Tragedien om den overdrevne selvtillid

På trods af gentagne krige, krak og katastrofer er overdreven selvtillid et fast kendetegn ved den menneskelige psyke. En matematisk model viser hvorfor: Vi får en fordel i konkurrencen med hinanden og er fløjtende ligeglade med resten. 

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk.


Et af de mest solide eksperimentelle resultater inden for adfærdspsykologien er menneskers overdrevne tillid til egne evner. Vi tror, at vi er bedre, end vi egentlig er. Vi foretrækker smiger frem for kritik, og mens rosen stiger os til hovedet, blokerer vi for alt det negative. Især mænd er fanget i troen på, at de er åh, så seje og i øvrigt de bedste til at køre bil.

Værst står det til hos chefer, professorer og andre beslutningstagere højt på strå. 90 procent af alle virksomhedsledere tror for eksempel, at de er blandt de bedste 10 procent af alle ledere på deres arbejdsplads. Hos de øverste bosser og ejere står det endnu værre til: 97 procent mener, at de er industriens mest lysende stjerner. Kun tre ud af 100 ser sig selv som noget andet end tilhørende den absolutte elite.

Statsledere, generaler og nationaløkonomer er nok værst: Deres beslutninger kan ramme millioner af mennesker, og for ikke at ende i komplet apati over de uoverskuelige konsekvenser af deres vigtige beslutninger udvikler de gerne en kraftig illusion af ufejlbarlighed. Fænomenet findes også inden for lægevidenskaben. Hvis man f.eks. spørger læger om, hvor sikre de er på deres diagnose af en afdød person, svarer 100 procent, at de havde ret. Sagen er bare, at man ved obduktioner har fundet ud af, at lægerne tager fejl i fire ud af ti tilfælde.

Hvad er meningen?
Men hvorfor er troen på egen ufejlbarlighed så almindelig, hvis den kan føre til tab af menneskeliv og til destruktion af hele samfund? Spørgsmålet har længe været ubesvaret blandt de eksperimentelle psykologer, og de mest plausible forklaringer har hidtil været, at en overdreven selvtillid har mange brugbare bieffekter: Den styrker moralen, øger ambitionerne og udholdenheden; den giver overbevisningskraft og gennemslagskraft, den bidrager positivt til evnen til at bluffe, og den har oven i købet tendens til at blive en selvopfyldende profeti.

Det nye oligarki


Et lille antal af 147 multinationale banker og virksomheder kontrollerer verdensøkonomien, viser en ny netværksanalyse. Nu er tiden måske kommet til at omsætte den økonomiske kontrol til politisk magt. 

(Dette er en uredigeret version af artiklen "Det nye oligarki sidder på verdensøkonomien" i Ingeniøren den 18. november 2011. Læs den med flot grafik og læserkommentarer på ing.dk.)


Noget er i gærde i europæisk politik. Da George Papandreou måtte gå af som premierminister den 3. november, efter at have dristet sig til at foreslå en folkeafstemning om EU’s redningsplan, blev en tidligere bankmand, som ikke er medlem af parlamentet, indsat som nyt statsleder i Grækenland. Det besynderlige ved processen var, at manden, der hedder Lucas Papademos, blev udvalgt, fordi man forventede, at finansmarkederne ville reagere positivt på ideen. Da man et par dage inden foreslog almindelige politikere, opstod der angst for at finansmarkederne ikke ville acceptere den slags. Det må kaldes bemærkelsesværdigt at aktiemarkedet kunne gøre på fire dage, hvad hundredetusinder af demonstranter ikke har formået at gøre i flere år.

Turen gik hurtigt videre til Italien, og politikerne var igen voldsomt i defensiven, efter at usynlige kræfter på markedet havde rottet sig sammen og angrebet de 10-årige italienske statsobligationer. Ligesom i Grækenland holdt parlamentet sine hastemøder fredag nat (og i løbet af weekenden) af angst for børsernes åbningstider. Men helt ærligt: hvad er det for et demokrati, der kun tør holde sine møder i nattens mulm og mørke?

Nogle mennesker vil måske trække på skulderen af den slags. Men det kan meget vel være, at der er en mening med galskaben. Ikke i form af en hemmelig sammensværgelse, der planlægger at overtage verdensherredømmet, men som en naturlig konsekvens af, at den økonomiske magt i de sidste 10-20 år har samlet sig omkring færre og færre hænder. Og når man har fået tilpas meget økonomisk magt, vil det som regel også føre til større politisk magt. De første videnskabelige tegn på, at dette faktisk er tilfældet, er nu blevet givet af en gruppe fysikere med speciale i komplekse systemer på det teknologiske institut i Zürich, Schweiz.

Du er ejet og kontrolleret
’The Network of Global Corporate Control’ hedder det nye paper, som blev offentliggjort den 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One, forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder.

