Bedre demokrati? Lad vælgerne stemme på flere kandidater

Hvorfor er et gammelt dansk forslag om at give vælgere mulighed for at vælge flere kandidater i en prioriteret rækkefølge ikke mere populært? En række valgforskere siger, at metoden er at foretrække.

Læs hele teksten med kommentarer på ing.dk


Kulturminister Per Stig Møllers forslag om at genindføre noget, der ligner Landstinget, har fået gang i en mindre demokratidebat i Danmark. I de fleste medier, hvor forslaget har været præsenteret, diskuterer læserne ivrigt i de tilstødende spalter, og deres forslag spænder lige fra genindførelse af monarkiet til direkte demokrati pr. elektronisk afstemning.

Grunden til at Per Stig Møller foreslår et tokammersystem er, at han mener at vi er havnet i et ‘stemningsdemokrati’, og at hysteriske medier har tendens til at skabe ‘tilfældige stemningsbølger på en given valgdag’. Et landsting med valg to år efter folketingsvalg, ville kunne afbøde usagligheden og føre til mere stabil og gennemtænkt lovgivning, mener han.

Af angst for at stå uden for denne spændende diskussion vil dette supersaglige medie gerne bidrage til debatten og kigge på, om man kan skabe et bedre og mere fornuftigt demokrati på andre måder – dvs. ikke nødvendigvis ved at lave et tokammersystem, der effektivt blot kaster grus i maskineriet og forsinker lovgivningsprocessen, men ved at ændre den måde, stemmerne bliver afgivet og mandaterne fordelte på.

Carl Christopher Georg Andræ 
Sig pænt goddag til den danske matematiker og politiker Carl Christopher Georg Andræ. I 1855 opfandt han den såkaldte ‘personaliserede forholdstalsmetode’, også kaldet ‘alternative stemmer’ (Alternative Votes, AV, i litteraturen), som går ud på, at man som vælger kan stemme på flere kandidater i en prioriteret rækkefølge. Man sætter et et-tal foran sin første prioritet, et to-tal foran sin anden prioritet og så videre, dog højst så mange, som skal vælges i kredsen, men gerne blandet fra flere lister.

»Personligt er det en af mine favoritmetoder,« siger professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.



»Den gør det muligt at have en tættere tilknytning mellem vælgere og kandidater, og den er mere baseret på de pågældendes personlige standpunkter end på et partiprogram.«

Metoden med de alternative stemmer har mange fordele, siger også andre valgforskere. Usexede emner (og/eller kandidater) vil kunne komme højere op på ranglisten, hvis mange synes, at de trods alt er vigtige nok. Per Stig Møllers ‘stemningsbølger’ vil måske også kunne afbødes, idet man bedre vil kunne se, hvor vigtigt et givent emne faktisk er i forhold til de andre. Vælgerne vil skulle sætte sig bedre ind i kandidaternes holdninger, hvilket i sig selv er et godt dannende element, og kandidaterne vil omvendt skulle appellere til flere emner end blot at satse på en enkelt mærkesag.

Ifølge den internationale organisation ACE Electoral Knowledge Network, støttet af bl.a. FN, opmuntrer et valgsystem med alternative stemmer i det lange løb partierne til at samarbejde om fælles interesser i stedet for at polarisere dem. Det giver også et bedre grundlag for mere stabile koalitionsregeringer, noget som Per Stig Møller sikkert ville være glad for.

Oh d’Hondt!
Underligt nok bliver AV-metoden kun brugt ganske få steder i verden: i Australien, i Irland og på Malta. Man brugte den herhjemme i Danmark i en kort periode i valgene til Rigsrådet i 1856 og senere indirekte ved landstingsvalg mellem 1866 og 1915 og mellem 1915 og 1953, hvorefter landstinget blev opløst.

Metoden bruges også i visse amerikanske byer, og i 1998 foreslog Jenkins Kommissionen at bruge den til parlamentet i Storbritannien. Metoden er aldrig blevet brugt ved et folketingsvalg.

