Ansigtet er en åben bog om evolutionen

Det er ikke tilfældigt, når primater har mange farver og mange hår i ansigtet. Hver eneste lille forskel har en dybere mening - og når der ikke er nogen forskel, har det også en årsag.


Syd- og mellemamerikanske aber har utvivlsomt de mest bizarre farver og ansigtsudtryk af alle levende primater, og biologer har længe undret sig over, hvorfor det mon er sådan. Hvordan kan det for eksempel være, at den hvidpandede edderkopabe (Ateles belzebuth) fra det nordøstlige Amazonas har så mange farver og en blanding af pels og bar hud i ansigtet, mens den dæmonisk udseende røde uakari (Cacajao calvus), som lever langs floderne i det vestlige Brasiliens regnskove, har et meget bart og ensfarvet ansigt?

Ifølge et paper, som er udkommet i fagtidskriftet Proceedings of the Royal Society B, skyldes den store variation i de syd- og mellemamerikanske abers, de såkaldte vestabers, ansigter ikke kun deres mange forskellige miljøer og fødekilder, men i høj grad også deres forskelligartede sociale omgangs- og kommunikationsformer. Om de lever i store flokke, har et finmasket hierarki eller har ganske få interaktioner med hinanden, så står det skrevet i ansigtet på dem.


Læs mere på ing.dk.



Gærceller giver forskerne svaret på evolutionen

Jeg har skrevet en lille artikel om hvordan almindelige gærceller kan opføre sig som multicellulære organismer. Ganske imponerende forskning. Tjek det ud her - med video! 
http://ing.dk/artikel/125961-gaerceller-giver-forskerne-svaret-paa-evolutionen




Mars og Venus: hvor stor er afstanden mellem kønnene?

Jeg har skrevet en artikel om, hvordan man bedst måler de psykologiske afstande mellem kønnene, som viser, at de gamle målemetoder havde tendens til at sløre kønsforskellene, som i virkeligheden er ret store (hvis man altså bruger den rette metrik).

Reaktionerne på ingeniøren debatsider har været meget specielle. En hær af sure mørkemænd har kaldt forskningen for "voodoo", "gamilatias", "voldtægt", "new age", "ynkeligt", "bovlamt", osv. dog uden at kvalificere kritikken på nogen måde. Jeg ved ikke rigtig hvad der står bag disse dumme og arrogante udfald, om det bare er trolls, der laver ballade, eller om det er et udtryk for en ægte harme. Jeg ved kun at de alle sammen er mænd, en observation som jeg allerede gjorde mig for ti år siden, da der skete det samme, efter at jeg havde offentliggjort en artikel om den biologiske forskning i kønsforskelle til Information ("Hårdt at være handyr").

I et kapitel til bogen "Hvordan Mand", forsøgte jeg at forstå paradokset. Jeg skrev:
"Da jeg for eksempel på et tidspunkt skrev en artikel om emnet på videnskabssiderne i et dagblad (dvs. om nye resultater inden for den sociobiologiske forskning, hvor artiklen fik titlen Hårdt at være handyr) fik jeg flere forargede læserbreve. Jeg blev straks sat i bås med de forskere jeg skrev om, som om jeg var deres bestilte lakaj. Det for mig overraskende i den sammenhæng var egentlig ikke de kedsommelige beskyldninger om, at jeg var reduktionist, socialdarwinist og alt muligt andet, men at læserbrevene var skrevet udelukkende af mænd.
Og her kommer jeg så til et virkelig mærkeligt problem, synes jeg: Hvorfor er så mange af de fremtrædende forskere inden for dette forskningsfelt, åltså den evolutionære psykologi og miljøantropologien, kvinder, og hvorfor er dette felt et af de mindst mandsdominerede områder overhovedet, mens de fleste kritikere er mænd? Og på det mere personlige plan: Hvorfor kom alle ros for mine spage journalistiske forsøg med emnet fra kvinder (og en enkel bøsse), mens der ikke kom en eneste fra det maskuline heteroseksuelle lag?
Mine personlige forsøg på at forstå dette paradoks peger i retning af, at de kvinder, som forsker i de biologiske aspekter af den menneskelige adfærd er de ægte emanciperede kvinder. Det er kvinder, som ser bort fra domme og fordomme, og som vil forske i områder, der virkelig interesserer dem. Mændenes forbehold er, tror jeg, en generel usikkerhed over for emnet, fordi det så nemt kan misforstås som et forsøg på at beholde overmagten."
Jeg ved ikke om analysen stadig holder, men noget mærkeligt er da på færde, når almindelige rationelt tænkende mænd flipper sådan ud.

Her de første par afsnit af den nye artikel. Klik videre forneden for at læse resten (og debatten!) på Ingeniørens hjemmeside.


