter at den sidste passager er taget hjem. Der er et hemmeligt liv, som man aldrig har set eller hørt om. Gunnar gør f.eks. rent og vasker kakler. Han har et lille rum med kalender på væggen og filterkaffe på bordet og viser gerne, at han er Barcelona-fan. Han afløses af Poul-Erik og de skriver små beskeder til hinanden i en notesbog, som når Poul-Erik nytårsaftensdag sender et 'rigtig rigtig rigtig skide godt nytår' til sin kollega, men det fortaber sig hurtigt igen, da Gunnar på den første arbejdsdag i det følgende år skriver: 'Hold kæft, hvor er jeg træt af mennesker'.

Helt ukendt for de fleste har undergrunden på Nørreport også et chill-out-område for trashede teenagepunkere. De kalder stedet 'shithole', siges det, og de kommer der for at ryge, drikke og snakke. En fuckfinger sendes til nysgerrige toggæster, og der pisses gerne i det samme hjørne som man står i. I det hele taget viser det sig, at der findes ting på Nørreport, som man aldrig har hørt om. Der er skjulte rum fyldt med sodbeklædte reoler, små uhyggelige trapper og katakomber gemt langt nede i tunnelen, plastret til med rør og elpaneler, fedtede kakler, flygtige skygger og sikkert også et skelet eller to. Ja, o.k., fantasien tager over, hvor bogen slutter. Og også det er mesterligt gjort.

Klaus Holsting: 'Nørreport Station'. 192 sider, 298 kr. Forlaget Ajour, udkommet 27. april 2012.

0 comments:

There was an error in this gadget