Endnu et beskedent forslag

Her i juletiden er der intet så godt som at varme sig i øreklapstolen med et glas krydret alkohol i den ene hånd og en god satire i den anden. Jeg vil gerne bidrage til den tradition med nedenstående tekst, hvor en anonym forfatter på en aldeles utilstedelig måde foreslår at løse asylproblemerne i Danmark. Efter endt læsning håber jeg dog, at du, kære læser, ikke kun finder forfatterens 'beskedne forslag' for skandaløs, men også finder det skandaløst i hvor høj grad forslagene og tankerne i teksten allerede er blevet til virkelighed i dagens Danmark.

Endnu et beskedent forslag (pdf)

Bagsidetekst:
Asylansøgere som kanonføde for danske soldater? En general som vil forvandle Sandholmlejren til et skydetelt? Det må være en joke – en rigtig dårlig joke.

Fundet i rigspolitiets hemmelige arkiv for anonyme skrifter lægger denne tekst op til at løse danskernes asylproblemer én gang for alle. Ingen ved, om det er alvorligt ment. Læs, gys og døm selv.

Oplysninger om bogen/pamfletten:
Endnu et beskedent forslag – til at forbedre de asylsøgende flygtninges ulykkelige situation og gøre deres tilstedeværelse i Danmark til en fordel for dem selv og for det danske samfund, af John St. Waft, forord af Dr. Engelhardt, 24 sider, Autre - forlaget for utilregnelig litteratur, 2012, ISBN 978-87-994150-3-8


Læs anmeldelse her
Køb et af de sjældne (!) eksemplarer her

Vær med til at klassificere dyr i Serengeti nationalpark

Biologer vil gerne tæt på dyrene i Serengeti og har til det formål opstillet kameraer rundt omkring i nationalparken. Nu skal de bruge frivillige til at sortere i de tusinder af billeder, der bliver taget hver dag.

På venstre side af skærmen ser du halen af en antilope i tre efter hinanden følgende snapshots. På højre side af skærmen har du mulighed for at vælge, hvilket dyr det er, hvor mange der er, og om der er flere forskellige slags.

Men er det en Thompson Gazelle eller en Grants Gazelle, du ser? Eller er det måske en Impala? Et lille fotoeksempel viser, at det må være en Impala, for den har en tynd sort stribe langs halen. Næste billede!

Snapshot Serengeti’ er et nyt online citizen science-projekt, hvor folk med en internetforbindelse kan deltage i at klassificere dyr fra Serengeti nationalpark i Tanzania. I samarbejde med det meget populære Zooniverse har forskere fra University of Minnesota lanceret Snapshot Serengeti for bedre at forstå dyrenes adfærd fjernt fra menneskelige påvirkninger.

Vandbøfler tager en slapper
Over 200 varme- og bevægelsesfølsomme kameraer er placeret rundt omkring i terrænet og tager tre på hinanden følgende billeder, lige så snart der er noget på færde.

Resultatet er mange tomme billeder af højt græs og åben savanne, men der er også enkelte perler, hvor man kan se løver og vandbøfler tage en slapper eller et par ben af en giraf. Da sitet blev lanceret i forleden, gik Zooniverse-brugerne straks i gang, og i løbet af dagen blev 100.000 billeder klassificeret.

Zooniverse.org er en platform for citizen science-projekter, der blev udviklet af Oxford University i 2007. Den har siden sin begyndelse været vært for 17 forskningsprojekter, der handler om klassificeringen af alt muligt – fra billeder af rumteleskopet Hubble, over hvalsang til mønstre i kræftceller.

Mere end 720.000 mennesker fra hele kloden har deltaget i arbejdet, og i flere tilfælde er deltagerne kommet med som medforfattere i videnskabelige artikler som resultat af nyopdagede objekter i projekter som f.eks. Hannys Voorverp i projektet Galaxy Zoo.

Behov for menneskeøjne
Ideen til det nye projekt stammer fra de to studerende Ali Swanson og Margaret Kosmala, der sammen med professor i økologi, Craig Packer, gerne ville analysere store mængder af data af interagerende pattedyr i Serengeti. Til det formål satte de 225 kameraer op forskellige steder i parken og begyndte at analysere dyrenes adfærd.

Da computerteknologien endnu ikke er god nok til at identificere dyr i fotos, skulle hvert enkelt billede kigges igennem af menneskeøjne, og da der er millioner af billeder, bliver det hurtigt uoverkommeligt.

»Vi spørger folk om at identificere dyrearten på billedet, såvel som deres adfærd, gruppestørrelse, og om der er unger til stede,« forklarer Swanson i en pressemeddelelse.

»Det vil gøre det muligt for os at undersøge artens distribution, dets bevægelsesmønstre og populationsdynamik.«

Crowdsourcing er effektivt
Snapshot Serengeti er endnu et eksempel på et projekt, som udnytter crowdsourcing-teknikken til at overvinde nogle af de forhindringer, der eksisterer i analysen af store datamængder.

Og det er ikke kun biologerne, der får noget ud af det. Også deltagerne har det sjovt. De lærer om dyrene, og kan prale med at have fundet og klassificeret fantastisk flotte og ofte meget sjove billeder af mærkelige dyr i fuld firspring.

Vidensmaskiner


Blandt Googles ingeniører er man begyndt at droppe betegnelsen ’søgemaskine’. I stedet taler man nu om ’vidensmaskiner’. I årevis har internetentreprenører og forskere inden for kunstig intelligens talt om det såkaldte semantiske web: et netværk af videnssystemer, der kan forstå og frembringe netop det, som brugeren leder efter. Men først nu, i 2010’erne, synes id eerne for alvor at blive realiserbare. Google er faktisk så fokuseret på den semantiske omstilling, at de ifølge chefen for deres ‘webspam team’, Matt Cutts, har omdøbt deres ’Search Quality Team’ til nu at hedde ’Google Knowledge Team’. Men også mange andre aktører er ved at nærme sig de første funktionelle prototyper af ægte vidensmaskiner. Tænk på IBM’s supercomputer Watson, der hjælper læger med at lave diagnoser. Tænk på Apples talegenkendelsesprogram Siri, der svarer på spørgsmål og laver kontekstbaserede anbefalinger. Og tænk ikke mindst på svarmaskinen Wolfram Alpha, der laver real time beregninger på queries ved brug af aktualiserede og strukturerede databaser.

Overgangen til det semantiske web startede lidt tvivlsom med at Google for et par år siden begyndte at skræddersy søgeresultater til ens personlige profil. Hvis du og jeg laver en søgning om, lad os sige Tyrkiet, får jeg måske masser af top-links til tyrkiske feriebyer, og du til den politiske situation i landet. Det skyldes en database, som ved, at jeg engang har været på ferie i Antalya og du engang har lavet en søgning om Kemal Atatürk. Google selv siger at det øger følelsen af relevans for den enkelte, mens kritikerne siger, at det kaster al objektivitet overbord og kan bruges som vildledning i stedet for vejledning.

Tidligere på året 2012 lancerede Google så deres Knowledge Graph: et system som forbinder søgeord med konkrete mennesker, bygninger, og ting. Laver du f.eks. en søgning om ”Andromeda”, kan du i stedet for at lede blandt søgeresultaterne klikke på en af de fire foreslåede præcisioner på højre side af søgeresultatet: mente du galaksen, mytologien, tv-serien eller det svenske heavy metal band? Knowledge graph bygger på freebase, en database ejet af firmaet metaweb og opkøbt af google i juli 2010. Det var det første skridt på en lang overgang fra søgeordsgenkendelse til objekt- og relationsgenkendelse. I en sådan netværksforståelse er ordet ’Danmark’ altså ikke blot et genkendeligt ord bestående af syv bogstaver og lidt metadata, men en specifik entitet med utallige attributter og relationer.

Google offentliggjorde for halvanden måned siden deres Voice Search i direkte konkurrence med Apples Siri. Mens Voice Search bruger googles søgemaskine og gps, bruger siri også Wolfram Alpha til at beregne mere aktuelle svar. F.eks. vil spørgsmålet ”Ask Wolfram what flights are overhead” kunne fortælle dig, præcist hvilket passagerfly der netop flyver hen over hovedet på dig (hvis du altså er i USA). Googles Voice Search er til gengæld meget hurtigere, og har ofte meget mere relevant information. Når deres Knowledge Graph for alvor kommer i gang (lige nu indeholder den ’kun’ informationer om 500 millioner mennesker, steder og ting og har 3,5 milliarder attributter knyttet til dem), vil den kunne svare hurtigt og relevant på stort set hvadsomhelst. Den vil være den første store vidensmaskine og vide, hvor du kommer fra, hvad du er for en, og måske også hvad du lige nu går og foretager dig.

Hemmeligheden bag fremtidens computer gemmer sig i din hovedpude

'Memcomputeren' vil have en opbygning, der minder om vores hjerne - og den vil huske som din hovedpude.

En væsentlig forskel mellem computeren og menneskehjernen er den, at en computer skal bruge energi på at bevæge data til og fra den centrale regneenhed, CPU'en. Det behøver hjernen ikke. Neuronerne og deres synapser kan nemlig huske og regne samtidig. Hjernen er i datalogisprog en distribueret og massiv parallel computer, der med sine hundrede milliarder neuroner og tusind gange så mange synapser har fundet den mest energieffektive måde at tænke på.

At efterligne menneskehjernen har altid været det ultimative mål for forskningen i kunstig intelligens. Men de fleste neurale netværk, der er blevet bygget med det mål for øje, har ligesom de klassiske computere været baseret på en arkitektur fra von Neumanns tid: en sekventiel proces af logiske operationer med tilknyttede enheder af registre af instruktioner og hukommelseslagre med data.

Flytteriet af informationer mellem disse enheder skaber flaskehalse og varmespild, og det er disse ting, der i dag sætter grænser for, hvor små transistorer kan være, og hvor mange der er plads til på en chip.

Men alt dette kan ændre sig nu. Opdagelsen af et fjerde fundamentalt kredsløbselement, kaldet en 'memristor', har gjort det muligt at tænke computerarkitektur på en helt ny måde. I stedet for at basere sig på transistorer og deres tre energikrævende terminaler kan man bruge to-terminal memristor-elementer, der er passive - dvs. stort set ingen strøm bruger - samt fungerer bedst på nanoskala. Og vigtigst af alt: kan huske og beregne samtidigt.

I en ny artikel på arxiv.org skriver fysikerne Massimiliano Di Ventra fra University of California, San Diego, og Yuriy V. Pershin fra University of South Carolina i USA, at fremtidens computere meget vel kan komme til at bestå af 'memenheder', og at en fremtidens memcomputer kan gå hen og ligne rigtige menneskehjerner med deres parallelle forbindelser, der kan lave beregninger kollektivt og adaptivt. Og mest fascinerende er ifølge forskerne, at en memcomputer - ligesom våde hjerner - vil kunne omgå brudte forbindelser og dermed være selvreparerende.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Bliver vi smartere af smart teknologi?

