Overspringshandling

Jeg kunne ikke finde på noget fornuftigt at skrive om i denne uge. Så derfor valgte jeg at skrive om det. Altså om overspringshandlinger. Det starter altid med en masse ideer og tekster, som jeg læser på nettet eller hiver ned fra boghylden. Jeg kan bruge dage og nætter på at ‘researche’, og læser 40-100 blogs og abstracts uden at kunne bestemme mig for et tema. I stedet bliver jeg ofte ‘inspireret’ til at læse mere og mere i stedet for at passe mit job. Det er jo relevant, tænker jeg, men det er det ikke. Deadlinen rykker nærmere og nærmere, men jeg fortsætter, indtil det næsten er for sent, hvorefter dårlig samvittighed og manglende tid til familie og venner føjer sig til en stigende følelse af stress. Robinson Crusoe havde det nemt. Han havde Fredag til at gøre alt, hvad der skulle gøres. Jeg skal bruge hele ugen og weekenden med for at afslutte selv de mest simple opgaver.

Hvis du er forsker eller student, kender du sikkert til fænomenet. Som forsker har du nemlig endnu bedre forudsætninger for at blive fanget af overspringshandlinger end avisskribenter som mig. Lange, tidskrævende eksperimenter, som du aldrig får færdig, flerårige forskningsprojekter med uklare deadlines, og når arbejdet endelig er færdigt, ingen eller meget få gratifikationer. Belønningsstrukturen i forskerverdenen er ofte omvendt proportional med indsatsen, hvilket kan være grunden til, at nogle få sorte får springer over, hvor gærdet er lavest. Perfektionisme og høje krav gør det ikke lettere at starte, og for i det mindste at føle, at du er i gang, tager du en ekstra kop morgenkaffe, tjekker e-mails en ekstra gang eller opdaterer dig på verdenssituationen – en ekstra gang.

Hvordan arbejder hjernen egentlig, når den overtaler sig selv til at udsætte arbejdet? Den siger ‘gør det i dag’ men siger samtidig, at morgendagen er i dag, i morgen. Og så sidder man dér foran skærmen og tænker over alt det, man burde gøre. Det i sig selv er en lusket selvforblændelse, fordi man begynder at tro, at man gør noget vigtigt, mens man venter: Hvis det kunne gøres hurtigere, ville det jo være for nemt! Når det ufærdige arbejde slæber sig af sted dag for dag, uden at man kommer videre, er det et bevis på, at det er svært! En god modgift er alderdom: Når man bliver ældre, bliver det ligefrem hårdere at udsætte ting end at komme i gang. Man bliver jo træt af at hænge over computeren og finde på alle mulige undskyldninger for ikke at gøre sin artikel færdig. Så er det nemmere at få det overstået. Måske er resultatet ikke helt så originalt, som det kunne være, men til gengæld har man fri klokken fire!

Psykologer har udviklet en del praktiske råd til, hvordan man kan undgå overspringshandlingerne og blive mere effektiv. Ofte lyder rådene alt for banale, sådan noget med ‘den bedste måde at få tingene gjort på er at starte’ eller ‘start med det svære, så vil det lette komme af sig selv’. Den slags råd virker hånlige, for det er jo netop det sværeste af alt overhovedet at starte! Men der findes faktisk en del gode råd til, hvordan man kan droppe overspringshandlingerne: Ifølge Hugh Kearns og Maria Gardiner fra University of Adelaide i Australien er der tre trin: 1) Bryd dine store projekter ned til mange små skridt. Ikke små, men mikroskopisk små, som for eksempel at stille kolberne på bordet eller rette tre kommafejl. 2) Sæt en deadline. Ikke bare en eller anden fredag, men en konkret dag med tidspunkt og evt. stopur. 3) Giv dig selv en belønning, når du er færdig med det lille skridt. Afsæt tid til den, og nyd den. Når du har gjort det et par gange, vil du nemlig finde ud af, at det slet ikke er så slemt at være i gang, og have motivation nok til at droppe trin 3) og i stedet blot fortsætte med at arbejde.

0 comments:

There was an error in this gadget