Hulemænd havde let ved at score

En ukendt menneskeart viser sig måske at være nært beslægtet med neandertaleren og kaster nyt lys over menneskets udviklingshistorie.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Tidligere på året fik vi bekræftet rygterne om, at vores forfædre fik børn med neandertaleren. Nu viser det sig, at vi også hyggede os med en søster-art til neandertaleren, som levede i Østasien for måske hundredetusinde år siden.

Som afslutning på et turbulent år for verdens palæoantropologer har den svenske biologi Svante Pääbo udgivet et paper i Nature hen over julen, der bekræfter fundet af en hidtil ukendt menneskeart i Denisova-hulen i det sydlige Sibirien. Den har nu fået navnet ’Denisova’ og viser sig at være nært beslægtet med neandertaleren. En anden prominent palæoantropolog, Erik Trinkaus fra Washington University i St. Louis, er dog kritisk over for påstanden, og mener, at der i stedet er tale om et tidligt anatomisk moderne menneske.

En finger og en tand
En enkelt finger fra en mindst 50.000 år gammel kvindelig Denisova-hominid og en visdomstand var nok for Pääbo til at sekventere genomet og fastslå, at hun deler oprindelse med neandertalerne, men også bidrager med 4,8 procent af sit mitokondrie-DNA til nulevende melanesere, altså folk der nu lever på Ny Guinea og øerne omkring.


En tidligere analyse fra marts havde placeret Denisovans længere væk fra både neandertalerne (Homo sapiens neanderthalensis), der beboede denne her planet for 400.000-30.000 år siden, og mennesker (Homo sapiens sapiens), der kom til for cirka 200.000 år siden. Men Pääbos nye paper foreslår i stedet, at Denisovans oprindelse må spores tilbage til en fælles forfader med neandertaleren, som boede i Afrika for cirka 500.000-400.000 år siden.

Ifølge Bence Viola, en palæoantropolog fra Max Planck Instituttet for Evolutionær Antropologi i Leipzig, er visdomstanden fra den sibiriske hule et yderligere bevis. Den ligner hverken en tand fra en neandertaler eller fra et moderne menneske. Den har usædvanligt store buler udadtil og rødderne spreder sig til siderne. Svante Pääbo formåede at trække en lille smule mintokondrie-DNA ud af tanden, og det viste sig at være et perfekt match med DNA’et fra fingeren.

Erik Trinkaus er dog meget kritisk.

»Nature-artiklen påstår, at kindtanden fra Denisova-hulen ligger uden for rækkevidden af Homo erectus, Homo sapiens og fossilerne imellem dem. Dette udsagn er kategorisk falskt,« siger Erik Trinkaus til Ingeniøren.

»De fortæller ikke at Oase 2-fossilet (fra en hule kaldet Pestera cu Oase i Rumænien, red.) entydigt er et moderne menneske, og man kan se fra grafen, at dens tredje kindtænder er lige så store som Denisova-tanden. I lyset af dette åbenlyst falske udsagn er der heller ikke megen grund til at tro på de andre påstande i artiklen.«




Qafzeh og Skhul
Dette 100.000 år gamle kranium blev fundet i en hule i Skhul i Israel i 1934. Det viser, at anatomisk moderne mennesker forlod Afrika lang tid før den store exodus for omkring 60-40.000 år siden. 
De må derfor have mødt neandertalerne på deres vej mod øst og mod nord, og viser da også en blanding af arkaiske og moderne træk.


Men de fleste forskere tror, at der vitterligt er tale om en ny underart. Det primært overraskende ved fundet er ifølge Dienekes Pontikos’ blog, at et relativt ungt fossil fra en hule i det sydlige Sibirien kan have en genetisk forbindelse med både de uddøde neandertalere fra Europa og de nulevende melanesere fra Papua og Bourgainville. Det hænger umiddelbart ikke sammen. Forskerne spekulerer derfor på, om fundet er et genuint tegn på hidtil ukendte spredningsveje blandt menneskeslægterne, eller om der kan være andre årsager – f.eks. kunne fingeren og visdomstanden senere være blevet brugt som et smykke, eller som et trofæ, som så blev transporteret over store afstande af nogle enkeltindivider. Man ved det ikke, og forskerne mangler at finde flere specimenter for at komme tættere på sandheden.


Flere overraskelser
Mange antropologer står nu og tripper. De venter spændt på at få knogler sekventeret med den samme teknik som Pääbo brugte på tanden. På den måde vil de kunne se, om der gemmer sig flere hemmeligheder i de montre med fossiler, som er blevet samlet sammen i løbet af de sidste årtier.

Tidligere på året viste Pääbos sekventering af et neandertal-genom fra Vindija-hulen i Kroatien en anden stor overraskelse: at europæere og asiater er 2,5 procent tættere på neandertaleren end en almindelig afrikaner. Ingen havde troet, at østasiatere var mindst lige så tæt på neandertaleren som europæerne, og det åbner op for helt nye spørgsmål om, hvordan neandertalerne levede og spredte sig igennem Europa, Asien og Amerika og, ja, i Afrika selv.




Kindtanden fra Denisova-hulen i Sibirien
Kindtanden øverst er genstand for mange spekulationer. Ifølge Svante Pääbo ligner den hverken en tand af Homo erectus eller Homo sapiens, og må derfor stamme fra en separat hominid, døbt Denisovans, som levede i Asien og Østasien for cirka 50.000 år siden.