Det eksisterende danske valgsystem baserer sig på et almindeligt forholdstalsvalg, der forsøger at tilstræbe proportionalitet mellem antallet af stemmer og mandater. Mere specifikt fordeles mandaterne via den såkaldte d’Hondtske fordelingsmetode til folketingsvalg og til kredsmandater i kommunevalg. Metoden er ikke helt fair, fordi den har tendens til at give de store partier flere mandater pr. stemme end de små partier. Til gengæld har man fra og med 2007 brugt den såkaldte ’modificerede Sainte-Laguë-metode’ til fordeling af tillægsmandater i kommunevalg, som i modsætning til d’Hondt hjælper minoritetskandidaterne en smule.

Det eneste land i verden, hvor man bedriver helt rigorøs proportional repræsentation, er Israel. Den eneste begrænsning er her en spærregrænse på 1,5 procent. Mandaterne fordeles ved at gange brøkdelen af gyldige stemmer til en given liste med de 120 stole i Knesset, og fordele overskydende sæder blandt de partier, som har det største antal stemmer per sæde.

Resultatet af fremgangsmåden er, at der ofte opstår meget ustabile koalitionsregeringer, som er meget sårbare over for de mange ekstremistiske grupperinger, som har fået lov at være med. Flere iagttagere mener da også, at hvis Israel havde haft et valgsystem, som ligner vores, ville Israel-Palestina-konflikten for længst have været løst.

First-past-the-post
I lande som USA, Canada, Indien og England bruger man det såkaldte first-past-the-post system i enkeltmandskredse. Her tager vinderen det hele. Metoden sikrer gennemskuelighed og stabilitet, men kan næppe kaldes særlig retfærdig over for alle synspunkter. I en situation, hvor man f.eks. kan vælge mellem fem kandidater, vil stemmerne til de fire kandidater gå tabt, og den person, som blot har et par procent flere stemmer end nummer to, får lov at repræsentere hele sin kreds i kammeret.

Opdelingen af et land i valgkredse er heller ikke uden problemer. Hvis en kandidat bare er en lille smule foran i flertallet af valgkredsene, men langt bagefter i resten, vil han (tænk på George W. Bush i 2000) kunne vinde et valg, selvom modkandidaten (tænk på Al Gore) får flertallet af alle stemmer.

Der findes utallige eksempler, hvor regeringer forsøger sig med valgkredsforskydninger for at sikre sig en sejr til næste valg. Til det engelske valg i 2005 vandt Labour blandt andet af den grund 55 procent af sæderne på kun 35 procent af stemmerne. Det er årsagen til at Nick Clegg nu har annonceret planer om at ville ændre valgsystemet og gentegne valgkredsene for det næste valg til parlamentet i Westminster. Planen er at basere størrelsen af kredsen på antallet af vælgere, og ikke på populationsstørrelsen. Mange af de valgkredse, som blev vundet af Labour i 2010, blev nemlig vundet med relativt få stemmer, hvilket skyldtes både et fald i befolkningstætheden i de traditionelle arbejderhøjborge i byerne, men også den omstændighed, at der traditionelt er færre labourvælgere som går til valgurnerne end konservative vælger.

Mindre stemmespild
Stemmer kan også gå til spilde på andre måder i et flertalsvalg. Her et eksempel af matematiker Donald Saari fra University of California, Irvine. Forestil dig 15 mennesker, som skal rangordne deres forkærlighed for mælk (M), øl (Ø) og vin (V). Seks af dem siger M-V-Ø, fem siger Ø-V-M og fire siger V-Ø-M. I et pluralitetsvalg, hvor kun det første valg tæller, vil mælk vinde, øl komme på andenpladsen og vin på tredjepladsen. Men i virkeligheden foretrækker de 15 personer slet ikke mælk. Ni ud af de 15 foretrækker øl frem for mælk, og hele ti ud af 15 foretrækker vin frem for mælk.

Hvis alle tre stemmer talte, f.eks. med en vægtning på 3, 2 og 1 point, ville den sande rækkefølge være mælk 27 point, øl 29 point og vin 34 point, altså præcist det modsatte af, hvad et pluralitetssystem som first-past-the-post producerer. Årsagen er, at den alkoholdrikkende majoritet spildte sine stemmer ved ikke at kunne bestemme sig mellem vin og øl, mens den afholdende minoritet stod samlet bag mælken.