’Very unlikely’


I løbet af denne uge sad regeringsrepræsentanter for FNs klimapanel (IPCC) til møde i det varme Kampala i Uganda for at file på de sidste formuleringer i en rapport om risikoen for ekstremt vejr som følge af den globale opvarmning. Rapporten bliver offentliggjort i dag, fredag, men en journalist på BBC fik af uransagelige årsager fat i et udkast allerede lørdag. Udkastet indeholder endnu ikke nogen politisk korrekte (om)formuleringer fra regeringsrepræsentanterne, og kan derfor med god tilnærmelse betragtes som videnskabens bedste bud på, hvad vi ved og kan forvente.

Det overraskende er, at teksten er meget forsigtig i sine prognoser. Den opremser mange flere ukendte faktorer end kendte, og skråsikkerheden synes i det hele taget at være mindre end i de forrige rapporter. Der er ”low confidence” for at tropiske cykloner er blevet mere hyppige. Der er ”begrænset-til-medium evidens” for, hvorvidt klimatiske faktorer har ændret frekvensen af flodbølger, og der er ”low confidence” for om frekvensen er steget eller faldet. Bemærk at IPCC har meget strikse retningslinjer for brugen af risiko-ord: ”virtually certain” betyder 99-100 % sandsynlighed for at det vil ske, ”very likely” 90-100 %, ”about as likely as not” 33-66 %, ”likely” 66-100 %, ”unlikely” 0-33 %, ”very unlikely” 0-20 % og ”exceptionally unlikely” 0-1 %.

På den anden side siger panelet, at det er ”very likely” at hyppigheden af kolde dage og nætter er faldet, og at hyppigheden af varme dage og nætter globalt set er steget. At årsagen til dette må findes i menneskets indflydelse dømmes til at være ”likely”. Desuden står det klart, at de menneskelige og økonomiske omkostninger ved det ekstreme vejr er steget. Udkastet giver også en ganske ædruelig beskrivelse af, hvor svært det er at adskille vejr og klima: ”Usikkerheden ved forudsigelser om klimatiske ekstremer over de kommende to til tre årtier er relativ stor, fordi signalerne for klimaforandringer antages at være relativt små i forhold til den naturlige variation.”

Reaktionerne i blogosfæren har været blandede, men Roger Pielke, Jr. fra University of Colorado mener at det er godt, at forskerne endelig tager de (usikre) videnskabelige data alvorlige efter at have været lidt for selvsikre i de tidligere rapporter. ”Intet af dette er en overraskelse for mig. Men det er bestemt tilfredsstillende at klimaforskningen [i ekstremt vejr] endelig er ved at få styr på emnet.” Pielke mener også at det er rigtig godt, at udkastet er blevet lækket til offentligheden inden rapporten er blevet formuleret færdig. Alle forsøg på at ændre formuleringerne i retning af en mere eller mindre sensationalistisk beskrivelse af fremtidens ekstreme vejr vil kunne ses med det samme.

Spørgsmålet bliver nu om de nye, videnskabeligt korrekte og politisk mere tandløse formuleringer vil bidrage positivt eller negativt til de kommende forhandlinger i Durban i slutningen af måneden. Koyoto-protokollen udløber i 2012, og det er håbet at regeringerne vil kunne blive enige om nye bindende mål for udledningen af drivhusgasser i en ny traktat. Hvis man lytter lidt til stemningen blandt politikere og kommentatorer rundt omkring i verden, må en videnskabelig korrekt vurdering af chancerne for at dette vil ske, desværre formuleres som 'very unlikely'.

På vej mod den personlige gencomputer

Til næste år vil læger kunne aflæse deres patienters dna for under 5.000 kroner. I starten vil de ikke kunne bruge teksten til meget andet end horoskopagtige forudsigelser. Men der tegner sig interessante perspektiver.

(Dette er en uredigeret version af en artikel i Ingeniøren 11. november 2011. Læs den med kommentarer på ing.dk).

Om ganske få år vil en komplet aflæsning af vores dna være et lige så normalt led i et behandlingsforløb som et røntgenfotografi eller en MR-scanning. Ifølge Jonathan Rothberg, opfinderen af de nye hurtige gensekventeringsmaskiner af anden generation, vil man inden længe kunne tilbyde et komplet scan af alle de seks milliarder bogstaver i et menneskes dna for mindre end 1.000 dollars.

Hvad der umiddelbart lyder som et slaraffenland for læger på jagt efter en effektiv behandling af alverdens sygdomme, kan dog vise sig at være et ufremkommeligt landskab af kviksand og blindgyder. I modsætning til de fleste andre medicinske test tilbyder en genetisk sekvens nemlig ikke andet end et kæmpe dump af data, der er enormt svært at fortolke.

