På vej mod tankelæser-maskinen

Nu kan hjerneforskere genskabe den film, du kigger på, bare ved at måle dine neuroners aktivitet i en scanner. Det kan meget vel føre til, at vi en dag kan lave videoer af vores egne drømme og læse hinandens tanker.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Forestil dig en generel tankelæsermaskine, som kan rekonstruere en film af en persons visuelle oplevelser på et hvilket som helst tidspunkt. Sådan et apparat ville have mange videnskabelige og praktiske anvendelsesmuligheder. Man kunne for eksempel bruge det til at se, hvordan folk har forskellige måder at opfatte ting på. Man kunne aflæse hemmelige mentale processer og endda have adgang til andre menneskers drømme og fantasier.

Maskinen ville også kunne bruges til at kontrollere apparater – med det rette interface – således at vi i sidste ende ikke behøver at bruge vores stakkels arme eller ben til noget. Det vil være nok at bruge sine hjerneceller.

Forstil dig nu, at alt det er meget tættere på at blive til virkelighed, end du først troede. En gruppe hjerneforskere fra Berkeley har i grove træk kunnet genskabe indholdet af en film, som en forsøgsperson ser på, ved blot at kigge på personens hjerneaktivitet. Resultatet er både fascinerende og en lille smule uhyggeligt at se på (se videoerne på ing.dk/k#9mu8 og ing.dk/k#9mu9). Man kan endnu ikke genkende detaljer eller ansigter særlig godt, men i grove træk kan man godt ane, hvad filmen handler om.





Det vil helt sikkert ikke vare længe, før teknikken er modnet til et stadie, hvor man for alvor kan bruge hjernescanninger til følge med i, hvad en anden person kigger på.

»Vores mål er at forstå, hvordan menneskets visuelle system fungerer,« siger artiklens medforfatter, hjerneforsker Jack Gallant fra University of California, Berkeley, til Ingeniøren.

»Hjernen er faktisk en samling af flere hundrede selvstændige moduler, hvor hver enkelt af dem udfører en bestemt funktion. Hos mennesket fylder det visuelle system cirka en tredjedel af hjernen, hvilket svarer til 50-75 procent af modulerne. I dette studie har vi kun bygget en model for de mest basale moduler for de primære visuelle cortex. Der er derfor stadig meget arbejde tilbage.«

Spilteoretiker vil overflødiggøre krig og politik

Hvorfor kæmpe sig igennem udmarvende forhandlinger og ødelæggende krige, når de rette informationer og avancerede computermodeller kan gøre det beskidte arbejde? Næsten, i hvert fald.

(Dette er en længere version af artiklen i Ingeniøren. Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)


Bruce Bueno de Mesquita er en mand med en mission. I 18 år har han arbejdet på at bruge spilteori til at overflødiggøre krig og politik. Ja, kære læser, De læste rigtigt: Nu er det snart slut med at spilde sin tid på politik og krig! For hvis man ser nøgternt på det, så er krig og politik i deres overordnede funktion ikke meget andet end en gensidig forhandling om, hvilket standpunkt, der til sidst vil stå stærkest.

Hvis man i stedet indsamlede information om, hvilket standpunkt, der har flest magtfulde støtter, flest kanoner og giver mindst tab af status og desuden antog, at mennesker altid forsøger at opnå det, som de mener, er det bedste resultat for dem selv, så kunne man i princippet overlade det til en computer at simulere ‘forhandlingen’, og på den måde spare et par skattekroner og menneskeliv.

Tanken er besnærende og selvfølgelig komplet urealistisk. Men Mesquitas metode med at forudsige politiske og militære konflikter via spilteoretiske modeller fejrer en del sejre i disse dage. En måned inden COP15 begyndte i København i 2009, skrev Mesquitas en artikel til magasinet Foreign Policy, hvori han fremlagde resultatet af en simulering af de enkelte landes forventede forhandlingspositioner i forhold til konferencen. Resultatet viste, at multilaterale forhandlinger ikke vil føre til noget, ligegyldigt hvor meget FN’s ihærdige teknokrater påstod noget andet.

I februar 2008 forudså Mesquita som en anden Nostradamus, at Pakistans præsident Perves Musharraf ville forlade embedet, når sommeren var ovre. Han skred 18. august. I maj 2010 forudsagde Mesquita, at Egyptens præsident Hosni Mubarak ville miste sin magt i løbet af blot et enkelt år. Ni måneder senere var Mubarak sat af, og han sidder nu fængslet i Cairo og afventer en retssag om, hvorvidt han beordrede drab på demonstranter.

