Den molekylære gastronomi har mistet sin yndlingsteori


En analyse af over 56.000 madopskrifter fra forskellige kulturer viser, at mens det nordamerikanske køkken typisk kombinerer fødevarer, der smager ens, foretrækker det asiatiske køkken ingredienser, der smager forskelligt.

Læs hele artiklen med kommentarer og infografik på ing.dk

Se netværket af ingredienser bag alverdens opskrifter.

Friske råvarer og gode madlavningsteknikker er vigtige for et godt måltid mad. Men det, der i sidste ende adskiller fin kogekunst fra den almindelige madlavning, er kokkens evne til at kombinere ingredienser på en sublim og ofte overraskende måde.

Den kreative proces af kulinariske kompositioner har derfor altid været central for de mest ambitiøse køkkenchefer. Men på trods af årtusinders erfaringer findes der ikke nogen definitiv 'videnskabelig' teori for, hvorfor visse kombinationer af fødevarer virker bedre end andre.

Dette må føles utilfredsstillende for en branche, der i stigende grad ser sig selv som en (føde)videnskab, bruger begreber som 'molekylær gastronomi', og repræsenteres af seriøse køkkenchefer i hvidt arbejdstøj.

Den eneste velkendte teori på området kaldes 'the foodpairing hypothesis', og den går ud på at antage, at ingredienser med mange smagsstoffer tilfælles, passer bedre til hinanden end ingredienser, som har ingen eller få smagsstoffer tilfælles. Bacon og ost passer derfor godt til hinanden, mens svampe og nødder ikke passer sammen - i hvert fald ifølge denne teori.

Tragedien om den overdrevne selvtillid

På trods af gentagne krige, krak og katastrofer er overdreven selvtillid et fast kendetegn ved den menneskelige psyke. En matematisk model viser hvorfor: Vi får en fordel i konkurrencen med hinanden og er fløjtende ligeglade med resten. 

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk.


Et af de mest solide eksperimentelle resultater inden for adfærdspsykologien er menneskers overdrevne tillid til egne evner. Vi tror, at vi er bedre, end vi egentlig er. Vi foretrækker smiger frem for kritik, og mens rosen stiger os til hovedet, blokerer vi for alt det negative. Især mænd er fanget i troen på, at de er åh, så seje og i øvrigt de bedste til at køre bil.

Værst står det til hos chefer, professorer og andre beslutningstagere højt på strå. 90 procent af alle virksomhedsledere tror for eksempel, at de er blandt de bedste 10 procent af alle ledere på deres arbejdsplads. Hos de øverste bosser og ejere står det endnu værre til: 97 procent mener, at de er industriens mest lysende stjerner. Kun tre ud af 100 ser sig selv som noget andet end tilhørende den absolutte elite.

Statsledere, generaler og nationaløkonomer er nok værst: Deres beslutninger kan ramme millioner af mennesker, og for ikke at ende i komplet apati over de uoverskuelige konsekvenser af deres vigtige beslutninger udvikler de gerne en kraftig illusion af ufejlbarlighed. Fænomenet findes også inden for lægevidenskaben. Hvis man f.eks. spørger læger om, hvor sikre de er på deres diagnose af en afdød person, svarer 100 procent, at de havde ret. Sagen er bare, at man ved obduktioner har fundet ud af, at lægerne tager fejl i fire ud af ti tilfælde.

Hvad er meningen?
Men hvorfor er troen på egen ufejlbarlighed så almindelig, hvis den kan føre til tab af menneskeliv og til destruktion af hele samfund? Spørgsmålet har længe været ubesvaret blandt de eksperimentelle psykologer, og de mest plausible forklaringer har hidtil været, at en overdreven selvtillid har mange brugbare bieffekter: Den styrker moralen, øger ambitionerne og udholdenheden; den giver overbevisningskraft og gennemslagskraft, den bidrager positivt til evnen til at bluffe, og den har oven i købet tendens til at blive en selvopfyldende profeti.

Det nye oligarki


Et lille antal af 147 multinationale banker og virksomheder kontrollerer verdensøkonomien, viser en ny netværksanalyse. Nu er tiden måske kommet til at omsætte den økonomiske kontrol til politisk magt. 

(Dette er en uredigeret version af artiklen "Det nye oligarki sidder på verdensøkonomien" i Ingeniøren den 18. november 2011. Læs den med flot grafik og læserkommentarer på ing.dk.)


Noget er i gærde i europæisk politik. Da George Papandreou måtte gå af som premierminister den 3. november, efter at have dristet sig til at foreslå en folkeafstemning om EU’s redningsplan, blev en tidligere bankmand, som ikke er medlem af parlamentet, indsat som nyt statsleder i Grækenland. Det besynderlige ved processen var, at manden, der hedder Lucas Papademos, blev udvalgt, fordi man forventede, at finansmarkederne ville reagere positivt på ideen. Da man et par dage inden foreslog almindelige politikere, opstod der angst for at finansmarkederne ikke ville acceptere den slags. Det må kaldes bemærkelsesværdigt at aktiemarkedet kunne gøre på fire dage, hvad hundredetusinder af demonstranter ikke har formået at gøre i flere år.

Turen gik hurtigt videre til Italien, og politikerne var igen voldsomt i defensiven, efter at usynlige kræfter på markedet havde rottet sig sammen og angrebet de 10-årige italienske statsobligationer. Ligesom i Grækenland holdt parlamentet sine hastemøder fredag nat (og i løbet af weekenden) af angst for børsernes åbningstider. Men helt ærligt: hvad er det for et demokrati, der kun tør holde sine møder i nattens mulm og mørke?

Nogle mennesker vil måske trække på skulderen af den slags. Men det kan meget vel være, at der er en mening med galskaben. Ikke i form af en hemmelig sammensværgelse, der planlægger at overtage verdensherredømmet, men som en naturlig konsekvens af, at den økonomiske magt i de sidste 10-20 år har samlet sig omkring færre og færre hænder. Og når man har fået tilpas meget økonomisk magt, vil det som regel også føre til større politisk magt. De første videnskabelige tegn på, at dette faktisk er tilfældet, er nu blevet givet af en gruppe fysikere med speciale i komplekse systemer på det teknologiske institut i Zürich, Schweiz.

Du er ejet og kontrolleret
’The Network of Global Corporate Control’ hedder det nye paper, som blev offentliggjort den 26. oktober 2011 i fagbladet PLoS One, forfattet af Stefania Vitali, James B. Glattfelder og Stefano Battiston. Det er en analyse af ejerskabet i 43.060 multinationale virksomheder.

’Very unlikely’


I løbet af denne uge sad regeringsrepræsentanter for FNs klimapanel (IPCC) til møde i det varme Kampala i Uganda for at file på de sidste formuleringer i en rapport om risikoen for ekstremt vejr som følge af den globale opvarmning. Rapporten bliver offentliggjort i dag, fredag, men en journalist på BBC fik af uransagelige årsager fat i et udkast allerede lørdag. Udkastet indeholder endnu ikke nogen politisk korrekte (om)formuleringer fra regeringsrepræsentanterne, og kan derfor med god tilnærmelse betragtes som videnskabens bedste bud på, hvad vi ved og kan forvente.

Det overraskende er, at teksten er meget forsigtig i sine prognoser. Den opremser mange flere ukendte faktorer end kendte, og skråsikkerheden synes i det hele taget at være mindre end i de forrige rapporter. Der er ”low confidence” for at tropiske cykloner er blevet mere hyppige. Der er ”begrænset-til-medium evidens” for, hvorvidt klimatiske faktorer har ændret frekvensen af flodbølger, og der er ”low confidence” for om frekvensen er steget eller faldet. Bemærk at IPCC har meget strikse retningslinjer for brugen af risiko-ord: ”virtually certain” betyder 99-100 % sandsynlighed for at det vil ske, ”very likely” 90-100 %, ”about as likely as not” 33-66 %, ”likely” 66-100 %, ”unlikely” 0-33 %, ”very unlikely” 0-20 % og ”exceptionally unlikely” 0-1 %.

På den anden side siger panelet, at det er ”very likely” at hyppigheden af kolde dage og nætter er faldet, og at hyppigheden af varme dage og nætter globalt set er steget. At årsagen til dette må findes i menneskets indflydelse dømmes til at være ”likely”. Desuden står det klart, at de menneskelige og økonomiske omkostninger ved det ekstreme vejr er steget. Udkastet giver også en ganske ædruelig beskrivelse af, hvor svært det er at adskille vejr og klima: ”Usikkerheden ved forudsigelser om klimatiske ekstremer over de kommende to til tre årtier er relativ stor, fordi signalerne for klimaforandringer antages at være relativt små i forhold til den naturlige variation.”

Reaktionerne i blogosfæren har været blandede, men Roger Pielke, Jr. fra University of Colorado mener at det er godt, at forskerne endelig tager de (usikre) videnskabelige data alvorlige efter at have været lidt for selvsikre i de tidligere rapporter. ”Intet af dette er en overraskelse for mig. Men det er bestemt tilfredsstillende at klimaforskningen [i ekstremt vejr] endelig er ved at få styr på emnet.” Pielke mener også at det er rigtig godt, at udkastet er blevet lækket til offentligheden inden rapporten er blevet formuleret færdig. Alle forsøg på at ændre formuleringerne i retning af en mere eller mindre sensationalistisk beskrivelse af fremtidens ekstreme vejr vil kunne ses med det samme.

Spørgsmålet bliver nu om de nye, videnskabeligt korrekte og politisk mere tandløse formuleringer vil bidrage positivt eller negativt til de kommende forhandlinger i Durban i slutningen af måneden. Koyoto-protokollen udløber i 2012, og det er håbet at regeringerne vil kunne blive enige om nye bindende mål for udledningen af drivhusgasser i en ny traktat. Hvis man lytter lidt til stemningen blandt politikere og kommentatorer rundt omkring i verden, må en videnskabelig korrekt vurdering af chancerne for at dette vil ske, desværre formuleres som 'very unlikely'.

