Er E.T. mere religion end videnskab?

Jagten på ukendt liv i universet er legitim og spændende forskning. Men hvad med alle de semi-religiøse fantaster, som hele tiden vil i kontakt med intelligente aliens, der ligner os? Skal man sætte en grænse som forsker? Og hvis ja: Hvor går den?

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

ArXiv.org er en online database til hurtig publicering af de nyeste forskningsresultater inden for fysik og astronomi. Den indeholder et hav af artikler af høj videnskabelig kvalitet, frit tilgængelige for alle. Engang imellem dukker der dog artikler op, som ligger på grænsen af, hvad man kan kalde normal forskning.

Et sådant paper kom for nylig, hvor de tre forfattere - Dimitra Atri fra University of Kansas, Julia DeMarines, og Jacob Haqq-Misra fra Penn State - diskuterer muligheden for at kommunikere med intelligente væsner fra det ydre rum.

Det er selvfølgelig ikke første gang, SETI-bevægelsen (Search for Extra Terrestrial Intelligence) har publiceret i arXiv.org. Faktisk er tendensen stigende, og som formidler af naturvidenskab må man spørge sig selv, hvor grænsen går mellem spændende videnskabelige problemstillinger, der udvider vores horisont, og popforskning, der måske er sjovt, men ligger mistænkelig tæt op ad UFO'er og korncirkler og (positivt formuleret) ikke gør meget mere end at reproducere et gammelt mytologisk verdenssyn.

Lad mig forklare, hvad jeg mener. Det nye paper på arXiv.org diskuterer, hvordan man kan sende beskeder ud i rummet, som faktisk vil kunne forstås af en fremmed intelligens. Bortset fra det særdeles usandsynlige i, at der findes liv derude, som lytter til radiosignaler fra rummet, aktualiserer paperet en gammel kritik af SETI-forskningen: Det er slet ikke sikkert, at det er muligt at tyde et signal, der nødvendigvis må være behæftet med totalt fremmede sproglige, kognitive og kulturelle præmisser.

Delfiner og svenskere
Vi kan ikke engang forstå delfinerne, endsige svenskerne. Hvordan skal vi så kunne forstå en intergalaktisk flaskepost? Og hvordan kan vi i det hele taget vide, at der er tale om et budskab med mening i, og ikke bare et ukendt naturligt fænomen?


Artiklen foreslår, at man forsøger at fjerne den slags antropomorfismer - altså overføringer af menneskelige egenskaber på ikke-menneskelige ting - ved blot at følge bestemte 'neutraliserende' retningslinjer og så teste resultatet på forskellige befolkningsgrupper.

Helt konkret foreslår forfatterne, at man laver en interaktiv hjemmeside, hvor alverdens mennesker kan teste forskellige former for beskeder, og så udvælger dem, der er bedst egnede til interkulturel kommunikation. De kalder resultatet en METI-protokol, hvor METI står for 'Messaging to Extra Terrestrial Intelligence'. Det bedste budskab vil man så kunne sende til Alfa Centauri eller Gliese 581 og håbe på svar om 42 år.

I konklusionen gør forfatterne det - måske ubevidst - tydeligt, at deres motivation egentlig slet ikke er at tale med E.T. I virkeligheden handler det for dem om at få mennesker til at kende deres skrøbelige plads i kosmos og opføre sig ordentligt. Præcis det samme som langt de fleste religiøse bevægelser også ønsker af deres medlemmer.

Dobbelte standarder
Der er så mange metodiske, filosofiske og logiske problemer i SETI-forskningen, at det er svært at vide, hvor man skal begynde kritikken. Og i sidste ende er det måske også fuldstændig ligegyldigt, om der faktisk findes intelligente rumvæsner et sted i galaksen. Det er, og vil fortsætte med at være, en trossag.

Fænomenet går langt ud over den ene artikel fra arXiv.org. Flere og flere seriøse astrofysikere er begyndt - ikke fordi de tror på det, men fordi det motiverer publikum - at arbejde på CETI- og SETI-projekter (CETI står for 'Communication with Extra Terrestrial Intelligence' og refererer til både afsendelse og modtagelse af rumsignaler, mens SETI kun står for den mere passive lyttestrategi).

