Forskere har fundet Ebolavirus’ angrebspunkt

Et protein i cellemembranen spiller en vigtig rolle, når Ebolavirus trænger ind i et menneskes celler. Det kan føre til en strategi mod verdens farligste infektion.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Ebola er så afgjort verdens mest ulækre virusinfektion og har været en oplagt ingrediens i en række mere eller mindre faktuelle skrækhistorier på film (‘Outbreak’) og i romaner (Richard Prestons ‘The Hot Zone’, anmeldt her).

Smittede personer lider af kvalme, feber, interne og eksterne blødninger, mentale forstyrrelser og komplet kropslig dræning. I løbet af få dage indeholder deres opkast en blanding af blod og virus. Efter ti dage falder brystkassen sammen. Organerne og kødet ‘smelter’ og bliver til en flydende budding bestående af sort-røde klumper.

Dødsraten er 70-90 procent, alt efter virustype. Virulensen er høj, og man estimerer, at over 160.000 mennesker er døde af Ebolavirus siden 2000.

I to nye artikler i fagbladet Nature har forskere fra Albert Einstein College of Medicine, U.S. Army Medical Research Institute of Infectious Diseases (USAMRIID), Whitehead Institute for Biomedical Research og Harvard Medical School prøvet at finde ud af, ved hjælp af hvilke proteiner Ebola kommer ind i de menneskelige celler.

Efter at forskerne havde testet tusinder af kandidater, viste et af disse cellulære proteiner – kendt som Niemann-Pick C1-proteinet (NPC1) – sig at være en interessant kandidat. Hvis en celle ikke producerer NPC1, kan Ebolavirus ikke trænge igennem. Proteinet NPC1 sidder normalt i cellemembranen, hvor det sørger for transporten af kolesterol mellem cellerne. Men hvis en genetisk mutation forårsager mangel på NPC1, vil personen udvikle Niemann-Pick-syndromet, hvor cellerne stoppes til med kolesterol, hvilket i sidste ende vil føre til fatal celledød.

Nu lyder det ikke som et udpræget fremskridt at dø af kolesterolforstoppelse i stedet for at dø af Ebola. Men forskerne har i det mindste fået et konkret angrebspunkt, hvorfra de kan udtænke nye antivirale strategier. Som en ekstra bekræftelse på, at opdagelsen holder, kunne et andet forskerteam fra USAMRIID i samarbejde med Brigham and Women’s Hospital og Harvard Medical School i USA vise, at Ebolavirussets glycoprotein binder til NPC1 for at komme ind, og at antivirale molekyler, der spalter bindingen, ville kunne hæmme virussets indtrængen i cellen med hele 99 procent.


Frugtflagermus som vært
Ebola er det, man kalder et trådvirus (filovirus), og det sætter sig især på celler langs blodkar, hvorefter det ødelægger cellevæggene og får blodkarrene til at gå i stykker. Virusset blev identificeret første gang i 1976 ved to udbrud i det sydlige Sudan og i det nordlige Zaire. De første tilfælde, der blev identificeret, stammede fra floden Ebola i Zaire – deraf navnet på virusset. Serologiske undersøgelser viste, at de to subtyper – Sudan og Zaire – var forskellige, og undersøgelser af mus og aber viste også, at de gav forskellige sygdomsbilleder.

Efter 1979, hvor der var et mindre udbrud i den samme by i Sudan, har der ikke været flere kliniske tilfælde blandt mennesker, indtil foråret 1995, hvor et stort udbrud i det østlige Zaire medførte 315 inficerede, deraf 244 døde. 75 af de omkomne var sygeplejersker eller studenter ved hospitalerne. Siden har der løbende været udbrud i Uganda og især i Den Demokratiske Republik Congo.

Den naturlige vært for Ebolavirus er ukendt. Oprindelig havde man en hypotese om, at det er et plantevirus, men i dag tror forskerne snarere på, at Ebolas naturlige vært er den afrikanske frugtflagermus. Udbrud af Ebola har også vist sig at være ansvarlig for reduktionen i antallet af chimpanser og andre aber i det centrale Afrika med hele 88 procent siden 2003.

Transmissionen af virus blandt chimpanserne ser ud til at ske via fortæring af kød, men ikke via berøring af kadavere. Myndighederne har siden 2003 brugt de lokale tilbagegange i antallet af chimpanser som en indikator for, at Ebola er på spil, og advaret befolkningen mod en eventuel smittefare.

Fra naturen til mennesker smitter Ebola meget sjældent, og kun via berøring af døde chimpanser, gorillaer eller de såkaldte duikere, som er en gruppe af mellemstore antiloper, der lever syd for Sahara. Hvis virus allerede er kommet ind i et menneske, kan det dog smitte via alle typer af kropsvæsker som f.eks. spyt og øjenvæske. Selvom filovira som Ebola normalt ikke spredes i luften, er de meget smitsomme og ville kunne indåndes via små dråber, og det er derfor Ebola er klassificeret som et biologisk våben i kategori A.

Lang vej igen
Men alt dette kan ændre sig i løbet af få år, hvis forskerne fra Harvard Medical School og deres kolleger har heldet med sig. Det første, de skal kunne, er at finde kandidater som kan ødelægge bindingen mellem NPC1 og Ebolavirussets glycoproteiner. Det kunne ifølge Kartik Chandran fra Albert Einstein College of Medicine i New York ske via gener, der påvirker lysosomerne, som er organeller, der tager sig af cellernes affaldsstoffer. Eller det kunne ske via andre små molekyler, som fungerer hæmmende på kolesteroltransporten hen over cellemembranerne. Men forskerne bag opdagelsen indrømmer også, at man må forvente, at der går en del år, inden man er klar til test på mennesker og en eventuel effektiv behandling mod Ebola.

Det er Thomas Geisbert enig i. Han er professor ved Department of Microbiology and Immunology, University of Texas, USA, og ekspert i Ebolavirus.

»Det er yderst spændende arbejde, især forsøget på at forstå, hvordan disse vira interagerer med deres vært,« siger Geisbert til Ingeniøren.

»Men det er vigtigt at forstå, at dette stadig kun er en lille del af et stort puslespil. En af de væsentligste ting at overveje er det faktum, at der findes ganske mange stoffer, som har vist lovende resultater mod Ebola in vitro, og mange af dem har vist sig at kunne beskytte gnavere som mus og marsvin. Men der er meget, meget få, som har kunnet beskytte ikke-menneskelige primater som f.eks. rhesusaber. Så der er stadig lang vej igen fra at have et stof, som virker lovende i cellekulturer, til et medikament, som virker effektivt i primater,« siger han.

0 comments:

There was an error in this gadget