Palæoantropologen Erik Trinkaus mener dog at evidensen er utilstrækkelig til at konkludere dette. Tanden ligner mere den type kindtand, man har fundet i den rumænske hule Pestera cu Oase, hvor især Oase 2-kraniet (nederst) viser en tredje kindtand af samme morfologi som tanden fra Denisova-hulen i Sibirien. Den er mellem 35-40.000 år gammel og viser den sædvanlige blanding af moderne og arkaiske træk.



Hidtil har alle lærebøger sagt, at de anatomisk moderne menneskers exodus fra Afrika skete for 60-40.000 år siden. Man har længe vidst, at mennesker med en blanding af moderne og arkaiske træk allerede opholdt sig i Skhul og Quafzeh i Israel for cirka 100.000 år siden, men tilskrevet det en tilfældighed uden globale konsekvenser. Men et tredje opsigtsvækkende fund af Erik Trinkaus fra oktober i år viser, at delvist anatomisk moderne mennesker også eksisterede i Zhirendong i Kina for 100.000 år siden.

I kombination med de nye fund fra Sibirien bliver det derfor sværere og sværere at opretholde en teori om, at eventuelle tidligere exodusser af mennesker ud af Afrika var små fejlslagne forsøg, og at det kun var den ene for 60-40.000 år siden, der virkede. Mere sandsynligt er det, at mennesker forlod Afrika i flere omgange og blandede sig igen senere.

Det bliver også sværere og sværere at opretholde en rigid skillelinje mellem moderne og arkaiske underarter af Homo sapiens. Tværtimod viser de nye fund, at moderne mennesker levede side om side med arkaiske mennesker som f.eks. neandertalere og Denisovans (og måske endnu flere, stadig ukendte varianter) i tusinder og titusinder af år. De arkaiske slægter blev ikke trampet ned af en ny indvandrerbølge fra Afrika for 60-40.000 år siden. De blev langsomt avlet væk. Og vi har alle et par gener tilbage fra dem.

En ny teori søges
Blandt de mange teorier for menneskets oprindelse, er den mest kendte og mest populære ’Out of Africa’-hypotesen. I en kort udgave går den ud på, at alle levende mennesker i dag er efterkommere af blot en enkelt gren i den store busk af menneskelignende arter, der har levet på jorden de sidste mange millioner år.

Vi opstod i Afrika for omkring 100-50.000 år siden, ca. samtidig med at neandertalerne langsomt var ved at forsvinde, og Cro-Magnon-kulturen opstod. Nogle forskere mener endda, at vi nedstammer fra en enkelt population på kun 200.000 individer, der levede på den afrikanske savanne. Så for ca. 60-40.000 år siden bredte vi os til forskellige egne af kloden, først til Asien og derefter Europa, Australien og Amerika, hvor vi fortrængte og udkonkurrerede alle andre efterkommere af Homo erectus, inklusive neandertalerne.

En konkurrerende teori, kaldet den multiregionale model, går ud fra, at regionale befolkninger udvikledes parallelt med hinanden i forskellige dele af verden og blandede sig, når de mødtes, hvilket forhindrede afgørende forskelle i den samlede population, og derfor kom alle mennesker på Jorden mere eller mindre til at ligne hinanden.

Variationer, ikke racer
Man kan endda iagttage en lang række ændringer i det anatomisk moderne menneske, der er resultatet af den naturlige selektion. Der er store forskelle på f.eks. kindtænderne, og vi har i dag en meget mindre robust kropsbygning end tidligere. Det anslås, at ansigtet, kæbepartiet og tænderne på mennesker for blot 10.000 år siden i gennemsnit var 10 procent mere robuste, mens mennesker fra palæolitisk tid, dvs. for ca. 30.000 år siden, var 20-30 procent mere robuste. De australske aboriginals har f.eks. mere arkaisk udseende tænder, mens de mindste tandstørrelser i dag kan findes i områder, hvor levnedsmiddelforarbejdende teknologier har været brugt i længst tid.

Her er der vel at mærke tale om geografiske variationer, og ikke om racer. Nye genetiske data fra det internationale humane genom-projekt gendriver enhver idé om, at der findes reelle menneskeracer, forstået som genetisk adskilte populationer. Der synes ganske enkelt ikke at eksistere nogen genetisk variant, som besiddes af alle individer i én population, men som er ukendt i en anden. Derfor kan man heller ikke trække nogen skarp grænse mellem populationsgrupperne. Der findes forskellige frekvenser af genetiske variationer, som f.eks. visse gen-varianter, der sænker sandsynligheden for alkoholisme, og som synes at være mere hyppige i østasiatiske populationer end i de europæiske eller afrikanske populationer. Men bortset fra sådanne undtagelser findes langt størstedelen af menneskets genetiske variation i den fælles genetiske ‘pool’, hvilket heller ikke er overraskende i lyset af den relativt korte tid, det anatomisk moderne menneske har levet uden for Afrika.

Den generelle konsensus ser nu ud til at være en modificeret variant af ‘Ouf of Africa’-modellen, dvs. at vi alle sammen er primært beslægtet med de mennesker, der udvandrede fra Afrika for 60-40.000 år siden, men også blandet med 5-10 procent af lokale varianter af neandertal- og Denisovan-gener. Man skal huske på, at forskellen mellem os og neandertalerne (og Denisovans) kun er cirka 33 procent større end mellem de to mest forskellige menneskepopulationer (San-folket i Afrika sammenlignet med befolkningen i Papua Ny Guinea). Da alle mennesker sagtens kan få børn på tværs af regionale populationer, er det i princippet ikke utænkeligt, at vi også ville kunne få børn med en neandertaler eller med en Denisovan den dag i dag, hvis en sådan altså stadig levede et sted.

0 comments:

There was an error in this gadget