At nudge eller ikke at nudge, det er spørgsmålet

Ideen med at hjælpe mennesker med deres beslutninger ved hjælp af såkaldte nudges debatteres livligt for tiden. Vi har spurgt ophavsmanden bag ideen og en dansk ekspert, hvorfor nudging er en god idé.

(Dette er den uredigerede version. Læs den publicerede artikel med kommentarer på ing.dk. Du kan også læse den publicerede version som pdf.)

Nudge, nudge; wink, wink - vi kender vist alle den lille antydning og det venlige puf, der skal få os til at ændre adfærd og se absurditeten i en uhensigtsmæssig handling. Ordet ”nudge” er efterhånden blevet synonym med denne påmindelse, også på internationalt dansk, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunstein udgav en bog med samme titel i 2008.

Bogen fik hurtigt stor indflydelse. Den blev kåret som årets bog i The Economist, og medførte her i avisen en stor baggrundsartikel, hvor vi beskrev de adfærdspsykologiske teorier og filosofien bag (se artiklen her).

Nudging kan måske bedst oversættes med ’valg-arkitektur’, der i sin essens blot handler om at gøre livet lettere for os alle. I stedet for at tackle hinanden med regler og advarsler, er det mere givtigt at designe samfundet på en mere smart måde, som udnytter kendskabet til vores psykologi, uden at give køb på friheden til at vælge at gøre tingene anderledes. På den måde kan ’vanedyret menneske’ faktisk hjælpes på vej til at træffe de rigtige valg for sig selv. I stedet for forbud, forskrifter og alle mulige interventioner, er det nemlig ofte nok at bruge små tricks og tilbyde de rigtige valgmuligheder fra start (se eksempler i bokse).

Siden bogen udkom for tre år siden er der sket en masse. Den har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, England og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ’Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, og i England har David Cameron nedsat en Nudge Unit, der forsøger det samme. I Danmark har man først fået øjnene op for ideerne efter at Pelle Guldborg Hansen, postdoc ved Syddansk Universitet og co-director af det danske Initiative for Science, Society & Policy, ISSP, har etableret et nudging-netværk bestående af offentlige aktører og ngo’ere, der søger at anvende nudging som et alternativt styringsværktøj.

Hvad er et nudge?
I sidste uge besøgte Richard Thaler så Danmark, og holdt et foredrag på Professionshøjskolen Metropol samt en offentlig høring i regi af tænketanken DEA, hvor bl.a. Kræftens Bekæmpelse og en masse andre ngo’ere deltog. Planen var at præsentere nudge som en ny ledelsesfilosofi ’uden pisk og gulerod’, og eventuelt at overtale danskerne til at bruge mere nudging inden for en lang række områder, der kunne spænde fra affaldshåndtering over pensionsopsparing og kantinedesign, til at finde på alternativer til fedtskatten, som alle syntes at være enige om, ikke er særlig nyttig for andet end statskassen.

”Jeg har ikke opfundet nudging,” indrømmer Thaler med det samme, da Ingeniøren møder ham og Pelle Guldborg Hansen for at spørge lidt ind til, hvad et nudge er - og ikke er, og især for at høre, hvordan de to akademikere havde tænkt sig at gøre nudging mere populær i Danmark.
Eksempel: Trafik
I stedet for vejbump, kan man arbejde med visuelle markører, der får bilisten til at tro, at han eller hun kører hurtigere end det er tilfældet. Eksempel: Ved et farligt sving på Lake Shore Drive i Chicago gjorde myndighederne netop det ved at tegne tværgående streger på kørebanen med stadig kortere afstand. Bilisternes naturlige instinkt er at sænke farten.
”Til en vis grad lykkes det mig at gøre nudge til et globalt teknisk udtryk,” siger Thaler. ”Alle oversættelser af bogen har den samme titel. Det er godt, men det er også rigtigt, at ikke alle nudges er gode nudges. Et afgørende kriterium må være at være transparent i brugen af nudges. Når en regering beslutter sig til at bruge et nudge, må de sørge for, at processen er gennemskuelig. Man burde ikke gøre det, hvis man ikke vil annoncere det,” siger Thaler.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen er et nudge fuldstændig veldefineret, i hvert fald i teorien.


"Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner og lignende," siger han, men indrømmer også, at der i praksis alligevel er en del forvirring omkring om, hvad der kan betragtes som et nudge, og hvad ikke.

