Sådan giver klimaændringer os tropesygdomme

Et varmere klima i Skandinavien giver grobund for flere farlige infektionssygdomme – men vi kan godt forhindre epidemier, hvis vi passer på, viser ny dansk forskning.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Der er en ophedet debat om, hvorvidt et varmere klima vil bringe flere farlige infektionssygdomme til Danmark. I et forsøg på at kvalificere debatten har epidemiolog René Bødker fra DTU Veterinærinstituttet bygget en procesmodel, der forsøger at efterligne de biologiske processer for en række af disse sygdomme, og koblet den med DMI’s klimamodeller for Skandinavien.

Resultaterne kan findes på hjemmesiden www.nordrisk.dk, der er blevet finansieret af Nordisk Ministerråd og åbner i dag. Resultaterne viser, at et varmere klima faktisk giver en klart større risiko for smittespredning de næste 50 år. Men modellerne synes også at vise, at de øgede risici er håndterbare. En bedre monitorering af eventuelle smittebærere samt bedre forebyggelsesforanstaltninger vil kunne holde risikoen for epidemier på tilpas lang afstand af Skandinavien.

»Modellerne viser ikke, om sygdommene vil kunne etablere sig i Skandinavien permanent, men beregner blot en risiko for den smittespredning, der kunne ske, hvis en turist vendte hjem fra Thailand med malaria en bestemt dag, eller hvis en hest med afrikansk hestesyge blev importeret den dag,« siger René Bødker.

Modellen scanner for meget korte ‘vinduer’, hvor et temperaturmønster tillader, at der kan ske videre spredning. Disse vinduer er en reel trussel med den stigende globalisering, mener Bødker og siger dermed implicit, at begge yderpositioner i debatten om klimasygdomme kan være rigtige – alt efter omstændighederne.

»Vi har scannet de sidste 30 år time for time og har fundet en ganske markant stigning i smittemulighederne siden de kølige somre i 1980’erne. I samme periode har globaliseringen taget fart, og det er formodentlig denne cocktail af klimaændringer og globalisering, der gør, at vi allerede i dag ser en stigning overalt i Europa. Vi kan se, at klimaændringerne alene ikke forklarer, at vi nu har afrikanske sygdomme som f.eks. bluetongue i Danmark. Men når det er sagt, så ser vi faktisk et klokkeklart potentiale for mere smittespredning de næste 50 år.«


Mange nye farer
I forskerkredse har debatten haft to yderpositioner. Den ene er repræsenteret ved folk som David J. Rogers fra University of Oxford, som siger, at fremtidens globale opvarmning vil bringe malaria og alle de andre farlige vektorbårne sygdomme meget længere ind i det nordlige Europa og i USA, end det er tilfældet i dag. Andre, som Paul Reiter fra Pasteur Instituttet i Paris, mener, at sagen er meget mere kompleks end som så, og at globalisering og andre faktorer er langt vigtigere end temperaturen i afgørelsen af, om malaria og de andre infektionssygdomme rammer de nordlige himmelstrøg.

Man ved, at et varmere klima kan påvirke mennesker og dyrs sundhed. Flere ældre mennesker vil dø under hedebølger, mens færre hjemløse vil dø af kulde i strenge vintre. Den største frygt blandt epidemiologer og i landbruget er imidlertid, at de store vektorbårne sygdomme som bl.a. malaria, dengue-feber, bluetongue og chikungunya, skal sprede sig til Danmark.

Vektorbårne sygdomme bæres af insekter og flåter. De kører i en evig cyklus mellem vektor og vært. Da vektorer som myg er koldblodige, er det temperaturen, der bestemmer, om sygdommen (malaria-parasitten eller dengue-virus) kan nå at udvikles i løbet af deres korte levetid. Når en myg smittes med malaria, går der mange dage, før parasitterne i det inficerede blod er trængt fra mavesækken og helt ud i myggens spytkirtler, hvor parasitten kan sprøjtes ind en ny vært. Det er temperaturen, der afgør, hvor ofte myg stikker, og dermed hvor mange mennesker, de kan nå at smitte, efter at smitten er nået up i spytkirtlerne. Derfor stiger antallet af vektorbårne sygdomme, jo længere sydpå man kommer. Og hvis varmen rykker nordpå, vil sygdommene følge med.

