Big Self Is Watching Me

Forestil dig en ikke så fjern fremtid, hvor du ikke bare tager feriebilleder og skriver dagbøger, men vedligeholder en digital logbog, hvori alt – ja, alt hvad du gør, ser, hører, spiser, mærker og siger – bliver optaget, annoteret og lagret. De fleste mennesker reagerer meget negativt på tanken, men vi må nok regne med, at det vil blive en populær mulighed. Fænomenet kaldes lifelogging, eller ’sousveillance’, og interessen er stigende. Mange firmaer er i gang med at udvikle Borg-lignende gadgets, lige fra implanterede ’nanotube microworms’ over ’SmartWrist’-sensorer til Lady Gagas nye video-solbriller. De fungerer som biologiske sensorer og digitale logbøger, der kan registrere alt det, du ikke selv kan nå at registrere – eller bare har glemt igen.

Lifelogging er en radikal form for selvovervågning. Du vil have indopereret mikroskopiske kameraer og mikrofoner, der ser og hører alt, hvad du selv ser og hører. Alle dine e-mails og konversationer vil blive husket og annoteret, dine gps-koordinater vil være tidskodet, din hjerneaktivitet neuronalt affotograferet, og din sekventerede genetiske kode vil altid kunne korreleres med nanosensorer, der måler din hjertefrekvens, dit levertal og din sukkerbalance. Teknologierne vil grangiveligt omdefinere begrebet ’selvbiografi’. De vil medføre radikal transparens. Total recall. Og du vil stolt bære en T-shirt, der siger ‘Big Self Is Watching Me’.

De teknologiske specifikationer for ’selvoptagelsen’ af hele dit liv er mere eller mindre på plads. Ifølge grundlæggeren af magasinet Wired, Kevin Kelly, er det kun et spørgsmål om tid, før teknologierne vil være billige og brugervenlige nok til, at enhver kan købe sig en gadget, der kan sættes et passende sted på kroppen. Fordelene kunne være mange: Ideelt set vil man kunne holde øje med sin helbredstilstand, lære sine biokemiske, psykologiske og fysiske begrænsninger bedre at kende, huske sin fortid og alt, hvad man har mødt og sagt, dele sine oplevelser med andre, forstå sine personlige kendetegn og kompetencer og måske endda lære at organisere sit liv på en ny og mere hensigtsmæssig måde.

Der vil også være mange kontroversielle og uforudsigelige konsekvenser. Hvornår vil din digitale log være en del af en anden persons privatsfære? Kan staten kræve adgang til din logbog? Er selvregistreringen af kroppens fysiologiske funktioner sundt? Er total hukommelse egentlig ønskværdig? Teknologien er ekstremt invasiv og potentielt krænkende. Ifølge Daniel P.W. Ellis, en mand, der audio-lifelogger sig selv, er det disse spørgsmål, der gør, at mange mennesker reagerer så negativt, når de hører om lifelogging. »Der er helt klart en stærk intuitiv modstand mod at have en mere detaljeret viden om, hvad man har sagt, end hvad hukommelsen allerede kan klare,« siger Ellis.

Indtil videre bliver ekstrem lifelogging kun praktiseret af et par skøre kugler. En af de første, der tænkte i de baner, var Buckminster Fuller, som udviklede sine ’Dymaxion Chronofiles’, en scrapbog, hvor han samlede ting fra sit liv hvert 15. minut i perioden 1920-1983(!). En anden var den amerikanske sociolog Ted Nelson, der i 1980’erne optog alle samtaler, han havde haft. I 1990’erne satte MIT-professor Steve Mann et kamera på sit hoved og optog alt omkring sig, og siden 2000 har Gordon Bell fra Microsoft Research dokumenteret alle aspekter af sit liv i projektet MyLifeBits. Problemet med alle disse data har dog vist sig at være deres mængde: De fylder og er kedelige. De er intet værd, så længe man ikke har sat dem i en større forståelsesramme, for data er som bekendt aldrig bedre ,end hvad de bedste øjne er i stand til at finde i dem.

Kvantemekaniske forklaringer kaster nyt lys over biologien

Flere og flere forhold peger på, at kvanteeffekter har en betydning for biologiske systemer. Og måske kan de tricks, som dyr og planter bruger, hjælpe os i udviklingen af kvantecomputere.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


'Livets eksistens må opfattes som en elementær kendsgerning som udgangspunkt for biologien, ligesom virkningskvantet som et irrationelt element udgør atomfysikkens grundlag'.

Sådan skrev Niels Bohr i et foredrag fra 1932 kaldet 'Lys og liv' og gjorde sig dermed til den uofficielle fader til 'kvantebiologien', en ny og stadig ung forskningsgren, der mener at have fundet eksempler på biologiske systemer, hvor kvantemekanikken spiller en afgørende rolle for deres funktion.

Egentlig burde det være umuligt. Tunneleffekter, entanglement, superposition og alle de andre spøgelsesagtige fænomener, man kender fra kvantemekanikkens overdrev, kan kun foregå på atomart plan, altså i omegnen af en million gange mindre end størrelsen af en celle, og tilmed i vakuum og ved ganske få grader kelvin.

I det komplekse, varme og kaotiske liv i en celle ville en kohærent kvantetilstand, der er kendetegnet ved, at bølgemønstrene af de involverede elementarpartikler er synkroniserede, aldrig kunne overleve. Bølgepakken ville populært sagt kollapse lige så snart, den blev dannet, og man ville altid vide, med Erwin Schrödingers ord, om katten i sækken er død eller levende.

Bohrs tanker om kvantemekaniske effekter inden for biologien har derfor i mere end 70 år været henlagt til annalerne for skøre ideer hos store fysikere. Men ifølge en artikel i det forrige nummer af fagbladet Nature er den slags overvejelser slet ikke så langt ude endda. Philip Ball skriver i en oversigtsartikel om sagen, at nøglen til anvendelige kvantecomputere og mere effektive solceller meget vel kan ligge gemt i planters lys-sensitive finmekanik og i fugles evne til at se og navigere efter Jordens magnetfelt.
There was an error in this gadget