At lære af et nudge
Hvis man vil forstå, hvor et nudge kan bruges skal man ifølge Thaler og Guldborg Hansen tænke på boliglån og skatteregler. Der er så mange aspekter af livet som er stort set umulige at gennemskue selv, så det er kun godt, at man får hjælp. I visse situationer kan det godt være at man bliver lidt dummere til en masse unødvendige småting, men så til gengæld har mere tid til at blive klogere på mere væsentlige ting.

Findes der en typologi af nudges?
Pelle Guldborg Hansen: ”En nudge dannes ved en eller flere psykologiske effekter, og der findes utallige af dem. Derfor bliver man nødt til at vurdere etikken bag et nudge individuelt. For eksempel kende vi alle i Danmark til PBS-systemet. Det er et nudge, der har automatiseret indbetalingen af vores regninger, så vi undgår rykkere. Det er en god ting. Men der er også en dårlig ting ved PBS-systemet. Folk mister overblikket over deres egen økonomi. De ved ikke længere hvor deres penge forsvinder hen, fordi de ikke går ned på posthuset længere. PBS-nudget er altså den type af nudge, hvor man uddelegerer sin hukommelse og sin beslutningsmagt. Mange synes at det er forfærdeligt, og svarer lidt til indførelsen af lommeregneren i skolen eller stavekontrol i word. Dansklæreren og matematiklæreren vil måske synes at det fører til dummere elever, fordi de mister fornemmelsen for stavning og regning. For hvert enkelt nudge af denne type bliver vi altså nødt til at overveje, hvilke negative konsekvenser, der kan opstå.”

Eksempel: Urinalet
Aad Kieboom var økonom i Schiphol Lufthavn i Amsterdam. Han havde et rengøringsproblem med mænds dårlige sigte på toiletterne, så han fik tegnet en flue i hvert urinal, som mændene kunne sigte efter. Og det gør mænd jo. Fluen var tilmed placeret så strategisk, at tilbagesprøjtet fra kummen blev minimeret. Det samlede spild faldt med 80 procent.
”Men så er der en anden type af nudges, som for eksempel fluen i urinalet (se boks, red.). Her delegerer man ikke sin beslutning ud til en anden instans. Tværtimod bliver man oplyst om sin handling og dens konsekvenser. Hvis mantraet bag et nudge er ”at gøre det let”, så er det vigtige spørgsmål om man taber noget ved det? Svaret er, at det kommer an på, hvilken type nudge vi taler om. Med PBS-systemet taber vi noget, og ved fluen i urinalet vinder vi noget. Vi lærer af det.”

Hvem vælger dine valg?
Nudges har desværre et andet problem, og det er at de bliver udvalgt af nogen. Det vil sige, at de altid allerede indeholder en værdidom i forhold til de valgmuligheder, der bliver lagt frem for modtageren af et nudge. Man kan derfor aldrig være sikker på at handle i folks egen bedste interesse. Ifølge Thaler er problemet til at leve med så længe flertallet er happy.

”I gennemsnit vil man helt sikkert gøre noget, de fleste mennesker er glade for,” siger Thaler. ”Selvfølgelig vil der altid være mennesker som hader, at nogen andre hjælper dem med deres valg, men i det store hele vil det være til fordel for alle. Hvis du spørger mig hvad mine krav ville være for en statslig nudging-strategi, så ville det være 1) ingen tvang, 2) en høj sandsynlighed for, at antallet af mennesker, som bliver hjulpet, overstiger antallet af mennesker, som bliver skadet, samt 3) at en eventuel skadelig virkning er meget begrænset.” Lad mig som eksempel tage ’Save More Tomorrow’, et projekt om pensionsopsparinger, som jeg har arbejdet med. Nogle af mine kolleger mener, at jeg har fået nogle mennesker til at spare for meget op til deres pension. Jeg svarede ’ja, det kan da godt være. Men det er ikke det værste, der kunne være sket.’”
Eksempel: Organdonation
Et vigtigt eksempel er organdonation. I lande som Danmark, hvor organdonation aktivt skal vælges til af borgerne, ligger antallet af organdonationer langt under lande som Spanien og Frankrig, hvor man har 'formodet samtykke', dvs. hvor man aktivt skal fravælge organdonation. Antallet af organdonationer i disse lande er 3-4 gange så højt som i Danmark.
OK, her et større problem jeg ser for nudge: Under policy-mødet, hvor en masse danske institutioner og frivillige organisationer kom og lyttede til dit foredrag, og bagefter selv fortalte om deres små forsøg med at implementerer nudging i deres organisation, viste det sig at nogle af dem fuldstændig misforstod, hvad det går ud på. Jeg citerer en medarbejder fra Kræftens Bekæmpelse: ”Vi vil gøre det nemmere for folk at gøre det, vi vil have dem til at gøre!” Hvorfor sprang I ikke op med det samme og råbte af ham, og fortalt ham at han har misforstået det hele?
Richard Thaler: ”Ja, det var jeg heller ikke glad for, og jeg kan fortælle, at jeg har haft en lignende situation, da jeg skulle vejlede den britiske regering med at åbne en nudge-enhed i Downing Street. Jeg kom i slagsmål med en af David Camerons rådgivere, som ville navngive enheden ”Behavioural Change Unit”, og jeg sagde at hvis I vælger det navn, så siger jeg op. Selvom jeg ikke var lønnet var truslen alvorlig nok til at de ændrede navnet til ”Behavioural Insight Team”.

