Evnen til at true på afstand skabte nutidens menneske

To millioner år i selskab med en skarp genstand og evnen til at dræbe med den, var det, der skabte mennesket i sin nuværende form, mener tre adfærdsbiologer.


Vi kan sigte, vi kan kaste og vi kan ramme. Det er vores spidskompetence, og der er ingen, som kan gøre os kunsten efter. Geparden er bedst til at løbe, hajen er god til at svømme og vandrefalken er hurtigst til at flyve i styrtdyk. Men vores evne til at true og myrde på afstand er ikke bare en verdensrekord: den er selve grunden til, at hominiderne begyndte at adskille sig fra deres abelignende artsfæller og udvikle kultur og civilisationer.

Sådan lyder det nyeste bud på en forklaring af de store linjer i menneskets udvikling de sidste fem-syv millioner år, og ideen ligger egentlig tæt på at være gammel folklore: Vi kender alle til karikaturen af aben på alle fire, der langsomt begynder at gå på to ben, og mange har set indledningen til filmen Rumrejsen år 2001, hvor en abe ser lyset og bruger en kølle til at dræbe en anden abe med.

Selvom dette er stærke forsimplinger, er der noget om snakken. Det mener i hvert fald adfærdsbiologerne Paul Bingham, Samuel Bowles og Herbert Gintis, som hver for sig har forsøgt at syntetisere den eksisterende viden om hominidernes evolution til en samlet og kohærent historie. De er enige om, at pointen med armenes frigørelse ikke var at kunne vaske kartofler – det var derimod at kunne kaste med sten og slå med kølle, hvilket paradoksalt nok gjorde os til en meget mere fredelig art.

Konsekvensen af at kunne afsende projektiler i form af sten eller spyd var nemlig, at prisen for at straffe et overgreb internt i gruppen eller at modstå et angreb udefra faldt voldsomt. Det blev pludselig til en ‘billig teknologi’ at undertrykke konflikter. Hominiderne behøvede ikke længere at udvikle pansrede brystkasser eller skarpe fortænder, og mange flere kunne deltage i trusselsarbejdet uden at risikere liv og lemmer. Det gjorde gruppen mere stabil og styrkede den kooperative adfærd.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Erindringer fra museumsøen

Jeg har gravet i min hukommelse, kigget på gamle familiebilleder og rodet stasiakterne igennem. Det var en længere proces at skrive det hele sammen til en fortælling om min barndom i DDR. Det var interessant og til tider hårdt, men jeg er glad for resultatet.

Teksten er nu blevet publiceret som intro-kapitel til Berlin-bogen i rejsebogserien "Vide verden", som netop er udkommet på Aarhus Universitetsforlag. Forlaget har været så venlig at gøre min tekst frit tilgængelig på deres hjemmeside, som en slags reklame. Så hvis du tør, og har lyst, vær så venlig - og god læselyst - her er introkapitlet.

Angreb på det sidste monopol: vores penge

Jeg er begyndt at interessere mig for økonomi, og har i løbet af de sidste par år forsøgt at forstå forskellige aspekter af den, især fra et adfærdsbiologisk og antropologisk perspektiv. Der er selvsagt mange ting, som jeg stadig skal lære, for eksempel hvordan makroøkonomien fungerer nu om dage og hvad penge egentlig er for en størrelse. I denne her artikel til Ingeniøren har jeg sat mig ned og forsøgt at få et overblik over, hvorfor penge er (stort set) monopoliseret af stater, og hvilke alternativer der er forsøgt. I lyset af den digitale revolution er det nemlig slet ikke givet, at de eksisterende monopoler kan bestå, men det kan også være at de tvært imod bliver udbygget. I artiklen kigger jeg på alternative valutaer, deres fordele og ulemper. 

Da min arbejdsplads har copyrights til artiklen, kan jeg kun vise de første par afsnit her, men nederst er der et link til hele teksten med kommentarer fra læserne på ing.dk.
____________________________


Et anderledes syn på fremtiden og et generelt ubehag ved at være i lommen på bankerne har fået lokalsamfund og sociale grupper på nettet til at opfinde nye former for penge. Men vil stater nogensinde opgive deres monopol på dem?

