Nu sætter litteraturforskere Google til at læse bøgerne

Digitalisering af bøger og statistiske analyser af sprog er på vej til at blive et interessant supplement for forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab. Kritikere mener dog, at resultaterne skal tages med et gran salt – og at der stadig er for få digitaliserede bøger.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

I flere hundrede år har litterater lavet små mærker, streger og æselører i bøger for at fortolke deres kulturs største værker og opspore endnu ukendte detaljer. Lingvister tog omhyggeligt notits, hver gang et udsagnsord blev bøjet på en ny måde, og historikere tog en note, når et ukendt navn blev nævnt i annalerne.

De gør det stadig. Men i disse Google-tider er en helt anderledes metode begyndt at blive taget i brug. Det er ikke den nærlæsende metode, men den ekstremt ikke-nærlæsende metode. En metode, hvor man faktisk ikke læser et eneste ord, men bare kaster alle ord ind i en stor digital maskine og så undersøger deres hyppighed, spredning og varians for usædvanlige kendetegn.

Og det virker. Ved at analysere tusinder af digitaliserede bøger kunne Franco Moretti fra Stanford University i USA f.eks. finde ud af, hvor ofte der bliver opfundet nye genrer i populærlitteraturen, eller mere profane ting, som f.eks. hvor mange ord hovedpersoner i engelske 1800-tals romaner i gennemsnit siger.

For nylig kunne Moretti præsentere en helt ny fortolkning af Shakespeares Hamlet og publicere den i fagbladet New Left Review. Ved at lave et diagram over plottet, der viser relationerne mellem stykkets karakterer, alene baseret på hvem, der taler til hvem, kunne han pludselig overskue en hel masse data og lave nye fortolkninger af Shakespeares stykke.

Forskere over hele verden afkoder farlig superbakterie

E. coli bruger horisontal genoverførsel til at udvikle resistens, og forskere bruger horisontal informationsoverførsel via internettet til at udvikle strategier mod denne resistens. Men det er uklart, hvem der vil vinde kapløbet i sidste ende.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Bakterier udvikler sig hurtigt. Rigtig hurtigt endda. De låner, blander og kopierer hinandens DNA, som var det et langt og gratis tagselvbord. Et stadig mere intensivt landbrug og globaliseret marked har sat en høj præmie på resistens mod antibiotika, og det er derfor ikke underligt, hvis farlige superbakterier dukker op med stadig kortere mellemrum.

Mange har udtrykt bekymring over for vores evne til at følge med i dette kapløb – det som biologer kalder den røde dronning-effekt, opkaldt efter den røde dronning i Lewis Carrolls eventyr ‘Bag spejlet’, hvor den røde dronning fortæller, at man skal løbe alt det, man kan, for bare at kunne stå stille. Heldigvis begynder mikrobiologer og epidemiologer nu at opgradere våbnene og ‘crowdsource’ på nettet efter mottoet: Hvis bakterier kan dele dyrebare informationer gratis og hurtigt med hinanden, så kan vi også.

Ifølge Bicheng Yang fra Beijing Genomics Institute (BGI Europe), som har base i København, var det klart fra begyndelsen, at den igangværende krise – hvor en dødelig E. coli-bakterie har forårsaget foreløbig over 20 dødsfald – ikke kunne imødegås med de etablerede protokoller for videnskabelige fremskridt, dvs. peer reviews og en langsommelig publikationsproces i fagblade. Derfor opfordrede BGI alverdens E. coli-eksperter til at deltage i crowdsourcing.

»Vi var heldige, at der den dag, hvor vi publicerede de første rådata, var et møde i Cambridge med nogle af Europas mest fremtrædende mikrobiologer,« siger Yang.

»En gruppe af dem begyndte at analysere data, og inden længe blev der lavet et github-depot og en wiki, som sidenhen har været en meget nyttig ressource for resten af de dedikerede forskere rundt omkring i verden. Der er en skævvridning i profilen af forskere, idet der kun deltager den delmængde af eksperter, som også favner open science-bevægelsen, Twitter og videnskabelige blogs, men vores indsats vil under alle omstændigheder hjælpe til med at kaste et bredere lys på de potentielle fordele ved at arbejde på den måde,« siger Bicheng Yang.

Efterretningstjeneste vil opbygge metafordatabase

Efterretningstjenester fokuserer i stadig højere grad på propaganda og ‘strategisk kommunikation’ – senest med ønsket om at skabe en database af metaforer.

Læse hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Et forskningsprogram under den amerikanske efterretningstjeneste kaldet IARPA (The Intelligence Advanced Research Projects Activity) har planer om at opbygge et depot af metaforer. Ja, det læste du helt rigtigt: af metaforer – altså de sproglige billeder og samstillinger af objekter, som vi bruger til at forstå verden ud fra.

IARPA har publiceret et åbent udbud på deres offentlige hjemmeside om at automatisere identifikationen af konceptuelle metaforer på fire sprog: engelsk, spansk, russisk og farsi for at karakterisere de kulturelle forskelle, der måtte være ‘af interesse for spionage’.