Et af de mest kendte forsøg på at gøre rumforskningen sexet er screensaverprojektet SETI@home. Her kan enhver med en computer downloade et program, som systematisk tygger sig igennem oceaner af binære repræsentationer af kosmisk radiostråling i håb om at finde et budskab fra en fremmed verden.

'E.T. phone home' blev gjort til en seriøs businessmodel for rumforskningen, og selv om folk med indsigt i sagen ved, at det videnskabelige bidrag fra projektet kan ligge på et infinitesimalt lille sted, så har projektet været en stor succes for ideen om crowdsourcing - dvs. måder, hvorpå almindelige mennesker kan bringes til frivilligt at bidrage til videnskaben med deres hjemmecomputere.

Budskaber til rummet
Andre velkendte CETI-projekter er Pioneer-plaketten fra 1972 og den gyldne LP i Voyager fra 1977. I 1974 blev også det såkaldte Arecibo-budskab sendt af sted fra et radioteleskop i Puerto Rico. Signalet blev rettet mod stjernehoben M13, 25.000 lysår borte. Man vidste selvfølgelig godt, at det ville tage mindst 50.000 år at få svar og at signalet faktisk slet ikke ville ramme sit mål, fordi M13 i mellemtiden ville have flyttet sig. Men pyt med det! I 1999 og 2003 gentog man øvelsen, denne gang i retning af mere nære stjerner.

Officielt er Nasa forsigtig og taler kun om 'exobiologi', men alligevel har man på fornemmelsen, at de altid sætter to standarder: en Hollywoodstandard til den sensationshungrende offentlighed, hvor intelligente væsner altid er på nippet til at blive opdaget, og en naturvidenskabelig standard, hvor det højeste, man håber på at finde, er lidt vand på en måne eller et par nukleotider i det ydre rum.

Nasa sponsorerer gerne projekter som sender flaskepost, men holder sig fra at tage ansvaret for projekternes videnskabelige meritter. Engang imellem kammer Nasas egne nyheder dog også over af ren begejstring, som dengang i 1996, hvor en gruppe Nasa-forskere fandt meteoritten ALH84001 i Antarktis og mente, at dens carbonat-aflejringer i virkeligheden stammer fra bakterier på Mars.

Ingen (ud over dem selv) tror på det i dag. Eller som for ganske nylig, hvor Nasa mente at have fundet en helt ny livsform på Jorden, baseret på arsen i stedet for fosfor. Fundets hyperbolske hype i medierne er i mellemtiden blevet pillet godt og grundigt fra hinanden.

En proto-religion
Ifølge Thore Bjørnvig fra Institut for Regionale og Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet, der i flere år har studeret SETI-bevægelsen, kan dele af SETI-forskningen bedst forstås som en religiøs bevægelse - en slags scientistisk religion.

»I SETI er der tendenser og strukturer, der meget ligner de strukturer, vi finder i visse religioner. Selvfølgelig findes der mange inden for SETI-bevægelsen, som forsøger at forblive værdineutrale, men der er til gengæld også nogle, som giver den fuld gas,« siger Bjørnvig.

En af sidstnævnte er Frank Drake. Han var manden bag Drake-ligningen - som angiveligt beregner, hvor mange observerbare intelligente civilisationer, der findes i en galakse - og medforfatter til Voyager-pladen og Arecibo-budskabet.

»Drake mente, at hvis det lykkedes os at kommunikere med aliens, så ville vi få nøglen til udødelighed,« siger Bjørnvig.

»Logikken er sælsom, for at sige det mildt: Vi har kun brugt radiosignaler i 100 år, og derfor må de fleste andre intelligente civilisationer, som vi kan få kontakt med, være meget ældre og dermed meget klogere end os. Deres teknologi må altså være eksponentielt meget bedre, fordi SETI-folk generelt har en mærkelig idé om, at teknisk fremskridt er en evolutionært determineret lovmæssighed.«

Kampen om udødelighed 
»På et tidspunkt må de avancerede civilisationer altså finde nøglen til udødelighed. Når man så er blevet udødelig, vil man ifølge Drake være meget mere bange for at dø, fordi ens liv er blevet så meget mere værd, fordi man er udødelig. Hvis man så er en civilisation, som har opnået udødelighed, må man sikre sig, at alle andre civilisationer også opnår udødelighed for at sikre sig, at de værdsætter deres eget liv lige så meget som man selv gør det, og derfor ikke går i krig,« forklarer Bjørnvig.