Tal på demonstranter


At tælle folkemængden til en demonstration er en kunst, de fleste behersker til egen fordel. Mens arrangørerne som regel sætter tallet meget højt, er der andre, som sætter det meget lavt, og politiets skøn er også ofte utroværdigt.

Helt ærligt – det er jo en skandale. Frie, fredelige og højlydte demonstrationer er en af demokratiets allervigtigste kommunikationskanaler, og demonstrationers størrelse er en vigtig parameter, som kan afgøre valg, få politikere til at ændre deres mening, og afsætte præsidenter. Så hvorfor har vi ikke for længst udviklet en pålidelig metode til at tælle antallet af mennesker til en demo?

Selvfølgelig ved jeg godt, at det netop er demonstrationernes politiske betydning, der gør, at folk helst ikke vil kende det rigtige tal og postulere et andet i stedet. Men det er stadig en skandale. At gemme vigtige fakta bag politisk spin er en uting, som burde bekæmpes med vandkanoner.

Jeg vil derfor foreslå, at det hverken er politiet eller arrangører af demonstrationer, der bør have retten til at tælle folkemængder. Det bør overlades til en uafhængig institution, der ikke har nogen politisk interesse i sagen. Institutionen kan for min skyld komme på finansloven eller bestå af en enkelt ombudsmandslignende person, for opgaven burde hverken være dyr eller svær.

Det vigtigste, en sådan institution må lære, er at tælle ordentligt. Den hidtil bedste metode på området bruger et simpelt estimat: Hvis der er en høj tæthed af mennesker, så tæl seks personer pr. kvadratmeter; hvis der er en mellemstor tæthed af mennesker, så tæl fire personer pr. kvadratmeter, og hvis der er en lavere tæthed end det, så tæl to personer eller mindre pr. kvadratmeter. Når man så måler det samlede areal, f.eks. ved hjælp af et luftfoto, og opdeler arealerne efter tæthed, vil man hurtigt kunne komme frem til et tal, der er så fornuftigt, at det ifølge matematiske eksperter kun afviger fra det rigtige antal af demonstranter med maksimalt ti procent.

Dette er dog kun en god metode, så længe demonstranterne står stille. Et nyt problem opstår, når de (som oftest) går fra et sted til et andet. Ifølge statistikerne Ray Watson fra Melbourne University og Paul Yip fra University of Hong Kong er den bedste metode til at tælle mobile demonstranter at placere to inspektionspunkter langs ruten. Punkterne skal være relativt langt fra hinanden, og det sidste punkt skal placeres tæt på rutens afslutning. Ved f.eks. at måle bredden af vejen og hastigheden af demonstranterne begge steder vil man let kunne få et godt estimat af demonstrationens størrelse.

Tallet vil nok stadig være en nedre grænse, da mange demonstranter kommer og går hurtigt, men det ville stadig være langt mere nøjagtigt end de skævvredne tommelfingermetoder, som arrangørerne benytter sig af ved at kigge fascineret hen over deres masser, eller som politiets helikopterpiloter bruger, når de flyver hen over et område og skal gætte, hvem der er demonstrant, og hvem der er en almindelig fodgænger.

Forskere har fundet Ebolavirus’ angrebspunkt

Et protein i cellemembranen spiller en vigtig rolle, når Ebolavirus trænger ind i et menneskes celler. Det kan føre til en strategi mod verdens farligste infektion.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Ebola er så afgjort verdens mest ulækre virusinfektion og har været en oplagt ingrediens i en række mere eller mindre faktuelle skrækhistorier på film (‘Outbreak’) og i romaner (Richard Prestons ‘The Hot Zone’, anmeldt her).

Smittede personer lider af kvalme, feber, interne og eksterne blødninger, mentale forstyrrelser og komplet kropslig dræning. I løbet af få dage indeholder deres opkast en blanding af blod og virus. Efter ti dage falder brystkassen sammen. Organerne og kødet ‘smelter’ og bliver til en flydende budding bestående af sort-røde klumper.

Dødsraten er 70-90 procent, alt efter virustype. Virulensen er høj, og man estimerer, at over 160.000 mennesker er døde af Ebolavirus siden 2000.

I to nye artikler i fagbladet Nature har forskere fra Albert Einstein College of Medicine, U.S. Army Medical Research Institute of Infectious Diseases (USAMRIID), Whitehead Institute for Biomedical Research og Harvard Medical School prøvet at finde ud af, ved hjælp af hvilke proteiner Ebola kommer ind i de menneskelige celler.