»Penge er en alt for alvorlig sag til at blive overladt til centralbankchefer,« sagde økonomen Milton Friedman engang i en diskussion om, hvem der burde have magten over vores penge.

Alligevel er to af verdens mest magtfulde mænd i dag chefen for Federal Reserve Bank, Ben Bernanke, og præsidenten for den europæiske centralbank, Mario Draghi. De er begge kommet under stærkt pres, efter at de som svar på finanskrisen har foræret billioner af friskpressede euro og dollars til ødsle regeringer og dårlige banker, og dermed skabt en uoverskuelig gældsbyrde for vores børn og børnebørn.

Bankcheferne hævder, at alle de printede penge ikke vil påvirke den reale økonomi, fordi pengene kun går til at dække bankernes tabte væddemål, og at de i øvrigt er blevet ‘steriliserede’, et begreb som ingen rigtig ved, hvad betyder.

Men ligesom det er tilfældet med fugt og støv, har penge en tendens til at trænge igennem selv de mindste revner. Stigende oliepriser og stigende fødevarepriser ser nu ud til at være dagens orden, og mange mennesker på gaden frygter, at den accelererende devaluering af deres valuta vil føre til ‘stagflation’ og depression, altså til både høje importpriser og høj arbejdsløshed – eller måske værre endnu: til en gentagelse af Weimarrepublikkens hyperinflationære vanvid.

Uagtet om den nuværende makroøkonomiske politik er galimatias eller god latin, har forskellige mennesker rundt omkring i verden få en idé: Hvis centralbanker kan kreere penge ud af den blå luft, så kan vi også, siger de. Så hvorfor ikke opfinde en ny valuta som backup, hvis nu det hele falder fra hinanden snart?

2.500 pengesystemer i verden
Antallet af alternative valutaer har været i enorm vækst i løbet af de seneste ti år. Ifølge én database findes der nu over 2.500 valutasystemer verden over, og hvis man medregner virtuelle betalingsformer på nettet og diverse lokale byttehandelssystemer, er tallet meget højere. Mange af dem er baseret på et point- eller voucher-system, nogle er direkte ombyttelige med den nationale valuta (som f.eks. Christianias ‘løn’), andre er baseret på arbejdstimer (f.eks. ‘Ithaca Hours’), og igen andre, som for eksempel bitcoin, har en fri prissættelse på internetbørser og bruges som digitale kontanter til gebyrfrit at købe varer og tjenesteydelser over hele kloden (se en beskrivelse af bitcoins på ing.dk/k#aqhg.)

Det primære formål med alternative valutaer har været at styrke de lokale økonomiers modstandskraft og gøre dem selvforsynende med købekraft og produktion. Med udgangspunkt i kommunalt baserede initiativer og sociale bevægelser har innovationerne ofte et islæt af modkultur og grøn tankegang. For eksempel har over 400 lokalsamfund i England, Irland, Canada, USA, Italien og Chile i løbet af de sidste fem år erklæret sig som såkaldte ‘Transition Towns’ for at promovere en mere bæredygtig udvikling i lyset af energikrise, klimaforandringer og stigende arbejdsløshed. Ofte bruger de lokale valutaer til at drive udviklingen fremad.

Læs videre her.

Menneskets fordel: Vi står på skuldrene af giganter

Her er min nyeste artikel i Ingeniøren, hvor jeg kigger på nye forsøg, der viser hvorfor menneskers sociale liv er så forskelligt fra abers. Sandheden er nemlig at aber ikke aber efter. Mennesker aber efter, og det er vores meget pro-sociale og 'kumulative' kultur, der gør os unikke i evolutionshistorien. 


Desværre må jeg ikke lægge hele artiklen på sitet her, og viser derfor kun de første par afsnit. Men nederst linker jeg til hele artiklen på ing.dk.
____________________

Chimpanser kan ligesom os lære af hinanden, men deres viden bliver ikke akkumuleret med tiden. Det er denne lille forskel, der gør os mennesker til noget helt specielt, viser det sig.

