Bitcoins: Økonomisk revolution eller ny it-boble?

Et par nørder har lavet deres egne elektroniske penge, og nu spår de, at Bitcoins vil overtage den globale internet-økonomi. Spørgsmålet er, om det er hype – og hvis ikke, om internationale finansmagter vil forsøge at forbyde dem.

(Dette er en uredigeret version. Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)

»Det er større end Twitter, større end Skype og større end e-mail,« siger computersikkerhedseksperten Steve Gibson.

»Det er et kæmpe fupnummer,« siger internetøkonom Adam Cohen.

»Det er det farligste open source projekt nogensinde,« siger dotcom-entreprenøren Jason Calacanis.

Ja, hvad skal man tro? Det handler om Bitcoins: Anonyme internetkontanter, der er komplet ligeglade med landevaluta, banker og mellemmænd. Produktionen af de digitale mønter og overførslerne verificeres af avanceret kryptografi, og vedligeholdes af et peer-to-peer netværk, der består af mennesker over hele verden, som har dowloaded softwaren. Bitcoins er inflationssikrede og gebyrfri. De er decentraliserede, kan cleares og sendes med lysets hastighed, og er efter sigende umulige at snyde med. I løbet af blot to år er Bitcoins blevet til en slags guldstandard for digitale penge. De kan bruges til at købe alt fra puslespil til porno, handles stort på internetbørser, og er i de sidste par måneder steget i værdi fra under en dollar til over syv dollar pr. Bitcoin.

Grunden til, at Bitcoins har fået så stor opmærksomhed blandt de meget ideologiske grene af open source folket, er, at de har ingredienser til at udfordre den globale pengemagt. Allerede nu vinker de farvel til Paypal, der efter deres mening er i lommerne på nationalbankerne og blokerer for donationer til organisationer som Wikileaks. Bitcoins har potentialet til at lave nationalstater om til tandløse monarkier, der forsøger at beskatte usynlige goder. De repræsenterer liberalisternes hede drøm om at adskille politisk og økonomisk magt. De er turbokapitalisme, bredbåndsanarki og cyberpunk i ét, for det eneste, Bitcoins kræver, er en krypteret nøgle, et hemmeligt password og troen på, at de har værdi. Ligesom alle andre såkaldte fiat-valutaer (som dollar og kroner) er Bitcoins nemlig ikke bakket op af andet end stater og de mennesker, der tror på dem. Og hvem har nu om dage brug for stater til at fortælle os, hvad der er værd at tro på, og hvad der ikke er?

Griftopia

Anmeldelse af Matt Taibbi's Griftopia.


Læs hele anmeldelsen med kommentarer på ing.dk


Hold da op. Jeg vidste slet ikke at man kunne skrive så sjovt, så frækt og så informativt om noget så kedeligt som finanskrisen. Grunden til at jeg købte bogen Griftopia af Matt Taibbi var, at jeg er en af dem, som længe har forsøgt – eller tænkt på at forsøge – at forstå, hvad der egentlig foregik under finanskrisen, og hvordan det sidenhen er lykkes disse kriminelle bankmænd og skrupelløse børsmæglere at slippe for straf.

Bogen var et godt valg. Griftopia betyder noget i retning af Slyngelstan, dvs. et land, der styres af grådige skurke og koldblodige svindlere (i insiderkredse kaldt ’banksters’), der ved at smøre den politiske klasse har formået at deregulere hele den internationale finansielle sektor, og nu faldbyder giftige finansprodukter til folk og fæ. Taibbi blev i 2009 kendt for at kalde Goldman Sachs for en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden. Med sin bog sætter han trumf på og viser, at det ikke kun er Goldman Sachs, men stort set hele Wall Street der har sagt farvel til alle hensyn, og med slimede og grådige tentakler suger velstanden ud af stat og folk.

Problemet er ikke staten. Problemet er, at staten er blevet solgt til Wall Street.

Overspringshandling

Jeg kunne ikke finde på noget fornuftigt at skrive om i denne uge. Så derfor valgte jeg at skrive om det. Altså om overspringshandlinger. Det starter altid med en masse ideer og tekster, som jeg læser på nettet eller hiver ned fra boghylden. Jeg kan bruge dage og nætter på at ‘researche’, og læser 40-100 blogs og abstracts uden at kunne bestemme mig for et tema. I stedet bliver jeg ofte ‘inspireret’ til at læse mere og mere i stedet for at passe mit job. Det er jo relevant, tænker jeg, men det er det ikke. Deadlinen rykker nærmere og nærmere, men jeg fortsætter, indtil det næsten er for sent, hvorefter dårlig samvittighed og manglende tid til familie og venner føjer sig til en stigende følelse af stress. Robinson Crusoe havde det nemt. Han havde Fredag til at gøre alt, hvad der skulle gøres. Jeg skal bruge hele ugen og weekenden med for at afslutte selv de mest simple opgaver.