Men I kunne have råbt op, da det skete, og sige, at det er en fejlagtig opfattelse?!

Pelle Guldborg Hansen: ”Jeg har oplevet det samme fænomen. Så sent som i går læste jeg et indlæg på mindblog.dk, hvor man mente at nudging handler om at ”øge sandsynligheden for at mennesker frivilligt gør det, som vi gerne vil have dem til at gøre”. Jeg svarede høfligt at dette ”vi” skal erstattes med et ”dem”, således at det handler om at hjælpe mennesker til at gøre det, de selv ønsker at få ud af livet.”

Eksempel: Opsparing
Man ville kunne få folk til at spare flere penge op ved at udbetale deres lønninger hver 14. dag i stedet for hver måned,af den simple grund, at der mindst to gange om året vil komme en ekstra lønningspose ind ad døren.Tilbagebetalinger fra skat ville også kunne bidrage til en større opsparing, hvis de blev udbetalt på specielle konti.

Eksempel: Pension
Langt de fleste mennesker orker ikke at se på deres pensionsopsparing, med det resultat, at den ordning, som de har fået automatisk (default-optionen), ikke er den bedste for dem. Hvis staten indsamler og bruger flere informationer om personen, ville den kunne tilbyde en langt mere optimal ordning for den enkelte som 'default'.

Hvis misforståelsen sker så hyppigt som det ser ud til, er nudging-begrebet så ikke blot et fripas til at alle mulige pampere kan pådutte os andre deres egne synspunkter? Er nudging så ikke bare en akademiseret variant af hvad reklamefolkene i tv-serien Mad Men gjorde mod betaling i 1960’ernes USA?
Richard Thaler: ”Ja, så ville de ikke have brug for mig. Så kunne de lige så godt have hyret en fyr fra Madison Avenue [som er reklameindustrien højborg, red.]. Nej, hvad jeg forsøger at gøre, er at finde et alternativ til de gammeldags forbud og regler. Når man i Danmark f.eks. laver en fedtskat, så kan vi alle blive enige om, at den er stupid og ikke vil virke. Den er trods alt bedre end et forbud f.eks. mod at spise ost, men et ægte alternativ ville være en lang række nudges, der får folk til at leve sundere uden hverken forbud eller usynlige skatter.”
Nudge-kongen Antanas Mockus:
Nudge-kongen over dem alle er columbianeren Antanas Mockus. Han var borgmester i Bogota mellem 2001-2003 og iværksatte blandt andet en kampagne med at hyre 420 pantomimekunstnere, som skyggede fodgængere, der ikke overholdt trafikreglerne eller smed affald på gaden. Hvis en fodgænger opførte sig forkert, efterlignede pantomimekunstneren hans bevægelser og gjorde grin af ham til glæde for de forbipasserende.
Da der var vandmangel i byen, stod Mockus frem på tv, mens han tog et bad. Hans slukkede for vandet, hver gang han sæbede sig ind og opfordrede seerne til at gøre det samme. Efter kun to måneder brugte Bogotas indbyggere 14 procent mindre vand, og folk opdagede også, at de kunne spare penge ved det. Vandforbruget er i dag 40 procent mindre end dengang.
Mockus printede også 350.000 kort med to tegn: tommelfinger op og tommelfinger ned. Kortene blev distribueret i befolkningen, som brugte dem til at anerkende eller misbillige medborgernes handlinger. Mange begyndte at bruge dem fredeligt på gaden.
Richard Thaler: ”Det er rigtigt, at der er mange, som er velmenende og tror, at de ved bedre. Men se, jeg gør det også en gang i mellem. Nogle af de ting, som jeg har kæmpet imod er for eksempel forsøg på at tvangsfodre amerikanske lønmodtagere med virksomhedsaktier i stedet for reelle pensionsopsparinger. Det er tæt på kriminelt, synes jeg. Det er den slags jeg kæmper imod, og jeg accepterer ikke denne kritik. Alt hvad jeg gjorde, var at skrive en bog. Nogle af ideerne, f.eks. den med ’promted choice’, har jeg svært ved at se ulemperne ved. Jeg tror at jeg med lidt held vil kunne redde tusinder af menneskeliv i løbet af de næste årtier. Uden ekstra omkostninger! Så hvorfor skulle jeg ikke gøre det?”

