På vej mod en isfri planet

IPCC's estimater for fremtidens globale vandstand er noget juks. Vandstigninger på 5 meter eller mere i år 2100 er uundgåelige siger James Hansen. Og så bliver det bare værre.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Ifølge FN og World Meteorological Organization WMO var 2010 sammen med 2005 det varmeste år, siden man begyndte at måle på den slags i 1854. Dermed ligger 10 af de sidste 12 år på Top 10-listen over de varmeste år nogensinde. Det må kaldes en solid trend.

Pudsigt er det derfor, at IPCC's rapport fra 2007 kun angiver en havvandsstigning på cirka 30 centimeter i år 2100. Det sker ud fra en antagelse om, at isen på Grønland og Antarktis smelter stille og roligt, som var det to isterninger i en gin og tonic.

Men det tror James Hansen og Makiko Sato fra Nasa Goddard Institute for Space Studies og Columbia University Earth Institute i New York ikke på. De argumenterer i et nyt 'draft paper'for, at IPCC's estimat er et dårligt gæt, der er baseret på en forkert antagelse om, at afsmeltningen sker langsomt og lineært i forhold til temperaturstigningen.

Faktisk indrømmede IPCC i sin rapport fra 2007, at de gættede, fordi man egentlig ikke vidste nok om afsmeltningsdynamikken for indlandsisen på Grønland og for iskappen på Antarktis. Og man vidste heller ikke nok om de eventuelle positive eller negative feedbackmekanismer, der opstår i kølvandet på afsmeltningen.

Det mener Hansen og Sato er særdeles uansvarligt. IPCC kunne lige så godt have gættet på - sådan som de selv gør i deres nye paper - at afsmeltningen foregår via en ikke-lineær proces, der efter alt at dømme er selvaccelererende.

Hvis det viser sig at være rigtigt, så vil vi i løbet af dette århundrede se en havvandsstigning som en eksponentiel proces med en fordobling hvert tiende år. Så taler vi pludselig om mindst 5 meter i 2100 og ikke om de forventede 29 centimeter (og maks. 59 cm, hvis vi bare lader stå til med kulforbruget).

Forskere vil udvikle universel aliendetektor

Levende organismer har tendens til at bygge mere komplicerede molekyler, end der findes i en tilfældig suppe af kemikalier. Det må kunne bruges til at lave en detektor af liv – og måske også finde aliens på fremmede planeter.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Når vi i løbet af de næste par år begynder at finde jordlignende planeter i vores galakse, ville det være godt, hvis vi havde en ‘tricorder’ – et håndholdt apparat fra det 22. århundredes Star Trek-serie, der kan detektere livsformer fra orbit. Desværre glemte filmproducenterne at lægge en teknisk specifikation ved, da de sendte serien tilbage til os, og vi kan derfor kun gætte os til, hvordan den fungerer.

Som første krav må tricorderen kunne genkende signaturen af alle de tilstedeværende molekyler på overfladen af en planet i form af en superavanceret spektralanalytisk gadget-tingest. Dernæst skal den helst kunne virke på flere hundrede lysårs afstand. Sidst, men ikke mindst, skal den ud fra den kemiske sammensætning på planeten kunne slutte sig til, om der er liv, og hvilken livsform der er tale om.

Mens de to første krav måske er noget til forskningen om hundrede år, kan der allerede nu arbejdes med det sidste krav, mener Evan D. Dorn, Kenneth H. Nealson og Christoph Adami fra Caltech i en artikel, der netop er udkommet på arXiv.org. Vi ved f.eks., at organismer, der lever i vand, typisk har brug for membraner, og at disse membraner indeholder kulstofkæder med et lige antal carbon-atomer (som regel ca. 16 stk.). Vi ved også, at biologisk liv har brug for tunge aminosyrer som glutamat og tryptofan, der ikke dannes lige så nemt i en abiotisk suppe som lette aminosyrer a la glycin og alanin. Og vi ved, at de såkaldte enantiomerer, altså molekyler, der er hinandens spejlbilleder, kan være farlige for biologiske systemer, og derfor har forskellig hyppighed dér, hvor der er liv.

Den generelle observation er altså, at liv bruger en ganske lille delmængde af organiske molekyler som basale byggestene. Når vi derfor leder efter liv på månen Europa eller på planeten Mars, kan vi alene ud fra mængden og distributionen af fremmedartede molekyler sige noget om, hvorvidt der kunne være liv eller ej.