»I de sidste 10-15 år har vi set mange tegn på, at vektorbårne sygdomme faktisk rykker fra Afrika og Asien ind i Sydeuropa og videre nordpå,« siger Bødker.

»I de seneste år har vi haft udbrud af denguefeber og chikungunya i Sydeuropa. Man har set det ene udbrud af bluetongue-virus efter det andet hos kvæg og får i Italien, Spanien og Grækenland. Bluetongue-virus smitter drøvtyggere og spredes af meget små myg kaldet mitter eller knot. Da bluetongue pludselig brød ud i Holland i den meget varme sommer i 2006, blev det klart, at tingene ikke længere var, som de plejede at være. Sent på efteråret i 2007 nåede sygdommen et får på Lolland, der i øvrigt døde med det samme. På det tidspunkt var der stadig ingen vaccine mod denne særlige serotype 8, der ikke var set siden et udbrud i Vestafrika for mange år siden. I løbet af foråret 2008 lykkedes det et medicinalfirma at fremstille de første vaccinedoser, og hele Vesteuropa begyndte at vaccinere millioner af køer og får og fik stoppet udbruddet. Men da havde det nået både Sverige og Norge. Året efter fandt man så TBE i en skovflåt i Tokkekøb Hegn. Det var første gang, centraleuropæisk hjernebetændelse i Danmark blev set uden for Bornholm,« siger René Bødker.

Faktisk har vi tidligere haft malaria i Danmark og langt op i Sverige, hvor epidemier af ‘koldfeber’ rasede. Skandinavien var malariaens nordlige grænse, men sygdommen kunne ikke overleve omvæltningerne i landbruget i 1800-talet. Det blev ikke koldere i Norden, men tilsyneladende begyndte malariamyggene at foretrække at suge blod fra køer i stedet for mennesker – og det foretrækker de fleste danske malariamyg den dag i dag, selvom de stadig kan finde på at dukke op på villahavernes terrasser.

Men hvad nu, når det bliver varmere? Vil balancen tippe tilbage igen? Bødker kender ikke svaret, men hans modeller antyder, at mens klimaopvarmningen vil give de nødvendige betingelser, vil globaliseringen afgøre, om de er tilstrækkelige til, at sygdommene vil bryde ud i praksis.

»Vi ved, at globaliseringen af handel med varer dramatisk øger risikoen for at importere en vektor med en farlig sygdom. Fly letter fra Afrika med frugt og blomster og lander få timer senere i Europa. Og turister og migranter bevæger sig rundt i verden i et omfang og med en hastighed, vi aldrig tidligere har set. Sars-udbruddet, der spredte sig fra Kina til Vietnam og videre til Canada og Europa på få dage, viste os med al tydelighed, at globaliseringen også gælder sygdomme,« siger Bødker.

Parameteren R0
Ud over malaria og bluetongue har DTU Veterinærinstituttet også regnet på modeller for dirofilarier, der er parasitiske orme i hunde og som kan smitte til mennesker via myg, samt afrikansk hestesyge, som er en dødelig sygdom hos heste, der spredes af mitter, og som i Europa allerede har forårsaget et toårigt udbrud i Spanien efter at en zoologisk have importerede en zebra fra Afrika i 1987. Desuden indeholder hjemmesiden en statistisk model for tigermyggen.

Det vigtigste i en epidemiologisk model er at beregne sandsynligheden for antallet af nye smittede i hver generation. Den parameter kaldes R0 og er et mål for smittespredning. Hvis f.eks. en patient med malaria smitter myg, der igen smitter tre nye mennesker, så er R0=3. Hvis R0 er større end 1 får man derfor en eksponentielt voksende epidemi. Hvis R0 er mellem 0 og 1 får man et udbrud, som dør ud af sig selv, og hvis R0 er lig med 0 sker der ingenting. Det elegante ved R0 er, at man kan beregne den for et givent område i en bestemt periode uden at man behøver have et udbrud. Man skal bare vide tilstrækkeligt om vektoren og om, hvordan miljø og temperatur påvirker de biologiske processer.