Én kritik ville være at sige, at gode ideer kun er gode ideer til det punkt, hvor de går hen og bliver dårlige ideer, enten fordi de bliver misbrugt eller misforstået. Så man burde måske nok være interesseret i at raffinere ideen på en sådan måde, at de gode aspekter holdere længere.
Pelle Guldborg Hansen: ”Misforståelserne kan også gå den anden vej. Der kan opstå en usund kritik, som gør at folk bliver unødvendigt skeptiske over for nudging. For eksempel er jeg bange for at hype, dvs. en alt for stor og ensidig positiv omtale af nudging i medierne, kan få folk til at reagere imod det, og begynde at misforstå nudging som et politisk program eller sådan noget. Det ville være uheldigt, for i virkeligheden handler nudging som regel bare om lavpraktiske designerspørgsmål, der gør livet lettere for folk.”

Pelle Guldborg Hansen: ”Når en ngo'ere vil de som regel nudge alt og alle til at agere i overensstemmelse med deres billede af en perfekt verden - spise sundere, tage trapperne, skifte til el-pærer eler købe færre forbrugsgoder. Men så siger jeg til dem, at de stadig har brug for at acceptere, at folk har lov til at tage deres egne frie valg. Det skal være ”gode” nudges, der leder folk derhen, hvor de selv vil være. Når det kommer til offentlige institutioner og politiske beslutningstagere som kommunen eller lignende, så er deres ansvar endnu større. De skal være legitime facilitatorer, der respekterer folks ønsker. Derfor er der for mig også vigtigt at understrege, at der er forskellige former for nudges. Der er dem, der er transparente i situationen, som for eksempel fluen i urinalet i Shiphol lufthavn, hvor man kan se, hvad der sker, og kan reagere på det. Så er der dem, hvor man ikke umiddelbart kan se det, men de er anbragt i god tro.”
Eksempel: Supermarkeder

Det er af afgørende betydning, hvor man placerer hvilke varer i et supermarked eller i en studenter kantine.
Hvis slik og fed mad står centralt, kan man være sikker på, at kunderne får langt dårligere madvaner end hvis frugt og grønt er i centrum (typiske forskelle på over 25 procent).

Pelle Guldborg Hansen: ”Vi ved, hvordan man skal implementere en ny lov. Vi ved hvordan man opkræver nye skatter. Det indgår i en stats formelle system. Men med hensyn til nudges har vi endnu ikke udviklet mekanismer til at gøre det ordentligt. Og vi har heller ikke noget formelt klagesystem, hvor en uhensigtsmæssig valg-arkitektur kan udfordres. Det kræver, at alle involverede ved, hvad du taler om, og ved hvad intentionerne var, da man valgte et nudge frem for et andet. Som demokratisk repræsentant for befolkningen betyder det, at man må være eksplicit i valget af nudges og transparent i udførelsen.”

Findes der også dårlige nudges, som man i samfundet af gammel vane endnu ikke har skaffet sig af med?
»Forskning viser, at det parti, der står øverst på stemmesedlen i et landevalg, i gennemsnit får to procent flere stemmer, alene af den grund at det står øverst,« siger Richard Thaler. »Det er, hvad man i psykologien kalder en rækkefølge-bias, og det findes utallige steder. Det er et eksempel på et nudge, der burde fjernes, ligesom man har gjort det i visse stater i USA ved at randomisere eller rotere positionerne i stemmesedlen. Så her er en idé til, hvordan de danske Socialdemokrater (med bogstavet A øverst på listen) kunne blive mine nye helte: de burde indføre randomiserede stemmesedler, hvor partier og kandidater opstilles tilfældigt på hver enkel stemmeseddel. Det ville vitterligt være en førsteklasses handling.«

0 comments:

There was an error in this gadget