Mad biology
»Forestil dig, at man om nogle år ville kunne spore tryptofan i et absorptionsspektrum fra en planet 30 lysår borte,« siger Christoph Adami til Ingeniøren.

»Jeg tror ikke, at der findes nogen som helst naturlig mekanisme, der kan frembringe et så kompliceret molekyle. Vi kan ikke engang gøre det ordentligt i et laboratorium. Det ville være et klart tegn på, at en organisme gjorde det med vilje.«

Slimsvampen opfandt landbruget – før både myrer og mennesker

Mennesket var ikke først. Myrer og termitter har været landbrugere i millioner af år, og forskerne har nu fundet ud af, at også slimsvampen kender teknikken – og har gjort det i en milliard år.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

I årtier har biologer brugt slimsvampen Dictyostelium discoideum som en modelorganisme for laboratorieundervisning i primitive organismers udvikling og evolution.

Det seje ved at bruge Dictyostelium er, at den noget af tiden lever som en encellet organisme og til andre tider som en flercellet organisme i form af en frugtkrop, der løfter sig op fra skovbunden og kaster sporer af sig.

Dictyostelium er med andre ord både en amøbe og en svamp. Eller rettere: Ingen af delene. Biologer med hang til at kategorisere alt liv har placeret Dictyostelium i restgruppen af protister – der er eukaryoter, altså organismer med en cellekerne, men som hverken er dyr, planter eller svampe.

Mens forskerne og deres studerende har undersøgt slimsvampens udviklingsstadier og kommunikationsformer, var der ingen, der bemærkede, at slimsvampen ikke altid spiser alle de organiske partikler og bakterier i petriskålen. Nogle gange bliver bakterierne bare indlemmet i cellen, og når frugtkroppen så frigiver sine sporer, følger bakterierne med som en slags såsæd.

I en artikel i den nyeste udgave af fagbladet Nature viser Debra A. Brock og kolleger fra Rice University i Texas, at dette ikke bare er et tilfælde. Det er en primitiv form for landbrug, der ikke skyldes genetiske forskelle i populationen, men en dynamisk ligevægt med miljøet.

»Det spændende er, at vi her har med en meget primitiv form for landbrug at gøre – man kunne kalde det en slags husdyrbrug,« siger Jacobus Boomsma fra Københavns Universitet i en kommentar til Ingeniøren.

WikiLeaks for forskere

Læs hele indlægget med kommentarer på ing.dk


Det har været rystende at se, hvordan magtfulde kræfter har forsøgt at lukke munden på WikiLeaks. Så meget at jeg og tusinder af andre mennesker har downloaded insurance-filen og støttet dem økonomisk. Mange forskerkolleger og -venner har det på samme måde med deres egen profession. De har lyst til at lave en WikiLeaks-postkasse for forskere. Et sted, hvor man kan lække alle de grimme ting, der foregår på institutterne og i laboratorierne. Et sted, hvor man kan afsløre rektors vildledninger, kollegaens overdrivelser og professorens forbandede løgne én gang for alle.

Medicin og lægestanden har helt sikkert mest brug for det. Nordic Cochrane Centre siger, at man ikke skal tro på forskningsresultater, der er sponsoreret af private virksomheder. Men også i den offentligt støttede medicinalforskning er der så meget fokus på penge og på at publicere ‘gode resultater’, at publikationsbias er reglen, ikke undtagelsen. I en artikel med overskriften ’Why Most Published Research Findings Are False’ skrev John Ioannidis i PloS Medicin, at det sådan set slet ikke behøver at være ond vilje, der gør, at man burde smide de fleste forskningsresultater i skraldespanden. Præselektion, alt for fleksible eksperimentelle designs, få eller ingen reproduktioner og lav effektstørrelse er alt sammen parametre, som arbejder sandheden imod. Faktisk kan man lige så vel lave artikler ved at læse i kaffegrums, mener han.

Det værste ved det hele er, at ingen er interesseret. Kun når ligene flyder på bordene, eller når en sexy hjerneforsker som Milena Penkowa begynder at få lidt for dyre vaner, begynder man at høre om skandalerne. I langt de fleste tilfælde er det dog bare almindeligt kvaksalveri, der går ud på at underholde patienten, mens naturen kurerer sygdommen. Dette er ofte i lægens interesse og ofte i forskerens interesse, og derfor bilder man også gerne patienten ind, at placebo skam ikke er en dårlig effekt. Desværre gælder det i stigende grad også de fleste andre forskningsområder. Når mange små kompromisser flyder sammen til en kæmpe flod af løgne, ender vi i en degenereret praksis, der ikke længere har fortjent at blive kaldt videnskab.