Problemet var ikke, at Prometheus stjal ilden fra Zeus. Problemet var, at Prometheus gav sin viden videre til hele menneskeheden, som beholdt den. Menneskets guddommelige aspirationer er ifølge mytologien altså ikke grundet i et kækt tyveri af en teknologi, men i en kollektiv evne til hurtigt at sprede en nyhed, så den aldrig vil blive glemt igen. Ingen andre arter her på Jorden kan samle viden og bygge videre på den, sådan som mennesker kan. Chimpanser skal genopfinde den dybe tallerken hele tiden. Det behøver vi ikke. Og det har gjort os i stand til at mestre naturens udfordringer, opbygge rige kunstneriske traditioner og kolonisere hele kloden på ingen tid. Det kaldes kultur, og den er helt unik.

Men hvor kommer denne evne til at have en kultur fra? Hvad bygger den på i et evolutionært perspektiv, og hvorfor er der ingen andre arter, der har gjort os kunsten efter? Svarene fra biologer og kognitionsforskere har indtil videre været forbavsende ufuldstændige i betragtning af, at 'social læring' er noget, mange arter mestrer. Fugle lærer at forsvare deres rede, fisk lærer at migrere, og mange pattedyr oplærer deres unger i at finde føde. Men ingen af arterne, andre end Homo sapiens, har udvist en læringsadfærd, hvor de løbende kan øge sværhedsgraden på baggrund af tidligere lærte tricks.

I faglitteraturen er man begyndt at kalde denne evne for 'kumulativ kultur' - altså at kunne akkumulere omfattende mængder af viden og have en historisk tradition for at udvikle håndværk og teknologier i en iterativ proces - ikke blot i løbet af et enkelt livsforløb, men over generationer, indtil det bliver til en slags 'kultur'.

Det er ikke en evne, der er lige til højrebenet, viser det sig, og det har hidtil været ukendt, hvilke kognitive og sociale processer, der ligger til grund for den.

Det har Lewis Dean fra University of St Andrews i Skotland og kolleger nu lavet om på. De har lavet et eksperiment, hvor de lod menneskebørn, chimpanser og kapucineraber lege med en opgavekasse, der stillede stadigt større krav til deres kognitive og/eller sociale evner. Kassen indeholdt tre typer af belønninger, som man kunne få fat i, hvis man klarede opgaver af stigende sværhedsgrad (se grafik): På det første niveau behøver man blot at skubbe en af to låger til siden, hvorefter der viser sig et stykke af en gulerod i et lille rør. Guleroden anses af alle tre arter som en fin, omend ikke særlig stor belønning.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Legologik


Universet er opbygget af atomer, og atomer kommer i mange varianter, og man kan se dem i det periodiske system. Også elektroniske strømkredse, Lego-klodser, proteiner, celler, sproget, myretuer og andre komplekse systemer er bygget op af enkelte elementer, og elementerne kommer altid i forskellige udformninger.

Det viser sig, at jo større netværket er, desto flere typer af enkeltelementer kommer der til. Arbejdsdelingen vokser med andre ord, men jo større netværket bliver, des mindre vokser arbejdsdelingen. Det giver god mening. Store dyr bruger mindre energi pr. celle end små dyr, og store byer har brug for færre tankstationer pr. indbygger end små byer. Størrelse tillader en effektivisering, fordi man ikke har brug for lige så mange nye typer af komponenter for hver gang man fordobler antallet. Ligesom det er tilfældet med Lego-klodser, kan man ofte bygge nye funktioner ud fra brugte elementer.