Forskere kaster benzin på kønsdebatten: Der er længere fra Mars til Venus, end vi troede


En ny statistisk analyse af gamle data afslører, at det, som akademikere troede var små psykologiske variationer mellem mænd og kvinder, i virkeligheden er en kæmpe kløft af forskelle. En ny kønsdebat kan hermed skydes i gang.


I et nyt paper i fagbladet PLoS One udfordrer en forskergruppe den i feministiske kredse fashionable antagelse, at de psykologiske forskelle mellem mænd og kvinder er minimale, og at vi derfor som udgangspunkt må gå ud fra, at vi er mere ens, end vi er forskellige.

Et videnskabeligt belæg for denne antagelse blev først udviklet i 2005, hvor den amerikanske professor i psykologi og kvindestudier Janet Hyde undersøgte 46 metastudier og konkluderede, at mænd og kvinder er ens i de fleste, men ikke alle, psykologiske variable. Hun kaldte det 'the gender similarity hypothesis' og er ifølge Google Scholar siden blevet citeret over 800 gange.

Nu har psykologen Marco Del Giudice fra universitetet i Torino sammen med psykometrikerne Tom Booth og Paul Irwing fra Manchester Business School i England kigget lidt nærmere på Hydes metode og fundet den mangelfuld. I stedet for at bruge Hydes standardiserede målemetode, der har tendens til at udviske forskelle, har de brugt en mere sofistikeret statistisk metode, der kigger på flere karaktertræk i de samme data, der blev samlet allerede i 1993, og byggede på 5.137 kvinder og 5.124 mænd.

Forskerne kunne pludselig vise, at forskellene mellem kønnene faktisk er enorme i forhold til de normale psykologiske standarder. Kun cirka 18 procent af mænd og kvinder overlapper i deres psykologiske profil, mens resten, dvs. 82 procent af alle mænd og kvinder, har meget forskellige psykologiske sammensætninger som ikke matcher det andet køn. De største forskelle kunne forskerne finde i variablene sensitivitet, varme, og ængstelse (højest blandt kvinder) samt emotionel stabilitet, dominans, regelbundenhed og vagtsomhed (højest blandt mænd).

læs videre her...


Kan uvidenhed fremme demokratiet?

En informeret offentlighed er afgørende for et velfungerende demokrati, siges det. Men nu mener en gruppe forskere, at også ignorance har sin plads: Uvidenhed er det, der sikrer flertallet mod, at ekstreme synspunkter overtager styringen.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Som det er tilfældet med så mange af menneskets aktiviteter, kan dets handlinger bedst beskrives videnskabeligt ved hjælp af meget simple mekanismer, der ikke har noget at gøre med den frie vilje, klogskab eller andre højt besungne dyder. Psykologer har længe vist os, at ubevidste drifter er afgørende for individets valg og fravalg, og adfærdsbiologer har vist os, at vores interesser stort set kun styres af, hvad andre synes er interessant. Det er derfor næppe opsigtsvækkende at høre en gruppe fysikere sige, at også tv-seeres politiske valg bedst beskrives ved en flok kvæg, ved en fiskestime eller ved en fugleflok. Deres meninger bevæges som funktion af to kendetegn: efterabning og en smule støj.

Mere interessant er det, at forskerne nu også udfordrer en gængs antagelse om demokratiets funktion, nærmere betegnet antagelsen om, at flertallet er modtageligt over for manipulationer, og at demokratiet derfor har brug for velinformerede borgere for at kunne virke ordentligt. Det omvendte er tilfældet, siger Iain Couzin fra Princeton University og hans kolleger i deres artikel i fagbladet Science den 15. december: Et vitalt element i den demokratiske beslutningsproces er, at der kun er få, der ved, hvad der tales om.

Ja, det er rigtigt, og man behøver heller ikke at forstå det, for at det virker. Godt nok har forskerne kun undersøgt små fisk af arten Notemigonus crysoleucas (også kaldet den gyldne shiner), men forskellen er måske kun en teknikalitet. Ligesom stemmekvæget i et moderne demokrati er fisk med lav interesse i et specifikt udfald afgørende for, at hele fiskestimen kan opnå en flertalskonsensus om at svømme i samme retning. Dermed udgør de en vigtig modvægt mod magtfulde minoriteter, der ellers ville dominere hele populationen.

