Det nye oligarki


Et lille antal af 147 multinationale banker og virksomheder kontrollerer verdensøkonomien, viser en ny netværksanalyse. Nu er tiden måske kommet til at omsætte den økonomiske kontrol til politisk magt. 

(Dette er en uredigeret version af artiklen "Det nye oligarki sidder på verdensøkonomien" i Ingeniøren den 18. november 2011. Læs den med flot grafik og læserkommentarer på ing.dk.)


Noget er i gærde i europæisk politik. Da George Papandreou måtte gå af som premierminister den 3. november, efter at have dristet sig til at foreslå en folkeafstemning om EU’s redningsplan, blev en tidligere bankmand, som ikke er medlem af parlamentet, indsat som nyt statsleder i Grækenland. Det besynderlige ved processen var, at manden, der hedder Lucas Papademos, blev udvalgt, fordi man forventede, at finansmarkederne ville reagere positivt på ideen. Da man et par dage inden foreslog almindelige politikere, opstod der angst for at finansmarkederne ikke ville acceptere den slags. Det må kaldes bemærkelsesværdigt at aktiemarkedet kunne gøre på fire dage, hvad hundredetusinder af demonstranter ikke har formået at gøre i flere år.

Turen gik hurtigt videre til Italien, og politikerne var igen voldsomt i defensiven, efter at usynlige kræfter på markedet havde rottet sig sammen og angrebet de 10-årige italienske statsobligationer. Ligesom i Grækenland holdt parlamentet sine hastemøder fredag nat (og i løbet af weekenden) af angst for børsernes åbningstider. Men helt ærligt: hvad er det for et demokrati, der kun tør holde sine møder i nattens mulm og mørke?

Nogle mennesker vil måske trække på skulderen af den slags. Men det kan meget vel være, at der er en mening med galskaben. Ikke i form af en hemmelig sammensværgelse, der planlægger at overtage verdensherredømmet, men som en naturlig konsekvens af, at den økonomiske magt i de sidste 10-20 år har samlet sig omkring færre og færre hænder. Og når man har fået tilpas meget økonomisk magt, vil det som regel også føre til større politisk magt. De første videnskabelige tegn på, at dette faktisk er tilfældet, er nu blevet givet af en gruppe fysikere med speciale i komplekse systemer på det teknologiske institut i Zürich, Schweiz.

Du er ejet og kontrolleret
’The Network of Global Corporate Control’ hedder det nye paper, som blev offentliggjort den 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One, forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder.


For at udrede ejerskabsforholdene, definerede forskerne naturligt nok ejerskab i form af aktionærer. Hvis et firma A ejer 50 procent i virksomheden B’s aktier, og B til gengæld ejer 50 procent af virksomheden C’s aktier, så kontrollerer virksomheden A indirekte 25 procent af virksomheden C. Den type koblinger kan analyseres i uendelige dybder på tværs af landegrænser, og ikke helt overraskende tegner der sig et meget centraliseret billede af, hvem der ejer hvad og hvor meget.

Ville man forestille sig netværket som en bunke spaghetti i en skål, viser det sig at den største sammenhængende klump består af 1.318 virksomheder. Den kan betragtes som netværkets kerne, i fagsproget kaldt en ’strongly connected component’, SCC, fordi de andre virksomheder i netværket enten danner parvise enheder eller kun har meget få forbindelser ind eller ud af kernen (strukturen kaldes en butterfly, se grafik).

Ifølge Mark Newman fra Santa Fe Instituttet i New Mexico, USA, er den type netværk meget almindelige. De findes i internettet, på wikipedia og i sociale netværk. Men mens størrelsen af kernen i disse naturlige netværk er af en størrelsesordenen på 30-80 procent af det hele, er kernen i dette økonomiske netværk ekstrem lille.

Det interessante ved er dog ikke kun, at den centrale kerne repræsenterer tre procent af hele netværket, eller at den står for 20 procent af de globale handelsindtægter. Det mest interessante er, at de centrale aktører i denne kerne faktisk har aktie-majoriteten i de virksomheder, der står for den reelle produktion af varer – altså den ’reale økonomi’ af blue chip- og produktionsvirksomheder, som i alt står for 60 procent af handelsindtægterne på verdensmarkedet.

Kernen har med andre ord en høj grad af kontrol over resten af den globale handel; meget højere end hvad man ville kunne læse ud af indtægtsfordelinger eller andre økonomiske nøgletal. Det er ganske overraskende. Man burde have forventet at ejerskabet af disse centrale virksomheder er distribueret bredt blandt aktieejere rundt omkring på kloden. Men det er absolut ikke tilfældet. Majoriteten forbliver i hænderne på den samme gruppe.

En anden overraskende opdagelse er, at virksomhederne i kernen har et højt antal af forbindelser til hinanden. Faktisk så højt at ¾ af ejerskabet forbliver i hænderne på de samme aktører. I gennemsnit har de 20 forbindelser til hinanden, men meget færre til andre. Denne type struktur havde hidtil kun været observeret i meget små økonomier som mafiastrukturer og den slags, og forklaringen menes ifølge den amerikanske økonom Oliver Williamson at være en anti-overtagelses-strategi, reduktion af transaktionsomkostninger, risiko-deling og stigende tillid blandt medlemmerne. Den eneste velkendte negative effekt af den slags er, at det ødelægger konkurrencen.

