Fotobog viser dig det usynlige Nørreport

Fremragende fotobog om Nørreport Station er en hyldest til stedets flygtige og skjulte magi.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

»Nørreport er et ikke-sted,« siger fotografen Klaus Holsting og viser os i sin bog 'Nørreport Station' de tusinder af mennesker, der dagligt passerer forbi og igennem Danmarks og Skandinaviens travleste, mest centrale og mest urbane trafikknudepunkt.

Lad mig sige det med det samme: Det er en utrolig flot bog. Da jeg modtog den, sad jeg som naglet til stolen og bladrede i halvanden time igennem de store tryksværteduftende sider, der viser det ene billede efter det andet af et sted, som jeg troede, jeg kendte, men alligevel ikke gjorde. Med sin flygtige arkitektur, sin underjordiske dynamik og sin rasende strøm af travle kroppe hen over voldens veje er Nørreport Station vitterlig et ikke-sted, et sted der ikke kan fattes, og kun fastholdes i korte øjeblikke.

Hvor er det godt spottet af forfatteren og fotografen Klaus Holsting, og hvor er det godt, at han nåede det i sidste øjeblik, nu hvor Nørreport vitterlig er forsvundet på grund af den igangværende ombygning.

Centralt i bogen står menneskene, som altid er på vej og aldrig er helt til stede. De aflæser køretider, aftaler ankomsttider og er koncentrerede om deres transit. Paraplyer er i evig skærmydsel og vandpytter tages i hurtige spring. Og når folk bliver nødt til at vente - på bussen, på toget eller på, at der bliver grønt - så ser man dem stirre med et fjernt blik halvanden meter frem for sig selv, som på et mærkeligt dødt punkt, der allerede har rejsemålet i sigte, eller måske bare er udtryk for den dybe koncentration, det kræver at blive slynget rundt i denne usynlige svingdør af en station, hvor det frem for alt gælder om at komme hurtigt ind og hurtigt ud igen.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Ideer til et flydende demokrati


I Danmark digitaliserer vi for at effektivisere. I Tyskland eksperimenterer de med at bruge de nye værktøjer til at udvikle demokratiet.


I sidste uge annoncerede økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), at kommuner fra 2013 må digitalisere valghandlingen, således at man kan vælge at trykke på en elektrisk knap i stedet for at krydse af med en fedtet blyant. 

Det er jo meget godt, men motivationen er at spare penge, ikke at forbedre demokratiet. Også kommunernes digitaliseringsstrategi frem til 2015 er centreret om selvbetjening og serviceeffektiviseringer - ikke om borgerinddragelse i beslutningsprocessen.

Vil man se eksempler på en substantiel videreudvikling af demokratiet ved hjælp af de digitale teknologier, skal man derimod tage til Tyskland. Her er partier og forbundsdagen begyndt at åbne op for 'delegative' og 'deliberative' demokratiformer, hvor almindelige borgere kan foreslå initiativer og have en reel medbestemmelse i beslutningsprocessen i en mellemting mellem et repræsentativt og et direkte demokrati.

Et stykke frit software, kaldt adhocracy, har i over et år givet den tyske befolkning mulighed for at tage del i idéudvikling via en i 2010 nedsat enquête-kommission i Forbundsdagen. Egentlig burde den slags være en selvfølge nu til dags, men det må alligevel betragtes som en lille sensation: 

Kommissionens formål er at inkludere offentligheden i parlamentets arbejde via en slags udvidede offentlige høringssvar, hvor man ikke kun får lov til at kommentere på fremsatte lovforslag, men også kan tage del i løbende diskussioner og fremsætte nye initiativer.

I EU har man 1. april i år startet et lignende projekt under navnet initiative.eu, hvor man dog skal samle en million støtter, før EU-Parlamentet tager en sag op.

Pirater i front
Endnu mere radikalt er man gået til værks i det fremadstormende piratparti, Piratenpartei Deutschland, som for nylig kom ind i Berlins parlament med 15 sæder og 8,9 pct. af stemmerne. 


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Statistisk signifikans – det kan man designe sig til

Med små justeringer kan man få næsten et hvilket som helst eksperiment til at se signifikant ud. Psykologiske faldgruber og metodiske mangler ligger bag.


Forskningslitteraturen er spækket med eksempler på, hvordan vores forståelse af os selv og omverdenen næres af falske tanker og forudindtagede ideer. Psykologer og logikere har givet dem specifikke navne – f.eks. comfirmation bias, stråmandsfejlslutninger, eskalationseffekter, overlegenhedsillusioner, følgesætningsfejlslutninger, cirkelslutninger, rækkefølgebias og mange flere. Confirmation bias er f.eks. vores tendens til kun at opdage, acceptere og huske de data, som bekræfter det, vi allerede troede på fra start og omvendt ignorere, glemme og bortforklare de data, som modsiger vores oprindelige antagelser.

Den bedste måde at modgå de psykologiske faldgruber på er den videnskabelige metode, hvor man laver hypoteser, designer eksperimenter, analyserer data og be- eller afkræfter hypoteserne. Men det er stadig svært. Nogle gange resulterer et forsøg på at undgå én faldgrube blot i, at man havner i en anden.

