Facadebogen

Facebook burde vel egentlig hedde Facadebook. Ikke en eneste af mine venner græder eller er kede af det på deres billeder. Ikke en eneste fortæller om en personlig ulykke eller om en eksistentiel krise. De eneste hints om en mulig depression får man, når der er fravær, eller når en ven en gang imellem linker til en musikvideo af Tricky eller Joy Division. Så kan man få lov at føle det, der ikke bliver sagt.

PH.d.-studerende Alexander Jordan fra Stanford University bemærkede det også. Han så, hvordan en ven fik det dårligt af at surfe blandt seje statusopdateringer og supercoole attituder. Jo mere tid han brugte på sine venners perfekte liv, jo mere ondt gjorde det på ham. Som klikkende dråber af flydende kviksølv flød smerten af at se de andres lykke sammen til endnu større dråber, indtil hans selvværd var helt opløst.

Jordan lavede en undersøgelse for at finde ud af, om Facebook og andre sociale medier vitterlig kan få os til at føle os værre, end vi ellers ville have gjort. Hypotesen var, at en ubevidst social norm om at være happy online får os til at underestimere, hvor dårligt andre har det i virkeligheden, hvilket så resulterer i, at vi får det dårligere med os selv.

Han bad 63 studerende fra sit fakultet om at beskrive deres egne og nære venners seneste negative og positive følelsesmæssige oplevelser og hvorvidt de forsøgte at skjule dem. Det viste sig rigtig nok, at de studerende har en tendens til at fremhæve det gode og skjule det mindre gode. Det viste sig også, at de tror, at deres venner har det bedre end dem selv. I et opfølgende eksperiment med 104 studenter var der klar korrelation mellem, hvordan de tolkede deres venners emotionelle situation og egen ditto. Jo mere man tror, at andre er ovenud lykkelige, jo dårligere har man det med sig selv. Jo mere realistisk et billede man har af andre, jo mindre svært har man det med sig selv. (Der er dog en mulighed for en alternativ tolkning: Jo dårligere man har det med sig selv, jo mere tror man, at de andre har det skidegodt.)

Vores tendens til at overvurdere andres lykke er selvfølgelig ikke noget nyt. Egentlig burde det ikke være nogen svær kognitiv opgave at slutte sig til, at når man selv skjuler sine negative emotioner i en social sammenhæng, så gør andre det nok også. Og at man derfor slet ikke er så alene i ensomheden. Psykologer mener, at misforståelsen skyldes det, de kalder ‘fundamental attribution error’ – altså tendensen til at glemme den kontekst, hvori en adfærd skal fortolkes. I et offentligt rum handler det om at smile og være glad, med den logiske følge, at det man ikke ser, stadig kan være der.

Men det kan være svært, når man sidder alene med facadebogen. Her er venner pudset blanke som forsiden af et modeblad, og det er umuligt at finde de små ridser i lakken, der tidligere altid fjernede angsten for selv at være en taber. I de sociale medier er vi ‘alene sammen’, som sociologen Sherry Turkle fra MIT siger, hele tiden i gang med at optimere vores profil til ‘max cool’. Facadebogen er et personaliseret sladdermagasin, hvor forfatter og hovedrolleindehaver er en og samme person. God til at pushe en historie eller give et blæret pip, men komplet uegnet til at finde lykken. Og så er den også blevet noget mere: en perfekt petriskål for sociologer og deres mærkelige eksperimenter på os andre.

0 comments:

There was an error in this gadget