Dette interview med teknologifilosoffen Don Ihde, som jeg mødte i København i november 2012, udkom den 3. december i bladet Asterisk. Vi diskuterer om børn bliver klogere af ny teknologi (nej), og hvad touchscreens vil bringe med sig i fremtiden (uvist men spændende).
________________

Smartphones og tablets invaderer vores hverdag – og vores hjerter. Asterisk har mødt en af teknologifilosofiens store tænkere, den amerikanske professor Don Ihde, til et interview om mekanisk kærlighed, og hvad de nye digitale touch-teknologier vil bringe med sig.

Skrivemaskinen var oprindelig designet til mennesker, som havde synsproblemer, og telefonen var tænkt som høreapparat til bedstemor. Enhver ny teknologi indeholder uforudsete måder at bruge den på. Vi kan derfor ikke vide, hvordan de nye touchscreen-teknologier vil blive brugt i fremtiden, og det er faktisk kun godt. Sådan lyder det fra den amerikanske videnskabs- og teknologifilosof Don Ihde.

»Alle teknologier kan bruges på måder, der slet ikke var planlagte i designet. Når man f.eks. designer en skærm, vil den altid ende med at blive brugt på andre måder, end det oprindeligt var tænkt,« siger han. Don Ihde kalder det også for en »designerfejlslutning«. En designerfejlslutning er troen på, at en ingeniør eller en designer kan bygge en teknologi på en sådan måde, at den faktisk vil blive brugt som planlagt.

»Historisk set er det aldrig sket. Friedrich Nietzsche fik et dårligt syn og elskede sin sfæriske skrivemaskine, som en dansk ingeniør havde bygget til ham. Men senere blev skrivemaskinen ikke kun brugt til synssvage mennesker. Den blev brugt som en arbejdsmaskine på kontorer osv. På samme måde blev telefonen oprindeligt designet til at være et høreapparat, hvor man håbede på at kunne snakke med sin gamle mor, der ikke kunne høre så godt længere.«

Don Ihde er grundlægger af det, hans selv kalder for ’den postfænomenologiske analyse’, dvs. at udforske og forstå menneskets interaktioner med den teknologiske livsverden på en meget mere aktuel og praksisnær måde, end de klassiske fænomenologer som Husserl og Heidegger formåede at gøre det.

I 1979 skrev Ihde bogen Technics and Praxis, der af mange bliver anset som det første nordamerikanske værk inden for teknologifilosofi. I dag, 20 bøger senere, arbejder Ihde som professor ved Stony Brooks University i New York og er desuden tilknyttet projektet Technucation på Aarhus Universitet, der i samarbejde med Teknologisk Institut og professionshøjskolerne UCC og Metropol forsøger at hjælpe undervisere med at skabe og forstå ny viden om den teknologiske almendannelse.

Mekanisk kærlighed
Da Don Ihde begyndte at forske i interaktionen mellem menneske og teknologi, var mobiltelefonen ikke hvermandseje. I dag er telefonen den første, mange af os siger godmorgen og godnat til. Og byen er fuld af mennesker, der er i mere kontakt med deres smartphone end med kæresten eller vennen ved siden af. Er det mekanisk kærlighed?

»Jeg har tit set dette fænomen, og jeg har tre betragtninger,« siger Don Ihde. »Den ene er, at der er forskellige kulturelle måder, hvorpå vi relaterer til disse maskiner. Amerikanere og vesteuropæere har tendens til at være meget mere utilitaristiske og pragmatiske omkring ny teknologi og robotikken især. Det første sæt af hjemmerobotter, der er blevet solgt i USA, var automatiske støvsugere. Der er ikke noget menneskeligt over dem. De kører bare rundt i stuen og kan sanse, hvor væggene og møblerne er. I den japanske kultur derimod har man tendens til at foretrække det, jeg kalder antropomorfiske robotter. De skal ligne mennesker eller dyr, og det frembringer naturligt nok en mere emotionel respons. I Danmark er man opmærksom på udviklingen, og jeg ved, at man især inden for ældreomsorgen er begyndt at tænke i den japanske retning ved blandt andet at indføre robotsæler som kæledyr.«

»Japanerne har også en anden slags metafysik, end vi har. Mens vi vesterlændinge plejer at se maskiner som mekaniske, og derfor som ’ikke-levende’, så ser japanere dem som et flydende kontinuum mellem levende og mekanisk. Efterhånden som nye teknologier som iPhones og touch screens begynder at vinde frem, vil den japanske forståelse af teknologien også vinde indpas i vores kultur. Min tilgang til at forstå teknologi er altid at kigge på det interrelationelle aspekt, dvs., hvis du har en blyant, så bruger du den til at skrive med, men blyanten bruger også dig, nemlig ved ikke at give dig lov til at gøre andre ting end at skrive eller tegne. Den omformer kommunikerende mennesker til skrivende og tegnende mennesker.«

Og hvad er så den tredje betragtning?
»Den tredje betragtning vil jeg kalde den taktile dimension, hvor man leger med skærmen med sine fingre i stedet for med keyboardet eller musen. Det er en helt ny oplevelse. Lige nu er det stadig lidt ligesom de tidligste film, hvor folk var forundrede over, at filmstjernen kunne forsvinde om bag skærmen. Det interessante er dog, at det ikke varede længe, før de lærte, at skærmen var en ramme om en simulation, og at der ikke gik nogen rigtige personer ind i den, og at det ikke var et rigtigt tog, der kom kørende ind i lokalet. Den taktile kontrol af objekter på en skærm kan forstås meget nemt, og den er meget tilfredsstillende. Man kan ikke kontrollere ting så godt med sine øjne, som man kan det med sine hænder. Muligheden for at røre ved og manipulere ting er meget mere givende end bare at se på dem. Det gør interaktionen hurtigere, mere robust, mere intuitiv og mere akkurat. Det er grunden til, at touch screens er så appellerende for børn. Min egen søn var som barn besat af Lego, og jeg var jo glad, fordi det gav ham en helt anden fornemmelse for fysikalitet og kontrol end de digitale skærme, der indtil videre kun er dårlige tilnærmelser til den ægte vare.«

Lettere at lære
Men hvad betyder det for læringsprocessen? Hvis en touch-screen gør det lettere at bruge alle sine sanser, må den jo have en fordel i forhold til en gammeldags blyant, hvor det kunne tage årevis, før man lærte at læse og skrive i store og små bogstaver og formulere sine ønsker og tanker som en tekst på et stykke papir. Bliver vores børn klogere med de smartere teknologier?

»Ja, det er lettere at lære, men nej, de bliver ikke klogere. Fænomenologisk set er der to processer på spil. Den ene er den kropslige læringsproces for mestringen af sproget og senere skriften. Når man er engageret mundtligt, visuelt, taktilt og på alle mulige andre kropslige måder, taler vi om den primære og dermed den ordinære brug af vores sanser, fordi det er den måde, som vi oplever og agerer i verden på hele tiden. Dette kan så indsnævres til udelukkende at bruge f.eks. det visuelle eller det auditive system. Klassisk musik er et godt eksempel på en indsnævret oplevelse, hvor det forventes at være nok at blive lyttet til. Musik i andre kulturer har som regel også andre sansemodaliteter involveret: dans, socialt samvær, terapi og så videre.«

»Den gamle måde at betragte en bog på er at se den som en passiv teknologi. Men i virkeligheden er den ikke passiv. En bog kræver en enorm anstrengelse og opmærksomhed for at blive læst. En bog taler ikke for sig selv. Den skal slås op, den skal have den rette belysning, den skal læses og bladres i og tænkes over. En iPad kan derimod tale for sig selv. Det gør den lettere at bruge end bogen. På samme måde er det med film. Tegneseriefilm kan afkodes af børn i løbet af ganske få minutter.«

»En touch screen kan gøre det hurtigere at lære, fordi den gør brug af meget mere intuitive repræsentationer. Det skyldes blandt andet, at touch-teknologier ikke vil nøjes med at give mulighed for manipulation af objekter med fingrene. Hele det kropslige bevægelsesapparat vil sandsynligvis blive integreret på endnu ukendte måder. En af mine første erfaringer med den form for tænkning stammer faktisk fra en workshop i regi af Learning Lab Denmark, en forskningsenhed under det gamle Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor man var bekymret over, at børnene sad foran skærmen dagen lang og aldrig fik motion. Derfor spurgte vi: hvordan kan man få bevægelse ind i det? Først nu, ti år efter, er det blevet til en stor trend, hvor man arbejder på at få kroppen ind i interaktionen med de tredimensionelle verdener, f.eks. via wiiteknologier og andre. Det var præcist det, som Learning Lab Denmark anbefalede dengang.«

Touch screens genindsætter kroppen
Der findes to eller tre virksomheder i dag, som arbejder på at udvikle den næste generation af touch screens. Hvad kommer der til at ske med vores skærmoplevelse og vores visualiseringsteknikker?

»Donna Haraway er kendt for at sige, at mennesket er et visuelt rovdyr, der foretrækker at transformere al information til visuelle repræsentationer. Jeg tænker derimod, at vores repræsentationsformer og omgang med dem altid er multistabile, og at enhver ny teknologi indeholder uforudsete måder at bruge dem på.«

»Jeg kunne forestille mig, at en touch screen kunne anvendes som et interessant nyt musikinstrument. I musikhistorien findes der et instrument kaldet et theremin, som spilles med hele kroppen, der skal navigere mellem to metalantenner. Det blev aldrig det store hit, fordi det er enormt svært at spille. Der er med andre ord alt for mange frihedsgrader til, at man kan lære det i en overskuelig tidsramme. Men dem kunne man jo definere i et touch screen-instrument.«

Er der en filosofisk pointe omkring de mange frihedsgraders forbandelse?
»Multistabilitet handler om, at man ikke kan lave alt om til alt. Det er fleksibelt, men ligger stadig inden for en ramme af et endeligt antal af forskellige muligheder. De nye touch-teknologier kan blive meget interessante, fordi de genindsætter kroppen på en langt mere fundamental måde end de hidtidige desktop-teknologier, hvor du har en stol, et bord, en skærm, en mus og et keyboard, der alle begrænser kroppen på hver deres måde. Kropsligt set er der jo meget lidt bevægelighed med en computer, andet end i din ene hånd og i fingrene. Men selv her viste der sig at være masser af multistabilitet: Da du i starten af computeræraen sad og skrev, kom bogstaverne frem på skærmen. Oprindeligt var det grønne bogstaver på sort baggrund. Så blev det hvid skrift, og så til sort skrift på hvid baggrund. Men det var altid på en uigennemsigtig todimensionel baggrund, der var oplyst bagfra. Med introduktionen af computerspil, f.eks. pacman, opdagede man, at man kan simulere en fornemmelse af dybde, og det blev udbygget til stadigt mere realistisk udseende tredimensionelle verdener, som så blev kaldt cyberspace’. Det må kaldes en meget anderledes form for stabilitet end den todimensionelle tavle, som computerskærmen oprindeligt var tænkt som. En lignende uforudsigelig udvikling må man forvente vil ske med touch screens.«

Duften af laurax

Når lysets bølgelængder blandes i øjet opstår den hvide farve. Når lydfrekvenser blandes, opstår det, der kaldes hvid støj. Laurax kalder forskerne en blanding af alt, der ikke lugter af noget.