Men bag denne universelle regel gemmer der sig interessante forskelle: Multicellulære organismer som f.eks. vores kroppe har rekorden i rekombinationer. Organismers kropsceller har enormt store frihedsgrader i deres arrangementer (dvs. funktionelle enheder), og for at sætte tal på, kan man regne sig frem til, at den kombinatoriske frihedsgrad er cirka 17. For neuroner og det menneskelige sprog er kombinationsgraden på cirka 5. Myretuer ligger omkring de 8, mens menneskeskabte netværk som stammesamfund, universiteter og virksomheder er nede på cirka to. Legoklodser ligger på en overraskende sidsteplads med 1,4.

læs artiklen med kommentarer på ing.dk


For at forstå tallene og rangfølgen bedre, så lad os kigge på sproget. Det består af ord (elementer), der bruges til at udtrykke ting (sætninger). Kigger man på det engelske sprog igennem de sidste 800 år, viser der sig en eksponentiel stigning i antallet af udtryk (sætninger), talt eller skrevet i ord, hvis antal også stiger eksponentielt, men mere langsomt. Forholdet mellem de to eksponentialfunktioner angiver graden af kombinatorisk effektivitet (antal af ord pr. sætning), og den er cirka lig med 5. Den opmærksomme læser vil vide, at en typisk sætning består af 10-30 ord, ikke 5, men mange af ordene udfylder grammatiske funktioner (præpositioner, konjunktioner, pronomener, numeralier, artikler, osv.), ikke indholdselementer (navne, ting, steder, egenskaber, handlinger, osv.). De funktionelle ord er kun en slags lim mellem indholdsordene, og deres antal vokser ikke med tiden. Indholdsordene derimod er i konstant udvikling, og en sætning har i gennemsnit ikke flere end cirka 5 af dem, muligvis fordi vores hjerne ikke kan håndtere flere ad gangen.


Samlet set viser analysen, at biologiske systemer opbygger deres funktioner ud fra mange elementer af samme type. Menneskeskabte systemer bruger omvendt flere element-typer. Dårligst af alle er dog Lego. Moderne Legoklodser skuffer i alle henseender. Når størrelsen og kompleksiteten af et sæt fordobles, øges antallet af nye klods-typer med næsten det dobbelte. Lego har ellers haft ry for at være indbegrebet af kombinatorisk uendelighed, hvilket menes at understøtte børns kreativitet og indlæring. Men nej, siden Lego besluttede at udvide deres geniale grundsystem med populære sæt som Harry Potter, Technic, Duplo, Friends osv., er de stoppet med at optimere produktet til fordel for at optimere forholdet mellem udbud og efterspørgsel. Jeg ved ikke helt, hvad man kan slutte ud fra det. At naturen ikke fungerer lige som kapitalismen? At menneskehånd aldrig vil kunne lave rigtig seje komplekse systemer, sådan som naturen kan?

Kan vi blive 200 år gamle?

Alderdomsforskningen har gjort store fremskridt med at forstå, hvordan vi ældes og dør, og hvis man tror på demograferne, vil flertallet af danske børn, der fødes i dag, blive mere end 100 år gamle. Men hvor går grænsen - og ønsker vi at nå den? 

Alting ender, undtagen døden. Men selvom døden ikke kan undgås, forsøger vi at skubbe den så langt ud i fremtiden som muligt. Indtil videre med stor succes. Det tog os i Danmark mindre end 200 år at fordoble vores middel-levetid, og hvis man skal tro fremskrivninger fra Dansk Center for Aldringsforskning på Syddansk Universitet, vil 50 procent af de børn, der er født i Danmark efter 2002, blive over 100 år gamle.

Vi antager ofte, at de sociale og økonomiske konsekvenser af en aldrende befolkning vil være byrdefulde. Allerede i dag er de over 85-årige den hurtigst voksende befolkningsgruppe, og hvis det var rigtigt, at moderne medicin og teknologi blot holdt os fast i kroniske sygdomme og handicap, ville det vitterligt have negative sociale og personlige konsekvenser. Men meget tyder på, at vi ikke bliver mere syge af at blive ældre. Det er nemlig ikke døden, vi har lært at udskyde; det er alderdommen.

For 50 år siden mistede vores celler typisk pusten omkring datidens pensionsalder, men nu starter de degenererende processer først for alvor 10-20 år senere. Og hvis det er rigtigt, at vi bare har lært at udskyde aldringen, kunne det så tænkes, at vi om 300 år først behøver at gå på pension, når vi er blevet 150?

læs videre med kommentarer på ing.dk
There was an error in this gadget