På vej mod den personlige gencomputer

Til næste år vil læger kunne aflæse deres patienters dna for under 5.000 kroner. I starten vil de ikke kunne bruge teksten til meget andet end horoskopagtige forudsigelser. Men der tegner sig interessante perspektiver.

(Dette er en uredigeret version af en artikel i Ingeniøren 11. november 2011. Læs den med kommentarer på ing.dk).

Om ganske få år vil en komplet aflæsning af vores dna være et lige så normalt led i et behandlingsforløb som et røntgenfotografi eller en MR-scanning. Ifølge Jonathan Rothberg, opfinderen af de nye hurtige gensekventeringsmaskiner af anden generation, vil man inden længe kunne tilbyde et komplet scan af alle de seks milliarder bogstaver i et menneskes dna for mindre end 1.000 dollars.

Hvad der umiddelbart lyder som et slaraffenland for læger på jagt efter en effektiv behandling af alverdens sygdomme, kan dog vise sig at være et ufremkommeligt landskab af kviksand og blindgyder. I modsætning til de fleste andre medicinske test tilbyder en genetisk sekvens nemlig ikke andet end et kæmpe dump af data, der er enormt svært at fortolke.

Mange vil opdage, at deres dna ikke fortæller meget om deres aktuelle sygdom, men til gengæld fortæller en masse om noget, de ikke ønsker at vide – for eksempel om deres risiko for Alzheimers, deres tendens til at blive skallede som 40-årige eller om deres hemmeligholdte slægtskab med en ukendt brasiliansk halvbror.

Til en vis grad viser problemet sig allerede i den igangværende nedtur inden for bioteksektoren: Mange firmaer må dreje nøglen om, fordi tingene ikke er så nemme endda, og fordi markedet udebliver. Langt de fleste sygdomme er livsstilssygdomme, dvs. stærkt afhængige af miljø, ernæring, opvækst og livsstil. Det kan ikke aflæses af generne. Desuden er det nødvendigt at lave tusinder af komparative studier af mennesker med én genetisk sammensætning og sammenligne dem med mennesker med en anden genetisk sammensætning for at finde en sammenhæng.

Det er den berømte nål i en høstak – som består af seks milliarder nukleotider. Disse såkaldte associationsstudier vil selvfølgelig kunne gøres hurtigere, jo flere mennesker, der har fået sekventeret deres dna, men det viser sig stadig, at korrelationen mellem en sygdom og et bestemt basepar sjældent er entydig. Langt de fleste mutationer i dna’et øger eller mindsker risikoen for en sygdom med kun ganske få procent, og jo flere undersøgelser, der bliver lavet, jo mere mudret synes billedet ofte at blive (se tabel).

Spørgsmålet er derfor, om ikke de største forandringer vil ske på en lidt anden måde, end genetikerne havde forestillet sig. Først når maskinerne er billige og demokratiserede nok, og især når de ikke kun læser, men også skriver dna, vil den sande revolution indfinde sig.

»Min opfindelse af de nye, hurtige næstegenerationsmaskiner er det, der har gjort den syntetiske biologi mulig,« siger Jonathan Rothberg til Ingeniøren:

»Det har givet folk mulighed for at skrive og redigere i dna.«

Kan kvasikrystaller løse Riemanns hypotese?

Mosaikker fra islamisk arkitektur, femfoldig symmetri i syntetiske metallegeringer og en over 150 år gammel hypotese om fordelingen af primtal ... Måske er der en sammenhæng, og kloge hoveder fra hele verden vil i en online workshop nu forsøge at afdække den.

(Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)



Kvasikrystaller er forunderlige størrelser. Krystalagtige materialer, som nok har orden og symmetri, men som alligevel bryder med de regler, der gælder for ‘rigtige’ krystaller.

Videnskaben troede ikke, at de fandtes i virkeligheden, før den israelske krystallograf Daniel Shechtman opdagede deres femfoldige symmetri i en syntetisk metallegering i 1982. For en måned siden fik han så nobelprisen i kemi for sin opdagelse – og måske mest for sin standhaftige tro på sine øjne og sit elektronmikroskop snarere end på lærebøgerne og de fjendtlige kolleger, der mente, at Shechtman var blevet skør i hovedet.

Siden 1982 har krystallografer og metallurger lavet detaljerede analyser af kvasikrystallers egenskaber; matematikere har formuleret definitioner af kvasikrystaller som projektioner i flerdimensionelle hyperkubi og geokemikere har endelig – i 2009 – fundet den første naturligt forekommende kvasikrystal i en flod i de russiske Koryak-bjerge i det nordøstlige Sibirien.

Tidligere på året blev den første naturligt forekommende kvasikrystal fundet i det sydøstlige Chukotka i Rusland. Den er navngivet Icosahedrite, Al63Cu24Fe13, fordi den har en ikosaedrisk symmetri, som det kan ses i disse diffraktionsmønstre, a) et femfolds-, b) et trefolds- og c) et tofolds-mønster – der tilsammen giver den såkaldte Kikuchi-linje d), som viser orientationslinjerne i kvasikrystallen. 


Men den nok mest fascinerende udvikling i den videnskabelige udforskning af kvasikrystaller er deres relation til primtallene og Riemann-hypotesen (se boks lidt neden under), og dermed deres relation til en hel jungle af uløste problemer inden for kvantefysik, kaotiske systemer, kryptografi, kortspillet solitaire og ikke mindst matematikken selv, hvor et utal af teoremer og formodninger ville blive løst i ét enkelt hug.

Måske kan kvasikrystaller hjælpe med at ‘bevise’ Riemann-hypotesen? Faktisk er flere forskere i gang med at undersøge sagen.

Primtal og kvantefysik
Historien begynder i 1972, hvor fysikkens grand old man, Freeman Dyson, bemærkede, at primtal og kvantefysik hænger sammen som ærtehalm.

Kære nummer 7 mia,


Kære du, tillykke med fødselsdagen. Lad mig indrømme med det samme, at jeg ikke kender dit navn endnu. FNs befolkningsfond vil offentliggøre det på mandag, den 31. oktober 2011, når du officielt fødes som menneske nummer 7.000.000.000 - cirka klokken to minutter over midnat et eller andet urohærget sted på kloden. Du vil næppe blive født i Danmark eller Japan, for FN har en mission om at skabe opmærksomhed om befolkningsvæksten, og om at hjælpe udviklingslande med at løse deres befolkningsproblemer. Jeg ved ikke om du vil blive født i Libyen, i Kirgisistan eller måske er så uheldig at poppe op i Somalien et sted. Men tro mig, der er mange der elsker dig allerede, endda inden du er født. Din mor, din far og resten af din familie.

Desværre er der mange mennesker, som er bange for at du bliver født. De er bange for overbefolkning og alle mulige katastrofer som følge deraf. FN er også lidt bange. Og de fleste danskere er bange. Men bare rolig. Når de tænker på overbefolkning, så tænker de ikke på dig, men på andre børn i andre lande. Frygtsomme menneskers projicerer altid deres angst over i det abstrakte, i døden, og derhen, hvor man ikke selv har nogen kontrol over tingene længere. Det er kun naturligt, og du skal ikke tage det personligt. Der er mange som elsker dig.

Jeg skal fortælle dig en hemmelighed. Problemerne med klimaforandringer, ressourcemangel, masseuddøen af arter og alle de andre menneskeskabte katastrofer er så omfattende, at de efterhånden kan klare sig selv - uden os. Vi mennesker er teknisk set ikke længere problemet. Faktisk er jeg ret sikker på, at vi er den eneste art på denne planet, der kan løse problemet! Du kommer derfor som kaldet.

Jeg vil bede dig om at gøre mig en tjeneste. Når du en dag er kommet dig over det faktum, at livet er hårdt, at vi alle skal dø, og alt det der, så vil du sikkert begynde at tænke over løsninger på de problemer vi har. Og med løsninger tænker jeg ikke på at udvælge, hvem der må leve, og hvem der ikke må leve, eller at begrænse menneskers ønske om at blive lykkelige på deres egen måde, hvad enten det er med materielle goder eller skøre religioner. Den slags ’løsninger’ er jo kun noget som trætte mænd finder på, når de ikke længere har fantasi nok til at forestille sig en fremtid anderledes end den, de bliver afledt med i dårlige science-fiction film.

Mørke mænd skal du ikke bekymre dig om, og også underholdningsindustrien elsker dig. Med løsninger tænker jeg på smartere måder at gøre mennesker glade på. Jeg tænker på varige og bæredygtige ideer, og på en mere afkoblet verden, hvor der er plads til at fejle, uden resten lider under det. En verden, hvor mangfoldigheden er reel, og friheden til at vælge ligeså. Jeg er sikker på at du vil finde på en hel masse løsninger, som vi gamle slet ikke har fantasi til at forestille os. Jeg har tillid til dig.

Du er ikke noget uheld. Igen, jeg kender dig ikke, men ser frem til at møde dig en dag. Som ven. Hvad du end forstår eller aner lige nu, som ufødt barn, så ved du endnu ikke, hvor skønt det er at være i live i kød og blod. At grine af dårlige jokes og kysse sin kæreste, for eksempel. Vi burde danse af glæde i stedet for at se fødsler som selvdestruktive handlinger, for vi er alle en del af solen, ligesom dine øjne er den del af os. Der er intet i os mennesker, som er alene og absolut, mindst af alt vores inderste tanker og følelser, som blot er solens refleksioner på vandet, der bæres videre, forstås, forvandles, og fødes på ny.

(Læs også artiklen med kommentarer på ing.dk)

At nudge eller ikke at nudge, det er spørgsmålet

Ideen med at hjælpe mennesker med deres beslutninger ved hjælp af såkaldte nudges debatteres livligt for tiden. Vi har spurgt ophavsmanden bag ideen og en dansk ekspert, hvorfor nudging er en god idé.

(Dette er den uredigerede version. Læs den publicerede artikel med kommentarer på ing.dk. Du kan også læse den publicerede version som pdf.)

Nudge, nudge; wink, wink - vi kender vist alle den lille antydning og det venlige puf, der skal få os til at ændre adfærd og se absurditeten i en uhensigtsmæssig handling. Ordet ”nudge” er efterhånden blevet synonym med denne påmindelse, også på internationalt dansk, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og jurist Cass R. Sunstein udgav en bog med samme titel i 2008.

