WikiLeaks for forskere

Læs hele indlægget med kommentarer på ing.dk


Det har været rystende at se, hvordan magtfulde kræfter har forsøgt at lukke munden på WikiLeaks. Så meget at jeg og tusinder af andre mennesker har downloaded insurance-filen og støttet dem økonomisk. Mange forskerkolleger og -venner har det på samme måde med deres egen profession. De har lyst til at lave en WikiLeaks-postkasse for forskere. Et sted, hvor man kan lække alle de grimme ting, der foregår på institutterne og i laboratorierne. Et sted, hvor man kan afsløre rektors vildledninger, kollegaens overdrivelser og professorens forbandede løgne én gang for alle.

Medicin og lægestanden har helt sikkert mest brug for det. Nordic Cochrane Centre siger, at man ikke skal tro på forskningsresultater, der er sponsoreret af private virksomheder. Men også i den offentligt støttede medicinalforskning er der så meget fokus på penge og på at publicere ‘gode resultater’, at publikationsbias er reglen, ikke undtagelsen. I en artikel med overskriften ’Why Most Published Research Findings Are False’ skrev John Ioannidis i PloS Medicin, at det sådan set slet ikke behøver at være ond vilje, der gør, at man burde smide de fleste forskningsresultater i skraldespanden. Præselektion, alt for fleksible eksperimentelle designs, få eller ingen reproduktioner og lav effektstørrelse er alt sammen parametre, som arbejder sandheden imod. Faktisk kan man lige så vel lave artikler ved at læse i kaffegrums, mener han.

Det værste ved det hele er, at ingen er interesseret. Kun når ligene flyder på bordene, eller når en sexy hjerneforsker som Milena Penkowa begynder at få lidt for dyre vaner, begynder man at høre om skandalerne. I langt de fleste tilfælde er det dog bare almindeligt kvaksalveri, der går ud på at underholde patienten, mens naturen kurerer sygdommen. Dette er ofte i lægens interesse og ofte i forskerens interesse, og derfor bilder man også gerne patienten ind, at placebo skam ikke er en dårlig effekt. Desværre gælder det i stigende grad også de fleste andre forskningsområder. Når mange små kompromisser flyder sammen til en kæmpe flod af løgne, ender vi i en degenereret praksis, der ikke længere har fortjent at blive kaldt videnskab.

Så, kære læser, hvordan laver vi et WikiLeaks for forskere? Et interface, der er tilpas anonymt til, at whistleblowers kan afsløre hemmeligheder uden at blive afsløret selv? Peer-review er jo ikke længere sikkerhed nok, fordi man hører om alt for mange klager over bias. Et udvalg ’Vedrørende Videnskabelig Uredelighed’ er en gammel skole, som gemmer sig bag lukkede døre og sikkert ender som en marionetdukke, ligesom patientforeningerne gjorde det. Medierne kan umuligt gennemskue systemet. Forskning er i dag så sammenvævet af penge, magt og status, at selv den mest ihærdige journalist ikke ville kunne komme til bunds i dette cirkus af små forvridninger, forskydninger, fortielser og teknikaliteter.

Nej, der er brug for ganz andere Methoden. Måske skal man starte med at henvende sig til ph.d.-studerende og postdocs på medicin. Nogle af dem tror stadig på, at naturvidenskaben er et sandhedssøgende instrument, selvom de jævnligt bliver tvunget af deres professorer til at lave eksperimenter, indtil professoren ser det, han eller hun har brug for at se. Måske skal man også kæmpe for en mere transparent peer-review proces, hvor det bliver tydeligt, hvilke kolleger, der manipulerer med processen.

Andre bud?

2 comments:

There was an error in this gadget