Kære nummer 7 mia,


Kære du, tillykke med fødselsdagen. Lad mig indrømme med det samme, at jeg ikke kender dit navn endnu. FNs befolkningsfond vil offentliggøre det på mandag, den 31. oktober 2011, når du officielt fødes som menneske nummer 7.000.000.000 - cirka klokken to minutter over midnat et eller andet urohærget sted på kloden. Du vil næppe blive født i Danmark eller Japan, for FN har en mission om at skabe opmærksomhed om befolkningsvæksten, og om at hjælpe udviklingslande med at løse deres befolkningsproblemer. Jeg ved ikke om du vil blive født i Libyen, i Kirgisistan eller måske er så uheldig at poppe op i Somalien et sted. Men tro mig, der er mange der elsker dig allerede, endda inden du er født. Din mor, din far og resten af din familie.

Desværre er der mange mennesker, som er bange for at du bliver født. De er bange for overbefolkning og alle mulige katastrofer som følge deraf. FN er også lidt bange. Og de fleste danskere er bange. Men bare rolig. Når de tænker på overbefolkning, så tænker de ikke på dig, men på andre børn i andre lande. Frygtsomme menneskers projicerer altid deres angst over i det abstrakte, i døden, og derhen, hvor man ikke selv har nogen kontrol over tingene længere. Det er kun naturligt, og du skal ikke tage det personligt. Der er mange som elsker dig.

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed. Problemerne med klimaforandringer, ressourcemangel, masseuddøen af arter og alle de andre menneskeskabte katastrofer er så omfattende, at de efterhånden kan klare sig selv - uden os. Vi mennesker er teknisk set ikke længere problemet. Faktisk er jeg ret sikker på, at vi er den eneste art på denne planet, der kan løse problemet! Du kommer derfor som kaldet.

Jeg vil bede dig om at gøre mig en tjeneste. Når du en dag er kommet dig over det faktum, at livet er hårdt, at vi alle skal dø, og alt det der, så vil du sikkert begynde at tænke over løsninger på de problemer vi har. Og med løsninger tænker jeg ikke på at udvælge, hvem der må leve, og hvem der ikke må leve, eller at begrænse menneskers ønske om at blive lykkelige på deres egen måde, hvad enten det er med materielle goder eller skøre religioner. Den slags ’løsninger’ er jo kun noget som trætte mænd finder på, når de ikke længere har fantasi nok til at forestille sig en fremtid anderledes end den, de bliver afledt med i dårlige science-fiction film.

Mørke mænd skal du ikke bekymre dig om, og også underholdningsindustrien elsker dig. Med løsninger tænker jeg på smartere måder at gøre mennesker glade på. Jeg tænker på varige og bæredygtige ideer, og på en mere afkoblet verden, hvor der er plads til at fejle, uden resten lider under det. En verden, hvor mangfoldigheden er reel, og friheden til at vælge ligeså. Jeg er sikker på at du vil finde på en hel masse løsninger, som vi gamle slet ikke har fantasi til at forestille os. Jeg har tillid til dig.

Du er ikke noget uheld. Igen, jeg kender dig ikke, men ser frem til at møde dig en dag. Som ven. Hvad du end forstår eller aner lige nu, som ufødt barn, så ved du endnu ikke, hvor skønt det er at være i live i kød og blod. At grine af dårlige jokes og kysse sin kæreste, for eksempel. Vi burde danse af glæde i stedet for at se fødsler som selvdestruktive handlinger, for vi er alle en del af solen, ligesom dine øjne er den del af os. Der er intet i os mennesker, som er alene og absolut, mindst af alt vores inderste tanker og følelser, som blot er solens refleksioner på vandet, der bæres videre, forstås, forvandles, og fødes på ny.

(Læs også artiklen med kommentarer på ing.dk)

At nudge eller ikke at nudge, det er spørgsmålet

Ideen med at hjælpe mennesker med deres beslutninger ved hjælp af såkaldte nudges debatteres livligt for tiden. Vi har spurgt ophavsmanden bag ideen og en dansk ekspert, hvorfor nudging er en god idé.

(Dette er den uredigerede version. Læs den publicerede artikel med kommentarer på ing.dk. Du kan også læse den publicerede version som pdf.)

Nudge, nudge; wink, wink - vi kender vist alle den lille antydning og det venlige puf, der skal få os til at ændre adfærd og se absurditeten i en uhensigtsmæssig handling. Ordet ”nudge” er efterhånden blevet synonym med denne påmindelse, også på internationalt dansk, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunstein udgav en bog med samme titel i 2008.