Bogen fik hurtigt stor indflydelse. Den blev kåret som årets bog i The Economist, og medførte her i avisen en stor baggrundsartikel, hvor vi beskrev de adfærdspsykologiske teorier og filosofien bag (se artiklen her).

Nudging kan måske bedst oversættes med ’valg-arkitektur’, der i sin essens blot handler om at gøre livet lettere for os alle. I stedet for at tackle hinanden med regler og advarsler, er det mere givtigt at designe samfundet på en mere smart måde, som udnytter kendskabet til vores psykologi, uden at give køb på friheden til at vælge at gøre tingene anderledes. På den måde kan ’vanedyret menneske’ faktisk hjælpes på vej til at træffe de rigtige valg for sig selv. I stedet for forbud, forskrifter og alle mulige interventioner, er det nemlig ofte nok at bruge små tricks og tilbyde de rigtige valgmuligheder fra start (se eksempler i bokse).

Siden bogen udkom for tre år siden er der sket en masse. Den har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, England og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ’Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, og i England har David Cameron nedsat en Nudge Unit, der forsøger det samme. I Danmark har man først fået øjnene op for ideerne efter at Pelle Guldborg Hansen, postdoc ved Syddansk Universitet og co-director af det danske Initiative for Science, Society & Policy, ISSP, har etableret et nudging-netværk bestående af offentlige aktører og ngo’ere, der søger at anvende nudging som et alternativt styringsværktøj.

Hvad er et nudge?
I sidste uge besøgte Richard Thaler så Danmark, og holdt et foredrag på Professionshøjskolen Metropol samt en offentlig høring i regi af tænketanken DEA, hvor bl.a. Kræftens Bekæmpelse og en masse andre ngo’ere deltog. Planen var at præsentere nudge som en ny ledelsesfilosofi ’uden pisk og gulerod’, og eventuelt at overtale danskerne til at bruge mere nudging inden for en lang række områder, der kunne spænde fra affaldshåndtering over pensionsopsparing og kantinedesign, til at finde på alternativer til fedtskatten, som alle syntes at være enige om, ikke er særlig nyttig for andet end statskassen.

”Jeg har ikke opfundet nudging,” indrømmer Thaler med det samme, da Ingeniøren møder ham og Pelle Guldborg Hansen for at spørge lidt ind til, hvad et nudge er - og ikke er, og især for at høre, hvordan de to akademikere havde tænkt sig at gøre nudging mere populær i Danmark.
Eksempel: Trafik
I stedet for vejbump, kan man arbejde med visuelle markører, der får bilisten til at tro, at han eller hun kører hurtigere end det er tilfældet. Eksempel: Ved et farligt sving på Lake Shore Drive i Chicago gjorde myndighederne netop det ved at tegne tværgående streger på kørebanen med stadig kortere afstand. Bilisternes naturlige instinkt er at sænke farten.
”Til en vis grad lykkes det mig at gøre nudge til et globalt teknisk udtryk,” siger Thaler. ”Alle oversættelser af bogen har den samme titel. Det er godt, men det er også rigtigt, at ikke alle nudges er gode nudges. Et afgørende kriterium må være at være transparent i brugen af nudges. Når en regering beslutter sig til at bruge et nudge, må de sørge for, at processen er gennemskuelig. Man burde ikke gøre det, hvis man ikke vil annoncere det,” siger Thaler.

Ifølge Pelle Guldborg Hansen er et nudge fuldstændig veldefineret, i hvert fald i teorien.

Servicestrategi: ”nudge, nudge!”

Mennesker er vanedyr, der hader love, regler og fedtskatter. Et nyt værktøj for den offentlige sektor, baseret på adfærdspsykologiske erkendelser, viser dog, at man kan komme langt i at tæmme dårlige vaner via små designer-tricks, og ved at tilbyde det rigtige fra start.

(Dette er en sammenklippet og uredigeret version af baggrundsartiklen om nudge til kommunikationsforum. Se den færdige version her.)

Det har længe været god tone i liberal økonomisk politik at maksimere folks valgmuligheder. Det handler om at tage mennesker alvorlige som frie og selvbestemmende individer. Vi kan selv - det er filosofien.

En gruppe psykologer og adfærdsøkonomer har dog i løbet af det sidste mange år udfordret denne grundfilosofi med en række slående fakta. Vi vælger sjældent optimalt i forhold til vores egne ønsker og behov. I supermarkedet køber vi det, der står forrest, og ikke det, der er sundest. På kontoret sidder vi ned dagen lang, i stedet for at stå op en gang i mellem. Og derhjemme har vi stadig hverken smidt fjernsynet eller smøgerne ud af vinduet, selvom vi har tænkt på det hundreder af gange.

Vi mennesker tænker ikke særlig meget over vores valg og handlinger. De fleste af dem er i forvejen automatiserede, og dermed ubevidste. Derfor er det som politiker, som offentlig servicemedarbejder og som forældre nødvendigt at tilskynde os borgere til at tage de rigtige valg med små tricks, der tager højde for vores mangelfulde biologi og fornuft, og som kan lede os i den rigtige retning.

Det kaldes valgarkitektur, eller ’nudge’, efter at adfærdsøkonomen Richard H. Thaler og politilog Cass R. Sunstein udgav en bog med titlen ’Nudge - Improving Decisions About Health, Wealth, and Happiness’ i 2008.

Siden da er der sket en masse. Bogen har solgt over 800.000 eksemplarer, primært i USA, England og Sydkorea. Cass Sunstein er blevet hyret af Obama-administrationen som ’Regulation Czar’ til at omsætte nogle af ideerne til praksis, i Frankrig har regeringen etableret et forskningsprogram i neuropolitik under ledelse af hjerneforskeren Olivier Oullier, og i England har David Cameron nedsat en Nudge Unit, der forsøger det samme.

Nu er der også hul i ozonlaget over Skandinavien

Paradoksalt klima: Den globale opvarmning gør troposfæren varmere og polernes stratosfære koldere. Det vil føre til ozonhuller over Danmark de næste 10 til 20 år, siger klimaforsker.

(Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)


Det første egentlige ozonhul, siden man begyndte at måle på den slags i 1979, er nu ankommet til Danmark. I slutningen af marts og i begyndelsen af april 2011 var ozonlaget i 18-20 kilometers højde cirka 80 procent svagere end normalt, og denne udtynding havde bredt sig over hele Skandinavien – med en markant højere ultraviolet stråling på jordoverfladen og risiko for hudkræft til følge.

Det bekræfter en ny artikel i sidste uges udgave af fagbladet Nature, som den danske klimaforsker Niels Larsen fra Danmarks Meteorologiske Institut har været medforfatter på.

Niels Larsen har sammen med 28 andre forskere fra 18 institutioner i 9 forskellige lande undersøgt ozontabet på Nordpolen ved at analysere en lang række målinger fra Nasas satellit Aura, Nasa/CNES-satellitten Calipso samt balloner. Derefter har de sammenlignet målingerne med de meteorologiske data og atmosfæremodeller.

»Ozonen bliver nedbrudt inden for det, vi kalder polarhvirvelstrømmen, der typisk er sådan en pølse, der plasker rundt i vintermånederne og i de tidlige forårsmåneder,« siger Niels Larsen til Ingeniøren.

»Polarhvirvelstrømmen ligger ikke fuldstændig fast, og den svinger somme tider ind over Danmark. Det specielle ved denne hvirvelstrøm er, at luften er isoleret fra opblanding med anden luft fra de lavere breddegrader. Det er inden for denne hvirvelstrøm, at der er koldt, og det er her, den kemiske nedbrydning af ozon finder sted. Når sollyset vender tilbage om foråret brydes hvirvelstrømmen op. Så blandes den ozonfattige luft over polarområdet med luften fra de lavere breddegrader, og ozonmålingerne over Danmark går op igen.«

Svært ved at komme sig
Problemet med ozonhullet burde jo egentlig være løst, var der mange af os, der troede. Men desværre er det ikke tilfældet endnu, og det er der mindst tre grunde til.

Trådløs fotosyntese i et glas vand

En fotocelle med en belægning, der katalyserer vand til ilt og brint åbner mulighed for billigere brintproduktion.

(Dette er en uredigeret version. Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)


Når planter kan gøre det, så kan vi også, mener professor Daniel Nocera fra MIT. Sammen med sin tidligere studerende Steven Reece og forskere fra virksomheden Sun Catalytix har han udviklet et ‘kunstigt blad’, som med solens hjælp kan spalte vand til ilt og brint. Bladet består af en solcelle med en belægning, som katalyserer spaltningsprocessen af vand, lidt som fotosyntesen gør det i planter. Når systemet en dag er mere effektivt, kan det måske bruges som en alternativ energikilde i pH-neutrale omgivelser, uden at der er brug for nogen ledninger til at transportere elektricitet.

Nu er det ikke første gang, man har splittet vand i dets atomare bestanddele. I skolen har de fleste af os forsøgt os med at få lidt syre, et batteri og et par ledninger til at lave bobler i et glas vand. Det nye ved Noceras eksperiment er, at hele systemet er trådløst, hvilket gør det muligt f.eks. at udvikle mikrosolceller uden de dyre glaspaneler, som vil kunne tilsættes vandige miljøer og producere brint langt billigere end eksisterende standardteknikker. Desuden består katalysatoren af billige materialer som silicium, kobolt og nikkel.

»Det kan ikke blive mere bærbart eller trådløst. Det her er en letvægter,« siger Nocera i en pressemeddelelse.

En ledsagende video til artiklen i tidsskriftet Science fra 30. september viser, at solcellen bare skal placeres i et glas vand, hvorefter det begynder at boble.