Veterinærinstituttets modeller beregner, hvor mange vektorer, der bider en smittet person eller et smittet dyr hver dag, og følger disse kohorter af vektorer, indtil den sidste vektor er død. Så bruges temperaturen til at regne ud, hvor længe det tog, før smitten nåede ud i spytkirtlerne på vektorerne, og hvor mange gange vektorerne har stukket nye værter i den periode. På den måde kan man estimere R0, der er meget forskellig for forskellige sygdomme og for forskellige vektorarter. R0 er også meget forskellig alt efter, om smitten introduceres en varm sommerdag eller en kølig efterårsdag, og den vil variere fra sted til sted.

Hver time opdateres modellerne med en anden model, der beregner time-temperaturen i et grid for hele Norden. Desuden lægges modeller for klimaændringerne til. Her bruger DTU Veterinærinstituttet et gennemsnit af fem anerkendte modeller, som er blevet leveret af Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. Klimamodellerne beregner klimaændringerne 30 og 50 år ud i fremtiden og er skaleret til at beregne ændringerne måned for måned i samme geografiske grid.

»Naturen er meget kompleks, og det er vanskeligt præcist at beregne den sande R0 både for nutiden og for fremtiden,« forklarer René Bødker.

»Men modellerne er formodentlig ganske gode til at beregne, hvor meget R0 ændrer sig forholdsvist. Hvis vores malariamodel estimerer, at R0 var ‘5’ den 6. august 2000, og at den tilsvarende R0 er ‘25’ i august i 2030, så er begge R0 utvivlsomt meget usikre. Men vi kan bedre tro på, at R0 faktisk er steget 5 gange. Om R0 er steget fra ‘5’ til ‘25’ eller kun fra ‘1’ til ‘5’ er vanskeligere at sige, men effekten af klimaændringerne er rimeligvis en faktor 5. På denne måde kan vi få en mere kvalificeret debat om klimaændringerne. Og vores modeller er nu ikke helt tossede. De forudsiger faktisk meget godt, hvor vi havde malaria før i tiden og beskriver også bluetongue-udbruddet i Skandinavien i 2008 nogenlunde.« siger Bødker.

Det bliver kun værre
Spørgsmålet er, om disse tendenser til spredning af vektorbårne sygdomme kan tolkes som en effekt af klimaændringer, da vi trods alt (og indtil videre) kun har set ret beskedne temperaturstigninger. Hvis de udbrud af vektorbårne sygdomme, som vi allerede har set, derfor virkelig skyldes disse beskedne klimaændringer, så er der grund til bekymring, mener Bødker.

»Men der er intet, der tyder på, at klimaforandringer de kommende årtier vil gøre vektorbårne sygdomme til et uoverskueligt problem. Jeg kan ikke se, at vektorbårne sygdomme er den store trussel i forbindelse med klimaændringer. Når det gælder de nordiske lande er der nok andre ting, vi bør frygte i stedet, når vi taler klimaændringer. Men på den anden side kan vektorbårne sygdomme blive et reelt problem i Norden, og de kan komme til at udgøre en reel risiko for mennesker og især dyr. Det er en risiko, vi vil kunne håndtere, men det kan komme til at koste nogle penge i landbruget og i sundhedsvæsenet at forebygge og bekæmpe vektorbårne sygdomme.«

Potentialet for spredning bliver altså mere intenst, udstrækker sig over en længere periode om sommeren og når længere op i Skandinavien. Det er især de lavtliggende kystnære områder langs den Botniske Bugt i både Sverige og Finland, der berøres, mens det kølige sydlige Norge slipper mere billigt. Det største problem er, at smitteperioden bliver længere, så udbrud kan nå at vokse sig meget store, inden efterårets og vinterens kulde stopper spredningen.

»Det er derfor en problemstilling, som vi må forberede os på, ligesom vi ved, at klimaændringer vil kræve investeringer i vore kloaknet, i nye diger og lignende. Intet tyder på, at der er grund til panik. Hvis vi forbereder os, bør vi uden problemer kunne håndtere disse sygdomme i landbruget. Og med de rigtige forholdsregler bør det bestemt heller ikke få større indflydelse på folkesundheden. Alt tyder på, at vi om 30 år stadig vil dø af rygning, druk, overspisning og mangel på motion – hvis det ellers kan berolige nogen,« siger Bødker.

0 comments:

There was an error in this gadget