Tal på demonstranter


At tælle folkemængden til en demonstration er en kunst, de fleste behersker til egen fordel. Mens arrangørerne som regel sætter tallet meget højt, er der andre, som sætter det meget lavt, og politiets skøn er også ofte utroværdigt.

Helt ærligt – det er jo en skandale. Frie, fredelige og højlydte demonstrationer er en af demokratiets allervigtigste kommunikationskanaler, og demonstrationers størrelse er en vigtig parameter, som kan afgøre valg, få politikere til at ændre deres mening, og afsætte præsidenter. Så hvorfor har vi ikke for længst udviklet en pålidelig metode til at tælle antallet af mennesker til en demo?

Selvfølgelig ved jeg godt, at det netop er demonstrationernes politiske betydning, der gør, at folk helst ikke vil kende det rigtige tal og postulere et andet i stedet. Men det er stadig en skandale. At gemme vigtige fakta bag politisk spin er en uting, som burde bekæmpes med vandkanoner.

Jeg vil derfor foreslå, at det hverken er politiet eller arrangører af demonstrationer, der bør have retten til at tælle folkemængder. Det bør overlades til en uafhængig institution, der ikke har nogen politisk interesse i sagen. Institutionen kan for min skyld komme på finansloven eller bestå af en enkelt ombudsmandslignende person, for opgaven burde hverken være dyr eller svær.

Det vigtigste, en sådan institution må lære, er at tælle ordentligt. Den hidtil bedste metode på området bruger et simpelt estimat: Hvis der er en høj tæthed af mennesker, så tæl seks personer pr. kvadratmeter; hvis der er en mellemstor tæthed af mennesker, så tæl fire personer pr. kvadratmeter, og hvis der er en lavere tæthed end det, så tæl to personer eller mindre pr. kvadratmeter. Når man så måler det samlede areal, f.eks. ved hjælp af et luftfoto, og opdeler arealerne efter tæthed, vil man hurtigt kunne komme frem til et tal, der er så fornuftigt, at det ifølge matematiske eksperter kun afviger fra det rigtige antal af demonstranter med maksimalt ti procent.

Dette er dog kun en god metode, så længe demonstranterne står stille. Et nyt problem opstår, når de (som oftest) går fra et sted til et andet. Ifølge statistikerne Ray Watson fra Melbourne University og Paul Yip fra University of Hong Kong er den bedste metode til at tælle mobile demonstranter at placere to inspektionspunkter langs ruten. Punkterne skal være relativt langt fra hinanden, og det sidste punkt skal placeres tæt på rutens afslutning. Ved f.eks. at måle bredden af vejen og hastigheden af demonstranterne begge steder vil man let kunne få et godt estimat af demonstrationens størrelse.

Tallet vil nok stadig være en nedre grænse, da mange demonstranter kommer og går hurtigt, men det ville stadig være langt mere nøjagtigt end de skævvredne tommelfingermetoder, som arrangørerne benytter sig af ved at kigge fascineret hen over deres masser, eller som politiets helikopterpiloter bruger, når de flyver hen over et område og skal gætte, hvem der er demonstrant, og hvem der er en almindelig fodgænger.

0 comments:

There was an error in this gadget