Af alle sanser er lugtesansen den sans, som videnskaben har haft sværest ved at forstå. På trods af spekulationer i hundredvis af år har forskere ikke kunnet finde nogen tilfredsstillende teori eller model for, hvordan et bestemt molekyle oversættes til en bestemt lugt i hjernen.

En medvirkende årsag til redeligheden har sandsynligvis været den, at lugtstoffer, i modsætning til lyde og farver, ikke så let kan repræsenteres ved blot et enkelt spektrum af frekvenser eller bølgelængder. Oplevelsen af en lugt skabes via mange receptorer i næsehulens tag - receptorer, der har hver deres specifikke affiniteter og sensitiviteter over for de indtrængende molekyler.

Først i hjernen kombineres og fortolkes informationerne til en samlet vurdering af en given lugt. Det faktum, at oplevelsen af en lugt også er meget påvirket af hukommelsen, af erfaringen og af andre samtidige sanseindtryk, gør det ikke nemmere at håndtere sagen videnskabeligt.

For to år siden udviklede molekylærbiologerne Rafi Haddad og Noam Sobel fra Weizmann-instituttet i Israel dog en slags målestok for lugtesansen. De opbyggede en database, hvor de matchede forsøgspersoners lugtoplevelser med 1.500 forskellige molekylers atomare sammensætninger (se artikel her). En matematisk analyse gjorde det muligt at lave et landkort over lugtesansen, der i sin todimensionelle projektion blev spændt ud af de to vigtigste parametre til at beskrive en lugt: På x-aksen kunne man aflæse lugtens behag eller ubehag, og på y-aksen dens spiselighed hhv. giftighed. Sammen beskriver de to dimensioner kun lidt over 50 procent af den samlede varians i neuronernes aktivitet, men at de overhovedet blev fundet var et første bevis på, at der faktisk findes et universelt lugtsprog for mennesker, der gælder på tværs af alle individer i alle kulturer.

Læs hele artiklen med kommentarer her. Og se grafen med nogle af de udvalgte stoffer, som blev brugt til at lave laurax her:


click for at forstørre.

Kampen mod narko er et kemisk våbenkapløb

Forbud mod klassiske euforiserende stoffer har fået producenterne til at gå nye veje. Nu sælger de syntetiske stoffer, der ikke er omfattet af loven. Stater svarer igen med gruppeforbud, og producenter går til modangreb med helt nye urter.


I sidste uge udgav EU's narkoovervågningscenter, EONN, sin årlige rapport om brugen af euforiserende stoffer i EU. Aldrig før er der blevet registreret så mange nye stoffer som i 2012. De kaldes 'legal highs', fordi der er tale om helt nye kemiske forbindelser, der teknisk set er legale i mange lande. De sælges som 'urter', 'badesalt' og 'plantegødning' via internetbutikker over hele verden og har effektivt udmanøvreret staters kontrol af folks ønske om at tage et trip i ny og næ.

»Markedet rammes af mere end ét nyt psykoaktivt stof om ugen,« sagde EU-kommissær for indre anliggender Cecilia Malmström til pressen ved offentliggørelsen, hvilket ved udgangen af året vil svare til en stigning på 25 pct. i forhold til 2011. Dette skal ses i forhold til, at brugen af heroin, kokain og marihuana er faldet i de fleste lande.

Spørgsmålet er derfor, om udviklingen har gjort forbud og straf til en forfejlet strategi, fordi den i stedet for at stoppe misbrug skubber stofbrugere ud i stadig mere farlige eksperimenter med helt ukendte kemikalier.

Sådan mener i hvert fald en del eksperter. Overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom fra Psykiatrisk Center Hvidovre har længe talt for stop af forbudspolitikken, og sidste år sagde det internationale panel Global Commission on Drug Policy, at 'den globale krig mod stoffer har slået fejl', og anbefalede myndighederne at stoppe 'kriminaliseringen, marginaliseringen og stigmatiseringen af folk, der bruger narko, men ikke skader andre'.

Også mange politikere, heriblandt Liberal Alliance i Danmark, mener, at narkotika skal legaliseres, mens praktiserende læger med hånden for munden er begyndt at anbefale brugen af de forbudte, men velkendte, rusmidler som hash, bare for at folk holder fingrene fra disse 'legal highs', der har ukendte og potentielt mere farlige bivirkninger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Et 50-årigt paradigme, take 2

Af redaktørerne for bladet Aktuel Naturvidenskab blev jeg bedt om at skrive en udvidet tekst af min klumme om Thomas Kuhn, der kom i Ingeniøren for et par uger siden. Den er klistret ind nederst i blogposten her, og kan også downloades her. Det eneste nye er sådan set bare en lille uddybning af, at inkommensurabilitetsproblematikken i høj grad også er det, der danner barriererne imellem fagdisciplinerne, og at forsøg på at bygge bro må involvere viljen til at lære et nyt 'sprog'. Ikke noget alle forskere ønsker eller evner at gøre.


Et 50-årigt paradigme

I år er det 50 år siden fysikeren og sociologen Thomas Kuhn udgav bogen ’The Structure of Scientific Revolutions’. Bogen er det mest citerede akademiske værk i det 20 århundrede. De fleste har nok aldrig hørt om Kuhn, selvom de har hørt ordet ’paradigme’. Men hvad var det egentlig Kuhn mente med sine overvejelser omkring ’normalvidenskab’, ’paradigmer’ og ’inkommensurabilitet’?

Normalvidenskab er ifølge Kuhn den fase, hvor den videnskabelige praksis foregår som ’business as usual’. Forskerne inden for et specifikt fagområde er stort set enige om, hvordan verden er strikket sammen, og nu gælder det om at udfylde huller og forstå detaljer. Kuhn kaldte det også ’puzzle solving’. Trin for trin udbygges det teoretiske fundament, og kun sjældent bliver der stillet spørgsmålstegn ved grundantagelserne. Bekræftelsen af Higgs-partiklens eksistens var f.eks. en kæmpe succes for fysikernes standardmodel af universet. Man opdagede det, man havde forventet at opdage. Normalvidenskab handler altså om at afklare status quo, og stort set al videnskab foregår på den måde. Og det er godt sådan. At ordet ’normalvidenskab’ efterhånden har fået en lidt nedladende klang, var ikke Kuhns hensigt. Når politikere f.eks. nu om dage råber på innovation og sender rutinen på pension, så glemmer de, at det ene er afhængigt af det andet.

Paradigme-paradigmet
Paradigmer er de erkendelsesmæssige rammer, hvori et fagområde defineres og udføres. Kuhns centrale påstand var, at paradigmer ikke er mejslet i sten som evigtgyldige sandheder, men at de kan erstattes af nye paradigmer, hvis der akkumuleres for mange eksperimentelle anomalier til at de kan forklares ordentligt. Så begynder forskere at stille spørgsmålstegn ved fundamentet for deres teorier, hvilket fører til en krise, og eventuelt til en revolutionerende nyfortolkning af virkeligheden. I dag lyder det måske som en selvfølge, men det var det bestemt ikke for 50 år siden. Dengang havde man stadig en idé om, at videnskab var en addition af stadig dybere indsigter, der uden omveje langsomt ville afdække den sande forståelse af verden.

Inkommensurabilitet er nok Kuhns mest kontroversielle begreb. Udtrykket stammer fra matematikken, og er egentlig let defineret: det betyder blot at der findes ting, som ikke kan måles med samme alen (in-co-measurable), ligegyldigt hvor lille målestokken er. Siden og diagonalen på et kvadrat er f.eks. inkommensurable størrelser, fordi de relaterer sig til hinanden via et irrationelt tal. Kuhn lånte ordet til at diskutere konkurrerende paradigmer, f.eks. Newtons mekanik og kvantemekanikken, for hvilke der ikke fandtes et fælles sprog eller en fælles teoretisk ramme at diskutere dem i. Hurtigt blev humanister og sociologer inspireret til at bruge ordet ’inkommensurabilitet’ som en smart og videnskabelig klingende undskyldning for, hvorfor de aldrig kunne blive enige. Videnskabsfilosoffen Paul Feyerabend blev så fortørnet over dette misbrug, at han beskyldte Kuhn for at give akademikere et argument for aldrig at behøve at lære videnskab. Med det magiske ord ’inkommensurabel’ havde de fået licens til at sige stadig dummere ting, idet det jo var deres helt eget, inkommensurable, syn på sagen.


Kunsten at blive flersproget
Det er måske uretfærdigt at klandre Kuhn for misbruget. Men det er tankevækkende, i hvor høj grad hans paradigme er blevet almeneje. Det kan være at det skyldes en dybere erfaring, der går hinsides den snævre videnskabssociologi. En erfaring, som måske finder sin årsag i den stadig lettere adgang til hele spektret af menneskelige erkendelser i tid og rum, dvs. i både historisk dybde og geografisk bredde. Den teknologiske udvikling har gjort vores ideer tilgængelige for hinanden i hidtil uset grad, og den stadig mere avancerede videnskabelige praksis har imprægneret vores faglighed med helt nye interdisciplinære krav.

Alt dette kræver en veludviklet evne til at overvinde kommunikative barrierer, ikke kun mellem to successive videnskabelige teorier inden for den samme disciplin, men også på tværs, dvs. mellem stridende nabo-discipliner. Ifølge Kuhn er det ikke nok blot at forsøge at oversætte fra det ene paradigme til det andet. Inkommensurabilitet mellem paradigmer overvindes kun hvis man lærer at blive tosproget. Så i den forstand, og for at anvende Kuhn på Kuhn, er vi stadig i begyndelsen af en normalvidenskabelig konsolideringsfase, hvor vi langsomt bliver flersproget og lærer at sortere i hinandens paradigmer. Og vi er selvfølgelig stadig meget langt fra at have blik for de inkommensurable anomalier, der ikke måtte kunne forklares af paradigmebegrebet.

Økonomernes tro på det uendelige antal parallelle liv

Vi er vant til at tænke i paralleluniverser, når vi regner på sandsynligheder for at vinde og tabe. Men vi lever kun i ét univers, hvor tiden er irreversibel. Det ændrer fundamentalt på de faktiske udfald af vores økonomiske væddemål.


Forestil dig et spil med en terning, hvor du får dit indskud ti gange tilbage, hvis du slår en sekser, men taber dit indskud, hvis du ikke gør det.

Spillet er en rigtig dårlig forretning for kasinoet, fordi en spiller i gennemsnit vil slå en sekser hver sjette gang, hvilket betyder, at kasinoet i gennemsnit vil udbetale ti indskud for hver seks indskud, der kommer ind. Men spørgsmålet er: Er spillet en god forretning for spilleren selv?

Ja, det kommer an på, hvor meget der spilles om. Hvis du har penge nok og vælger at sætte 100 kroner på højkant hver gang, kan du godt gå hen og blive rig. Men hvis du vælger at satse hele din formue på én gang, kan du risikere at tabe det hele, og ikke have flere penge at spille med.