En ’super-entity’
Når man ejer 51 procent af aktierne i et firma, har man i princippet 100 procent kontrol over det. Med den regel i hånden har de schweiziske forskere prøvet at finde ud af, om uligheden i indkomstfordelingen er sammenlignelig med fordelingen af kontrollen. Det viser sig, at 80 procent af værdierne i de 43.060 virksomheder er i hænderne på kun 737 aktører. Det er en enorm koncentration af magt, som betyder til at disse 737 virksomheder har ti gange mere kontrol over verdenshandlen end hvad man kunne forvente ud fra deres rigdom.

Da forskerne prøvede at dykke dybere ned i kontrolnetværket, fandt de en endnu større magtkoncentration: 147 virksomheder viste sig at være mere sammenfiltrede end resten, og de kontrollerer 40 procent af den totale rigdom i netværket. De fleste virksomheder i denne ’super-entity’ er finansinstitutioner som Barclays, JP Morgan, Goldman Sachs og andre velkendte storbanker, som, ret betragtet, slet ikke bidrager til værdiskabelsen i samfundet, men kun fungerer som intermediære serviceinsitutioner. Regeringer og privatpersoner står meget længere nede på listen (se top 50 i tabellen).

”Vi har målt rigdommen i form af de globale indtægter på tværs af transnationale virksomheder, og det viser sig, at 147 virksomheder ejer 40 procent af disse indtægter,” sagde Stefano Battiston i et radiointerview i sidste uge. ”Indtægterne er en god tilnærmelse til den globale velstand, men lidt noget andet end verdensøkonomien som sådan.”

Da undersøgelsen er den første af sin art, kan forskerne ikke sige noget om, hvordan strukturen er blevet skabt. Noget tyder på at det er et relativt nyt fænomen, udviklet i løbet af de sidste 10-20 år som følge af globalisering og liberaliseringer på finansmarkedet. Ifølge en artikel af Simon Johnson i Monthly Review havde de seks største banker i USA (JPMorgan Chase & Co., Bank of America, Citigroup, Wells Fargo, Goldman Sachs og Morgan Stanley) værdier svarende til 17 procent af GDP i USA i 1995. I midten af 2010 var værdierne steget til 64 procent.

Grund til bekymring
Det åbenlyse spørgsmål alle kommentatorer og journalister nu stiller sig er, om vi er midt i - eller på vej mod et rigmandsvælde, et plutokrati eller oligarki, der kan spise nationalstater til dessert, hvis de har lyst. Stefano Battiston kan eller vil ikke svare på det, men mener at sagen er slem nok som den er:

”Det er uklart, i hvor høj grad disse centrale aktører bruger deres økonomiske magt til politiske formål, men selv hvis det ikke var tilfældet, burde alene det faktum, at disse mennesker potentielt set har en så stor magt, være grund til bekymring, og til at se på hensigtsmæssigheden af en sådan struktur. Det er meget sandsynligt at i hvert fald nogle af disse personer vil bruge deres magt, og man burde måske erstatte den fare med noget bedre.”

Det ville være en overdrivelse at tale om en sammensværgelse, mener Battiston. Man burde i stedet diskutere, hvorvidt en sådan centraliseret handelsstruktur undergraver de frie markedskræfter, og hvorvidt den øger eller mindsker stabiliteten af det finansielle system. ”Et aspekt er dog tydeligt,” siger Battiston. ”Det viser sig at der blandt de 50 største aktører næsten kun er banker. Deres viden om, at de er så store, kan skævvride markedssystemerne, fordi de ved, at hvis de koordinerer deres aktioner, og noget går galt, så er de samlet set alt for store til at kunne gå bankerot. De er ’too big to fail’, og det skaber en usund situation, fordi ejerne kan tage store risici uden at frygte nogensinde at skulle bøde, hvis det går galt.”

Og her kommer vi så tilbage til krisen i Grækenland og Italien. Såkaldte usynlige markedskræfter angriber statsobligationerne på det, der betragtes som ’svage regeringer’, som straks står skoleret, og tilmed stiller deres svaghed til skue ved at holde møder i weekenden. Regeringerne falder, og teknokrater som Mario Monti og bankmænd som Lucas Papademos overtager ledelsen af landet.

Det er ikke en sammensværgelse. Det er kun en naturlig konsekvens af netværket, for ingen er bedre til at rydde op efter bankkrisen end bankmænd. Deres mission er at levere giftsprøjten til det græske og det italienske folk, så netværket kan bestå. Os småfolk hernede på gulvet kan kun vente på at de begår en fejl en dag, og angriber lande som f.eks. Frankrig. De glemmer nemlig, at franskmændene stadig har guillotinen!

1 comments:

There was an error in this gadget