Fisk med holdninger
Den gyldne shiner har en forkærlighed for farven gul. Den signalerer mad, og når fiskene ser noget gult i vandet, har de derfor tendens til at svømme i den retning. Ikke altid, men ofte. Forskerne konditionerede derfor først en gruppe af gyldne shinere til altid at finde mad i retning af noget blåt i stedet, indtil fiskene havde lært, at den blå farve var god til at blive mæt af. Derefter konditionerede de en anden gruppe af fisk til altid at finde mad i det gule hjørne. Det understøttede deres naturlige drifter og gjorde dem mere målrettede end den blå gruppe. På den måde fik forskerne skabt tre grupper af fisk med forskellige grader af ‘holdninger’: Den første gruppe var overbevist om, at den blå farve var lig med mad, den anden gruppe var stensikker på, at den gule farve var lig med mad, og den sidste, naturlige og ‘ikke-konditionerede’ gruppe havde ikke nogen voldsom overbevisning om noget som helst, andet end at den gule farve nok var mere tillokkende.

læs mere her...

Shit will happen


Det var en lærerig ironi, at videnskaben om ikke-ligevægt, kaos og komplekse systemer for alvor tog fart samtidig med, at idéhistorikeren Francis Fukuyama skrev bogen ’Historiens afslutning og det sidste menneske’, hvori han påstod, at verdens nationer efter Murens fald ville udvikle sig til deres logiske og stabile endepunkt – det liberale demokrati – og at vores civilisation langsomt ville gå en mere stille fase i møde. Hvad Fukuyama opfattede som et henfald til en stabil ligevægtstilstand var i virkeligheden en dynamisk opbygning hen imod en kritisk tilstand, der ligesom laviner, masseuddøen, børskrak og jordskælv vil indhente os og ændre alt, hvad vi troede var stabilt, fordi sådan er naturen bare.

En af de vigtigste lektioner fra det år, der nu er gået, må være netop dette: At kompleksiteten i vores civilisation for alvor er blevet sat på dagsordenen. Ifølge Philip Ball, som skriver for fagbladet Nature, er vi tæt på en række mætnings- og bifurkationspunkter, økonomisk, klimatisk, politisk og socialt, og vi må forvente kritiske sammenbrud på flere niveauer. Vi begyndte at se det med de såkaldte ’Twitter-revolutioner’ i Tunesien og Egypten, hvor urolighederne og demonstrationerne hurtigt spredte sig ved hjælp af de sociale medier. Om det var en gadesælger i Tunis eller en afhopper i Kairo, der startede det, er i princippet underordnet. Det var de systemiske forudsætninger såsom en større adgang til information, stigende fødevarepriser, finansiel deregulering (se ing.dk/k#ab4s), politisk dødvande og en mere effektiv spredning af nye ideer, der gav dråben sin berømte evne til at få bægeret til at flyde over.

Selvorganiseret kritikalitet – SOC – kaldte fysikeren Per Bak det. SOC-systemer ligger langt væk fra en fysisk ligevægt ved at være i konstant friktion med omgivelserne, indtil de opbygger en kritisk tilstand, hvorefter skalainvariante sammenbrud opstår på komplet uforudsigelige måder. Life SOC’s until shit happens er den nye filosofi, og det er en helt anden indsigt end den klassiske tro på civilisationernes gradvise fremskridt. ‘Den vestlige model for økonomisk liberalisme, demokrati og sekularisme, som mange antog som uundgåelig, kan miste sin glans’, skrev USA’s National Intelligence Council i et notat efter finanskrisen i 2008, og efter at man nu har indført demokratiske undtagelsestilstande i Grækenland og Italien og til stadighed læser om, hvordan den statsregulerede aggressive kapitalisme i Kina klarer sig fint, er mange begyndt at tvivle på de evigtgyldige vestlige værdier (se også ing.dk/k#ab4u).

læs videre her...

Også klimaet er et komplekst system, der lige nu perturberes i retning af højere temperaturer og ukendte konsekvenser. Vi ved ikke præcist, hvilke bifurkationer og pludselige sammenbrud der er i vente, ej heller hvor. Vi ved kun, at de vil komme. Sandsynligvis er klimaet mere robust end vores sociale og økonomiske væv, fordi Jordens økosystem trods alt har været igennem mange lignende omvæltninger tidligere, men til gengæld er troposfæren vores eneste bolig, og hvis den pludselig beslutter sig for at skifte fase, bare en lille smule, er vi for alvor i knibe.


‘Komplekse systemer kan ikke styres som en bus’, siger Dirk Helbig fra det teknologiske institut ETH i Zürich. Han har skrevet en bog om, hvordan komplekse systemer kan administreres. Ikke top-down, hvor man forsøger at pålægge systemet en bestemt struktur, men bottom-up, ved hjælp af vejledende regler, der giver komponenterne tid til at udvikle deres egen stabile konfiguration. I stedet for at planlægge fremtiden må vi fokusere på robusthed, et fleksibelt design og en større afkobling mellem subsystemerne, således at de kan modstå mange typer af chok og undgår kaskader af sammenbrud. Klassiske ingeniøropgaver med andre ord.
There was an error in this gadget