Mange vil opdage, at deres dna ikke fortæller meget om deres aktuelle sygdom, men til gengæld fortæller en masse om noget, de ikke ønsker at vide – for eksempel om deres risiko for Alzheimers, deres tendens til at blive skallede som 40-årige eller om deres hemmeligholdte slægtskab med en ukendt brasiliansk halvbror.

Til en vis grad viser problemet sig allerede i den igangværende nedtur inden for bioteksektoren: Mange firmaer må dreje nøglen om, fordi tingene ikke er så nemme endda, og fordi markedet udebliver. Langt de fleste sygdomme er livsstilssygdomme, dvs. stærkt afhængige af miljø, ernæring, opvækst og livsstil. Det kan ikke aflæses af generne. Desuden er det nødvendigt at lave tusinder af komparative studier af mennesker med én genetisk sammensætning og sammenligne dem med mennesker med en anden genetisk sammensætning for at finde en sammenhæng.

Det er den berømte nål i en høstak – som består af seks milliarder nukleotider. Disse såkaldte associationsstudier vil selvfølgelig kunne gøres hurtigere, jo flere mennesker, der har fået sekventeret deres dna, men det viser sig stadig, at korrelationen mellem en sygdom og et bestemt basepar sjældent er entydig. Langt de fleste mutationer i dna’et øger eller mindsker risikoen for en sygdom med kun ganske få procent, og jo flere undersøgelser, der bliver lavet, jo mere mudret synes billedet ofte at blive (se tabel).

Spørgsmålet er derfor, om ikke de største forandringer vil ske på en lidt anden måde, end genetikerne havde forestillet sig. Først når maskinerne er billige og demokratiserede nok, og især når de ikke kun læser, men også skriver dna, vil den sande revolution indfinde sig.

»Min opfindelse af de nye, hurtige næstegenerationsmaskiner er det, der har gjort den syntetiske biologi mulig,« siger Jonathan Rothberg til Ingeniøren:

»Det har givet folk mulighed for at skrive og redigere i dna.«

Kan kvasikrystaller løse Riemanns hypotese?

Mosaikker fra islamisk arkitektur, femfoldig symmetri i syntetiske metallegeringer og en over 150 år gammel hypotese om fordelingen af primtal ... Måske er der en sammenhæng, og kloge hoveder fra hele verden vil i en online workshop nu forsøge at afdække den.

(Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)



Kvasikrystaller er forunderlige størrelser. Krystalagtige materialer, som nok har orden og symmetri, men som alligevel bryder med de regler, der gælder for ‘rigtige’ krystaller.

Videnskaben troede ikke, at de fandtes i virkeligheden, før den israelske krystallograf Daniel Shechtman opdagede deres femfoldige symmetri i en syntetisk metallegering i 1982. For en måned siden fik han så nobelprisen i kemi for sin opdagelse – og måske mest for sin standhaftige tro på sine øjne og sit elektronmikroskop snarere end på lærebøgerne og de fjendtlige kolleger, der mente, at Shechtman var blevet skør i hovedet.

Siden 1982 har krystallografer og metallurger lavet detaljerede analyser af kvasikrystallers egenskaber; matematikere har formuleret definitioner af kvasikrystaller som projektioner i flerdimensionelle hyperkubi og geokemikere har endelig – i 2009 – fundet den første naturligt forekommende kvasikrystal i en flod i de russiske Koryak-bjerge i det nordøstlige Sibirien.

Tidligere på året blev den første naturligt forekommende kvasikrystal fundet i det sydøstlige Chukotka i Rusland. Den er navngivet Icosahedrite, Al63Cu24Fe13, fordi den har en ikosaedrisk symmetri, som det kan ses i disse diffraktionsmønstre, a) et femfolds-, b) et trefolds- og c) et tofolds-mønster – der tilsammen giver den såkaldte Kikuchi-linje d), som viser orientationslinjerne i kvasikrystallen. 


Men den nok mest fascinerende udvikling i den videnskabelige udforskning af kvasikrystaller er deres relation til primtallene og Riemann-hypotesen (se boks lidt neden under), og dermed deres relation til en hel jungle af uløste problemer inden for kvantefysik, kaotiske systemer, kryptografi, kortspillet solitaire og ikke mindst matematikken selv, hvor et utal af teoremer og formodninger ville blive løst i ét enkelt hug.

Måske kan kvasikrystaller hjælpe med at ‘bevise’ Riemann-hypotesen? Faktisk er flere forskere i gang med at undersøge sagen.

Primtal og kvantefysik
Historien begynder i 1972, hvor fysikkens grand old man, Freeman Dyson, bemærkede, at primtal og kvantefysik hænger sammen som ærtehalm.
There was an error in this gadget