Open Access er godt for alle, især forskningen

Dette er den uredigerede version af artiklen "Open Access er godt for alle", ing.dk.

Mærkeligt nok lader implementeringen af Open Access vente på sig. De økonomiske fordele er entydige, og de videnskabelige fordele ligeså. Eneste forhindring er misforståelser og dårlige vaner, som derfor må fjernes med en blanding af meningsfulde tilskyndelser og bevillingsmæssige krav.

Den digitale revolution har givet forskere i hele verden en unik mulighed for at dele deres viden meget hurtigere og meget bedre med hinanden og med resten af befolkningen. Desværre bliver muligheden stadig kun udnyttet af et mindretal af forskerne, primært fordi resten af dem tror at det er ulovligt eller besværligt.

Alle seriøse undersøgelser og rapporter viser dog, at bekymringerne er grundløse. Mulighederne er der allerede nu, og grebet rigtigt an, vil man kunne høste store fordele ved at gøre offentligt betalt forskningsresultater frit tilgængelig for alle. Det gælder ikke bare økonomien, men videnskaben selv. En forskers motivation matcher alt det, Open Access kan levere: langt bedre adgang til andres forskning, bedre kommunikation på tværs af fagene, større impact faktor, flere læsere, flere downloads, flere citationer, større anvendelse, bedre produktivitet og et hurtigere videnskabeligt fremskridt.

Forlagenes økonomi
Lad os tage de økonomiske fordele først. Akademisk publishing er big business. De årlige indtægter er ifølge den International Association of Scientific, Technical and Medical Publishers (STM) og Ulrichsweb ca. $16 milliarder fordelt over 25.000 tidsskrifter og 2,5 millioner årlige peer-reviewede artikler (inkl. conference proceedings). Profitten er enorm, og anslås hos to af de største forlag, Wiley og Elsevir, til at være mellem 30-45%, og pengene kommer primært fra institutioner, der abonnerer på både papir og online-adgang (ca. 70% af indtægterne) og fra virksomheds-abonnementer (ca. 16 %).


Ingen biblioteker eller private institutioner er rige nok til at abonnere på alle tidsskrifter, eller blot en brøkdel af dem, og naturligt nok har ni ud af ti forskere ifølge Ingeniørens egen undersøgelse derfor problemer med at finde artikler, som deres institut ikke abonnerer på og som ikke findes gratis på nettet. Det er en uholdbar situation, især når man tænker på, at forskningsresultaterne stammer fra offentlige midler og bliver leveret gratis til forlagene. Forfatterne får ingen royalties, peer-reviewerne får ingen løn, og ofte skal forfatterne oveni det hele betale ’page charges’ på mellem $600 - $2000 til forlæggeren eller det akademiske selskab, der ejer forlaget, for at få publiceret deres artikel.

Til gengæld er det heller ikke billigt at publicere en artikel. Der er brug for ordentlig håndtering af indsendelser, vurdering og peer-review (også af artikler, der afvises), redigering og korrektur, layout, grafik, print, markedsføring, logistik, CMS-systemer, båndbredde og alle mulige andre omkostninger. Generelt siger man at det koster mellem $2000 – $15.000 per artikel, alt efter tidsskriftets kvalitet. Det er derfor ikke overraskende, at både akademikere og private aktører kun forudser en reduktion i omkostninger på ca. 10-20 procent, hvis man dropper papiret og går over til kun online-publikation.

Gylden Open Access
Indføres der Open Access betyder det, at abonnementsindtægterne vil blive meget mindre. Forlagene vil skulle ændre deres business-model således at forfatterne skal betale istedet. Mange nuværende Open Access tidsskrifter opkræver allerede nu 2-10 gange højere ’page charges’ end de lukkede tidsskrifter. Det kaldes gylden Open Access og indeholder ifølge forlagsbranchens egen STM-rapport mange fordele, men er svær at sælge, fordi det ikke er instituttets bibliotek, men forskerne selv, der skal betale de ekstra omkostninger fra deres sparsomme forskningsbevillinger.

En af de mest grundige undersøgelser af Open Access stammer fra 2008 og er skrevet af Joint Information Systems Committee (JISC) i England. Den siger, at der samlet set vil være en cost-benefit fordel ved gylden Open Access på 13,9 – det vil sige at de finansielle fordele vil være substantielt meget større ved Open Access and ved det nuværende system. En anden rapport fra det engelske Research Information Network regnede sig frem til en besparelse på $1,5 milliarder, hvis man indførte gylden Open Access globalt.

