Profane profeter

Hvad sker der i hovedet på sekt- og kultmedlemmer, når dommedag kommer og går, og intet er sket? Den 89-årige amerikanske ingeniør og kultleder Harold Camping, der forkyndte, at dommedag ville komme 21. maj 2011, indrømmede, at dagen var meget svær at stå igennem. Men det lykkedes. Han kom til den erkendelse, at det måtte have været en ‘usynlig dommedag’ af spirituel art, og at den rigtige dommedag, altså den, hvor Jorden går under, ville komme til oktober.

Der findes rigtig mange dommedagsprofeter på denne jord, og de nye medier gør dem meget synlige. Til gengæld findes der ikke så mange psykologer, som har undersøgt, hvordan profeter forarbejder skuffelsen (eller glæden?) ved ikke at have fået ret, hvordan de retfærdiggør deres fejltagelser, og hvad der får disciplene til at holde fast i en profet, selv om han har vist sig at være uduelig.

Den mest kendte videnskabelige undersøgelse af dommedagsregnefejl blev lavet af psykologen Leon Festinger i bogen ‘When Prophecy Fails’ fra 1956. Han kaldte den ubehagelige tilstand, som kultmedlemmer befinder sig i, når dommedag er kommet og gået, for ‘kognitiv dissonans’ og mente, at konflikten kun kunne løses ved at kulten påstår, at advarslerne bliver hørt af tilpas mange mennesker, og når der er så mange, som tror på deres påstande, må det jo være, fordi de har ret. En forfejlet apokalypse medfører med andre ord en fordobling af rekrutteringsanstrengelserne.

Ifølge psykolog Vaughan Bell, der skriver på bloggen Mind Hacks, er det dog en forkert tolkning. Sagen er nemlig den, at dommedagsprofetier aldrig fejler. Profeter har altid ret, fordi deres fejlagtige forudsigelser altid blot vil være et tegn på, at de enten er blevet hørt af Gud eller nogle frelsende aliens, eller at de har begået en ubetydelig regnefejl, der blot bekræfter apokalypsens komme senere hen, eller at de er blevet misforstået af deres medmennesker.

Det, der foregår i deres hjerner, er en slags argument-stabling: Hvis den første profeti ikke holder stik, finder de på en plausibel undskyldning for den konkrete fejl, men bekræfter samtidig den underliggende idé. Når det heller ikke lykkes anden gang, er det fordi, der var noget andet galt, hvilket i øvrigt igen bekræfter, at de har haft ret hele tiden. Og sådan kan man fortsætte i det uendelige.

Den slags efterrationaliseringer er ikke forbeholdt spirituelle ledere og profeter. Vi gør det alle sammen. Når vi ikke scorer på et tomt mål, er det fordi bolden var vindskæv. Når bolden er rund, er det fordi skoene var dårlige, og når skoene er fine, er det fordi der var en anden på banen, som var irriterende at se på. Til en vis grad er vi alle sammen profane profeter, der altid har en udvej klar. Og heldigvis er de fleste af dem, som hepper på os, med på undskyldningerne. Ja, det var hans skos skyld. Ja, vennen snød mig for penge, men det er okay. Ja, konen var mig utro, men det gør hun ikke igen. Ja, min præsident holdt ikke, hvad han lovede, men det kan jo være nødvendigt i svære tider.

Heller ikke de af os, som sætter stor lid til rationalitet, logik og fornuft, undgår denne skæbne. Når først vi har dannet os en mening om skattetrykket, om klimaet, om atomkraft, om universets formål eller om, hvorvidt E.T. lever på en fremmed planet, skal der mere end tre modargumenter til for at få os til at ændre mening. Som regel kan 17 modargumenter og 117 modstridende fakta ikke gøre det. For vores evne til at finde på en udvej, der kan frelse vores dybeste overbevisninger, er nærmest uendelig. Harold Camping og alle de andre falske profeter er blot ekstreme varianter af vores indre ego, der nyder at beholde ret.

0 comments:

There was an error in this gadget