Denne simple observation har stort set alle mennesker gjort sig, men ikke desto mindre indgår den ikke i moderne investeringsstrategi og heller ikke i de sidste 50 års økonomisk teori. Det siger den teoretiske fysiker Ole Peters fra Imperial College London. Han har i løbet af de seneste to år skrevet flere opsigtsvækkende artikler om emnet.

Problemet viser sig at være forskellen mellem to forskellige typer af gennemsnit: et ensemblegennemsnit, der forestiller sig et stort antal paralleluniverser med samme spiller, hvorefter udfaldene lægges sammen og divideres med antallet af paralleluniverser samt, på den anden side, et tidsgennemsnit, der beregner udfaldsraten og konsekvenserne for din pengepung for hver enkelt investering over tid. Hvis de to typer af gennemsnit giver samme resultat, kaldes systemet 'ergodisk', men det viser sig, at det sjældent er tilfældet i virkeligheden.

'Jeg er i stadigt højere grad overbevist om, at Ole Peters har identificeret kernen i et helt essentielt problem inden for den moderne økonomi,' skriver fysikeren Mark Buchanan på sin blog. Han mener, at finanssektorens beregninger af et forventet afkast og risikovurderinger via et ensemblegennemsnit i mange tilfælde er en uhensigtsmæssig måde at træffe beslutninger på i den virkelige verden.

Også Ole Peters mener, at det er grunden til mange af de problemer, vi har med finanskrisen i dag: Investeringsråd, risikovurderinger, aktiemarkedet og gearing af finansielle instrumenter er ofte baseret på ensemblegennemsnit, og det har potentielt farlige konsekvenser.

Læs hele artiklen med kommentarer og regneeksempler på ing.dk

Ny metode vil ændre pattedyrenes stamtræ

Nye genetiske studier har sat spørgsmålstegn ved vores evolutionære stamtræ. Små mikroRNA'er har vist sig at være unikke for organismers form og udvikling, og de fortæller en helt ny historie om pattedyrs slægtskab.


Palæobiologien er i oprør. En ny og øjensynligt revolutionerende metode til at relatere fossiler til hinanden har i løbet af de seneste fem år gentegnet store dele af det evolutionære stamtræ.

Nu er turen kommet til pattedyrene, heriblandt mennesket, og så er det jo alvor. Analyserne viser blandt andet, at mennesker er afstamningsmæssigt tættere på elefanter end på køer, og at mus og rotter er meget ældre end hidtil antaget.

Årsagen til balladen er nogle små og ganske korte gen-stumper kaldet mikroRNA (eller miRNA). De siges at være bedre til at bestemme forskelle på slægtskabsforhold mellem arterne end de normale fylogenetiske metoder. Metoden er kontroversiel, for det betyder, at de traditionelle modeller til at strukturere de genetiske og morfologiske data fører til misvisende eller forkerte rekonstruktioner.

»Jeg har kigget på tusinder af mikroRNA'er og kan ikke finde et eneste eksempel, som ville støtte op om det traditionelle træ,« sagde Kevin Peterson til fagbladet Nature denne sommer.

Han er ophavsmanden til ideen om at bruge miRNA til at analysere de evolutionære slægtskaber, efter at miRNA blev opdaget i 1993 og bekræftet med nye fund i år 2000. Siden har man fundet cirka 5.000 miRNA'er, hvoraf de 778 er opstået med dyrenes udvikling i løbet af de seneste 600 millioner år.

»MikroRNA'erne er fuldstændigt entydige, men de giver et komplet anderledes stamtræ end det, som alle forventer,« siger Peterson.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Et 50-årigt paradigme


I år er det 50 år siden fysikeren og sociologen Thomas Kuhn udgave bogen ’The Structure of Scientific Revolutions’. Bogen er det mest citerede akademiske værk i det 20 århundrede. De fleste mennesker har nok aldrig hørt om Kuhn. Men de har hørt ordet ’paradigme’, et begreb, som Kuhn brugte til at karakterisere faserne og kriserne i den videnskabelige erkendelsesproces. Ordet paradigme er nok det mest brugte ord i videnskabsfilosofien, men nok også det mest misbrugte begreb uden for sit fag. I dag hører man om paradigmer i alle mulige sammenhænge, i politiske debatter og i populærkultur. Men hvad var det egentlig Kuhn mente med sine overvejelser omkring ’normalvidenskab’, ’paradigmer’ og ’inkommensurabilitet’?

Normalvidenskab, eller ’normal science’, er ifølge Kuhn den fase, hvor den videnskabelige praksis foregår som ’business as usual’. Forskerne inden for et specifikt fagområde er stort set enige om, hvordan verden er strikket sammen, og nu gælder det om at udfylde huller og forstå detaljer. Kuhn kaldte det også ’puzzle solving’. Trin for trin udbygges det teoretiske fundament, og kun sjældent bliver der stillet spørgsmålstegn ved grundantagelserne. Bekræftelsen af Higgs-partiklens eksistens var f.eks. en kæmpe succes for standardmodellen af universet. Man opdagede det, der var forventet at blive opdaget. Normalvidenskab handler altså om at afklare status quo, og stort set al videnskab foregår på den måde. Og det er godt sådan. At ordet normalvidenskab efterhånden har fået en lidt nedladende klang, var ikke Kuhns hensigt.

Paradigmer er de erkendelsesmæssige rammer, hvori et fagområde defineres og udføres. Kuhns centrale påstand var, at paradigmer ikke er mejslet i sten som evigtgyldige sandheder, men at de kan erstattes af nye paradigmer, hvis der akkumuleres for mange eksperimentelle anomalier til at de kan forklares ordentligt. Så begynder forskere at stille spørgsmålstegn ved fundamentet for deres teorier, hvilket fører til en krise, og eventuelt til en revolutionerende nyfortolkning af virkeligheden. I dag lyder det måske som en selvfølge, men det var det bestemt ikke for 50 år siden. Dengang havde man stadig en idé om, at videnskab var en addition af stadig dybere indsigter, der uden de store svinkeærinder ville konvergere mod en sand forståelse af verden.

Inkommensurabilitet er nok Kuhns mest kontroversielle begreb. Det stammer fra matematikken, og er egentlig let defineret: det betyder blot at der findes ting, som ikke kan måles med samme alen (in-co-measurable), ligegyldigt hvor lille målestokken er. Siden og diagonalen på et kvadrat er f.eks. inkommensurable størrelser, fordi de relaterer sig til hinanden via et irrationelt tal, der ikke kan skrives som en brøk. Kuhn lånte ordet til at diskutere konkurrerende paradigmer, f.eks. Newtons mekanik og kvantemekanikken, for hvilke der ikke fandtes et fælles sprog eller en fælles teoretisk ramme at diskutere dem i. Hurtigt blev humanister og sociologer inspireret til at bruge ordet ’inkommensurabilitet’ som en smart og videnskabelig klingende undskyldning for, hvorfor de aldrig kunne blive enige. Videnskabsfilosoffen Paul Feyerabend blev så fortørnet over dette misbrug, at han beskyldte Kuhn for at give akademikere et argument for aldrig at behøve at lære videnskab. Med det magiske ord ’inkommensurabel’ havde de fået licens til at sige stadig dummere ting, idet det jo var deres helt eget, inkommensurable, syn på sagen.

Det er måske uretfærdigt at klandre Kuhn for misbruget. Men det er tankevækkende, i hvor høj grad hans paradigme er blevet almeneje. Det kan være at det skyldes en dybere sandhed, der går hinsides den snævre videnskabssociologi. Men det kan også være at vi bare er i en normalvidenskabelig konsolideringsfase, hvor vi endnu ikke har blik for de inkommensurable anomalier, der ikke forklares af paradigmebegrebet.

Bakterier løser dilemmaet om det fælles gode

Samarbejde har store fordele, men er svært at opnå i naturen. Der er altid nogen, der udnytter de andres gode intentioner, og så forsvinder de fælles fordele igen. Men bakterier har en løsning, viser ny forskning.


Bakterien Aliivibrio fischeri kan et trick, som giver mange venner. Når de er sammen i tilstrækkeligt store grupper, begynder de at lyse af sig selv. I mørkt havvand kan det være særlig nyttigt, og derfor har en del fisk og blæksprutter tilbudt bakterien en symbiose. De bruger bakterien som lommelygte eller som lokkemad, og til gengæld får den lov til at formere sig i fred i deres kroppe.

Et godt eksempel er dværgblæksprutten Euprymna scolopes, der lever i havet omkring Hawaii. Den jager om natten, men har problemer i klart vejr, fordi den længere nede i vandet skygger for det glimtende månelys og stjernehimlen.

Af samme grund holder blæksprutten sig en kraftig suppe af Aliivibrio fischeri i to lommer på undersiden af kroppen. De erstatter det forsvundne flimmer med bioluminiscente molekyler. Blæksprutten er oven i købet så smart, at den med nogle sensorer på ryggen kan måle lysintensiteten fra oven og korrelere det med to lukkemekanismer forneden, der sørger for, at lommerne afgiver nøjagtig den rigtige mængde lys på undersiden.

Symbiosen er perfekt, fordi blæksprutten overlever som effektiv nattejæger på lavt vand, og bakterien lever et liv uden fjender og formerer sig, så lommerne hver morgen kan udsende en ladning nyudklækkede bakterier. High five.

Quorum sensing
Aliivibrio fischeri er berømt i mikrobiologiske forskerkredse, fordi den i de sene 1960'ere førte til opdagelsen af, hvordan bakterier kommunikerer med hinanden. Det var nemlig slet ikke forstået, hvordan de kan sanse, om de er nok til at begynde at lyse. Det viste sig, at de udsender små signalmolekyler, der fungerer som en slags hormoner for hinanden.

Hvis der er meget få bakterier, vil der også være meget få signalmolekyler i miljøet, og de vil derfor blot forsvinde via diffusion. Men når der er tilpas mange samme sted, vil tilstrækkelig mange af molekylerne ramme andre bakterier, og ved en bestemt tærskelværdi vil alle bakterier begynde at syntetisere de lysende flavin-molekyler.

Mekanismen blev kaldt 'quorum sensing', efter det romerske senat, hvor en beslutningsdygtig forsamling blev kaldt et quorum. Det har siden vist sig, at alle bakterier har mekanismer af denne art. Signalmolekylerne er bakteriernes kommunikative pendant til myrers duftspor eller menneskers sprog. Det gør dem i stand til at kommunikere med hinanden, primært ved at kunne tælle hinanden, men også ved at kende forskel på forskellige arter.

Små receptorer er designet til at opfange en lang række signalmolekyler, som hver især betyder noget specifikt. Og hvis tilpas mange bakterier er til stede og deltager i 'samtalen', vil de kunne udløse en række specifikke biokemiske reaktioner, der fører til syntesen af nogle fælles goder. De fælles goder er dyre at producere, og derfor giver det god mening at sikre sig, at der er tilpas mange venner i nærheden, så de ikke går til spilde i mediet.


