Open Access er godt for alle, især forskningen

Dette er den uredigerede version af artiklen "Open Access er godt for alle", ing.dk.

Mærkeligt nok lader implementeringen af Open Access vente på sig. De økonomiske fordele er entydige, og de videnskabelige fordele ligeså. Eneste forhindring er misforståelser og dårlige vaner, som derfor må fjernes med en blanding af meningsfulde tilskyndelser og bevillingsmæssige krav.

Den digitale revolution har givet forskere i hele verden en unik mulighed for at dele deres viden meget hurtigere og meget bedre med hinanden og med resten af befolkningen. Desværre bliver muligheden stadig kun udnyttet af et mindretal af forskerne, primært fordi resten af dem tror at det er ulovligt eller besværligt.

Alle seriøse undersøgelser og rapporter viser dog, at bekymringerne er grundløse. Mulighederne er der allerede nu, og grebet rigtigt an, vil man kunne høste store fordele ved at gøre offentligt betalt forskningsresultater frit tilgængelig for alle. Det gælder ikke bare økonomien, men videnskaben selv. En forskers motivation matcher alt det, Open Access kan levere: langt bedre adgang til andres forskning, bedre kommunikation på tværs af fagene, større impact faktor, flere læsere, flere downloads, flere citationer, større anvendelse, bedre produktivitet og et hurtigere videnskabeligt fremskridt.

Forlagenes økonomi
Lad os tage de økonomiske fordele først. Akademisk publishing er big business. De årlige indtægter er ifølge den International Association of Scientific, Technical and Medical Publishers (STM) og Ulrichsweb ca. $16 milliarder fordelt over 25.000 tidsskrifter og 2,5 millioner årlige peer-reviewede artikler (inkl. conference proceedings). Profitten er enorm, og anslås hos to af de største forlag, Wiley og Elsevir, til at være mellem 30-45%, og pengene kommer primært fra institutioner, der abonnerer på både papir og online-adgang (ca. 70% af indtægterne) og fra virksomheds-abonnementer (ca. 16 %).

Civilisationer tager små skridt frem – og store tilbage

Vores tid er præget af enestående forandringer. Men forskernes viden om dynamikken bag civilisationers opståen og forfald har hidtil været begrænset.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Ideen om fremskridt ligger dybt i mange mennesker. Vi lever i en periode med uset økonomisk vækst og teknisk innovation. Demokratisering og nye medier får kulturer til at smelte sammen, og de politiske strukturer bliver stadig mere komplekse. Det er svært ikke at tro, at fremtiden gemmer på et stort potentiale (hvis ikke vi dummer os med atomkrig og forurening, altså).

For hundrede år siden var stemningen en anden: Da var man meget pessimistisk på menneskets vegne. Især Vesten så sin civilisation på vej mod undergang, og man mente, at historien var i forfald, sådan helt generelt, og videnskaben kunne kun bekræfte diagnosen.

Men vi lever i en meget speciel tid. I det meste af menneskets historie har der ikke været nogen forandringer overhovedet. Generation efter generation lærte man de samme ting. Værdier og normer var tidløse; livskvaliteten uændret.

Blandt antropologer har det derfor længe været et ubesvaret spørgsmål, hvorvidt kulturers politiske udvikling foregår via en sekvens af små skridt i retning af stadig mere komplekse former, eller om den foregår via større hop for eksempel direkte fra små høvdingedømmer til store stater. Dynamikken i civilisationers forfald og sammenbrud er heller ikke særlig godt kendt, og forskerne skændes f.eks. stadig om årsagen til Romerrigets fald.

Debatten om menneskekulturernes evolution har hidtil været ført på baggrund af fortællinger, anekdoter og mere eller mindre plausible generaliseringer, simpelthen fordi man ikke havde noget tilpas stort empirisk grundlag for at teste de enkelte teorier mod hinanden. Men det er alt sammen blevet meget mere gennemskueligt nu på grund af en fremragende artikel i fagbladet Nature.

Er E.T. mere religion end videnskab?

Jagten på ukendt liv i universet er legitim og spændende forskning. Men hvad med alle de semi-religiøse fantaster, som hele tiden vil i kontakt med intelligente aliens, der ligner os? Skal man sætte en grænse som forsker? Og hvis ja: Hvor går den?

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

ArXiv.org er en online database til hurtig publicering af de nyeste forskningsresultater inden for fysik og astronomi. Den indeholder et hav af artikler af høj videnskabelig kvalitet, frit tilgængelige for alle. Engang imellem dukker der dog artikler op, som ligger på grænsen af, hvad man kan kalde normal forskning.

Et sådant paper kom for nylig, hvor de tre forfattere - Dimitra Atri fra University of Kansas, Julia DeMarines, og Jacob Haqq-Misra fra Penn State - diskuterer muligheden for at kommunikere med intelligente væsner fra det ydre rum.