Hvorfor er det interessant? Jo, for det første fordi nogle af de mest udspekulerede videnskabelige hjerner i verden har fået øjnene op for, at en god metafor kan være stærkere end den stærkeste hær, og at man ikke kan overlade denne ressource til en tilfældig præsident, der måtte have ordet i sin magt eller ej.

For det andet peger programmet på en stigende tendens blandt efterretningstjenester til at fokusere på propaganda og det, der kaldes for ‘strategisk kommunikation’, eftersom slagmarken mere og mere er flyttet til de økonomiske markeder og medierne.

En væsentlig årsag til at det amerikanske efterretningsvæsen nu vil kaste store summer efter metafor-forskning er sandsynligvis en tre måneder gammel artikel i Open Access-tidsskriftet PloS One, hvor psykologerne Paul Thibodeau og Lera Boroditsky fra Stanford Universitet har vist, hvordan og hvor meget metaforer påvirker folks tanker og handlinger i forhold til emnet kriminalitet.

Ingeniøren skrev om undersøgelsen (ing.dk/k#94t8) for knap tre måneder siden, og den viste, at effekten af at plante en velvalgt metafor i begyndelsen af en videnskabeligt udseende tekst (f.eks. ‘kriminalitet er et bæst’ eller ‘kriminalitet er en virus’, efterfulgt af tal og fakta) er utrolig stor, og desuden foregår ubevidst.

Profane profeter

Hvad sker der i hovedet på sekt- og kultmedlemmer, når dommedag kommer og går, og intet er sket? Den 89-årige amerikanske ingeniør og kultleder Harold Camping, der forkyndte, at dommedag ville komme 21. maj 2011, indrømmede, at dagen var meget svær at stå igennem. Men det lykkedes. Han kom til den erkendelse, at det måtte have været en ‘usynlig dommedag’ af spirituel art, og at den rigtige dommedag, altså den, hvor Jorden går under, ville komme til oktober.

Der findes rigtig mange dommedagsprofeter på denne jord, og de nye medier gør dem meget synlige. Til gengæld findes der ikke så mange psykologer, som har undersøgt, hvordan profeter forarbejder skuffelsen (eller glæden?) ved ikke at have fået ret, hvordan de retfærdiggør deres fejltagelser, og hvad der får disciplene til at holde fast i en profet, selv om han har vist sig at være uduelig.

Den mest kendte videnskabelige undersøgelse af dommedagsregnefejl blev lavet af psykologen Leon Festinger i bogen ‘When Prophecy Fails’ fra 1956. Han kaldte den ubehagelige tilstand, som kultmedlemmer befinder sig i, når dommedag er kommet og gået, for ‘kognitiv dissonans’ og mente, at konflikten kun kunne løses ved at kulten påstår, at advarslerne bliver hørt af tilpas mange mennesker, og når der er så mange, som tror på deres påstande, må det jo være, fordi de har ret. En forfejlet apokalypse medfører med andre ord en fordobling af rekrutteringsanstrengelserne.

Ifølge psykolog Vaughan Bell, der skriver på bloggen Mind Hacks, er det dog en forkert tolkning. Sagen er nemlig den, at dommedagsprofetier aldrig fejler. Profeter har altid ret, fordi deres fejlagtige forudsigelser altid blot vil være et tegn på, at de enten er blevet hørt af Gud eller nogle frelsende aliens, eller at de har begået en ubetydelig regnefejl, der blot bekræfter apokalypsens komme senere hen, eller at de er blevet misforstået af deres medmennesker.

Det, der foregår i deres hjerner, er en slags argument-stabling: Hvis den første profeti ikke holder stik, finder de på en plausibel undskyldning for den konkrete fejl, men bekræfter samtidig den underliggende idé. Når det heller ikke lykkes anden gang, er det fordi, der var noget andet galt, hvilket i øvrigt igen bekræfter, at de har haft ret hele tiden. Og sådan kan man fortsætte i det uendelige.

Den slags efterrationaliseringer er ikke forbeholdt spirituelle ledere og profeter. Vi gør det alle sammen. Når vi ikke scorer på et tomt mål, er det fordi bolden var vindskæv. Når bolden er rund, er det fordi skoene var dårlige, og når skoene er fine, er det fordi der var en anden på banen, som var irriterende at se på. Til en vis grad er vi alle sammen profane profeter, der altid har en udvej klar. Og heldigvis er de fleste af dem, som hepper på os, med på undskyldningerne. Ja, det var hans skos skyld. Ja, vennen snød mig for penge, men det er okay. Ja, konen var mig utro, men det gør hun ikke igen. Ja, min præsident holdt ikke, hvad han lovede, men det kan jo være nødvendigt i svære tider.

Heller ikke de af os, som sætter stor lid til rationalitet, logik og fornuft, undgår denne skæbne. Når først vi har dannet os en mening om skattetrykket, om klimaet, om atomkraft, om universets formål eller om, hvorvidt E.T. lever på en fremmed planet, skal der mere end tre modargumenter til for at få os til at ændre mening. Som regel kan 17 modargumenter og 117 modstridende fakta ikke gøre det. For vores evne til at finde på en udvej, der kan frelse vores dybeste overbevisninger, er nærmest uendelig. Harold Camping og alle de andre falske profeter er blot ekstreme varianter af vores indre ego, der nyder at beholde ret.
There was an error in this gadget