Læs resten af artiklen med kommentarer på ing.dk

Levende kabler sætter strøm til Aarhus bugt

For nogle år siden opdagede danske biologer, at noget levende trak 'strømkabler' på havbunden i Aarhus Bugt. Nu afslører forskerne, at der er tale om en ukendt bakterie.

»Det hele startede med nogle forsøg, der gik skævt,« siger seniorforsker Nils Risgaard-Petersen fra Center for Geomikrobiologi ved Aarhus Universitet.

»Vi kiggede på nogle bakterier, som kan ernære sig af svovl og opsamle nitrat. De hedder Beggiatoa og er i stand til at vandre ned igennem havbundens sediment, mens de bruger nitrat til at oxidere sulfid. Men vores kontrolforsøg blev ikke til noget, og så lod vi prøverne stå i laboratoriet. Da vi kom tilbage efter et par uger, havde der udviklet sig denne her mærkelige pH-gradient og meget underlige ilt- og svovlbrinteprofiler.«

Målinger viste, at de øverste par millimeter af mudderet i glasprøven var blevet meget basiske, fortæller Risgaard-Petersen, men jo længere nede man målte, desto mere surt blev det. Et par centimeter nede var pH-værdien cirka 6,5 mod cirka 8,5 i toppen.

»Det stred mod alt, hvad vi vidste om sedimentkemi,« forklarer Nils Risgaard-Petersen. »Når man snakker pH, ser man normalt det omvendte billede: Ilten i toppen af havbunden giver mulighed for oxiderende respirationsprocesser, og de er syredannende. I de iltfrie lag længere nede i sedimentet ser man derimod typisk jern- og magnesiumreduktioner, og de er basedannende. Men her var det lige omvendt, og vi vidste ikke hvorfor.«

Heller ikke Nils Risgaard-Petersens kollega, professor Lars Peter Nielsen, vidste, hvordan man skulle fortolke målingerne. Og uden en ordentlig teori var det svært at komme videre. Men en søvnløs nat fik Lars Peter Nielsen en idé: Hvad nu, hvis der var blevet etableret en slags elektriske forbindelser i mudderet? Hvad nu, hvis der var dannet et netværk af forskelligartede bakterier, som kunne transportere elektroner opad via en ukendt mekanisme - måske ved hjælp af en slags biologiske nanowires? Det ville kunne forklare en hel masse af de observerede fænomener. Og det ville være en helt ny opdagelse.

»Det første vi gjorde for at teste hypotesen, var at fjerne ilttilførslen, og lige så snart det var sket, kunne vi se, at sulfiden langsomt steg op igennem sedimentet og op mod overfladen,« siger Risgaard-Petersen. »Men lige så snart vi iltede overfladen igen, blev sulfiden presset nedad, og der foregik tydeligvis en forbrænding. Og det skete, selvom der jo ikke var nogen øjensynlig fysisk eller kemisk forbindelse mellem de to lag.«

Målingerne blev publiceret i fagbladet Nature i 2010, og i et forsøg på at finde ud af, hvilke bakterier, der var involveret, hvordan de opbyggede deres netværk, og hvordan elektrontransporten foregik, begynde Aarhusgruppen at samarbejde med forskere fra USA og andre steder.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Hvorfra kommer gnisten til et lyn?

Den hidtil mest plausible teori for, hvordan lyn opstår, er blevet undersøgt i detaljer og fundet problematisk. Der ser ud til at være brug for kosmisk baggrundsstråling for at få et lyn til at starte.

Årsagen til lyn og torden er stadig ikke forstået til bunds.

Man ved, at lyn skyldes en opbygning af elektriske ladninger mellem forskellige lag i atmosfæren, og man ved også, at lyn kommer i flere varianter: Fra sky til sky, fra sky til jord eller hav og fra jord eller hav til sky. Men man ved ikke, hvordan lynet får sin første gnist, og man ved heller ikke i detaljer, på hvilken måde skyerne opbygger tilstrækkeligt store elektriske ladningsforskelle.

Det største problem er, at man i tordenskyer kun kan måle et elektrisk felt på cirka 3 kilovolt pr. centimeter, hvilket er en faktor 3-4 gange mindre, end det er nødvendigt for at luftens spændingsholdbarhed overvindes, og et lyn kan springe. Der mangler altså en forklaring på, hvordan - og præcis hvor i skyen - spændingen kommer tilstrækkeligt højt op.

I 1992 foreslog den russiske fysiker Aleksandr Viktorovich Gurevich derfor en teori, som sagde, at initieringen af et lyn skyldes et bombardement af hurtige protoner og elektroner fra rummet. Et lyn kan kun springe, sagde han, når disse hurtige partikler initierer en kædereaktion af elektronbombardementer i luftmolekyler.

Ifølge teorien kan den proces også producere røntgen- og gammastråler, og da satellitter faktisk har kunnet observere udbrud af gammastråler blandt tordenskyer, har man i de sidste 20 år betragtet Gurevichs mekanisme som en plausibel forklaring.

Men i en ny artikel i Journal of Geophysical Research viser Joseph Dwyer fra Florida Institute of Technology i USA, at det desværre slet ikke er så klart. Spørgsmålet er nemlig, om der overhovedet er nok energi i partiklerne fra rummet til at øge luftens ledningsevne via kædereaktionerne.

For at undersøge dette har han sammen med kolleger fra det russiske kernefysikcenter VNIIEF i Sarov arbejdet sig igennem et tykt lag af ligninger og beregnet sandsynligheden for sammenstød med partiklerne fra rummet, samt raten af de gennem sammenstødene producerede elektroner, positroner, gammafotoner osv., der kan inducere det elektriske felt.

Ved hjælp af en computermodel testede de effekten af både de hurtige kosmiske partikler samt af den kontinuerte langsomme baggrundsstråling. Resultatet viser, at lyn ikke kan udløses via Gurevichs mekanisme.

Kosmiske bombardementer og den resulterende lavine af højenergi-elektroner er simpelthen ikke nok til at starte et lyn. Hvis man derimod medregner effekten fra den langsomme baggrundsstråling, kan det til gengæld godt lykkes. Og det er noget nyt.

Drager og nøgler
På en måde ved vi i dag lige så lidt om lynets oprindelse som dengang i 1750, da Benjamin Franklin opfandt lynaflederen og lavede sit berømte eksperiment med en nøgle, der blev sat fast på en drage.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Opfordring til forskere: Samarbejd med dine fjender

Psykologen og nobelpristageren i økonomi Daniel Kahneman opfordrer kolleger til at reproducere hinandens eksperimenter, for at deres forskningsfelt kan genvinde legitimitet.


Videnskaben vil gerne være objektiv. Den bevæger sig fremad mod stadigt dybere erkendelser ved at acceptere de bedste argumenter og de teorier, som måtte være understøttet af reproducerbare (og gerne falsificerbare) eksperimenter. Desværre er videnskaben også en menneskelig aktivitet, og mennesker er ikke altid objektive og rationelle.

Det kan nobelprisvinderen Daniel Kahneman fortælle en hel del historier om. Han udgav sidste år bestselleren 'Thinking, fast and slow', der opsummerer hans livsværk, og han må nok kaldes den mest berømte nulevende psykolog.

Kahnemans speciale er de ubevidste og irrationelle elementer i menneskets tanker og handlinger. Sammen med Amos Tversky etablerede han i 1973 det teoretiske grundlag for menneskers utallige kognitive slagsider, kaldet 'biases', og viste, at mennesket sjældent er en rationel maskine, en Homo economicus, der altid vælger optimalt for sig selv.

I sidste uge sendte Kahneman en e-mail til et stort antal kolleger, hvori han opfordrede dem til at begynde at gentage og dermed efterprøve deres kollegers forskningseksperimenter.

Baggrunden er, at der på det seneste har været ytret tvivl om socialpsykologiens forskningsmæssige lødighed, især i lyset af de seneste afsløringer af diverse svindlere, som for eksempel socialpsykologerne Diederik Stapel, Dirk Smeesters og Lawrence Sanna, der alle har vist sig at have manipuleret med data for at finde en positiv effekt.

Kahnemans idé er at starte en perlekæde af eksperimentelle reproduktioner inden for priming-effekter - altså den del af forskningen, der undersøger, hvordan subtile og ubevidste påvirkninger kan ændre på folks adfærd.

Læs videre på Ingeniørens hjemmeside.

Tanker om droner


Krigens historie er en historie om at dræbe på stadigt større afstande. Det er svært at dræbe et andet menneske med de bare næver. Det svarer igen eller beder om nåde. Bedre går det med en kølle. Så får man ikke blod på tøjet. Undtagen hvis det sprøjter. Langbuen var et stort fremskridt. Man skulle blot ramme plet og behøvede ikke at se fjenden i øjnene.

Pistolen var en sand revolution. Bang, du er død, og blodet sivede langsomt ud bagfra. Fejt, men fantastisk! Der var dog stadig problemer ved fronten. Soldater havde samvittighedskvaler ved at dræbe hinanden og fortsatte med at kvie sig. Generalernes vigtigste opgave var blevet pædagogisk: at dehumanisere fjenden i soldaternes øjne. De var ikke mennesker, sagde de. Det var undermennesker, barbarer, frøædere, japsere, krauts, svin, rotter, insekter og kræftsvulster. Eichmann kaldte jøderne for 'gods'.

Distancen til fjenden voksede, både fysisk og psykologisk. Og det er jo også et beskidt arbejde. Kanoner var gode. I tanks kunne man desværre stadig være uheldig at høre knoglerne blive knust under bælternes kværnen, og senere ødelagde de irriterende kameralinser også illusionen om brand- og napalmbombernes totaludslettende kvaliteter fra luften. Atombomben har længe været en reel mulighed. Et tryk på en knap, og puf! Måske var tanken om hårtab og misfostre alligevel for tæt på til at være rar.

Men nu er der håb forude, kære læser. Nu kan drømmen om den totalt rene krig endelig realiseres. Vi får hverken beskidte hænder eller dårlig samvittighed. Vi taler selvfølgelig om droner. Dronefly! De er de perfekte lejesoldater, uden soldater! De er Stasiagenter på vinger. De har licens til at dræbe. De kan fjernstyres og præcisionsbombe et hvilket som helst 'mål' - for husk på: Den soldat, som har styrepinden i hånden, ser kun fjenden som et abstrakt 'mål', ligegyldigt om der er tale om en civilist eller en 'illegal kombattant'.

Den danske 'terrorekspert' Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier siger, at droner gør os alle mere sikre. CIA synes selv, at droner er vildt humane. Efter endt mission kører soldaten blot hjem fra sin førerbunker og kysser sin kone. I en artikel i The Guardian udtalte professor Bradley Strawser, at brugen af droner faktisk er en moralsk pligt: »Der er kun fordele. Ingen ulemper. Både etisk og normativt er der meget at hente,« siger han. Men o.k., det viste sig så, at han bliver betalt af USA's flåde for at sige den slags. Obamas 'kill list' siges at have likvideret cirka 2.000 mennesker med droner. Af insidere kaldes operationen også 'The Program' og den gik i gang sådan cirka samtidig med, at Obama fik Nobels fredspris.