Bogen fik hurtigt stor indflydelse. Den blev kåret som årets bog i The Economist, og medførte her i avisen en stor baggrundsartikel, hvor vi beskrev de adfærdspsykologiske teorier og filosofien bag (se artiklen her).

Nudging kan måske bedst oversættes med ’valg-arkitektur’, der i sin essens blot handler om at gøre livet lettere for os alle. I stedet for at tackle hinanden med regler og advarsler, er det mere givtigt at designe samfundet på en mere smart måde, som udnytter kendskabet til vores psykologi, uden at give køb på friheden til at vælge at gøre tingene anderledes. På den måde kan ’vanedyret menneske’ faktisk hjælpes på vej til at træffe de rigtige valg for sig selv. I stedet for forbud, forskrifter og alle mulige interventioner, er det nemlig ofte nok at bruge små tricks og tilbyde de rigtige valgmuligheder fra start (se eksempler i bokse).

Siden bogen udkom for tre år siden er der sket en masse. Den har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, England og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ’Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, og i England har David Cameron nedsat en Nudge Unit, der forsøger det samme. I Danmark har man først fået øjnene op for ideerne efter at Pelle Guldborg Hansen, postdoc ved Syddansk Universitet og co-director af det danske Initiative for Science, Society & Policy, ISSP, har etableret et nudging-netværk bestående af offentlige aktører og ngo’ere, der søger at anvende nudging som et alternativt styringsværktøj.

Hvad er et nudge?
I sidste uge besøgte Richard Thaler så Danmark, og holdt et foredrag på Professionshøjskolen Metropol samt en offentlig høring i regi af tænketanken DEA, hvor bl.a. Kræftens Bekæmpelse og en masse andre ngo’ere deltog. Planen var at præsentere nudge som en ny ledelsesfilosofi ’uden pisk og gulerod’, og eventuelt at overtale danskerne til at bruge mere nudging inden for en lang række områder, der kunne spænde fra affaldshåndtering over pensionsopsparing og kantinedesign, til at finde på alternativer til fedtskatten, som alle syntes at være enige om, ikke er særlig nyttig for andet end statskassen.

”Jeg har ikke opfundet nudging,” indrømmer Thaler med det samme, da Ingeniøren møder ham og Pelle Guldborg Hansen for at spørge lidt ind til, hvad et nudge er - og ikke er, og især for at høre, hvordan de to akademikere havde tænkt sig at gøre nudging mere populær i Danmark.
Eksempel: Trafik
I stedet for vejbump, kan man arbejde med visuelle markører, der får bilisten til at tro, at han eller hun kører hurtigere end det er tilfældet. Eksempel: Ved et farligt sving på Lake Shore Drive i Chicago gjorde myndighederne netop det ved at tegne tværgående streger på kørebanen med stadig kortere afstand. Bilisternes naturlige instinkt er at sænke farten.
”Til en vis grad lykkes det mig at gøre nudge til et globalt teknisk udtryk,” siger Thaler. ”Alle oversættelser af bogen har den samme titel. Det er godt, men det er også rigtigt, at ikke alle nudges er gode nudges. Et afgørende kriterium må være at være transparent i brugen af nudges. Når en regering beslutter sig til at bruge et nudge, må de sørge for, at processen er gennemskuelig. Man burde ikke gøre det, hvis man ikke vil annoncere det,” siger Thaler.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen er et nudge fuldstændig veldefineret, i hvert fald i teorien.

Servicestrategi: ”nudge, nudge!”

Mennesker er vanedyr, der hader love, regler og fedtskatter. Et nyt værktøj for den offentlige sektor, baseret på adfærdspsykologiske erkendelser, viser dog, at man kan komme langt i at tæmme dårlige vaner via små designer-tricks, og ved at tilbyde det rigtige fra start.

(Dette er en sammenklippet og uredigeret version af baggrundsartiklen om nudge til kommunikationsforum. Se den færdige version her.)

Det har længe været god tone i liberal økonomisk politik at maksimere folks valgmuligheder. Det handler om at tage mennesker alvorlige som frie og selvbestemmende individer. Vi kan selv - det er filosofien.

En gruppe psykologer og adfærdsøkonomer har dog i løbet af det sidste mange år udfordret denne grundfilosofi med en række slående fakta. Vi vælger sjældent optimalt i forhold til vores egne ønsker og behov. I supermarkedet køber vi det, der står forrest, og ikke det, der er sundest. På kontoret sidder vi ned dagen lang, i stedet for at stå op en gang i mellem. Og derhjemme har vi stadig hverken smidt fjernsynet eller smøgerne ud af vinduet, selvom vi har tænkt på det hundreder af gange.

