Civilisationer tager små skridt frem – og store tilbage

Vores tid er præget af enestående forandringer. Men forskernes viden om dynamikken bag civilisationers opståen og forfald har hidtil været begrænset.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Ideen om fremskridt ligger dybt i mange mennesker. Vi lever i en periode med uset økonomisk vækst og teknisk innovation. Demokratisering og nye medier får kulturer til at smelte sammen, og de politiske strukturer bliver stadig mere komplekse. Det er svært ikke at tro, at fremtiden gemmer på et stort potentiale (hvis ikke vi dummer os med atomkrig og forurening, altså).

For hundrede år siden var stemningen en anden: Da var man meget pessimistisk på menneskets vegne. Især Vesten så sin civilisation på vej mod undergang, og man mente, at historien var i forfald, sådan helt generelt, og videnskaben kunne kun bekræfte diagnosen.

Men vi lever i en meget speciel tid. I det meste af menneskets historie har der ikke været nogen forandringer overhovedet. Generation efter generation lærte man de samme ting. Værdier og normer var tidløse; livskvaliteten uændret.

Blandt antropologer har det derfor længe været et ubesvaret spørgsmål, hvorvidt kulturers politiske udvikling foregår via en sekvens af små skridt i retning af stadig mere komplekse former, eller om den foregår via større hop for eksempel direkte fra små høvdingedømmer til store stater. Dynamikken i civilisationers forfald og sammenbrud er heller ikke særlig godt kendt, og forskerne skændes f.eks. stadig om årsagen til Romerrigets fald.

Debatten om menneskekulturernes evolution har hidtil været ført på baggrund af fortællinger, anekdoter og mere eller mindre plausible generaliseringer, simpelthen fordi man ikke havde noget tilpas stort empirisk grundlag for at teste de enkelte teorier mod hinanden. Men det er alt sammen blevet meget mere gennemskueligt nu på grund af en fremragende artikel i fagbladet Nature.


Thomas E. Currie fra University College i London har sammen med kolleger fra Tokyo Universitet og Auckland Universitet i New Zealand analyseret en enorm mængde af lingvistiske data fra over 1.000 kulturer på de sydasiatiske øer og i Oceanien, som alle tilhører den samme sprogfamilie kaldet de austronesiske sprog. Ideen er at bruge fylogenetiske teknikker, dvs. at bruge en sprogfamilies mange forgreninger, til at se, hvordan og hvornår de enkelte kulturer blev adskilt i løbet af årtusinderne.

Fire politiske niveauer
Sammenligner man de sproglige data med den viden, antropologer og etnografer har om de mange enkeltkulturers politiske strukturer, deres opståen og forfald, vil man kunne lave en tidslinje over, hvordan den politiske kompleksitet i de mange kulturer steg og aftog igennem tiderne.

Ved at bruge nogle sofistikerede statistiske metoder (som går under betegnelsen BRJMCMC – Bayesian Reversible Jump Markov Chain Monte Carlo method) kunne forskerne finde det bedste fit for, hvordan mønstre af social kompleksitet passer til forgreningerne i den austronesiske sprogfamilie.

Forfatterne definerer graden af politisk kompleksitet ved antallet af hierarkiske niveauer, hvorpå beslutninger bliver taget. Samfund, hvor der ikke findes nogen permanent ledelse ud over beslutninger i lokale (familiære) grupper, kaldes ‘acephalous’ – som måske kan oversættes som ‘flokke’, og som betyder samfund af familier uden en egentlig politisk leder. De samfund, som har et enkelt niveau af ledelse over lokalsamfundet, kaldes ‘simple høvdingedømmer’ eller stammer. Samfund med to niveauer over lokalsamfundet betegnes ‘komplekse høvdingedømmer’, og til sidst kaldes de samfund, som har endnu flere niveauer af bureaukrati, for ‘stater’.

Som eksempel kan man bruge den traditionelle kultur på Hawaii: Oprindeligt var den opdelt i lokalsamfund (byer), der var grupperet i flere distrikter, som var kontrolleret af ledere, der igen var underlagt en overordnet boss. Hawaii var derfor et komplekst høvdingedømme.

De moderne austroneseres forfædre udvandrede fra Taiwan for cirka 5.200 år siden. De spredte sig hurtigt igennem Filippinerne og Indonesien hen over de sydøstasiatiske øer og til Oceanien. Nogle af dem nåede så vidt som til Madagaskar, Påskeøen, Hawaii og New Zealand. Deres såkaldt malayo-polynesiske sprog omfatter flere end 1.200 enkeltsprog, flere end nogen anden sprogfamilie.