Efter at forskerne havde testet tusinder af kandidater, viste et af disse cellulære proteiner – kendt som Niemann-Pick C1-proteinet (NPC1) – sig at være en interessant kandidat. Hvis en celle ikke producerer NPC1, kan Ebolavirus ikke trænge igennem. Proteinet NPC1 sidder normalt i cellemembranen, hvor det sørger for transporten af kolesterol mellem cellerne. Men hvis en genetisk mutation forårsager mangel på NPC1, vil personen udvikle Niemann-Pick-syndromet, hvor cellerne stoppes til med kolesterol, hvilket i sidste ende vil føre til fatal celledød.

Nu lyder det ikke som et udpræget fremskridt at dø af kolesterolforstoppelse i stedet for at dø af Ebola. Men forskerne har i det mindste fået et konkret angrebspunkt, hvorfra de kan udtænke nye antivirale strategier. Som en ekstra bekræftelse på, at opdagelsen holder, kunne et andet forskerteam fra USAMRIID i samarbejde med Brigham and Women’s Hospital og Harvard Medical School i USA vise, at Ebolavirussets glycoprotein binder til NPC1 for at komme ind, og at antivirale molekyler, der spalter bindingen, ville kunne hæmme virussets indtrængen i cellen med hele 99 procent.

Australsk fysiker starter ny runde i forskerstrid om tyngdekraftens oprindelse

En ny teori om tyngdekraften og universets beskaffenhed bliver skudt ned af en australsk forsker. Men teoriens fader, Erik Verlinde, siger, at kritikerne har misforstået pointen.

(Dette er en uredigeret og lang version af et interview med Erik Verlinde. Læs en redigeret version med kommentarer på ing.dk. En engelsk version findes her.)


Her på siderne har vi forsøgt at følge lidt med i en af de mest fascinerende debatter inden for den teoretiske fysik på det seneste, nemlig diskussionerne om en helt ny teori af den hollandske fysiker Erik Verlinde. Den handler såmænd om, hvordan alting her i universet er opstået af sig selv, og om at Big Bang, rumtid, partikler samt tyngde- og andre kræfter måske slet ikke er det, de ser ud til at være.

Da Verlinde offentliggjorde sit paper på arxiv.org i begyndelsen af 2010, spidsede mange kosmologer og højenergi-fysikere deres ører (læs også Ingeniørens artikel på ing.dk/k#9dae eller på bloggen her på http://blog.robinengelhardt.info/2010/12/erik-verlindedet-store-brag-og-en-ny.html). Verlinde var kendt som en stærk strengteoretiker og havde ydet vigtige bidrag til udviklingen af kvantefeltteorierne. Pludselig kom han og sagde, at vi burde droppe vores intuitive måde at tænke universet på.

I stedet for at se universet som en stor teaterscene, hvor kræfter og partikler vekselvirker med hinanden, burde vi se universets geometri, dets partikler og kræfter som tre forskellige manifestationer af én og samme underliggende ‘ting’. Hvad denne underliggende ‘ting’ eller ‘grunddynamik’ er for en størrelse, er dog mindre klart. Den må operere på en meget hurtig tidsskala og skabe rummets form og indhold på en måde, der kan sammenlignes med termodynamikkens love om energibevarelse og entropiens forøgelse, sagde han. Grunddynamikken er ifølge Verlinde også skyld i, at objekters inerti og tyngdekraft er, som de er – hvilket er to former for kræfter, som fysikere længe har haft svært ved at give en egentlig forklaring på.

Forslaget har sidenhen medført et hav af tankebølger på tværs af fysikerstanden, og mange har kritiseret Verlinde for at være alt for vag i sine argumenter og for at have misforstået dette eller hint. For nylig udgav den australske fysiker Archil Kobakhidze fra University of Melbourne for eksempel et paper, der siger, at tyngdekraften umuligt kan opstå som et resultat af entropi, og at tyngdekraften derfor ikke kan være en statistisk effekt på samme måde som f.eks. tryk eller temperatur er det.

Ifølge Verlinde er det dog blot endnu en misforståelse af hele pointen med hans nye tilgang til universet. Tyngdekraft opstår ikke som et resultat af det statistiske gennemsnit af et stort antal ‘partikler’, siger han i et svar til Ingeniøren.
There was an error in this gadget