Så, kære læser, hvordan laver vi et WikiLeaks for forskere? Et interface, der er tilpas anonymt til, at whistleblowers kan afsløre hemmeligheder uden at blive afsløret selv? Peer-review er jo ikke længere sikkerhed nok, fordi man hører om alt for mange klager over bias. Et udvalg ’Vedrørende Videnskabelig Uredelighed’ er en gammel skole, som gemmer sig bag lukkede døre og sikkert ender som en marionetdukke, ligesom patientforeningerne gjorde det. Medierne kan umuligt gennemskue systemet. Forskning er i dag så sammenvævet af penge, magt og status, at selv den mest ihærdige journalist ikke ville kunne komme til bunds i dette cirkus af små forvridninger, forskydninger, fortielser og teknikaliteter.

Nej, der er brug for ganz andere Methoden. Måske skal man starte med at henvende sig til ph.d.-studerende og postdocs på medicin. Nogle af dem tror stadig på, at naturvidenskaben er et sandhedssøgende instrument, selvom de jævnligt bliver tvunget af deres professorer til at lave eksperimenter, indtil professoren ser det, han eller hun har brug for at se. Måske skal man også kæmpe for en mere transparent peer-review proces, hvor det bliver tydeligt, hvilke kolleger, der manipulerer med processen.

Andre bud?

Hulemænd havde let ved at score

En ukendt menneskeart viser sig måske at være nært beslægtet med neandertaleren og kaster nyt lys over menneskets udviklingshistorie.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Tidligere på året fik vi bekræftet rygterne om, at vores forfædre fik børn med neandertaleren. Nu viser det sig, at vi også hyggede os med en søster-art til neandertaleren, som levede i Østasien for måske hundredetusinde år siden.

Som afslutning på et turbulent år for verdens palæoantropologer har den svenske biologi Svante Pääbo udgivet et paper i Nature hen over julen, der bekræfter fundet af en hidtil ukendt menneskeart i Denisova-hulen i det sydlige Sibirien. Den har nu fået navnet ’Denisova’ og viser sig at være nært beslægtet med neandertaleren. En anden prominent palæoantropolog, Erik Trinkaus fra Washington University i St. Louis, er dog kritisk over for påstanden, og mener, at der i stedet er tale om et tidligt anatomisk moderne menneske.

En finger og en tand
En enkelt finger fra en mindst 50.000 år gammel kvindelig Denisova-hominid og en visdomstand var nok for Pääbo til at sekventere genomet og fastslå, at hun deler oprindelse med neandertalerne, men også bidrager med 4,8 procent af sit mitokondrie-DNA til nulevende melanesere, altså folk der nu lever på Ny Guinea og øerne omkring.

Erik Verlinde, the Big Bang and a new Explanation of the Universe

The most fundamental laws of nature are not Newton's or Einstein's laws. The most fundamental laws of nature are the thermodynamic laws of energy conservation and entropy. Everything else is a consequence of these, says Erik Verlinde in this interview.

(background interview for the article in danish: http://ing.dk/artikel/114703-hollandsk-fysiker-paa-vej-med-forklaring-paa-moerk-energi-og-moerkt-stof)

The Dutch physicist and string theorist Erik Verlinde made quite an impression when he published a paper a little years ago in which he tried to explain how gravity, particles and even space itself can emerge from an entropic force. According to him, these phenomena are not fundamental things, but macroscopic effects of an underlying structure that is out of thermodynamic equilibrium.

Since Verlinde, working at the University of Amsterdam, published his ideas on arXiv.org in January, interest has grown among colleagues. Some have tried to carry further his ideas, others have been doubtful. Most have been cautiously positive because Mr. Verlinde is no Mr anybody in the circles of physicists. He has made important contributions to field theory and is known as a capable string theorist. Therefore, many theoretical physicists are now waiting for his next step, hopefully in the form of a more comprehensive paper before at the end of this year.

If Verlinde's ideas prove to be fruitful, theoretical physics and cosmology as we know it will surely be facing a grand paradigm shift. The universe will no longer be seen as a half-empty container harboring a few particles and forces, but rather as a stretched spaghetti or an amorphous sponge, trying to regain its equilibrium. According to Verlinde, it will become possible to explain dark energy and dark matter out of general principles and we would have to realize that entropy is the reason why large and small forces of nature act the way they do.

"My basic starting point is that the laws of physics that we use now in our descriptions of nature, are actually derived from something else," says Verlinde in this interview.
There was an error in this gadget