Uden straf og kontrol - ingen social adfærd

Hvordan sikrer man en bæredygtig udnyttelse af fælles ressourcer, uden at de ødelægges? Biologer og adfærdsøkonomer har længe været pessimistiske på menneskets vegne, men der er tegn på, at vi faktisk godt kan, hvis vi tænker os om - og samtidig overvåges og trues med straf.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Menneskers brug af en fri tilgængelig, men begrænset ressource, er en af tidens største udfordringer.

Dilemmaet er åbenlyst: Hvis der ikke er regler eller mærkbare sanktioner, finder folk hurtigt ud af, at det kan betale sig at tage, hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift på en fælles ressource fordeles over et større antal mennesker, og derfor rammer dem selv mindre hårdt, end hvad de kan få ud af den.

Tænk f.eks. på det ulovlige torskefiskeri i Kattegat, som Greenpeace afslørede i sommer ved at montere sporingsudstyr på en række fiskefartøjer fra Gilleleje. Det viste, hvor vanskelig en øvelse det er at opretholde en bæredygtig produktion af et fælles gode, når det samtidigt udgør nogle få menneskers levebrød.

Økonomer og socialpsykologer har længe forsøgt at finde de teoretiske rammer for, hvornår samarbejde om et fælles gode kan lade sig gøre. Hvad skal der til for at sikre samarbejde om udnyttelsen af fisk i havet, af tømmer i en skov, af grundvandet, eller bare af den friske luft - uden at ressourcen udtømmes eller forurenes? Biologen Garrett Hardin var en af de første, der beskrev dilemmaet i en artikel i fagbladet Science i 1968 med titlen 'The Tragedy of the Commons'. Da vi bliver stadig flere mennesker på denne klode, og ressourcerne er begrænsede, så han ingen anden udvej, end at vi måtte lære at få færre børn.

Moderne samfund og mindre ego
Heldigvis har det vist sig, at mennesker er mere end problemskabende avlsmaskiner. Vi kan også være problemløsere og udvikle kreative måder at omgå kriser på. Siden midten af 90'erne har adfærdsforskere f.eks. lavet forsøg med studerende, hvor de simulerede dilemmaet ved hjælp af såkaldte 'public goods games'. De går ud på at måle, hvor meget folk er villige til at lægge deres egne sparepenge i en fælles krukke i forventning om at dele en eventuel fortjeneste, hvis de andre gør det samme. Gruppen klarer sig bedst, hvis alle samarbejder, men gratister ville kunne score en stor gevinst, hvis de lod være med at spytte i kassen.

Gang på gang har forskerne været overraskede over, at villigheden til at samarbejde slet ikke er så sjælden, som de spilteoretiske modeller egentlig påstod. Godt nok er stok og gulerod vigtige redskaber til at holde eventuelle gratister i skak, men folks præferencer pegede generelt klart i retning af prosocial adfærd.


Overraskende viste det sig f.eks. i en artikel af Benedikte Herrmann, Christian Thöni og Simon Gächter fra University of Nottingham fra 2008, at moralsk og prosocial adfærd er mere udpræget i de moderne kapitalistiske samfund end i de traditionelle og provinsielle samfundssystemer. Overraskende, fordi man egentlig troede, at de mange upersonlige interaktioner mellem mennesker i vestlige samfund ville føre til en større egoisme, og dermed til mindre hensyntagen til den ukendte næste. Det omvendte er tilfældet, og det er jo en god nyhed.



Et public goods spil går ud på at investere egne penge i en fælles kasse. I starten har alle deltagere 20 mønter, og spytter i kassen så meget de har lyst til. For hver investeret mønt tjener fællesskabet 0,4 mønter, ligegyldigt hvem der har investeret dem, og hvem ikke. Fortjenesten kan være god, hvis alle samarbejder, men man kan også tabe dem, hvis der er gratister, som lægger mindre eller slet ingen penge i kassen. For at forhindre det, har deltagerne lov til at straffe hinanden økonomisk. Det koster lidt penge, men kan betale sig, hvis det fremmer samarbejdsviljen.

Diagrammet viser hvor meget og hvordan deltagere i et public goods spil straffer hinanden for ikke at samarbejde. De forskellige farver i søjlerne viser, i hvor høj grad man straffer andre i forhold til, hvad man selv har bidraget. F.eks. betyder den mørkegrønne del blandt Københavnere, at man i gennemsnit bruger lidt over fire møntenheder til at straffe folk, der har spyttet mellem 11 og 20 møntenheder mindre i kassen end en selv. De gule, orange og mørkerøde farver angiver antisocial straf. I Muscat er den helt gal: her har man tendens til mere at straffe dem, som samarbejder, end dem, som ikke gør det. 