Et hjernedump

Hjerneforskere er ikke kun i fuld gang med at afkode vores visuelle system (se artikel til venstre) og genskabe de billeder, vi ser for vores indre øje. De er så sandelig også i stand til at få en tekstudskrift af vores tanker. En gruppe forskere fra Princeton University i USA har vist, at det er muligt at generere en tekst (eller snarere en tekst-sky af ord), der med høj sandsynlighed afspejler det sproglige indhold i en mental proces. Når en forsøgsperson derfor læser om og tænker over abstrakte kategorier som f.eks. arkitektur, dyr eller mad, kan forskerne genskabe den indre perception i hjernen i form af konkrete billeder og ord af gulerødder, huse, heste og lignende. Eksperimentet antyder, at man måske snart vil kunne lave et apparat, der bogstaveligt talt kan udskrive et hjernedump af mine tanker.




Forsøget, der er blevet publiceret i fagbladet Frontiers in Human Neuroscience, minder meget om Berkeley-forskernes computermodel til afkodning af hjerneaktiviteten, hvor forsøgspersoner først får en masse træningsdata i form af Hollywood-film, mens de ligger i en fMRI-scanner, som så bruges til at opbygge et ‘bibliotek’ af korrelationer mellem aktive voxels (funktionelle 3D-områder i hjernen) og diverse karakteristika i film, f.eks. blå kanter, runder former, etc. Efter forarbejdet var det muligt at klippe en kollage af 18 millioner sekunder af Youtubeklip sammen til et gennemsnit, der passer bedst til hjerneaktiviteten hos forsøgspersonen. Det betød, at forskerne kunne rekonstruere – og dermed ’se’ – hvad en person i en scanner tilfældigvis lå og kiggede på, bare ved at se på hjerneaktiviteten.

I Princeton-forskernes forsøg indeholder biblioteket også ord og højereordens semantiske koncepter i form af tekststumper. Teknikken er stadig yderst primitiv og giver indtil videre kun et praj om, hvilken emneklasse en person tænker på. F.eks. har tanker om ‘øjne’ og ‘fødder’ nogenlunde den samme neuronale aktivitet som tanker om andre kropsdele. I princippet vil teknologien dog gøre det muligt en gang i fremtiden at aflæse og tyde en hvilken som helst hjerneaktivitet. Indtil videre håber forskerne dog på, at de kan lære lidt mere om den neuronale basis for sprogforståelsen og om koblingen mellem lingvistiske processer og de mere komplekse (måske sprogløse?) tanker i menneskehjernen.

Et uafklaret teoretisk spørgsmål inden for sprog- og kognitionsforskningen er nemlig spørgsmålet om, hvorvidt vi kun tænker med ord, eller om vi også tænker uden for sproget. Dvs. om tanker er en funktion af sproget, eller om sproget er uafhængigt af tankerne (slå op: whorfianisme og Sapir-Whorf-hypotesen). Hvis det første er tilfældet, vil mennesker, der f.eks. ikke har nogen grammatisk datidsform i deres sprog, ikke kunne forstå emner som historie eller tidens gang. Hvis det andet er tilfældet, har vi en masse tanker, som vi aldrig – eller kun tilnærmelsesvist – er i stand til at formulere sprogligt. Sandsynligvis er mulighed nummer to mere rigtig, men det udelukker ikke, at der kunne eksistere en svag form for whorfianisme i den forstand, at sproget til en vis grad begrænser vores tanker og forestillingsevne.

Men hvordan ville et hjernedump se ud, sådan helt konkret, hvis man brugte et tankelæserapparat baseret på Princeton-forskernes teknik? Lad mig tage det på ... ja, sådan! Ja, det ville sikkert være vanvittig sexet, for så balder man ikke bruge fingre til sex som input, du ved, men direkte bryster til lir og sex. Jeg øl og fodbold stopper her og går på bar. Hej og hor så længe.

På vej mod tankelæser-maskinen

Nu kan hjerneforskere genskabe den film, du kigger på, bare ved at måle dine neuroners aktivitet i en scanner. Det kan meget vel føre til, at vi en dag kan lave videoer af vores egne drømme og læse hinandens tanker.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Forestil dig en generel tankelæsermaskine, som kan rekonstruere en film af en persons visuelle oplevelser på et hvilket som helst tidspunkt. Sådan et apparat ville have mange videnskabelige og praktiske anvendelsesmuligheder. Man kunne for eksempel bruge det til at se, hvordan folk har forskellige måder at opfatte ting på. Man kunne aflæse hemmelige mentale processer og endda have adgang til andre menneskers drømme og fantasier.

Maskinen ville også kunne bruges til at kontrollere apparater – med det rette interface – således at vi i sidste ende ikke behøver at bruge vores stakkels arme eller ben til noget. Det vil være nok at bruge sine hjerneceller.

Forstil dig nu, at alt det er meget tættere på at blive til virkelighed, end du først troede. En gruppe hjerneforskere fra Berkeley har i grove træk kunnet genskabe indholdet af en film, som en forsøgsperson ser på, ved blot at kigge på personens hjerneaktivitet. Resultatet er både fascinerende og en lille smule uhyggeligt at se på (se videoerne på ing.dk/k#9mu8 og ing.dk/k#9mu9). Man kan endnu ikke genkende detaljer eller ansigter særlig godt, men i grove træk kan man godt ane, hvad filmen handler om.





Det vil helt sikkert ikke vare længe, før teknikken er modnet til et stadie, hvor man for alvor kan bruge hjernescanninger til følge med i, hvad en anden person kigger på.

»Vores mål er at forstå, hvordan menneskets visuelle system fungerer,« siger artiklens medforfatter, hjerneforsker Jack Gallant fra University of California, Berkeley, til Ingeniøren.

»Hjernen er faktisk en samling af flere hundrede selvstændige moduler, hvor hver enkelt af dem udfører en bestemt funktion. Hos mennesket fylder det visuelle system cirka en tredjedel af hjernen, hvilket svarer til 50-75 procent af modulerne. I dette studie har vi kun bygget en model for de mest basale moduler for de primære visuelle cortex. Der er derfor stadig meget arbejde tilbage.«

Spilteoretiker vil overflødiggøre krig og politik

Hvorfor kæmpe sig igennem udmarvende forhandlinger og ødelæggende krige, når de rette informationer og avancerede computermodeller kan gøre det beskidte arbejde? Næsten, i hvert fald.

(Dette er en længere version af artiklen i Ingeniøren. Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)


Bruce Bueno de Mesquita er en mand med en mission. I 18 år har han arbejdet på at bruge spilteori til at overflødiggøre krig og politik. Ja, kære læser, De læste rigtigt: Nu er det snart slut med at spilde sin tid på politik og krig! For hvis man ser nøgternt på det, så er krig og politik i deres overordnede funktion ikke meget andet end en gensidig forhandling om, hvilket standpunkt, der til sidst vil stå stærkest.

Hvis man i stedet indsamlede information om, hvilket standpunkt, der har flest magtfulde støtter, flest kanoner og giver mindst tab af status og desuden antog, at mennesker altid forsøger at opnå det, som de mener, er det bedste resultat for dem selv, så kunne man i princippet overlade det til en computer at simulere ‘forhandlingen’, og på den måde spare et par skattekroner og menneskeliv.

Tanken er besnærende og selvfølgelig komplet urealistisk. Men Mesquitas metode med at forudsige politiske og militære konflikter via spilteoretiske modeller fejrer en del sejre i disse dage. En måned inden COP15 begyndte i København i 2009, skrev Mesquitas en artikel til magasinet Foreign Policy, hvori han fremlagde resultatet af en simulering af de enkelte landes forventede forhandlingspositioner i forhold til konferencen. Resultatet viste, at multilaterale forhandlinger ikke vil føre til noget, ligegyldigt hvor meget FN’s ihærdige teknokrater påstod noget andet.

I februar 2008 forudså Mesquita som en anden Nostradamus, at Pakistans præsident Perves Musharraf ville forlade embedet, når sommeren var ovre. Han skred 18. august. I maj 2010 forudsagde Mesquita, at Egyptens præsident Hosni Mubarak ville miste sin magt i løbet af blot et enkelt år. Ni måneder senere var Mubarak sat af, og han sidder nu fængslet i Cairo og afventer en retssag om, hvorvidt han beordrede drab på demonstranter.

Tal på demonstranter


At tælle folkemængden til en demonstration er en kunst, de fleste behersker til egen fordel. Mens arrangørerne som regel sætter tallet meget højt, er der andre, som sætter det meget lavt, og politiets skøn er også ofte utroværdigt.

Helt ærligt – det er jo en skandale. Frie, fredelige og højlydte demonstrationer er en af demokratiets allervigtigste kommunikationskanaler, og demonstrationers størrelse er en vigtig parameter, som kan afgøre valg, få politikere til at ændre deres mening, og afsætte præsidenter. Så hvorfor har vi ikke for længst udviklet en pålidelig metode til at tælle antallet af mennesker til en demo?

Selvfølgelig ved jeg godt, at det netop er demonstrationernes politiske betydning, der gør, at folk helst ikke vil kende det rigtige tal og postulere et andet i stedet. Men det er stadig en skandale. At gemme vigtige fakta bag politisk spin er en uting, som burde bekæmpes med vandkanoner.

Jeg vil derfor foreslå, at det hverken er politiet eller arrangører af demonstrationer, der bør have retten til at tælle folkemængder. Det bør overlades til en uafhængig institution, der ikke har nogen politisk interesse i sagen. Institutionen kan for min skyld komme på finansloven eller bestå af en enkelt ombudsmandslignende person, for opgaven burde hverken være dyr eller svær.

Det vigtigste, en sådan institution må lære, er at tælle ordentligt. Den hidtil bedste metode på området bruger et simpelt estimat: Hvis der er en høj tæthed af mennesker, så tæl seks personer pr. kvadratmeter; hvis der er en mellemstor tæthed af mennesker, så tæl fire personer pr. kvadratmeter, og hvis der er en lavere tæthed end det, så tæl to personer eller mindre pr. kvadratmeter. Når man så måler det samlede areal, f.eks. ved hjælp af et luftfoto, og opdeler arealerne efter tæthed, vil man hurtigt kunne komme frem til et tal, der er så fornuftigt, at det ifølge matematiske eksperter kun afviger fra det rigtige antal af demonstranter med maksimalt ti procent.