Det er selvfølgelig ikke første gang, SETI-bevægelsen (Search for Extra Terrestrial Intelligence) har publiceret i arXiv.org. Faktisk er tendensen stigende, og som formidler af naturvidenskab må man spørge sig selv, hvor grænsen går mellem spændende videnskabelige problemstillinger, der udvider vores horisont, og popforskning, der måske er sjovt, men ligger mistænkelig tæt op ad UFO'er og korncirkler og (positivt formuleret) ikke gør meget mere end at reproducere et gammelt mytologisk verdenssyn.

Lad mig forklare, hvad jeg mener. Det nye paper på arXiv.org diskuterer, hvordan man kan sende beskeder ud i rummet, som faktisk vil kunne forstås af en fremmed intelligens. Bortset fra det særdeles usandsynlige i, at der findes liv derude, som lytter til radiosignaler fra rummet, aktualiserer paperet en gammel kritik af SETI-forskningen: Det er slet ikke sikkert, at det er muligt at tyde et signal, der nødvendigvis må være behæftet med totalt fremmede sproglige, kognitive og kulturelle præmisser.

Delfiner og svenskere
Vi kan ikke engang forstå delfinerne, endsige svenskerne. Hvordan skal vi så kunne forstå en intergalaktisk flaskepost? Og hvordan kan vi i det hele taget vide, at der er tale om et budskab med mening i, og ikke bare et ukendt naturligt fænomen?

Facadebogen

Facebook burde vel egentlig hedde Facadebook. Ikke en eneste af mine venner græder eller er kede af det på deres billeder. Ikke en eneste fortæller om en personlig ulykke eller om en eksistentiel krise. De eneste hints om en mulig depression får man, når der er fravær, eller når en ven en gang imellem linker til en musikvideo af Tricky eller Joy Division. Så kan man få lov at føle det, der ikke bliver sagt.

PH.d.-studerende Alexander Jordan fra Stanford University bemærkede det også. Han så, hvordan en ven fik det dårligt af at surfe blandt seje statusopdateringer og supercoole attituder. Jo mere tid han brugte på sine venners perfekte liv, jo mere ondt gjorde det på ham. Som klikkende dråber af flydende kviksølv flød smerten af at se de andres lykke sammen til endnu større dråber, indtil hans selvværd var helt opløst.

Jordan lavede en undersøgelse for at finde ud af, om Facebook og andre sociale medier vitterlig kan få os til at føle os værre, end vi ellers ville have gjort. Hypotesen var, at en ubevidst social norm om at være happy online får os til at underestimere, hvor dårligt andre har det i virkeligheden, hvilket så resulterer i, at vi får det dårligere med os selv.

Han bad 63 studerende fra sit fakultet om at beskrive deres egne og nære venners seneste negative og positive følelsesmæssige oplevelser og hvorvidt de forsøgte at skjule dem. Det viste sig rigtig nok, at de studerende har en tendens til at fremhæve det gode og skjule det mindre gode. Det viste sig også, at de tror, at deres venner har det bedre end dem selv. I et opfølgende eksperiment med 104 studenter var der klar korrelation mellem, hvordan de tolkede deres venners emotionelle situation og egen ditto. Jo mere man tror, at andre er ovenud lykkelige, jo dårligere har man det med sig selv. Jo mere realistisk et billede man har af andre, jo mindre svært har man det med sig selv. (Der er dog en mulighed for en alternativ tolkning: Jo dårligere man har det med sig selv, jo mere tror man, at de andre har det skidegodt.)

Vores tendens til at overvurdere andres lykke er selvfølgelig ikke noget nyt. Egentlig burde det ikke være nogen svær kognitiv opgave at slutte sig til, at når man selv skjuler sine negative emotioner i en social sammenhæng, så gør andre det nok også. Og at man derfor slet ikke er så alene i ensomheden. Psykologer mener, at misforståelsen skyldes det, de kalder ‘fundamental attribution error’ – altså tendensen til at glemme den kontekst, hvori en adfærd skal fortolkes. I et offentligt rum handler det om at smile og være glad, med den logiske følge, at det man ikke ser, stadig kan være der.

Men det kan være svært, når man sidder alene med facadebogen. Her er venner pudset blanke som forsiden af et modeblad, og det er umuligt at finde de små ridser i lakken, der tidligere altid fjernede angsten for selv at være en taber. I de sociale medier er vi ‘alene sammen’, som sociologen Sherry Turkle fra MIT siger, hele tiden i gang med at optimere vores profil til ‘max cool’. Facadebogen er et personaliseret sladdermagasin, hvor forfatter og hovedrolleindehaver er en og samme person. God til at pushe en historie eller give et blæret pip, men komplet uegnet til at finde lykken. Og så er den også blevet noget mere: en perfekt petriskål for sociologer og deres mærkelige eksperimenter på os andre.