I grene af SETI-bevægelsen findes der også forestillinger om en 'galaktisk encyklopædi', hvor man samler al viden, som bliver sendt rundt mellem civilisationerne. Som en kosmopolitisk bibel vil den universelle encyklopædi til sidst fortælle os en masse herlige ting om, hvordan vi sikrer os, at vi ikke kommer op at slås, hvordan man bliver udødelig og alle de andre dejlige humanistiske værdier.

»Disse apokalyptiske og millenaristiske tendenser finder man også i den judæisk-kristne tradition, især i Johannes' Åbenbaring,« siger Bjørnvig.

»Her findes ideen om et tusindårsrige, hvor alt bliver godt, døden forsvinder, ligesom sorg, gråd og andre dårlige ting. Ens for disse bevægelser er, at de tilbyder en vej til himmeriget ud fra en dualistisk hypotese om, at vi mennesker er utilstrækkelige og lever i en masse dårlige ting, som vi skal komme ud over. Vi skal blot følge den vej, som bliver peget ud for os,« siger han.

Der findes dog også folk som advarer mod kontakt. Science fiction-forfatteren David Brin og fysikeren Stephen Hawking mener begge, at E.T. ikke nødvendigvis har gode hensiger - se bare på, hvad vi selv gør ved vores egne artsfæller her på Jorden, siger de. Hvad kan E.T. så ikke finde på?

Et spejl for os selv
En af de bedste bøger om, hvorfor det er så svært, hvis ikke umuligt, at kommunikere med fremmed liv, hedder 'His Masters Voice', og er skrevet af Stanislav Lem i 1968. Den handler om et forskerteam, der uden held forsøger at tyde et fremmed signal.

Årsagen er, at enhver tolkning jo kræver et metodevalg, som aldrig kan være helt forudsætningsløst. Man kan ikke bare sådan gøre et budskab rent for kulturelt snavs, som var det skrevet med dårligt blæk.

Da enhver kommunikation i form af afbildninger eller symboler også indeholder en konceptualisering af verden, der forudsætter en biologi, en kultur og en historie, vil en gensidig forståelse uden disse fællesnævnere være umulig.

Dette gælder ikke kun for sproget, men for alle repræsentationer. Selv universelle sandheder som Pythagoras' sætning (i euklidisk geometri) eller termodynamikkens første lov om energiens bevarelse indeholder antropomorfismer i deres matematiske formulering. Forholdet mellem tegnet og det betegnede er nemlig arbitrært, og derfor aldrig givet på forhånd.

Hvad er resultatet af disse abstraktioner? Ja, resultatet er, at et virkelig fremmed signal uden fælles referencer ikke kan være andet end et spejl. Et spejl af vores egne tanker. Man bliver offer for en projektion og begynder at lægge sine egne bekymringer og håb i signalets tydninger.

Militæret vil sikkert ønske nye våben, videnskabsmanden ny erkendelse og skønånden vil håbe på udødelighed. Men når alt kommer til alt, vil vi mennesker ikke være i stand til at erkende eller forstå signaler fra fremmede verdener, selv hvis de stod med lysende flammer på firmamentet.

I den forstand er vores ønske om at komme i kontakt med E.T. vitterlig et spørgsmål om tro. Intelligente aliens konstituerer en højvirulent myte, der konstant bliver udbygget, hjulpet videre af visse forskere og forskningsinstitutioner, og populariseret i de mest fantastiske og sjove science fiction-fortællinger. Det ville være synd at være en 'Spielverderber'. Men på den anden side skal man måske også lige spise lidt brød til.


0 comments:

There was an error in this gadget