Teknik kan være fortryllende. Så fortryllende, at man helt glemmer at se den fra ofrets side. Fra ofrets perspektiv er droner ikke humane. De er det fejeste våben, der findes. Droner råber ikke 'hænderne op, eller jeg skyder'. De skyder bare, og der er ingen chance for at overgive sig, som det ellers skal være muligt ifølge Genevekonventionens protokol I. Droner forvandler krig til high-tech likvideringer, til sanitære nedslagtninger, uden advarsel, uden mandat, uden skam. Droner er ikke moralske. De er et dehumaniserende computerspil af den mest perfidt-fortryllende slags, og der findes sikkert ikke den far, som ikke ville ønske at hævne sin søns død, hvis den fandt sted på den måde.

Men droner er kommet for at blive. De er den logiske konsekvens af, at drab skal ske på stadigt større afstande. Vi står i en ny æra af våbenkapløbet. En æra, der vil føre til asymmetriske krige, som er billige, uendelige, og hvor man aldrig ved, hvem der egentlig er i krig med hvem. I øvrigt vil Odense Lufthavn gerne være testcenter for Boeings droner. Så har de hele Danmarks befolkning at øve sig på.

Gældskrisen skyldes markedets usynlige horder

Ny matematisk analyse viser, at det ikke er markedets usynlige hånd, men de usynlige horder af panikslagne investorer, der sætter dagsordenen for europæisk finanspolitik.


Økonomer skal lære at adskille panik og penge:
»Panik og fundamental økonomisk analyse kræver to vidt forskellige matematiske tilgange, og hvis man blander dem sammen, risikerer man at lave hovsaløsninger, som gør tingene værre,« siger fysiker og kompleksitetsforsker Yaneer Bar-Yam i et interview med Ingeniøren i forbindelse med publikationen af et nyt paper, der kaster lys over gældskrisen i Grækenland og i resten af Europa:

»Den nuværende adfærd på obligationsmarkedet i Europa skyldes ikke fundamentale faktorer. Den skyldes primært panik og flokmentalitet, og det har fået politikerne til at overreagere« siger Yaneer Bar-Yam. Han er leder af New England Complex Systems Institute i Cambridge, Massachusetts, USA, og har i de seneste par år gjort sig bemærket med en række analyser af den globale økonomi, der udvider økonomernes matematiske værktøjskasse, nemlig ved at bruge ikke-lineær dynamik, bifurkationsteori og den statistiske fysiks teorier for faseovergange.

Læs også: Forskere omskriver finanskrisens årsag med matematisk model

Sammen med postdoc Marco Lagi har Bar-Yam nu udviklet en model, som på basis af empiriske data kan kvantificere risikoen for, at en stat går bankerot. Det er noget helt nyt og ganske bemærkelsesværdigt. Ved at sammenligne statsobligationers renteniveau med økonomiske indikatorer og derved finde ud af, hvor stor en rolle de mange usædvanlige rente udsving - det man kalder markedets 'volatilitet' - spiller for denne risiko, kan han vise, at Grækenland sammen med Portugal ville være kommet først i rækken af statsbankerotter til marts næste år - hvis altså politikerne ikke havde interveneret i mellemtiden.

Læs også: Forskere dokumenterer: Stadigt højere fødevarepriser årsag til social uro

Dernæst ville det have været Irlands tur i april 2014, Spanien i maj 2014 og Italien i juli 2016. Årsagen til, at man kan regne sig frem til disse datoer, er, at markedet ubevidst, men konsistent sætter renterne på statsobligationer efter forholdet mellem landenes ØMU-gæld og bruttonationalprodukt.

»Vi viser, at de årlige rentesatser for tiårige statsobligationer følger en veldefineret bane, som kan bruges til at kende forskel på ligevægts- og ikke-ligevægtsdynamik,« siger Bar-Yam.

Læs også: Forskere: Adskilte sektorer er vejen ud af finanskrisen

»Vi kan bruge det til at projicere tidspunktet for en statsbankerot. Vi viser for eksempel, at nedskrivningen af den græske gæld skete et år før, Grækenland med sikkerhed ville være gået i betalingsstandsning. Det antyder, at politikerne reagerede på et konkret problem, men også overreagerede som resultat af panik på markedet. Generelt er det vigtigt at lære at adskille markedsintern panik fra markedseksterne økonomiske forhold, som måtte vise vanskeligheder.«

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Vi kommer aldrig til at tale med en alien

Kommunikation med intelligente væsner på fjerne planeter fremstilles i offentligheden som var det et videnskabeligt emne. Men det er det ikke. Det er og bliver underholdning.


En af de største og mest spændende udfordringer for naturvidenskaben er at forstå livets oprindelse og opspore dets udbredelse i universet. Alene i Mælkevejen er der millioner af blå planeter, som har vand på deres overflade, og der er endnu flere med helt andre kemiske sammensætninger, som også kunne understøtte dannelsen af komplekse molekyler. Der er altså gode chancer for, at vi en dag vil finde en fremmed livsform med sin helt egen kostpyramide og en højst bemærkelsesværdig hårpragt.

Men så længe vi ikke kan rejse igennem ormehuller og besøge livsformerne, må vi nøjes med at aflæse deres fingeraftryk via spektre og rumteleskoper. Og det rummer et problem: Vi kan aldrig gøre os håb om nogen form for 'kommunikation', hvor vi kan sige 'Goddag, hvordan har du det?' og forvente svar. På afstand kan vi måske godt finde en anomali, som kunne fortolkes som en hilsen, men vi kan aldrig være sikre. Sandsynligheden vil altid tale for, at det er et naturligt fænomen, og ikke en alien, der vinker.

Når science fiction-fans og forskere som Carl Sagan og Frank Drake derfor sender håbefuld flaskepost af sted mod stjernerne og lytter til radiosignaler fra rummet, handler det ikke om videnskab, men om noget andet. De er mennesker, der har en drøm om, at der er noget større og klogere derude; noget, der ligner os. Deres mission er at gøre os bevidste om vores plads i kosmos. Og hvis det indebærer skønmaling og en nobel løgn, så fred være med det.

Det principielle problem med kommunikation på afstand er af semiotisk natur: Enhver repræsentation - om den består af formler, tal, grafer eller sprog - er et system af tegn, som er mere eller mindre tilfældigt valgte. Der eksisterer derfor ikke noget umiddelbart link mellem tegnet selv og det, som tegnet henviser til. Undtagelsen tænkes nogle gange at være ikoner, f.eks. fotos, hvor tegnet indeholder en afbildning af det, der betegnes. Men selv her er en entydig fortolkning stort set umulig, fordi præmissen om, at ikonet skal læses fra højre mod venstre eller at det i det hele taget er et ikon aldrig er givet på forhånd.

Læs hele essayet med alle de sure kommentarer på ing.dk !

Facebook trak amerikanere til stemmeurnen

61 millioner amerikanere på Facebook fik en opfordring til at gå ud at stemme. 340.000 af dem lod sig påvirke - især når nære venner havde gjort det samme.


Med næsten én milliard brugere er Facebook ikke bare verdens største sociale netværk. Det er også blevet til et slaraffenland for samfundsforskere, reklamemænd og eksperimentelle psykologer, der vil kigge vores venskaber og vores adfærd i kortene. Ikke mange forskere har fået lov til at bruge muligheden, og indtil videre kender vi kun til ganske få videnskabeligt kontrollerede eksperimenter, som er baseret på Facebook-brugernes sociale netværk.

Det til dato største videnskabelige eksperiment på Facebook er nu blevet publiceret i fagbladet Nature. Det tager udgangspunkt i det amerikanske valg til senatet 2. november 2010. Flere end 60 millioner amerikanere over 18 år så denne dag et banner - eller nærmere betegnet et såkaldt nudge, som er designet til at påvirke folks adfærd på en positiv måde - på toppen af deres Facebookside. Der stod 'Today is election day', og banneret opfordrede dem til at gå ud at stemme og bagefter stolt at trykke på knappen 'I voted'. På et link 'Find your polling place' kunne de finde deres lokale stemmeboks, og på en tæller i højre hjørne kunne de se, hvor mange der allerede havde stemt, og nedenunder kunne de se en tilfældig billedrække af seks venner, som allerede havde trykket på knappen.

Men annoncen var som sagt ikke bare et af de mange socialt engagerende nudges, som Facebook-bossen Marc Zuckerberg har benyttet sig af siden 2008. Det var også et videnskabeligt eksperiment, designet af James Fowler og kolleger fra University of California, San Diego, med to kontrolgrupper og randomiserede data. Konkret var det kun 98 procent af brugerne over 18 år, som fik den fulde annonce at se (gruppe 1 - vi kan kalde den socialgruppen - med i alt 60.055.176 personer). Én procent (dvs. 613.096 personer) så samme annonce, men uden billeder eller omtale af venner, som allerede måtte havde stemt (gruppe 2 - kaldet informationsgruppen), og den sidste procent (611.044 personer) så intet til eksperimentet (gruppe 3 - kontrolgruppen).

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Genet er dødt - transskriptionen længe leve!

Ideen om junk-dna var noget junk. Og nu viser det sig, at ideen om, at genet er arvemassens centrale ø af information, heller ikke var så god. Det og meget mere afslører megaprojektet Encode i 30 nye artikler.

Selvom kun ca. 1,5 procent af vores dna koder for proteiner, er de resterende 98,5 procent ikke bare 'junk', sådan som det har været påstået i årtier. Det resterende dna er dybt involveret i reguleringen af kroppens funktioner, bare på en mere indirekte måde.

Sådan lyder det fra et internationalt forskerhold bag megaprojektet Encode - the Encyclopedia Of DNA Elements - der i et orkestreret spektakel i sidste uge offentliggjorde over 30 artikler i mange af de store fagtidsskrifter, lige fra Nature og Science til Genome Research og Cell.


Encode har været i gang siden 2003 og kan ses som en fortsættelse af det humane genomprojekt (Hugo), der samme år under store fanfarer kunne annoncere, at det menneskelige genom består af kun ca. 23.000 gener. Mens Hugo kortlagde vores dna, har det være Encodes ikke mindre beskedne formål at kortlægge dna'ets funktioner, heriblandt at identificere alle de steder, hvor det transskriberes til RNA, identificere de tilknyttede proteiner samt tilhørende kromatinstruktur og histone-modifikationer, der udgøres af de proteiner, som dna'et pakker sig rundt om.

Resultatet må siges at være komplekst. Selvom projektets 442 forskere kun har analyseret 147 af menneskets flere tusinde celletyper, har de frembragt enorme datasæt for, hvilke dna-regioner, der transskriberes til RNA, hvilke regioner der kontrollerer hvilke cellespecifikke gener, og hvilke regioner der kan associeres med hvilke typer af proteiner. Blandt de i medierne mest omtalte resultater er netop erkendelsen af, at det ikke er 1,5 procent, men mere end 80 procent af alt menneskeligt dna, der har en 'funktionel betydning' for kroppen. Men hvad ordet 'funktionel' dækker over, skændes alverdens molekylærbiologer om i disse dage.