Vi mennesker tænker ikke særlig meget over vores valg og handlinger. De fleste af dem er i forvejen automatiserede, og dermed ubevidste. Derfor er det som politiker, som offentlig servicemedarbejder og som forældre nødvendigt at tilskynde os borgere til at tage de rigtige valg med små tricks, der tager højde for vores mangelfulde biologi og fornuft, og som kan lede os i den rigtige retning.

Det kaldes valgarkitektur, eller ’nudge’, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og politilog Cass R. Sunstein udgav en bog med titlen ’Nudge - Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness’ i 2008.

Siden da er der sket en masse. Bogen har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, England og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ’Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, i Frankrig har regeringen etableret et forskningsprogram i neuropolitik under ledelse af hjerneforskeren Olivier Oullier, og i England har David Cameron nedsat en Nudge Unit, der forsøger det samme.

Nu er der også hul i ozonlaget over Skandinavien

Paradoksalt klima: Den globale opvarmning gør troposfæren varmere og polernes stratosfære koldere. Det vil føre til ozonhuller over Danmark de næste 10 til 20 år, siger klimaforsker.

(Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)


Det første egentlige ozonhul, siden man begyndte at måle på den slags i 1979, er nu ankommet til Danmark. I slutningen af marts og i begyndelsen af april 2011 var ozonlaget i 18-20 kilometers højde cirka 80 procent svagere end normalt, og denne udtynding havde bredt sig over hele Skandinavien – med en markant højere ultraviolet stråling på jordoverfladen og risiko for hudkræft til følge.

Det bekræfter en ny artikel i sidste uges udgave af fagbladet Nature, som den danske klimaforsker Niels Larsen fra Danmarks Meteorologiske Institut har været medforfatter på.

Niels Larsen har sammen med 28 andre forskere fra 18 institutioner i 9 forskellige lande undersøgt ozontabet på Nordpolen ved at analysere en lang række målinger fra Nasas satellit Aura, Nasa/CNES-satellitten Calipso samt balloner. Derefter har de sammenlignet målingerne med de meteorologiske data og atmosfæremodeller.

»Ozonen bliver nedbrudt inden for det, vi kalder polarhvirvelstrømmen, der typisk er sådan en pølse, der plasker rundt i vintermånederne og i de tidlige forårsmåneder,« siger Niels Larsen til Ingeniøren.

»Polarhvirvelstrømmen ligger ikke fuldstændig fast, og den svinger somme tider ind over Danmark. Det specielle ved denne hvirvelstrøm er, at luften er isoleret fra opblanding med anden luft fra de lavere breddegrader. Det er inden for denne hvirvelstrøm, at der er koldt, og det er her, den kemiske nedbrydning af ozon finder sted. Når sollyset vender tilbage om foråret brydes hvirvelstrømmen op. Så blandes den ozonfattige luft over polarområdet med luften fra de lavere breddegrader, og ozonmålingerne over Danmark går op igen.«

Svært ved at komme sig
Problemet med ozonhullet burde jo egentlig være løst, var der mange af os, der troede. Men desværre er det ikke tilfældet endnu, og det er der mindst tre grunde til.

Trådløs fotosyntese i et glas vand

En fotocelle med en belægning, der katalyserer vand til ilt og brint åbner mulighed for billigere brintproduktion.

(Dette er en uredigeret version. Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)


Når planter kan gøre det, så kan vi også, mener professor Daniel Nocera fra MIT. Sammen med sin tidligere studerende Steven Reece og forskere fra virksomheden Sun Catalytix har han udviklet et ‘kunstigt blad’, som med solens hjælp kan spalte vand til ilt og brint. Bladet består af en solcelle med en belægning, som katalyserer spaltningsprocessen af vand, lidt som fotosyntesen gør det i planter. Når systemet en dag er mere effektivt, kan det måske bruges som en alternativ energikilde i pH-neutrale omgivelser, uden at der er brug for nogen ledninger til at transportere elektricitet.