Dette er dog kun en god metode, så længe demonstranterne står stille. Et nyt problem opstår, når de (som oftest) går fra et sted til et andet. Ifølge statistikerne Ray Watson fra Melbourne University og Paul Yip fra University of Hong Kong er den bedste metode til at tælle mobile demonstranter at placere to inspektionspunkter langs ruten. Punkterne skal være relativt langt fra hinanden, og det sidste punkt skal placeres tæt på rutens afslutning. Ved f.eks. at måle bredden af vejen og hastigheden af demonstranterne begge steder vil man let kunne få et godt estimat af demonstrationens størrelse.

Tallet vil nok stadig være en nedre grænse, da mange demonstranter kommer og går hurtigt, men det ville stadig være langt mere nøjagtigt end de skævvredne tommelfingermetoder, som arrangørerne benytter sig af ved at kigge fascineret hen over deres masser, eller som politiets helikopterpiloter bruger, når de flyver hen over et område og skal gætte, hvem der er demonstrant, og hvem der er en almindelig fodgænger.

Forskere har fundet Ebolavirus’ angrebspunkt

Et protein i cellemembranen spiller en vigtig rolle, når Ebolavirus trænger ind i et menneskes celler. Det kan føre til en strategi mod verdens farligste infektion.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Ebola er så afgjort verdens mest ulækre virusinfektion og har været en oplagt ingrediens i en række mere eller mindre faktuelle skrækhistorier på film (‘Outbreak’) og i romaner (Richard Prestons ‘The Hot Zone’, anmeldt her).

Smittede personer lider af kvalme, feber, interne og eksterne blødninger, mentale forstyrrelser og komplet kropslig dræning. I løbet af få dage indeholder deres opkast en blanding af blod og virus. Efter ti dage falder brystkassen sammen. Organerne og kødet ‘smelter’ og bliver til en flydende budding bestående af sort-røde klumper.

Dødsraten er 70-90 procent, alt efter virustype. Virulensen er høj, og man estimerer, at over 160.000 mennesker er døde af Ebolavirus siden 2000.

I to nye artikler i fagbladet Nature har forskere fra Albert Einstein College of Medicine, U.S. Army Medical Research Institute of Infectious Diseases (USAMRIID), Whitehead Institute for Biomedical Research og Harvard Medical School prøvet at finde ud af, ved hjælp af hvilke proteiner Ebola kommer ind i de menneskelige celler.

Efter at forskerne havde testet tusinder af kandidater, viste et af disse cellulære proteiner – kendt som Niemann-Pick C1-proteinet (NPC1) – sig at være en interessant kandidat. Hvis en celle ikke producerer NPC1, kan Ebolavirus ikke trænge igennem. Proteinet NPC1 sidder normalt i cellemembranen, hvor det sørger for transporten af kolesterol mellem cellerne. Men hvis en genetisk mutation forårsager mangel på NPC1, vil personen udvikle Niemann-Pick-syndromet, hvor cellerne stoppes til med kolesterol, hvilket i sidste ende vil føre til fatal celledød.

Nu lyder det ikke som et udpræget fremskridt at dø af kolesterolforstoppelse i stedet for at dø af Ebola. Men forskerne har i det mindste fået et konkret angrebspunkt, hvorfra de kan udtænke nye antivirale strategier. Som en ekstra bekræftelse på, at opdagelsen holder, kunne et andet forskerteam fra USAMRIID i samarbejde med Brigham and Women’s Hospital og Harvard Medical School i USA vise, at Ebolavirussets glycoprotein binder til NPC1 for at komme ind, og at antivirale molekyler, der spalter bindingen, ville kunne hæmme virussets indtrængen i cellen med hele 99 procent.

Australsk fysiker starter ny runde i forskerstrid om tyngdekraftens oprindelse

En ny teori om tyngdekraften og universets beskaffenhed bliver skudt ned af en australsk forsker. Men teoriens fader, Erik Verlinde, siger, at kritikerne har misforstået pointen.

(Dette er en uredigeret og lang version af et interview med Erik Verlinde. Læs en redigeret version med kommentarer på ing.dk. En engelsk version findes her.)


Her på siderne har vi forsøgt at følge lidt med i en af de mest fascinerende debatter inden for den teoretiske fysik på det seneste, nemlig diskussionerne om en helt ny teori af den hollandske fysiker Erik Verlinde. Den handler såmænd om, hvordan alting her i universet er opstået af sig selv, og om at Big Bang, rumtid, partikler samt tyngde- og andre kræfter måske slet ikke er det, de ser ud til at være.

Da Verlinde offentliggjorde sit paper på arxiv.org i begyndelsen af 2010, spidsede mange kosmologer og højenergi-fysikere deres ører (læs også Ingeniørens artikel på ing.dk/k#9dae eller på bloggen her på http://blog.robinengelhardt.info/2010/12/erik-verlindedet-store-brag-og-en-ny.html). Verlinde var kendt som en stærk strengteoretiker og havde ydet vigtige bidrag til udviklingen af kvantefeltteorierne. Pludselig kom han og sagde, at vi burde droppe vores intuitive måde at tænke universet på.

I stedet for at se universet som en stor teaterscene, hvor kræfter og partikler vekselvirker med hinanden, burde vi se universets geometri, dets partikler og kræfter som tre forskellige manifestationer af én og samme underliggende ‘ting’. Hvad denne underliggende ‘ting’ eller ‘grunddynamik’ er for en størrelse, er dog mindre klart. Den må operere på en meget hurtig tidsskala og skabe rummets form og indhold på en måde, der kan sammenlignes med termodynamikkens love om energibevarelse og entropiens forøgelse, sagde han. Grunddynamikken er ifølge Verlinde også skyld i, at objekters inerti og tyngdekraft er, som de er – hvilket er to former for kræfter, som fysikere længe har haft svært ved at give en egentlig forklaring på.

Forslaget har sidenhen medført et hav af tankebølger på tværs af fysikerstanden, og mange har kritiseret Verlinde for at være alt for vag i sine argumenter og for at have misforstået dette eller hint. For nylig udgav den australske fysiker Archil Kobakhidze fra University of Melbourne for eksempel et paper, der siger, at tyngdekraften umuligt kan opstå som et resultat af entropi, og at tyngdekraften derfor ikke kan være en statistisk effekt på samme måde som f.eks. tryk eller temperatur er det.

Ifølge Verlinde er det dog blot endnu en misforståelse af hele pointen med hans nye tilgang til universet. Tyngdekraft opstår ikke som et resultat af det statistiske gennemsnit af et stort antal ‘partikler’, siger han i et svar til Ingeniøren.

Verden er din – og den er firkantet

Computerspillet ‘Minecraft’ har taget spilverdenen med storm på trods af simpel grafik, ingen faste roller og ingen, der skal skydes.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


En morgen vågner du og står midt i et landskab af kæmpestore pixels. Solen rejser sig firkantet i øst, og du finder ud af, at også græsset, sandet, træerne, fårene og resten af verden består af kvadratiske blokke, der kan hugges op, bearbejdes og placeres et nyt sted.

Med din firkantede pixelhånd skraber du lidt i en træstamme, og efter få sekunder har du noget træ, som du kan lave om til planker og pinde. Det er vigtigt, for nu kan du bygge dig en træøkse og en skovl og begynde at hakke i sten. Inden længe får du lyst til at bygge dig et hus af brosten, for når natten falder på, kommer monstre, ‘creepers’ og edderkopper, der har en utrolig stor trang til at spise dig.

Men så længe du ikke har vinduer i dit hus, er der mørkt, og du skal derfor finde noget kul i en mine for at lave fakler, som kan holde huset lyst og monstrene borte.

‘Minecraft’ er et fænomen inden for spilverdenen. Spillet er stadig ikke færdigudviklet, men har i en beta-version allerede solgt over tre millioner kopier. Det er aldrig sket før. Spillet er lavet af svenskeren Markus ‘Notch’ Persson. Han ville egentlig blot lave sig et lille sandkassespil, efter han stoppede som spiludvikler på king.com. Men efter at have frigivet en alfa-version af ‘Minecraft’ på nettet, begyndte tingene at rulle. Folk begyndte at foreslå forbedringer, lave alternative varianter af spillet og lægge film af deres spiloplevelser ud på Youtube. Spillet blev mere og mere populært, og i løbet af halvandet år havde Persson tjent flere hundrede millioner med et reklamebudget på nul.

Stadigt højere fødevarepriser årsag til social uro

Den væsentligste årsag til social uro rundt omkring i verden de seneste år har ikke været politiske modsætninger, men stigende fødevarepriser, siger forskere.

Klik på billedet for at se en større version.


Læs også artiklen med kommentarer på ing.dk

I de engelsktalende lande har man et ordsprog, der siger, at enhver civilisation aldrig er mere end tre solide måltider fra en revolution. En forskningsartikel, offentliggjort på arxiv.org, viser, at dette er mere end bare en tilfældig talemåde. Ved at kigge på data fra FN’s fødevareorganisation FOA kunne Marco Lagi, Karla Z. Bertrand og Yaneer Bar-Yam fra New England Complex Systems Institute i Cambridge, USA, tegne en simpel graf over udviklingen i fødevarepriser. Derefter indtegnede de på samme graf tidspunkterne for rapporterede folkelige oprør.

Grafen viser, at der eksisterer en stærk korrelation mellem fødevarepriser og antallet af opstande. Alene i 2008 var der mere end 60 optøjer i 30 forskellige lande, hvoraf der i ti af dem var adskillige dødsfald. Optøjerne i Nordafrika og Mellemøsten faldt som regel sammen med periodisk stærkt stigende fødevarepriser, og efter at priserne faldt i en kort periode, steg de igen i slutningen af 2010, hvilket førte til nye optøjer i f.eks. Mauretanien og Uganda samt til det, der under ét kaldes det arabiske forår.

Resultatet er måske ikke vildt overraskende, fordi man jo kan sige sig selv, at folk har brug for mad på bordet, og hvis et land ikke er i stand til at sørge for rimelige rammer for dette, vil der blive ballade.