Måske er der flere
»Det interessante ved det oprindelige Hugo-projekt var, at det viste, at vi mennesker ikke har mange flere gener end en rundorm,« siger Torben Heick Jensen, der er professor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Dyr er bevidste – og?


Her lidt godt nyt, du kan fortælle dit kæledyr: Ikke kun mennesker har en bevidsthed - det har de fleste dyr også, deriblandt alle pattedyr, fugle og selvfølgelig også blæksprutten. Sådan siger en gruppe af hjerneforskere, psykologer og biologer i en højtidelig deklaration, der blev underskrevet under tilstedeværelse af superbevidstheden Stephen Hawking denne sommer i Cambridge, England.

Det var en lidt spøjs udmelding, som blev modtaget med forundring mange steder. Ja, selvfølgelig har dyr en bevidsthed, skrev professor Marc Bekoff fra University of Colorado i en kommentar i fagbladet Psychology Today og spurgte, hvad motivationen bag udmeldingen kunne være. Hermed et svar: En oplagt grund vil være at bruge deklarationen politisk, for eksempel i situationer, hvor man kæmper for dyrerettigheder og for bedre vilkår for dyr, der bliver brugt i videnskabelige eksperimenter. Og fred være med det: Hvis et par dyrerettighedsforkæmpere kan bruge et skriv fra 15 forskere, velsignet af Stephen Hawking (hvorfor skrev han egentlig ikke under?), så er det kun fint - selvom en slags nu om dage ikke længere gør indtryk.

Endnu mere spøjst bliver det dog, når man læser deklarationen (som kan findes på ing.dk/k#bdf6), for her bruger man netop mange dyreeksperimenter til at 'bevise', at dyrenes reaktioner på hallucinogener og på mekaniske manipulationer stort set er som hos mennesket. 'Vi erklærer følgende', står der til sidst i teksten: 'Fraværet af en neocortex (som er en del af hjernen, der kun findes hos pattedyr, red.) synes ikke at udelukke en organismes oplevelse af affektive tilstande. Konvergent evidens indikerer, at ikke-menneskelige dyr har de neuroanatomiske, neurokemiske og neurofysiologiske substrater, der er nødvendige for bevidsthedstilstande sammen med evnen til at udvise intentionel adfærd.' Oversat: Dyr kan tænke og føle, og vi forskere er enormt stolte af at kunne udtrykke det så kompliceret.

Nu skal ordet bevidsthed selvfølgelig ikke forveksles med selvbevidsthed, som er det, der sker, når man f.eks. ser sig selv i et spejl eller bliver forfulgt af en kameralinse. Selvbevidsthed er ifølge videnskabens evigt præliminære definitioner en sekundær form for bevidsthed, der kræver et vist kvantum af intelligens til at forstå, at man bliver set på og vurderet af andre bevidstheder. Det er der kun få dyr, der besidder: Chimpanser, orangutanger, gorillaer, delfiner, elefanten og husskaden siges at have en svag form for selvbevidsthed og i hvert fald det, man kalder selvgenkendelse. Sikkert har de også rigtig selvbevidsthed, men her må vi nok vente endnu et par hundrede år, før forskerkomiteer har udviklet nok selvtillid til at sige det offentligt.

En interessant observation er forskernes åbenlyse konservatisme. Man har længe vidst, at også andre fugle end husskaden er bevidste. Papegøjer kan danne abstrakte koncepter og forstå sprog. Ravne og krager kan bygge værktøj. Fisk kan føle smerte. Rotter kan udvise sorg og anger. Chimpanser kan grine og græde. Elefanter kan være ret depressive, og spørger man svinene i de danske stalde, kunne de sikkert også forestille sig et lidt bedre liv.

Hvis man skal hive noget ny viden ud af deklarationen om, at dyr har en bevidsthed, må det være, at videnskaben som institution stadig har det svært med at formulere åbenlyse sandheder, så længe de kræver et vist kvantum af subjektiv dømmekraft. Måske er det et tegn på manglende selvtillid. Eller også er det et tegn på en stadig primitiv form for bevidsthed i mennesket som sådan.

Matematiker: Vi kan forudsige historiens gang

De fleste har hørt om forskning i matematikkens historie. Men hvad med forskning i historiens matematik - altså i de regelmæssigheder, der findes i f.eks. krige og dannelsen af imperier? Hvis de findes, kan de så bruges til at forudsige fremtiden?

Er historiebøger bare kronologiske opremsninger af tilfældige hændelser? Eller indeholder vores civilisationshistorie skjulte regelmæssigheder, som vi med den rette analyse ville kunne gennemskue og måske endda bruge til at forudsige fremtiden?


Det spørgsmål har professor i populationsdynamik Peter Turchin ved University of Connecticut i USA taget på sig, og han har givet et entydigt svar: Vi kan godt forudsige historiens gang, så længe det drejer sig om de store linjer, og ikke om de enkelte hændelser.

Peter Turchin gjorde opmærksom på sig selv allerede i 2003, da han udgav bogen 'Historical Dynamics - Why States Rise and Fall'. Heri beskrev han matematisk, hvordan civilisationer har tendens til at leve i 'sekulære cykler' på 200-300 år, og hvordan 'meta-etniske brudflader' opbygger patriotismen og fører til krig og nye imperier. Hans værktøjer var populationsdynamiske modeller med malthusiansk vækst, feedback loops og bærekapaciteter, og resultatet var en kompliceret variant af den såkaldte Lotka-Volterra-model, der blandt biologer bruges til at forklare oscillationer i bestande af rov- og byttedyr.

Siden 2003 har Turchin videreudviklet sine teorier. Han kalder hele feltet for 'cliodynamik', opkaldt efter kvinden Clio, som var den græske muse for historien. Ud over blot at analysere fortiden har han nu ifølge en reviewartikel i fagbladet Nature vovet sig ud på dybt vand ved også at ville forudsige fremtiden: Om cirka otte år, siger Turchin, er det tid til nye uroligheder i USA. Det skyldes, at moderne stater som USA, men også lande i Europa og i Asien, har en tendens til at gennemleve perioder af oprør og politisk ustabilitet for hvert halvtredsindstyvende år.

Historikere: For langt ude
De fleste historikere, hvis ikke alle, synes at den type forskning er langt ude. Den ligger ikke langt fra, hvad Nostradamus gjorde, da han brugte planeternes bevægelser til at forudsige fremtiden. Peter Turchin bruger statistiske korrelationer, men hvad er forskellen, spørger de.

Begge metoder forsøger at forklare de store sammenhænge ved endnu større sammenhænge. Dette er ikke bare galskab, det er stærkt problematisk, da det genopfinder den historiske determinisme i en misforstået pærevælling af Malthus, Marx og Hegel og er i direkte modstrid med den fremherskende tradition med at se historien som en kompleks og mangfoldig størrelse.

Ethvert forsøg på at forklare historie via kvantitative og matematiske metoder overser, at mennesker er individer, der tager forskellige valg. Selv i store grupper og nationer vil vi akkumulere forskelle, der ytrer sig som divergerende kulturer med radikalt forskellige værdisæt, valg og opfattelser. Mennesker har desuden en fri vilje, som ikke kan determineres af en ligning, og selv hvis man kunne finde mønstre i fortiden, vil vi altid kunne vælge en anden fremtid - siger kritikerne.

Til det svarer Turchin, at hans kvantitative metoder ikke skal ses som et alternativ, men som et supplement til de eksisterende mikrohistorier. Desuden eksisterer der ikke nogen modstrid mellem individuel frihed og makroskopiske regelmæssigheder, så længe man arbejder inden for en statistisk ramme. I en analogi til fysikken kan man netop sige, at det partikulære kaos blandt de enkelte atomer er den nødvendige betingelse for, at de makroskopiske (termodynamiske) love overhovedet kan eksistere.

De vigtigste variable i Turchins model for historien er befolkningstallet, socialstruktur, statens styrke og politisk stabilitet. Variablenes værdier er hver især sammensat af flere faktorer. Variablen 'socialstruktur' baserer sig for eksempel på økonomisk lighed/ulighed og forventet levetid, mens 'statens styrke' måles som antallet af beskattede ressourcer.

For Turchin og hans kolleger Sergej Nefedov fra universitetet i Jekaterinburg i Rusland og Andrej Korotajev fra det russiske statsuniversitet i Moskva blev det hurtigt en overvældende opgave at finde alle de nødvendige data, og de har gennemstøvet alle mulige artikeldatabaser, historiebøger og etnografiske studier for at få så korrekte tidsserier ud af dem som muligt.

Noget at fortælle
Resultaterne har noget at fortælle. Allerede inden forskerne lagde tallene ind i modellen, viste der sig interessante korrelationer som for eksempel, at graden af korruption i en stat stiger i takt med øget risiko for vold og politisk ustabilitet. Modellen kunne desuden reproducere de øjensynligt cykliske forløb af krig og fred. Præindustrielle bonde- og feudalsamfund viser sig at have perioder af ustabilitet, der varer op til 100 år. Når de slutter, efterfølges de af en konstant populationsvækst, der varer cirka 200-300 år.

Den slags oscillationer er tidligere blevet kaldt 'sekulære cykler', og Turchin har sammen med sine kolleger vist, at de er kendetegnet ved, at antallet af destabiliserende krige og uroligheder altid er mange gange større i perioder, hvor populationen bliver mindre, end når den vokser. Det gælder ikke kun for europæiske civilisationer, men også for andre civilisationer, lige fra Han- til Qing-dynastiet i Kina, og lige fra hellenistisk tid til det osmanniske rige i og omkring Anatolien.

Overlejret med de 200-300-års historiske cykler af civilisatorisk blomstring og forfald eksisterer der også en kortere cyklus på 50 år. Ser man på den med USA som eksempel, stiger og falder antallet af voldelige hændelser, hvad enten de er racistisk, politisk eller økonomisk motiverede, i bølger, der ifølge Turchin kan bruges til at forudsige, at USA er på vej mod endnu en top i 2020. Hans forklaring er, at de 50 år lange cykler svarer til cirka to generationer, som er den gennemsnitlige periode, det tager, før der i første omgang bliver gjort oprør mod en social uretfærdighed (i første generation), hvorefter denne bliver cementeret (ofte via arv, dvs. i anden generation) og der endelig bliver gjort oprør imod den igen (i tredje generation).

Læs resten af historien med kommentarer på ing.dk

Crowdsourcing – ny vej til bedre eksperimenter

Lader man folk selv afgøre, hvilke spørgsmål der er bedst i et spørgeskema om deres egen adfærd, vil resultatet være bedre, end hvad en ekspert kunne finde på. Resultatet kan være en øjenåbner – og f.eks. vise, at fedme og masturbation går hånd i hånd.


Efter at virksomheder i 1990’erne opdagede ‘outsourcing’ som en vigtig konkurrenceparameter i den globale kamp om spidskompetencer, har man i de seneste par år fået øjnene op for en langt mere radikal og potentielt mere effektiv måde at få arbejdskraft på: Det hedder ‘crowdsourcing’.