Et af de steder, hvor det står værst til med den slags forblændelser, er i de discipliner, hvor man stadig bruger det statistiske signifikansbegreb. At et resultat er ‘statistisk signifikant’ betyder, at hypotesen understøttes af en test, der viser, at der er mindre end f.eks. 5 procents risiko for, at data er tilfældige. I lægemiddelforskningen arbejder mange nu om dage med et signifikansniveau på p #< 0,01 eller mindre, altså med 1 eller mindre end 1 procents risiko for at resultatet er tilfældigt, mens man i økonomien ofte er tilfreds med et signifikansniveau på p < 0,1 – altså 10 procent.

Al den talbehandling baserer sig på en antagelse om, at et eksperiment er relativt entydigt, og at de data, man får ud af en test, er objektive udsagn om en hypoteses styrke. Men det er langt fra tilfældet. Entydighed er nemlig en sjælden gæst i et laboratorieforsøg. Værst af alle fejl er de falsk positive resultater, som viser en effekt, når der i virkeligheden ikke er nogen. Disse fejl slipper ofte igennem til fagtidsskrifterne, fordi forskningssystemet er skruet sådan sammen, at det belønner resultater frem for ikke-resultater, og når resultaterne først har fundet vej til et publikum, er de svære at afkræfte igen. Det fører ofte til enormt ressourcespild, håbløse forskningsprojekter - og ikke mindst til forkerte politiske prioriteringer.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Fy, det er biologistiskt!

Læs hele klummen med kommentarer på ing.dk

For nylig var jeg til middag med en gruppe samfundsforskere og fremlagde hypotesen om, hvordan parasitten Toxoplasma gondii virker kønspolariserende på mennesker (se ing.dk/k#arsb), og at man som god sociolog med interesse i ligestilling burde starte med at screene kødprodukter for smitte frem for at recitere Foucault og Kristeva. Det faldt ikke i god jord, og jeg blev beskyldt for at være ’biologistisk’, hvad det så end betød. I sidste uge fandt jeg så ud af, at ’biologistisk’ er et nyt skældsord. ’Er det ikke biologistisk?,’ spurgte en journalist forfatteren Christian Jungersen i forbindelse med hans nye roman om, hvordan vi alle er fanget af vores hjerne. Journalisten ville øjensynligt antyde, at der er noget, som mangler i den forklaring.

Jeg er efterhånden træt af mennesker, som kritiserer en hvilken som helst ny erkendelse i adfærdsbiologien med henvisning til at den ’slet ikke forklarer det hele’. Hvad med at begynde med at lytte til det, der kan forklares? Vi er jo alle klar over, at der er mere mellem himmel og jord, end hvad vores filosofier tillader os at se, men hvorfor skal det absolut forhindre os i at blive klogere på hinanden? Og på verden? Den virulente mistænksomhed over for ’reduktionisme’, ’scientisme’, ’positivisme’ – og nu også ’biologisme’ – er nu til dags blevet til en akademisk sygdom i sig selv. Det er en plagsom automatkritik, der bruges til at relativere andre synspunkter og helgardere sig selv.

Mange historikere og samfundsforskere vil sikkert fare i flint, når de læser en tese om, hvordan opfindelsen af dødelige våben har formet os som mennesker (se artiklen her). Tesen er ikke udviklet af historikere eller samfundsforskere, men af genetikere, psykologer og økonomer med interesse for at forstå sammenhænge. I sin simple form siger den, at hominider er gået fra at leve i hierarkiske grupper af alfahanner til at skabe egalitære demokratier ved at udvikle billige teknologier, som kan undertrykke konflikter. Historiske spring som den neolitiske revolution, fremkomsten af den arkaiske stat, nationalstatens fødsel og globaliseringens fremmarch har alle været koblet til introduktionen af nye våben, som var billige, og som kunne true magten fra afstand. Indrømmet: Det er en grovkornet version af verdenshistorien, men som det er tilfældet med enhver god teori, så forklarer den mange ting ud fra få antagelser, og den passer fint med de forhåndenværende data.

Denne erkendelse er blot én blandt mange, som viser, at menneskets udvikling slet ikke er så kaotisk. Biologer og antropologer har vist, at den menneskelige natur er ret forudsigelig, at den kulturelle variation er stærkt begrænset af geografiske, genetiske og fysiologiske rammer, og at mønstrene i vores interaktioner har meget gamle rødder. Historikere kan ignorere disse erkendelser så meget, de vil, men det gør dem ikke mindre sande. Det eneste, ignorancen gør, er, at den mindsker relevansen af deres eget fag.

Jared Diamond og Steven Pinker er to andre akademikere, som har droppet helgarderingerne og er gået efter det store billede. I bogen ‘The Blank Slate: The Modern Denial of Human Nature’ beskrev Pinker, hvordan store dele af samfundet nægter at tage den nye viden til sig og i stedet sidder fast i gamle dogmer, hvoraf de to største ifølge ham er den romantiske tro på, at vi er ’noble vilde’, dvs. født gode og kun bliver korrumperede af samfundet, samt det dualistiske dogme om ånd og krop, der mener, at sjælen repræsenterer en befrielse fra de biologiske bånd. Begge er trosartikler, som ikke burde have plads på et universitet som andet end åndshistoriske fossiler. Hvis det bliver ved på den måde, ender de samfundsvidenskabelige discipliner ligesom australopithetikeren Lucy fra Afrika: i en evolutionær blindgyde. Måske er det på tide at sende lidt biologistisk udviklingsbistand til samfundsvidenskaberne.
There was an error in this gadget