Nu er det ikke første gang, man har splittet vand i dets atomare bestanddele. I skolen har de fleste af os forsøgt os med at få lidt syre, et batteri og et par ledninger til at lave bobler i et glas vand. Det nye ved Noceras eksperiment er, at hele systemet er trådløst, hvilket gør det muligt f.eks. at udvikle mikrosolceller uden de dyre glaspaneler, som vil kunne tilsættes vandige miljøer og producere brint langt billigere end eksisterende standardteknikker. Desuden består katalysatoren af billige materialer som silicium, kobolt og nikkel.

»Det kan ikke blive mere bærbart eller trådløst. Det her er en letvægter,« siger Nocera i en pressemeddelelse.

En ledsagende video til artiklen i tidsskriftet Science fra 30. september viser, at solcellen bare skal placeres i et glas vand, hvorefter det begynder at boble.




Et hjernedump

Hjerneforskere er ikke kun i fuld gang med at afkode vores visuelle system (se artikel til venstre) og genskabe de billeder, vi ser for vores indre øje. De er så sandelig også i stand til at få en tekstudskrift af vores tanker. En gruppe forskere fra Princeton University i USA har vist, at det er muligt at generere en tekst (eller snarere en tekst-sky af ord), der med høj sandsynlighed afspejler det sproglige indhold i en mental proces. Når en forsøgsperson derfor læser om og tænker over abstrakte kategorier som f.eks. arkitektur, dyr eller mad, kan forskerne genskabe den indre perception i hjernen i form af konkrete billeder og ord af gulerødder, huse, heste og lignende. Eksperimentet antyder, at man måske snart vil kunne lave et apparat, der bogstaveligt talt kan udskrive et hjernedump af mine tanker.




Forsøget, der er blevet publiceret i fagbladet Frontiers in Human Neuroscience, minder meget om Berkeley-forskernes computermodel til afkodning af hjerneaktiviteten, hvor forsøgspersoner først får en masse træningsdata i form af Hollywood-film, mens de ligger i en fMRI-scanner, som så bruges til at opbygge et ‘bibliotek’ af korrelationer mellem aktive voxels (funktionelle 3D-områder i hjernen) og diverse karakteristika i film, f.eks. blå kanter, runder former, etc. Efter forarbejdet var det muligt at klippe en kollage af 18 millioner sekunder af Youtubeklip sammen til et gennemsnit, der passer bedst til hjerneaktiviteten hos forsøgspersonen. Det betød, at forskerne kunne rekonstruere – og dermed ’se’ – hvad en person i en scanner tilfældigvis lå og kiggede på, bare ved at se på hjerneaktiviteten.

I Princeton-forskernes forsøg indeholder biblioteket også ord og højereordens semantiske koncepter i form af tekststumper. Teknikken er stadig yderst primitiv og giver indtil videre kun et praj om, hvilken emneklasse en person tænker på. F.eks. har tanker om ‘øjne’ og ‘fødder’ nogenlunde den samme neuronale aktivitet som tanker om andre kropsdele. I princippet vil teknologien dog gøre det muligt en gang i fremtiden at aflæse og tyde en hvilken som helst hjerneaktivitet. Indtil videre håber forskerne dog på, at de kan lære lidt mere om den neuronale basis for sprogforståelsen og om koblingen mellem lingvistiske processer og de mere komplekse (måske sprogløse?) tanker i menneskehjernen.

Et uafklaret teoretisk spørgsmål inden for sprog- og kognitionsforskningen er nemlig spørgsmålet om, hvorvidt vi kun tænker med ord, eller om vi også tænker uden for sproget. Dvs. om tanker er en funktion af sproget, eller om sproget er uafhængigt af tankerne (slå op: whorfianisme og Sapir-Whorf-hypotesen). Hvis det første er tilfældet, vil mennesker, der f.eks. ikke har nogen grammatisk datidsform i deres sprog, ikke kunne forstå emner som historie eller tidens gang. Hvis det andet er tilfældet, har vi en masse tanker, som vi aldrig – eller kun tilnærmelsesvist – er i stand til at formulere sprogligt. Sandsynligvis er mulighed nummer to mere rigtig, men det udelukker ikke, at der kunne eksistere en svag form for whorfianisme i den forstand, at sproget til en vis grad begrænser vores tanker og forestillingsevne.

Men hvordan ville et hjernedump se ud, sådan helt konkret, hvis man brugte et tankelæserapparat baseret på Princeton-forskernes teknik? Lad mig tage det på ... ja, sådan! Ja, det ville sikkert være vanvittig sexet, for så balder man ikke bruge fingre til sex som input, du ved, men direkte bryster til lir og sex. Jeg øl og fodbold stopper her og går på bar. Hej og hor så længe.
There was an error in this gadget