Det samme sker ofte i politik. Når vælgere af samme observans har for mange kandidater at vælge imellem, kan de risikere, at ingen af dem vil vinde. Da flere venstrefløjspolitikere kandiderede til det franske præsidentvalg i 2002, splittede de deres stemmer så effektivt, at de alle blev elimineret i første runde, hvorefter Jacques Chirac og Jean-Marie Le Pen kunne afgøre valget imellem sig.

En god måde at undgå stemmespild på, er som nævnt at give vælgerne mulighed for at stemme på flere kandidater i en prioriteret rækkefølge. I mælk, øl og vin-eksemplet ville dette føre til det rimelige resultat, at vinen ville indtage førstepladsen.

I valget til det Australske House of Representatives foregår det så på følgende måde: De overtallige stemmesedler fra den kandidat, som allerede har opnået den nødvendige kvote for at komme ind, genfordeles til de kandidater, som står som nummer to på stemmesedlerne. Hvis ingen af disse opnår den krævede kvote, fjernes kandidaten med de færreste førsteprioritetsstemmer, og hans eller hendes stemmesedler overføres til dem, som står nummer to. Denne proces kan gentages mange gange indtil man har fundet en vinder for hvert enkelt sæde i huset.

En god alternativ stemme
Carl Andræs oprindelige motivation for sit revolutionerende system var at finde en afbalanceret repræsentation i Rigsrådet mellem det danske monarkis danske og tyske dele. Sat på spidsen kan man sige, at Per Stig Møllers motivation for et nyt Landsting er en anden: at finde en balance mellem det tyske og utyske i moderne dansk politik.

Mere liberal end konservativ var Andræ dog aldrig fortaler for et tokammersystem. Sandsynligvis mente han, at det gør politiske reformer vanskelige og øger risikoen for politisk dødvande. De få fordele ved et tokammersystemet, nemlig at hindre hovsa-forslag om knive og kamphunde i at blive til lov, kunne sikres næsten lige så via hans personaliserede forholdstalsvalg.

Men når Andræs metode nu er så god, hvorfor bruges den ikke noget mere rundt omkring i verden?

»Ja det er et godt spørgsmål, som jeg ikke kan svare dig på,« siger Kurrild-Klitgaard, »men jeg kan fortælle dig, hvorfor vi ikke får den: Jeg har regnet og simuleret lidt på, hvad der ville ske, hvis vi brugte AV-metoden i folketinget. Det der ville ske, var, at de store partier ville tabe, og de mindre partier ville vinde. Og hvis f.eks. Socialdemokratiet og Venstre vil tabe på en sådan ændring af valgsystemet, ville de nok heller aldrig stemme for, at den blev gennemført.«

I særdeleshed ville de mindre midterpartier vinde, forklarer Kurril-Klitgaard, fordi det er dem, som de færreste har meget imod. De vil derfor lande på en tredje og fjerdeplads hos rigtig mange. Til gengæld vil de store partier som Socialdemokratiet og Venstre ligge rigtig højt hos nogle, og rigtig lavt hos nogle andre.

Forestil dig du går ind i et supermarked og skal købe ind til aftensmaden. Ved indgangen får du at vide, at du kun må købe et enkelt produkt. Det er det niveau, som vores nuværende demokrati er på. For at blive i de germanske metaforer, minder det hverken om noget tysk eller utysk, men om noget, ja, østtysk.

»Det, vi som borgere egentlig gerne vil, er at lave en rangorden af produkter med det budget, som vi har til rådighed. Dette her er vigtigt for mig, lidt mælk, lidt brød, og dette her er mindre vigtigt, osv.«

»Hvorfor er det, at man i netop politik kun kan lade sin første præference indgå i en demokratisk afstemning? Det har jeg aldrig rigtig forstået, og jeg har aldrig rigtig set et fornuftigt svar på det,« siger Peter Kurrild-Klitgaard.

0 comments:

There was an error in this gadget