Crowdsourcing er blevet kaldt internetæraens svar på 1800-tallets guldfeber. Det går ud på, at du og jeg og alle andre mennesker i denne verden med adgang til en internetforbindelse kan arbejde for en virksomhed eller organisation, der måtte have brug for store grupper af udefinerede, tilfældigt distribuerede og forskelligt uddannede mennesker til at udføre specifikke opgaver for dem. Det gælder ikke kun, når arbejdsmængden er stor, f.eks. når amazon.com har brug for hjælp fra folk til at skrive produktbeskrivelser af deres bøger via deres ‘Mechanical Turk’-interface. Det gælder også, når opgaven kræver specialiserede kompetencer, f.eks. via kaggle.com, hvor statistikere boltrer sig med at forudsige alverdens ting, eller når selve den iterative proces med at have mange øjne på et bestemt problem, f.eks. at oversætte et digt, eller at finde ruiner via Google Earth, er i stand til at overgå selv de bedste eksperter.

Også blandt videnskabsfolk er brugerinddragelse i dataopsamling og analyse blevet et stort hit. Her er frivilligheden i højsædet, og det kaldes derfor for ‘citizen science’. Man kan f.eks. hjælpe astronomer med at udforske billeder fra Hubble-rumteleskopet via Galaxy Zoo, finde ny medicin ved at folde proteiner via foldit.com, eller indsamle klimadata til at hjælpe forskere med deres simulationer på climateprediction.net.

Hvad skal vi undersøge?
En ting, crowdsourcing endnu ikke er god til, er selv at formulere en problemstilling og afgøre, hvilke parametre det er værd at undersøge, når man vil finde det bedste svar på et problem. Men en gruppe af dataloger under ledelse af Josh C. Bongard og Paul Hines fra College of Engineering and Mathematical Sciences, University of Vermont, Burlington, USA, har nu vist, at crowdsourcede lægmænd sagtens ville kunne bruges til at designe et eksperiment, så længe det handler om adfærdsmæssige problemstillinger og ikke om partikelfysik.

Helt konkret har Bongard lavet en hjemmeside, hvor han lavede to eksperimenter. I ét eksperiment forsøgte han ved hjælp af et spørgeskema at estimere de besøgendes Body Mass Index (BMI) og i et andet deres energiforbrug i hjemmet. Folk kunne så komme ind på siden, svare på et par spørgsmål, og på baggrund af det få en computers estimat af deres BMI og elregning. Desuden skulle de angive deres rigtige BMI og kilowattforbrug, hvilket gjorde det muligt for Bongard at beregne spørgsmålenes kvalitet, dvs. deres evne til at forudsige korrekt.

Men nu kommer det sjove: I stedet for selv at udtænke spørgeskemaerne, havde Bongard blot initieret processen med et simpelt og halvdårligt spørgsmål (‘Hvor mange gange om ugen spiser du fast food?’ i forbindelse med BMI-eksperimentet), og så ladet brugerne selv indtaste nye spørgsmål, hvis de følte, at de var bedre til at forudsige eget og andres BMI. Spørgeskemaerne udviklede sig løbende, og spørgsmålene blev bedre og bedre. Ved hjælp af lineær regression kunne Bongard løbende beregne spørgsmålenes forudsigelseskraft, og de bedste spørgsmål forblev på spørgeskemaet. Efter en periode var der 58 spørgsmål, og nye brugere kunne sammenligne deres faktiske BMI (som de selv havde angivet) med det beregnede BMI, baseret på spørgsmålene.

Læs videre på ingeniørens hjemmeside inkl. kommentarer her.

Terningen er kastet til en ny, ophedet klimadebat

Skal en klimaforsker kere sig om, hvordan folk 'opfatter' klimaforandringerne? Skal han ikke bare gøre sit arbejde og lade os andre om at opfatte? Det er et spørgsmål, der synes at dele vandene i forbindelse med klimaforskeren James Hansens nyeste artikler.


James Hansen fra Nasas Goddard Institute for Space Studies har fået gang i debatten igen. Rettidigt til nyheden om, at juli 2012 har været den varmeste måned i USA, siden man begyndte at måle på den slags, skrev han en klumme i Washington Post, fulgt op af en artikel i fagbladet PNAS med titlen 'Perceptions of Climate Change', hvori han advarede om forklejnende beskrivelser af klimaforandringerne.

Data viser, at situationen er meget værre, end vi oprindeligt troede. Ekstreme vejrfænomener som hedebølger, tørke, orkaner og oversvømmelser er blevet til dagens orden, og hvis vi ikke øger skatten på karbon, vil det bare blive værre, skriver James Hansen.

Femtusinde kommentarer er det blevet til - på klummens hjemmeside alene. Titusinder af blogindlæg og kommentarer er skrevet på andre internetsider. Ingen sætter spørgsmålstegn ved data, men kun ved 'måden', de bliver kommunikeret på.

Hansen har med andre ord fået gang i en metadebat om, hvordan man formidler videnskab. 'Alarmisme', siger den ene side. 'Ærlig snak', siger en anden. 'Akademisk diskussion', siger en tredje og tilføjer: 'Lad os i stedet diskutere løsninger!'

Men debatten er måske værd at tænke over, ikke kun fordi Hansen var en af de allerførste, der advarede om den menneskeskabte globale opvarmning, og stadig den dag i dag betragtes som en af de mest autoritative stemmer inden for klimaforskningen, men også fordi han mere end nogen anden har forsøgt at definere fronterne i kampen om agendaen.

Og som enhver politolog med kendskab til offentlige debatter og mediernes indflydelse på politiske beslutningsprocesser ved, sidder den, der sidder på agendaen, også på magten. James Hansen har gjort dette ved blandt andet under orlov at deltage i demonstrationer mod den amerikanske regerings klimapolitik, med jævnlige arrestationer til følge. Det har gjort ham til en 'aktivist', hvilket huer de færreste forskere, fordi de mener, at det kan udlægges som manglende objektivitet.

Et retorisk greb
Centralt i Hansens argumentation står et retorisk greb. 'Vores analyse viser, at det ikke længere er nok at sige, at den globale opvarmning vil øge sandsynligheden for ekstremt vejr, og gentage fejlslutningen om, at ingen individuelle vejrfænomener kan kobles direkte til klimaforandringerne. Tværtimod viser vores analyse, at der praktisk talt ikke er nogen anden forklaring på de seneste års ekstremt varme vejr end klimaforandringerne .'

Vejr og klima er med andre ord ikke to forskellige ting, og som forsker kan man sagtens sige, at det ene skyldes det andet uden at skulle helgardere sig med forbehold om sandsynligheder. Det er netop denne selvcensur i videnskaben, der de sidste mange år er blevet udnyttet af lobbyisterne for de fossile brændstoffers industri, mener James Hansen.

De fleste klimaforskere har dog haft problemer med at koble vejr og klima så direkte, som Hansen gør det. Det kan man for eksempel høre ud fra en kommentar til artiklen af seniorforsker Ole Bøssing Christensen fra DMI:

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Højfrekvente algoritmer forvandler børser til casinoer

Børshandel er i stigende omfang overtaget af computere med udspekulerede algoritmer, som betyder, at aktier skifter hænder efter mikrosekunders ejerskab. Det har gjort aktiehandel til en farlig leg med risiko for et globalt crash.


Det er som taget ud af en scene fra en Terminator-film: En ny og kompliceret computeralgoritme bliver taget i brug, og straks går den amok på sin skaber (se Skynet gå amok her). 

I sidste uge skete det igen. En nyinstalleret algoritme – ‘high-frequency trading’ (HFT) – købte og solgte onsdag morgen millioner af tilfældige aktier i 148 selskaber på New York Stock Exchange. I løbet af en halv time havde algoritmens ejer, Knight Capital Group, tabt 440 millioner dollars og er nu konkurstruet.

Noget lignende skete den 6. maj 2010, da et flash crash sænkede værdien af Dow Jones Industrial Average med ni procent i løbet af få minutter, og i en kort periode gjorde enkelte aktier næsten værdiløse. Faktisk sker der små flash crashes hver dag, siger en gruppe forskere fra University of Florida, der har undersøgt sagen.

Spørgsmålet er derfor ikke, om disse algoritmer en dag vil forårsage et ragnarok på det globaliserede marked, men hvornår.

De fleste mennesker tror stadig, at handel på en børs er en sober affære: Køber og sælger har den samme nødvendige information om hinanden, de bliver enige om en pris, og udfører handlen med et simpelt klik med en mus. 

Desværre er dette et glansbillede af virkeligheden. Ligesom den nye robot, der altid vinder i ‘sten saks, papir’ (se den her) kan de højfrekvente algoritmer nemlig forudse kundens intentioner og handle derefter. 

Algoerne (som de kaldes) ved, hvilke ordrer der sidder i køen, og fordi de kan udføre tusinder af handler i sekundet, kan de i smug opkøbe eller sælge en aktie forud for kunden, hvorved prisen ændres i sidste øjeblik. Forskellen skummes af andre, mens gebyrerne opsamles af børsen. 

Fænomenet hedder ‘front running’ og betyder, at bankerne, der egentlig burde handle i kundernes interesse, i virkeligheden spekulerer mod kundernes positioner. Det er i princippet ulovligt, men stort set umuligt at dæmme op for.

En væsentlig grund til udviklingen er, at de store børser i løbet af de sidste fem til ti år selv er gået på børsen, og dermed gået fra et mandat om at skaffe kapital og sikre orden og gennemsigtighed på markedet, til et mandat om at skabe værdi for aktionærerne. 

Da børsernes primære indtægtskilder er data og handelsgebyrer, er flere kunder og flere ordrer ensbetydende med flere penge. I gamle dage ejede man en aktie i gennem lang tid, inden man solgte den igen. I dag har højfrekvenshandlen gjort, at den gennemsnitlige tid en aktie ejes ifølge The Wall Street Journal er nede på 22 sekunder.

Ifølge børsmæglerforeningens formand Steen Blaafalk fra Danske Bank foretages mere end 45 procent af alle aktiehandler i Danmark i dag af algo- og højfrekvent trading. I USA er tallet ifølge finanshuset Morgan Stanley allerede oppe på 84 procent. 

Officielt er den drivende kraft bag udbredelsen af højfrekvenshandlen, at algoerne udnytter små prisforskelle på samme aktie, alt efter hvilken markedsplads de bliver handlet på. Det forbedrer prisdannelsesprocessen og øger likviditeten. Derfor, siger bankerne, er det i de frie markedskræfters hellige navn afgørende med gigantiske computerparker tæt ved handelspladserne og metertykke fiberkabler over Atlanten og nu også igennem Arktis. Alt sammen for at spare afgørende mikrosekunder mellem London og Tokyo.

Tricktyverier
I virkeligheden er der dog langt mere skumle ting på spil. 

Læs resten af artiklen på Ingeniørens hjemmeside her.

There was an error in this gadget