En fordel ved at studere dem er, at de fleste af disse sprog stadig tales, hvilket står i stærk modsætning til f.eks. den indoeuropæiske sprogfamilie, hvor de fleste sprog er uddøde. En anden fordel ved at studere austroneserne er, at de som regel koloniserede øer, der var mennesketomme. Deres sprog blev derfor ikke blandet med sprog fra oprindelige folkeslag, og udviklede sig således mere naturligt i forhold til samfundsudviklingen.

Forskernes analyse viser, at den model, der matcher bedst med civilisationers politiske udvikling, er en sekvens af ganske små skridt – både frem og tilbage. Hvad der langsomt er blevet stort, falder langsomt fra hinanden igen.

Oswald Spenglers klassiske forestilling om, at civilisationer udvikler sig cyklisk er altså ikke gendrevet. Kulturer bliver langsomt mere komplekse eller langsomt mindre komplekse. Imperier opstår og forfalder langsomt. Rom og Ankor var ingen undtagelser.

Langsom vækst, hurtigt fald
En anden model er dog ifølge forskerne næsten lige så sandsynlig: politisk kompleksitet opstår kun langsomt og med små skridt – men den kan falde fra hinanden katastrofalt hurtigt. Det er aldrig sket, at en kultur er sprunget direkte fra en primitiv stammestruktur til en statsform. Men det omvendte er. Majapahit-imperiet (ca. 1294-1527) på Bali faldt fra hinanden på ganske kort tid efter et angreb fra muslimske javanesiske fyrster, og tilbage stod kun små atomiserede stammer spredt over hele området og uden synderlig kontakt med hinanden. Det samme gælder ifølge forskerne måske også for Iban-folket fra Borneo.

Nu kan man spørge, hvor spændende resultatet egentlig er. Det er ikke overraskende, at samfund øger og mindsker deres kompleksitet på en trinvis måde. Man ved, at Srivijaya-, Sumatra- og Java-kulturerne er vokset og skrumpet frem og tilbage i over 1.500 år, og arkæologiske fund tyder på, at der også har været komplekse storkulturer før deres tid. Man ved også, at det er ganske almindeligt for nabosamfund at vokse sammen, som f.eks. i Madagaskar i det sene 1700-tal eller Hawaii i begyndelsen af 1800-tallet, hvor stater blev dannet ved at forene komplekse bysamfund, eller ved at et høvdingedømme erobrede naboens høvdingedømme.

Det mest interessante er måske nok den anden model, dvs. at komplekse civilisationer opstår trinvist, men er iboende skrøbelige, og kan tabe deres institutionelle forankring i en kaskade af sammenbrud. I grafikken angiver pilenes tykkelse sandsynligheden for en overgang fra én politisk struktur til en anden, og det er ikke sådan, at de bagudrettede pile er særlig meget tyndere end de fremadrettede.

Med forbehold
Der er selvfølgelig også en masse forbehold, som man skal tage over for denne type forskning: Artiklens forfattere har slet ikke taget højde for alle de helt konkrete forhold, der gør sig gældende i en kultur. Man kunne forestille sig, at der findes andre og mere vigtige parametre, som determinerer en civilisations skæbne, f.eks. dannelsen af stabiliserende eller destabiliserende sociale klasser eller eksterne perturbationer som f.eks. invasioner fra barbarer eller andre tilfældige hændelser, der sætter et helt samfund i bevægelse.

Selv metoden med at bruge fylogenetiske teknikker fra biologien på kulturelle markører som sprog er omstridt. Ifølge Patrik Lindenfors fra Stockholm Universitet er der stor forskel på biologisk og kulturel evolution. Mens biologien baserer sig på arvelighed fra forældre til afkom, foregår den kulturelle (sproglige) arvelighed snarere via imitation og mere ‘horisontale’ diffusionsprocesser – f.eks. ved at en gruppe egyptere bliver inspireret til en demokratisk revolution ved at se, hvad der foregår i Tunesien.

Men ikke desto mindre er Currie og kollegers arbejde et vigtigt skridt på vej mod en mere kvantitativt funderet historieskrivning – en historieskrivning, der ikke kun baserer sine konklusioner på gribende og velargumenterede enkeltfortællinger, men på data af høj kvalitet. Den overordnede konklusion på deres arbejde må være, at politiske institutioner er svære at opbygge, men ikke så svære at nedbryde. Hvis man derfor som europæer er tilhænger af store og endnu større politiske enheder, må man nok væbne sig med lidt tålmodighed. Hvis man derimod helst ser sin civilisation gå tilbage til en mindre kompleks model, så er chancen for at det vil ske slet ikke så dårlig, sådan rent statistisk set.

0 comments:

There was an error in this gadget