Is SETI faith rather than science?

The search for extraterrestrial life is a legitimate and exciting scientific quest. However, what about all the semi-religious dreamers who constantly want to establish contact with intelligent aliens that look like us? Should scientists draw a line? and if so... where?

(This is a quick and dirty translation of my article in Ingeniøren, ing.dk )

ArXiv.org is an online database for quick publishing of fresh research news within the fields of physics and astronomy. The database contains a great number of science articles of high standard, freely accessible to anyone. However, once in a while articles pop up which are on the borderline of normal scientific standards.

In a recently published paper of the latter type, three authors - Dimitra Atri from University of Kansas, and Julia DeMarines and Jacob Haqq-Misra from Penn State - discuss the possibility of communicating with intelligent beings from Outer Space.

Of course, this is not the first time the SETI movement (Search for Extra Terrestrial Intelligence) published in ArXiv.org. The tendency is in fact on the rise, and as a science writer, one must consider where to draw a line between fascinating, mind-opening scientific problems and pop science, which may be fun, but suspiciously close to theories about UFOs and crop circles. Such articles (to say it mildly) do little more than reproduce an ancient mythological world view.

Please allow me to explain what I mean. The new paper published to arXiv.org discusses how to send messages into Space that can be understood by intelligent aliens. Besides the highly unlikely assumption that there is life out there listening to radio signals from Space, the paper revives a long standing criticism of the SETI-research: it is by no means certain that it is possible to interpret a signal which relies on totally alien linguistic, cognitive and cultural premises.

Dolphins and foreigners
We can’t understand the dolphins and we even struggle to understand foreign human cultures. How then, should we be able to understand an intragalactic bottlemail? Even worse: How should we tell a meaningful message apart from an unknown natural phenomenon?

The Climate Fix


Så sandelig en interessant bog om klimadebatten. Roger Pielke Jr. gjorde allerede opmærksom på sig selv, da han for nogle år siden udgav bogenThe Honest Broker, der beskæftiger sig med den rolle videnskaben og videnskabsmænd har og bør have i samfundsdebatten. Med sin nye bogThe Climate Fix går han skridtet videre, og prøver at forstå, hvad klimadebatten i virkeligheden går ud på, og hvor det er gået galt.
Læs hele anmeldelsen med kommentarer på bogblokken.

I let forståeligt engelsk og med overskud forklarer Pielke Jr. hvordan man kan få kommunikationen mellem videnskaben og politikken på rette køl igen. Han mener ligesom næsten alle andre, at udledningen af drivhusgasser som CO2 er godt i gang med at øge klodens temperatur og dermed vil skabe store omvæltninger for vores civilisation, hvis ikke der gøres noget for at afcarbonisere økonomien.

Bogen sande værdi består dog i at afdække det tåbelige teater, som er blevet iscenesat via IPCC, politikere, forskere, interessegrupper og offentligheden. I stedet for at diskutere løsninger, tilskriver man hinanden dunkle motiver. Ifølge Pielke Jr. er hele det show en over-politiseret, teknologisk ignorant og økonomisk urealistisk, ja, absurd farce, som er dømt til at mislykkes.

Central i hans kritik er artikel to i FNs Klimakonvention: ”at drivhusgasserne i atmosfæren skal stabiliseres til et niveau, der forebygger farlige ændringer i klimasystemet”, der stiller forskerne foran umulige krav, nemlig at definere, hvad der er farligt? For hvem? Hvornår noget er farligt, dvs. på hvilket niveau? Hvad der kan anses som stabilt? Og inden for hvilken tidsramme?

Pielke Jr. kalder det ’klimapolitikkens jernlov’ at ingen mennesker og ingen stater i verden nogensinde vil opgive deres ønske om økonomisk vækst bare for at få et mere stabilt klima. Derfor er hele IPCC-processen en blindgyde, mener han. I stedet må starte med en ordentlig skat på ca. ti dollar per ton CO2, som skal bruges til at appellere til de positive sider i mennesket: at udvikle nye ideer og støtte op om ny teknologi, som kan afcarbonisere økonomien, vel at mærke uden at skulle give køb på vækst. Som forebillede peger Pielke på Montreal-protokollen, der fik reduceret ozon, og især på CIGAR – gruppen der står bag den grønne revolution i midten af det forrige århundrede.

Det er en interessant bog, og god at blive klog på. Måske endda god til at begynde at se ting i et nyt perspektiv.
Roger Pielke Jr.
The Climate Fix: What Scientists and Politicians Won’t Tell You About Global Warming
304 sider, Basic Bks: Perseus, 2010




Anmeldelser:
The Economist
Our World
Financial Post
reason,com
There was an error in this gadget