Men forskernes analyse indeholder også et par mere subtile budskaber. De viser for eksempel, at der er en generel trend mod højere fødevarepriser, især på grund af dereguleringen af fødevaremarkedet og brugen af biobrændsel, og at det i sig selv vil føre til udbredte opstande i meget nær fremtid.

Undersøgelsen viser også, at selvom opstande kan skyldes mange ting, såsom etniske stridigheder og dårlige regeringer, er de høje fødevarepriser som regel den dråbe, der får bægeret til at flyde over. Med andre ord er det ikke nødvendigvis et forældet politisk system eller andre ideologiske forklaringsmodeller, der bringer forår til arabiske lande og får alverdens diktatorer til at frygte for deres fremtid. Det er den manglende evne til at betale for aftensmaden.

»Der er mange faktorer, som kan bidrage til uro,« siger professor Bar-Yam i et interview til ABC Science. »Men vi kan også se, at disse faktorer kan bestå i mange år, uden at der sker nogen former for protester eller revolutioner. Når fødevarepriserne så pludselig kommer op over et bestemt niveau, falder den sociale orden fuldstændig fra hinanden.«

Grønspættebog om vidensamfundet

I ny velskrevet bog forklarer to danske akademikere uden surhed, hvordan du kan navigere i den digitale tidsalder og transformere al den øredøvende information til brugbar viden.


Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Vi er alle sammen blevet utrolig meget rigere. Internettet har givet os adgang til uendeligheder af information, som vi kan bruge, som vi lyster. Desværre indeholder dette informationsparadis en slange, og det er denne slange, bogen ’Oplysningens blinde vinkler’ forsøger at advare os om.

Problemet er egentlig ikke nyt. Vi har alle hørt om ‘hr. Jørgensen’, der pludselig blev stenrig, da han vandt millioner i lotto, og som følge deraf blev mindre og mindre lykkelig, indtil han gik bankerot og begik selvmord. Vi er alle i fare for at blive til små hr. Jørgensen’er i informationstidsalderen, siger forfatterne, fordi informationsrigdommen ligesom penge formår at blænde for vores evne til at tage de rigtige valg for os selv og hinanden.

Men hvad er det så, vores ’nye venner’ på informationsmotorvejen typisk ønsker at få os til at tro? Ja, ifølge Pelle Guldborg Hansen, som er postdoc i menneskelig adfærd ogsociale normer på SDU, og Vincent Hendricks, som er professor i logik ved KU – og kendt fra Meta Science-klummen i denne avis – er der primært fire manipulationsværktøjer, som kan få os ned med nakken, hvis vi ikke passer på.

Cern vil have dig til at finde Higgs

Forskere på LHC har åbnet døren for, at alle med en computer kan deltage i at finde den bedste beskrivelse af naturen. Måske vil en tilfældig fru Jørgensen en skønne dag stå som medopdager af Higgs-bosonen.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk


I en ny version af det populære LHC@home projekt, hvor frivillige stiller deres personlige computere til rådighed for Cern-forskere, vil man nu kunne simulere højenergi-kollisioner af protoner fra Cerns Large Hadron Collider (LHC).

Du og jeg vil dermed aktivt kunne hjælpe forskerne med at lede efter nye fundamentale partikler som f.eks. Higgs-bosonen – hvis den altså findes.

»Det nye projekt har lige nu arbejdstitlen Test4Theory og vil give almindelige borgere mulighed for at køre simulationer af, hvad der foregår i partikelacceleratoren på Cern. Resultaterne vil blive sendt til en central database, der bruges som fælles ressource af både de eksperimentelle og teoretiske fysikere, der arbejder på LHC,« siger en af hovedforskerne bag projektet, den danske teoretiske fysiker Peter Skands, til Ingeniøren.

Konkret går projektet ud på at gøre simuleringer af, hvordan protonkollisioner i LHC danner nye fundamentale partikler, tilgængelige på nettet, så folk kan hjælpe med at finjustere modellernes parametre. Det kan være med til at forklare, hvordan alt stof i vores verden hænger sammen på mindste skala, i den såkaldte 'standardmodel' af universet, som fysikerne har udviklet.

Simuleringerne af de mange mulige parameterkonfigurationer af standardmodellen vil generere titusinder af plots, som forskerne så vil bruge til at sammenligne med hinanden og med data fra partikelacceleratoren.

»Det er meget vigtigt arbejde. Vi prøver at få folk til at hjælpe os med at finde den bedste beskrivelse af naturen,« siger Skands.

En unaturlig god bog om unaturlige mennesker

En af de bedste formidlere af ny forskning har skrevet en kultur- og idéhistorie om vores ubehag ved at lave mennesker – altså på den unaturlige, kunstige måde.


Blot et enkelt år efter at Philip Ball udgav sin bog ’The Music Instinct’, er der kommet en ny bog af den engelske journalist og forfatter, der i mange år har udmærket sig ved at kunne kombinere formidlingen af den nyeste naturvidenskab (i blandt andet fagbladet Nature) med en pragmatisk og midtsøgende humanisme. Philip Ball er ikke fundamentalist, og det er efterhånden en sjældenhed at finde videnskabsskribenter, som ikke blot mestrer ny naturvidenskabelig viden, men også sætter den i en bredere kulturel og filosofisk ramme.

Hans nyeste bog undersøger de mange historier, fortællinger og videnskabelige forsøg med at lave kunstige personer – altså ’unaturlige’ skabninger, der igennem idéhistorien har antaget mytologiske former som enten græske Prometheus og Daedalus, den middelalderlige homunculus, den jødiske Golem, Frankensteins monster eller de totalitære rugekasser i Aldous Huxleys ’Fagre nye verden’.

Ball viser, at fornemmelsen af væmmelse og uhygge ved at skabe ’unaturlige’ mennesker faktisk er et nyt fænomen. Først efter Darwin blev ‘spontan kreation’ uden æg eller sæd anset som umulig. Før oplysningstiden var det alment accepteret, at man kunne skabe liv ud af ikke-liv, f.eks. ved at lade en kompost stå, eller at bruge kadaveret af en okse til at kreere bier. Det eneste tvivlsspørgsmål man havde, var, hvorvidt det kunstigt skabte liv var af lige så høj kvalitet som det naturligt skabte.

Big Self Is Watching Me

Forestil dig en ikke så fjern fremtid, hvor du ikke bare tager feriebilleder og skriver dagbøger, men vedligeholder en digital logbog, hvori alt – ja, alt hvad du gør, ser, hører, spiser, mærker og siger – bliver optaget, annoteret og lagret. De fleste mennesker reagerer meget negativt på tanken, men vi må nok regne med, at det vil blive en populær mulighed. Fænomenet kaldes lifelogging, eller ’sousveillance’, og interessen er stigende. Mange firmaer er i gang med at udvikle Borg-lignende gadgets, lige fra implanterede ’nanotube microworms’ over ’SmartWrist’-sensorer til Lady Gagas nye video-solbriller. De fungerer som biologiske sensorer og digitale logbøger, der kan registrere alt det, du ikke selv kan nå at registrere – eller bare har glemt igen.

Lifelogging er en radikal form for selvovervågning. Du vil have indopereret mikroskopiske kameraer og mikrofoner, der ser og hører alt, hvad du selv ser og hører. Alle dine e-mails og konversationer vil blive husket og annoteret, dine gps-koordinater vil være tidskodet, din hjerneaktivitet neuronalt affotograferet, og din sekventerede genetiske kode vil altid kunne korreleres med nanosensorer, der måler din hjertefrekvens, dit levertal og din sukkerbalance. Teknologierne vil grangiveligt omdefinere begrebet ’selvbiografi’. De vil medføre radikal transparens. Total recall. Og du vil stolt bære en T-shirt, der siger ‘Big Self Is Watching Me’.

De teknologiske specifikationer for ’selvoptagelsen’ af hele dit liv er mere eller mindre på plads. Ifølge grundlæggeren af magasinet Wired, Kevin Kelly, er det kun et spørgsmål om tid, før teknologierne vil være billige og brugervenlige nok til, at enhver kan købe sig en gadget, der kan sættes et passende sted på kroppen. Fordelene kunne være mange: Ideelt set vil man kunne holde øje med sin helbredstilstand, lære sine biokemiske, psykologiske og fysiske begrænsninger bedre at kende, huske sin fortid og alt, hvad man har mødt og sagt, dele sine oplevelser med andre, forstå sine personlige kendetegn og kompetencer og måske endda lære at organisere sit liv på en ny og mere hensigtsmæssig måde.

Der vil også være mange kontroversielle og uforudsigelige konsekvenser. Hvornår vil din digitale log være en del af en anden persons privatsfære? Kan staten kræve adgang til din logbog? Er selvregistreringen af kroppens fysiologiske funktioner sundt? Er total hukommelse egentlig ønskværdig? Teknologien er ekstremt invasiv og potentielt krænkende. Ifølge Daniel P.W. Ellis, en mand, der audio-lifelogger sig selv, er det disse spørgsmål, der gør, at mange mennesker reagerer så negativt, når de hører om lifelogging. »Der er helt klart en stærk intuitiv modstand mod at have en mere detaljeret viden om, hvad man har sagt, end hvad hukommelsen allerede kan klare,« siger Ellis.

Indtil videre bliver ekstrem lifelogging kun praktiseret af et par skøre kugler. En af de første, der tænkte i de baner, var Buckminster Fuller, som udviklede sine ’Dymaxion Chronofiles’, en scrapbog, hvor han samlede ting fra sit liv hvert 15. minut i perioden 1920-1983(!). En anden var den amerikanske sociolog Ted Nelson, der i 1980’erne optog alle samtaler, han havde haft. I 1990’erne satte MIT-professor Steve Mann et kamera på sit hoved og optog alt omkring sig, og siden 2000 har Gordon Bell fra Microsoft Research dokumenteret alle aspekter af sit liv i projektet MyLifeBits. Problemet med alle disse data har dog vist sig at være deres mængde: De fylder og er kedelige. De er intet værd, så længe man ikke har sat dem i en større forståelsesramme, for data er som bekendt aldrig bedre ,end hvad de bedste øjne er i stand til at finde i dem.