Grøn Open Access
Endnu bedre bliver det, hvis man indfører det såkaldte grønne Open Access, som går ud på at forskningsinstitutionerne publicerer de peer-reviewede artikler i et parallelt åbent depot, lige så snart artiklerne er accepterede til publikation i de normale tidsskrifter. Så kommer cost/benefit-ratioen op på 40. Regnestykket baserer sig på en kompliceret økonomisk model, og er på trods af forlagsbranchens vævende kritikpunkter aldrig blevet udfordret i sine nøgletal. JISC-rapportens model er desuden frit tilgængelig online, og man kan selv ændre på modellens antagelser. Det må derfor betragtes som ganske sigende, at forlagsbranchen ikke har kunnet præsentere en for dem mere realistisk modelberegning.

Hvis grøn Open Access implementeres, vil der faktisk slet ikke ske så meget til at starte med hvad angår institutionelle tilpasninger. Over 90 % af alle de lukkede (dvs. ikke-Open Access) tidsskrifter giver allerede nu mulighed for en eller anden form for selvarkivering, hvoraf de 62% eksplicit gør det muligt for forskeren at arkivere sit accepterede ’final draft’ i et åbent depot. For de resterende tidsskrifter, der ikke tillader umiddelbar grøn Open Access, er det ifølge Stevan Harnard stadigvæk muligt at arkivere i et depot umiddelbart efter accept, dog med en knap, der f.eks. hedder ”email eprint request”, som giver læseren inden for en eventuel embargo-periode mulighed for at gøre brug af fair use-princippet om at personer selvfølgelig gerne må sende deres forskning til hinanden, peer to peer.

Men selvom grøn selvarkivering med det samme og helt legalt ville kunne frigøre 62% af artiklerne, samt 38% af de næsten-Open Access artikler, er der ifølge Ingeniørens undersøgelse kun ca. 15 % af forskerne der rent faktisk gør det. Årsagen er dårlige vaner, dårlig support, ubegrundet frygt for problemer med copyrights og en mærkelig fordom om, at det på en eller anden måde vil påvirke peer-review processen. Men Open Access har intet med peer-review at gøre. Også i fremtiden vil tidsskrifterne, ligesom de gør i dag, konkurrere på deres kvalitet, deres gode navn, og på hvor god en peer-review de leverer.

Bibliotekernes dyre, besværlige og umoderne ordning med gratis udlån af forskningslitteratur vil så endelig kunne erstattes med intelligente søgemaskiner, der kan høste og krydsreferere fra alverdens lokale artikel-depoter. De mange penge der spares i abonnementer vil delvis kunne gå til de evt. øgede publikationsomkostninger, delvist til bedre forskningsformidling.

Bevillingsmæssige krav
Konklusionen er altså entydig. Grøn Open Access burde implementeres så hurtigt som muligt af hele verdens forskningsinstitutioner. Fattige landes forskere vil nyde godt af det, små virksomheder vil nyde godt af det, journalister og almindelige borgere vil elske det, og forskningsverdenen vil kunne rykke tættere sammen, arbejde hurtigere, mere effektivt, blive mere synlig og spare mange penge. Alene etikken i at åbne op for den videnskabelige viden burde være nok som argument. Man skal heller ikke undervurdere de mange stadig ukendte netværkseffekter, som vil opstå i kølvandet på en så gennemgribende integration af den videnskabelige viden. Historien har gang på gang vist, at det er de små ting, som f.eks. de bevægelige typer hos Gutenberg, eller PC’en i den digitale tidsalder, der har skabt nogle af de største fremskridt for vores civilisation.

Når videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen om kort tid forventes at komme med et konkret udspil til, hvordan forskningsartikler kan gøres frit tilgængelige for alle, burde det altså ikke være svært at vælge. Danmark har accepteret en fælles EU-erklæring på området og nedsat et Open Access-udvalg, der for ti måneder siden kom med en rapport med 16 konkrete anbefalinger, som skal munde ud i en national politik omkring Open Access til alle forskningsartikler, baseret på helt eller delvist offentligt finansieret forskning. Hvis ministeren mod al forventning ikke vælger at stille krav til forskerne, er det op til de bevillingsgivende myndigheder og fonde at gøre det.

0 comments:

There was an error in this gadget