Hvis du er forsker eller student, kender du sikkert til fænomenet. Som forsker har du nemlig endnu bedre forudsætninger for at blive fanget af overspringshandlinger end avisskribenter som mig. Lange, tidskrævende eksperimenter, som du aldrig får færdig, flerårige forskningsprojekter med uklare deadlines, og når arbejdet endelig er færdigt, ingen eller meget få gratifikationer. Belønningsstrukturen i forskerverdenen er ofte omvendt proportional med indsatsen, hvilket kan være grunden til, at nogle få sorte får springer over, hvor gærdet er lavest. Perfektionisme og høje krav gør det ikke lettere at starte, og for i det mindste at føle, at du er i gang, tager du en ekstra kop morgenkaffe, tjekker e-mails en ekstra gang eller opdaterer dig på verdenssituationen – en ekstra gang.

Hvordan arbejder hjernen egentlig, når den overtaler sig selv til at udsætte arbejdet? Den siger ‘gør det i dag’ men siger samtidig, at morgendagen er i dag, i morgen. Og så sidder man dér foran skærmen og tænker over alt det, man burde gøre. Det i sig selv er en lusket selvforblændelse, fordi man begynder at tro, at man gør noget vigtigt, mens man venter: Hvis det kunne gøres hurtigere, ville det jo være for nemt! Når det ufærdige arbejde slæber sig af sted dag for dag, uden at man kommer videre, er det et bevis på, at det er svært! En god modgift er alderdom: Når man bliver ældre, bliver det ligefrem hårdere at udsætte ting end at komme i gang. Man bliver jo træt af at hænge over computeren og finde på alle mulige undskyldninger for ikke at gøre sin artikel færdig. Så er det nemmere at få det overstået. Måske er resultatet ikke helt så originalt, som det kunne være, men til gengæld har man fri klokken fire!

Psykologer har udviklet en del praktiske råd til, hvordan man kan undgå overspringshandlingerne og blive mere effektiv. Ofte lyder rådene alt for banale, sådan noget med ‘den bedste måde at få tingene gjort på er at starte’ eller ‘start med det svære, så vil det lette komme af sig selv’. Den slags råd virker hånlige, for det er jo netop det sværeste af alt overhovedet at starte! Men der findes faktisk en del gode råd til, hvordan man kan droppe overspringshandlingerne: Ifølge Hugh Kearns og Maria Gardiner fra University of Adelaide i Australien er der tre trin: 1) Bryd dine store projekter ned til mange små skridt. Ikke små, men mikroskopisk små, som for eksempel at stille kolberne på bordet eller rette tre kommafejl. 2) Sæt en deadline. Ikke bare en eller anden fredag, men en konkret dag med tidspunkt og evt. stopur. 3) Giv dig selv en belønning, når du er færdig med det lille skridt. Afsæt tid til den, og nyd den. Når du har gjort det et par gange, vil du nemlig finde ud af, at det slet ikke er så slemt at være i gang, og have motivation nok til at droppe trin 3) og i stedet blot fortsætte med at arbejde.

Sådan giver klimaændringer os tropesygdomme

Et varmere klima i Skandinavien giver grobund for flere farlige infektionssygdomme – men vi kan godt forhindre epidemier, hvis vi passer på, viser ny dansk forskning.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Der er en ophedet debat om, hvorvidt et varmere klima vil bringe flere farlige infektionssygdomme til Danmark. I et forsøg på at kvalificere debatten har epidemiolog René Bødker fra DTU Veterinærinstituttet bygget en procesmodel, der forsøger at efterligne de biologiske processer for en række af disse sygdomme, og koblet den med DMI’s klimamodeller for Skandinavien.

Resultaterne kan findes på hjemmesiden www.nordrisk.dk, der er blevet finansieret af Nordisk Ministerråd og åbner i dag. Resultaterne viser, at et varmere klima faktisk giver en klart større risiko for smittespredning de næste 50 år. Men modellerne synes også at vise, at de øgede risici er håndterbare. En bedre monitorering af eventuelle smittebærere samt bedre forebyggelsesforanstaltninger vil kunne holde risikoen for epidemier på tilpas lang afstand af Skandinavien.

»Modellerne viser ikke, om sygdommene vil kunne etablere sig i Skandinavien permanent, men beregner blot en risiko for den smittespredning, der kunne ske, hvis en turist vendte hjem fra Thailand med malaria en bestemt dag, eller hvis en hest med afrikansk hestesyge blev importeret den dag,« siger René Bødker.

Modellen scanner for meget korte ‘vinduer’, hvor et temperaturmønster tillader, at der kan ske videre spredning. Disse vinduer er en reel trussel med den stigende globalisering, mener Bødker og siger dermed implicit, at begge yderpositioner i debatten om klimasygdomme kan være rigtige – alt efter omstændighederne.

»Vi har scannet de sidste 30 år time for time og har fundet en ganske markant stigning i smittemulighederne siden de kølige somre i 1980’erne. I samme periode har globaliseringen taget fart, og det er formodentlig denne cocktail af klimaændringer og globalisering, der gør, at vi allerede i dag ser en stigning overalt i Europa. Vi kan se, at klimaændringerne alene ikke forklarer, at vi nu har afrikanske sygdomme som f.eks. bluetongue i Danmark. Men når det er sagt, så ser vi faktisk et klokkeklart potentiale for mere smittespredning de næste 50 år.«
There was an error in this gadget