Kvantemekaniske forklaringer kaster nyt lys over biologien

Flere og flere forhold peger på, at kvanteeffekter har en betydning for biologiske systemer. Og måske kan de tricks, som dyr og planter bruger, hjælpe os i udviklingen af kvantecomputere.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk


'Livets eksistens må opfattes som en elementær kendsgerning som udgangspunkt for biologien, ligesom virkningskvantet som et irrationelt element udgør atomfysikkens grundlag'.

Sådan skrev Niels Bohr i et foredrag fra 1932 kaldet 'Lys og liv' og gjorde sig dermed til den uofficielle fader til 'kvantebiologien', en ny og stadig ung forskningsgren, der mener at have fundet eksempler på biologiske systemer, hvor kvantemekanikken spiller en afgørende rolle for deres funktion.

Egentlig burde det være umuligt. Tunneleffekter, entanglement, superposition og alle de andre spøgelsesagtige fænomener, man kender fra kvantemekanikkens overdrev, kan kun foregå på atomart plan, altså i omegnen af en million gange mindre end størrelsen af en celle, og tilmed i vakuum og ved ganske få grader kelvin.

I det komplekse, varme og kaotiske liv i en celle ville en kohærent kvantetilstand, der er kendetegnet ved, at bølgemønstrene af de involverede elementarpartikler er synkroniserede, aldrig kunne overleve. Bølgepakken ville populært sagt kollapse lige så snart, den blev dannet, og man ville altid vide, med Erwin Schrödingers ord, om katten i sækken er død eller levende.

Bohrs tanker om kvantemekaniske effekter inden for biologien har derfor i mere end 70 år været henlagt til annalerne for skøre ideer hos store fysikere. Men ifølge en artikel i det forrige nummer af fagbladet Nature er den slags overvejelser slet ikke så langt ude endda. Philip Ball skriver i en oversigtsartikel om sagen, at nøglen til anvendelige kvantecomputere og mere effektive solceller meget vel kan ligge gemt i planters lys-sensitive finmekanik og i fugles evne til at se og navigere efter Jordens magnetfelt.

Nu sætter litteraturforskere Google til at læse bøgerne

Digitalisering af bøger og statistiske analyser af sprog er på vej til at blive et interessant supplement for forskere inden for humaniora og samfundsvidenskab. Kritikere mener dog, at resultaterne skal tages med et gran salt – og at der stadig er for få digitaliserede bøger.


Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

I flere hundrede år har litterater lavet små mærker, streger og æselører i bøger for at fortolke deres kulturs største værker og opspore endnu ukendte detaljer. Lingvister tog omhyggeligt notits, hver gang et udsagnsord blev bøjet på en ny måde, og historikere tog en note, når et ukendt navn blev nævnt i annalerne.

De gør det stadig. Men i disse Google-tider er en helt anderledes metode begyndt at blive taget i brug. Det er ikke den nærlæsende metode, men den ekstremt ikke-nærlæsende metode. En metode, hvor man faktisk ikke læser et eneste ord, men bare kaster alle ord ind i en stor digital maskine og så undersøger deres hyppighed, spredning og varians for usædvanlige kendetegn.

Og det virker. Ved at analysere tusinder af digitaliserede bøger kunne Franco Moretti fra Stanford University i USA f.eks. finde ud af, hvor ofte der bliver opfundet nye genrer i populærlitteraturen, eller mere profane ting, som f.eks. hvor mange ord hovedpersoner i engelske 1800-tals romaner i gennemsnit siger.

For nylig kunne Moretti præsentere en helt ny fortolkning af Shakespeares Hamlet og publicere den i fagbladet New Left Review. Ved at lave et diagram over plottet, der viser relationerne mellem stykkets karakterer, alene baseret på hvem, der taler til hvem, kunne han pludselig overskue en hel masse data og lave nye fortolkninger af Shakespeares stykke.

Forskere over hele verden afkoder farlig superbakterie

E. coli bruger horisontal genoverførsel til at udvikle resistens, og forskere bruger horisontal informationsoverførsel via internettet til at udvikle strategier mod denne resistens. Men det er uklart, hvem der vil vinde kapløbet i sidste ende.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

Bakterier udvikler sig hurtigt. Rigtig hurtigt endda. De låner, blander og kopierer hinandens DNA, som var det et langt og gratis tagselvbord. Et stadig mere intensivt landbrug og globaliseret marked har sat en høj præmie på resistens mod antibiotika, og det er derfor ikke underligt, hvis farlige superbakterier dukker op med stadig kortere mellemrum.

Mange har udtrykt bekymring over for vores evne til at følge med i dette kapløb – det som biologer kalder den røde dronning-effekt, opkaldt efter den røde dronning i Lewis Carrolls eventyr ‘Bag spejlet’, hvor den røde dronning fortæller, at man skal løbe alt det, man kan, for bare at kunne stå stille. Heldigvis begynder mikrobiologer og epidemiologer nu at opgradere våbnene og ‘crowdsource’ på nettet efter mottoet: Hvis bakterier kan dele dyrebare informationer gratis og hurtigt med hinanden, så kan vi også.

Ifølge Bicheng Yang fra Beijing Genomics Institute (BGI Europe), som har base i København, var det klart fra begyndelsen, at den igangværende krise – hvor en dødelig E. coli-bakterie har forårsaget foreløbig over 20 dødsfald – ikke kunne imødegås med de etablerede protokoller for videnskabelige fremskridt, dvs. peer reviews og en langsommelig publikationsproces i fagblade. Derfor opfordrede BGI alverdens E. coli-eksperter til at deltage i crowdsourcing.

»Vi var heldige, at der den dag, hvor vi publicerede de første rådata, var et møde i Cambridge med nogle af Europas mest fremtrædende mikrobiologer,« siger Yang.

»En gruppe af dem begyndte at analysere data, og inden længe blev der lavet et github-depot og en wiki, som sidenhen har været en meget nyttig ressource for resten af de dedikerede forskere rundt omkring i verden. Der er en skævvridning i profilen af forskere, idet der kun deltager den delmængde af eksperter, som også favner open science-bevægelsen, Twitter og videnskabelige blogs, men vores indsats vil under alle omstændigheder hjælpe til med at kaste et bredere lys på de potentielle fordele ved at arbejde på den måde,« siger Bicheng Yang.

Efterretningstjeneste vil opbygge metafordatabase

Efterretningstjenester fokuserer i stadig højere grad på propaganda og ‘strategisk kommunikation’ – senest med ønsket om at skabe en database af metaforer.

Læse hele artiklen med kommentarer på ing.dk


Et forskningsprogram under den amerikanske efterretningstjeneste kaldet IARPA (The Intelligence Advanced Research Projects Activity) har planer om at opbygge et depot af metaforer. Ja, det læste du helt rigtigt: af metaforer – altså de sproglige billeder og samstillinger af objekter, som vi bruger til at forstå verden ud fra.

IARPA har publiceret et åbent udbud på deres offentlige hjemmeside om at automatisere identifikationen af konceptuelle metaforer på fire sprog: engelsk, spansk, russisk og farsi for at karakterisere de kulturelle forskelle, der måtte være ‘af interesse for spionage’.

Hvorfor er det interessant? Jo, for det første fordi nogle af de mest udspekulerede videnskabelige hjerner i verden har fået øjnene op for, at en god metafor kan være stærkere end den stærkeste hær, og at man ikke kan overlade denne ressource til en tilfældig præsident, der måtte have ordet i sin magt eller ej.

For det andet peger programmet på en stigende tendens blandt efterretningstjenester til at fokusere på propaganda og det, der kaldes for ‘strategisk kommunikation’, eftersom slagmarken mere og mere er flyttet til de økonomiske markeder og medierne.

En væsentlig årsag til at det amerikanske efterretningsvæsen nu vil kaste store summer efter metafor-forskning er sandsynligvis en tre måneder gammel artikel i Open Access-tidsskriftet PloS One, hvor psykologerne Paul Thibodeau og Lera Boroditsky fra Stanford Universitet har vist, hvordan og hvor meget metaforer påvirker folks tanker og handlinger i forhold til emnet kriminalitet.

Ingeniøren skrev om undersøgelsen (ing.dk/k#94t8) for knap tre måneder siden, og den viste, at effekten af at plante en velvalgt metafor i begyndelsen af en videnskabeligt udseende tekst (f.eks. ‘kriminalitet er et bæst’ eller ‘kriminalitet er en virus’, efterfulgt af tal og fakta) er utrolig stor, og desuden foregår ubevidst.

Profane profeter

Hvad sker der i hovedet på sekt- og kultmedlemmer, når dommedag kommer og går, og intet er sket? Den 89-årige amerikanske ingeniør og kultleder Harold Camping, der forkyndte, at dommedag ville komme 21. maj 2011, indrømmede, at dagen var meget svær at stå igennem. Men det lykkedes. Han kom til den erkendelse, at det måtte have været en ‘usynlig dommedag’ af spirituel art, og at den rigtige dommedag, altså den, hvor Jorden går under, ville komme til oktober.

Der findes rigtig mange dommedagsprofeter på denne jord, og de nye medier gør dem meget synlige. Til gengæld findes der ikke så mange psykologer, som har undersøgt, hvordan profeter forarbejder skuffelsen (eller glæden?) ved ikke at have fået ret, hvordan de retfærdiggør deres fejltagelser, og hvad der får disciplene til at holde fast i en profet, selv om han har vist sig at være uduelig.

Den mest kendte videnskabelige undersøgelse af dommedagsregnefejl blev lavet af psykologen Leon Festinger i bogen ‘When Prophecy Fails’ fra 1956. Han kaldte den ubehagelige tilstand, som kultmedlemmer befinder sig i, når dommedag er kommet og gået, for ‘kognitiv dissonans’ og mente, at konflikten kun kunne løses ved at kulten påstår, at advarslerne bliver hørt af tilpas mange mennesker, og når der er så mange, som tror på deres påstande, må det jo være, fordi de har ret. En forfejlet apokalypse medfører med andre ord en fordobling af rekrutteringsanstrengelserne.

Ifølge psykolog Vaughan Bell, der skriver på bloggen Mind Hacks, er det dog en forkert tolkning. Sagen er nemlig den, at dommedagsprofetier aldrig fejler. Profeter har altid ret, fordi deres fejlagtige forudsigelser altid blot vil være et tegn på, at de enten er blevet hørt af Gud eller nogle frelsende aliens, eller at de har begået en ubetydelig regnefejl, der blot bekræfter apokalypsens komme senere hen, eller at de er blevet misforstået af deres medmennesker.

Det, der foregår i deres hjerner, er en slags argument-stabling: Hvis den første profeti ikke holder stik, finder de på en plausibel undskyldning for den konkrete fejl, men bekræfter samtidig den underliggende idé. Når det heller ikke lykkes anden gang, er det fordi, der var noget andet galt, hvilket i øvrigt igen bekræfter, at de har haft ret hele tiden. Og sådan kan man fortsætte i det uendelige.

Den slags efterrationaliseringer er ikke forbeholdt spirituelle ledere og profeter. Vi gør det alle sammen. Når vi ikke scorer på et tomt mål, er det fordi bolden var vindskæv. Når bolden er rund, er det fordi skoene var dårlige, og når skoene er fine, er det fordi der var en anden på banen, som var irriterende at se på. Til en vis grad er vi alle sammen profane profeter, der altid har en udvej klar. Og heldigvis er de fleste af dem, som hepper på os, med på undskyldningerne. Ja, det var hans skos skyld. Ja, vennen snød mig for penge, men det er okay. Ja, konen var mig utro, men det gør hun ikke igen. Ja, min præsident holdt ikke, hvad han lovede, men det kan jo være nødvendigt i svære tider.

Heller ikke de af os, som sætter stor lid til rationalitet, logik og fornuft, undgår denne skæbne. Når først vi har dannet os en mening om skattetrykket, om klimaet, om atomkraft, om universets formål eller om, hvorvidt E.T. lever på en fremmed planet, skal der mere end tre modargumenter til for at få os til at ændre mening. Som regel kan 17 modargumenter og 117 modstridende fakta ikke gøre det. For vores evne til at finde på en udvej, der kan frelse vores dybeste overbevisninger, er nærmest uendelig. Harold Camping og alle de andre falske profeter er blot ekstreme varianter af vores indre ego, der nyder at beholde ret.

Bitcoins: Økonomisk revolution eller ny it-boble?

Et par nørder har lavet deres egne elektroniske penge, og nu spår de, at Bitcoins vil overtage den globale internet-økonomi. Spørgsmålet er, om det er hype – og hvis ikke, om internationale finansmagter vil forsøge at forbyde dem.

(Dette er en uredigeret version. Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk)

»Det er større end Twitter, større end Skype og større end e-mail,« siger computersikkerhedseksperten Steve Gibson.

»Det er et kæmpe fupnummer,« siger internetøkonom Adam Cohen.

»Det er det farligste open source projekt nogensinde,« siger dotcom-entreprenøren Jason Calacanis.

Ja, hvad skal man tro? Det handler om Bitcoins: Anonyme internetkontanter, der er komplet ligeglade med landevaluta, banker og mellemmænd. Produktionen af de digitale mønter og overførslerne verificeres af avanceret kryptografi, og vedligeholdes af et peer-to-peer netværk, der består af mennesker over hele verden, som har dowloaded softwaren. Bitcoins er inflationssikrede og gebyrfri. De er decentraliserede, kan cleares og sendes med lysets hastighed, og er efter sigende umulige at snyde med. I løbet af blot to år er Bitcoins blevet til en slags guldstandard for digitale penge. De kan bruges til at købe alt fra puslespil til porno, handles stort på internetbørser, og er i de sidste par måneder steget i værdi fra under en dollar til over syv dollar pr. Bitcoin.

Grunden til, at Bitcoins har fået så stor opmærksomhed blandt de meget ideologiske grene af open source folket, er, at de har ingredienser til at udfordre den globale pengemagt. Allerede nu vinker de farvel til Paypal, der efter deres mening er i lommerne på nationalbankerne og blokerer for donationer til organisationer som Wikileaks. Bitcoins har potentialet til at lave nationalstater om til tandløse monarkier, der forsøger at beskatte usynlige goder. De repræsenterer liberalisternes hede drøm om at adskille politisk og økonomisk magt. De er turbokapitalisme, bredbåndsanarki og cyberpunk i ét, for det eneste, Bitcoins kræver, er en krypteret nøgle, et hemmeligt password og troen på, at de har værdi. Ligesom alle andre såkaldte fiat-valutaer (som dollar og kroner) er Bitcoins nemlig ikke bakket op af andet end stater og de mennesker, der tror på dem. Og hvem har nu om dage brug for stater til at fortælle os, hvad der er værd at tro på, og hvad der ikke er?

Griftopia

Anmeldelse af Matt Taibbi's Griftopia.


Læs hele anmeldelsen med kommentarer på ing.dk


Hold da op. Jeg vidste slet ikke at man kunne skrive så sjovt, så frækt og så informativt om noget så kedeligt som finanskrisen. Grunden til at jeg købte bogen Griftopia af Matt Taibbi var, at jeg er en af dem, som længe har forsøgt – eller tænkt på at forsøge – at forstå, hvad der egentlig foregik under finanskrisen, og hvordan det sidenhen er lykkes disse kriminelle bankmænd og skrupelløse børsmæglere at slippe for straf.

Bogen var et godt valg. Griftopia betyder noget i retning af Slyngelstan, dvs. et land, der styres af grådige skurke og koldblodige svindlere (i insiderkredse kaldt ’banksters’), der ved at smøre den politiske klasse har formået at deregulere hele den internationale finansielle sektor, og nu faldbyder giftige finansprodukter til folk og fæ. Taibbi blev i 2009 kendt for at kalde Goldman Sachs for en kæmpe vampyrblæksprutte, der har sat sig på fjæset af menneskeheden. Med sin bog sætter han trumf på og viser, at det ikke kun er Goldman Sachs, men stort set hele Wall Street der har sagt farvel til alle hensyn, og med slimede og grådige tentakler suger velstanden ud af stat og folk.

Problemet er ikke staten. Problemet er, at staten er blevet solgt til Wall Street.

Overspringshandling

Jeg kunne ikke finde på noget fornuftigt at skrive om i denne uge. Så derfor valgte jeg at skrive om det. Altså om overspringshandlinger. Det starter altid med en masse ideer og tekster, som jeg læser på nettet eller hiver ned fra boghylden. Jeg kan bruge dage og nætter på at ‘researche’, og læser 40-100 blogs og abstracts uden at kunne bestemme mig for et tema. I stedet bliver jeg ofte ‘inspireret’ til at læse mere og mere i stedet for at passe mit job. Det er jo relevant, tænker jeg, men det er det ikke. Deadlinen rykker nærmere og nærmere, men jeg fortsætter, indtil det næsten er for sent, hvorefter dårlig samvittighed og manglende tid til familie og venner føjer sig til en stigende følelse af stress. Robinson Crusoe havde det nemt. Han havde Fredag til at gøre alt, hvad der skulle gøres. Jeg skal bruge hele ugen og weekenden med for at afslutte selv de mest simple opgaver.

Hvis du er forsker eller student, kender du sikkert til fænomenet. Som forsker har du nemlig endnu bedre forudsætninger for at blive fanget af overspringshandlinger end avisskribenter som mig. Lange, tidskrævende eksperimenter, som du aldrig får færdig, flerårige forskningsprojekter med uklare deadlines, og når arbejdet endelig er færdigt, ingen eller meget få gratifikationer. Belønningsstrukturen i forskerverdenen er ofte omvendt proportional med indsatsen, hvilket kan være grunden til, at nogle få sorte får springer over, hvor gærdet er lavest. Perfektionisme og høje krav gør det ikke lettere at starte, og for i det mindste at føle, at du er i gang, tager du en ekstra kop morgenkaffe, tjekker e-mails en ekstra gang eller opdaterer dig på verdenssituationen – en ekstra gang.

Hvordan arbejder hjernen egentlig, når den overtaler sig selv til at udsætte arbejdet? Den siger ‘gør det i dag’ men siger samtidig, at morgendagen er i dag, i morgen. Og så sidder man dér foran skærmen og tænker over alt det, man burde gøre. Det i sig selv er en lusket selvforblændelse, fordi man begynder at tro, at man gør noget vigtigt, mens man venter: Hvis det kunne gøres hurtigere, ville det jo være for nemt! Når det ufærdige arbejde slæber sig af sted dag for dag, uden at man kommer videre, er det et bevis på, at det er svært! En god modgift er alderdom: Når man bliver ældre, bliver det ligefrem hårdere at udsætte ting end at komme i gang. Man bliver jo træt af at hænge over computeren og finde på alle mulige undskyldninger for ikke at gøre sin artikel færdig. Så er det nemmere at få det overstået. Måske er resultatet ikke helt så originalt, som det kunne være, men til gengæld har man fri klokken fire!

Psykologer har udviklet en del praktiske råd til, hvordan man kan undgå overspringshandlingerne og blive mere effektiv. Ofte lyder rådene alt for banale, sådan noget med ‘den bedste måde at få tingene gjort på er at starte’ eller ‘start med det svære, så vil det lette komme af sig selv’. Den slags råd virker hånlige, for det er jo netop det sværeste af alt overhovedet at starte! Men der findes faktisk en del gode råd til, hvordan man kan droppe overspringshandlingerne: Ifølge Hugh Kearns og Maria Gardiner fra University of Adelaide i Australien er der tre trin: 1) Bryd dine store projekter ned til mange små skridt. Ikke små, men mikroskopisk små, som for eksempel at stille kolberne på bordet eller rette tre kommafejl. 2) Sæt en deadline. Ikke bare en eller anden fredag, men en konkret dag med tidspunkt og evt. stopur. 3) Giv dig selv en belønning, når du er færdig med det lille skridt. Afsæt tid til den, og nyd den. Når du har gjort det et par gange, vil du nemlig finde ud af, at det slet ikke er så slemt at være i gang, og have motivation nok til at droppe trin 3) og i stedet blot fortsætte med at arbejde.
There was an error in this gadget