Betinget samarbejde
Endnu en god nyhed er nu kommet i 12. november-udgaven af fagbladet Science. Devesh Rustagi fra Eidgenössische Technische Hochschule i Zurich har sammen med Stefanie Engel og Michael Kosfeld studeret oromoer i Etiopien, der forvalter skove. Konkret havde 49 lokale grupper af Oromo-folket i Bale-regionen i Etiopien fået uopsigelige rettigheder fra regeringen om at bruge og forvalte en del af en skov under betingelse af, at skoven forblev intakt. De lokale ledere af grupperne fik frit spil til at implementere regler for, hvordan dette skulle gøres, f.eks. hvor meget tømmer de måtte sælge, og hvordan fortjenesten skulle fordeles.

For forskerne var dette en ideel situation til at teste, om hypoteserne fra laboratoriet holder stik. Først testede de alle oromoer med et standardiseret public goods-spil, der blev udviklet af Urs Fischbacher, Ernst Fehr og Simon Gächter i en artikel i fagbladet Economics Letters fra 2001. Metoden giver et godt kvantitativt mål for, hvor villige folk er til at samarbejde, på betingelse af, at de andre også gør det. Dernæst fik forskerne adgang til de offentlige data om, hvor produktive de 49 grupper var, dvs. hvor meget tømmer de høstede.

Kontrol og sanktion nødvendig
Sammenligningen af data viste, at der er store forskelle grupperne imellem. Overordnet er der dog et klart overlap med laboratorieforsøgene. De mennesker, som er villige til at samarbejde, hvis de andre også gør det, udgør omdrejningspunktet i en bevægelse fra en tagselvbords-mentalitet til en kultur af samarbejde.

Jo flere, der har accepteret den nye sociale norm, jo bedre er de til at øge produktiviteten og samtidigt bevare ressourcen (se graf). Desuden viser det sig ligesom i simulationerne, at overvågning og sanktioner er vigtige redskaber til at fremme prosocial adfærd. Jo mere selvforvaltning og overvågning, jo mere samarbejde og jo større produktion.



Samarbejde betaler sig (se grafikken på http://ing.dk/artikel/114095-uden-straf-og-kontrol-ingen-social-adfaerd)
De sorte prikker viser tømmerproduktiviteten hos 49 grupper af Oromoer der hver især forvalter et skovområde i Etiopien. Søjlerne viser fordelingen af samarbejdsviljen internt i gruppen. Rød er andelen af individer som gerne vil samarbejde, gul er andelen af individer som kun i begrænset omfang samarbejder, blå er andelen af fribyttere og grå er andre adfærdstyper. 
Søjlerne viser store variationer, men korrelationen mellem samarbejdsvilje og produktivitet er stadig signifikant.

»Artiklens store værdi består i at resultaterne fra laboratoriet viser sig også at gælde i den virkelige verden,« siger en af de førende adfærdsøkonomer, Ernst Fehr fra Universitetet i Zürich, til Ingeniøren.

»Den viser, at grupper med en højere andel af betinget samarbejde har mere held med at bevare deres ressourcer, og den viser også at der virkelig er brug for både monitorering og straf, for at man kan opretholde samarbejdet.«

Nødvendige kriterier
Alt i alt peger adfærdsforskningen altså på, at der er gode udsigter til at etablere bæredygtigt samarbejde om en begrænset ressource, så længe nogle vigtige parametre er til stede. Den vigtigste er, at der findes tilpas mange mennesker, som er villige til at kooperere, på betingelse af at andre også gør det.

Når man så er mange nok (helst mere end 50 pct.) og slår sig sammen, kan man overvåge og straffe dem, som ikke samarbejder. På den måde kan en selvorganiseret bæredygtig ressourceforvaltning gå hen og blive ganske stabil. Hvis der til gengæld er frit spil for et antal af gratister i gruppen (ganske få er ofte nok), vil samarbejdet langsomt falde fra hinanden.

Tilbage til fiskerne, der fisker ulovligt i Kattegat. Grangiveligt anser de forbuddet mod at fiske i et lille 300 km2 stort område uden for Gilleleje som en tilfældig antisocial straf, født af et dumt politisk kompromis, der glemmer, at torsk ikke læser lovtekster, og yngler, hvor de lyster. Heller ikke tyske fiskere læser danske lovtekster og må f.eks. gerne fiske (lidt) i området. Resultatet er, at fiskerne ikke accepterer reglerne, og gengælder antisocial straf med asocial adfærd: de fortsætter med at fiske med trawl, som det passer dem, og hvor det passer dem.

Hvad kan man så gøre? Målet må være at få de danske fiskere til at værne om torsken i Kattegat lige så meget som Oromo-folket værner om deres skove i Etiopien. Forskningen viser, at det ikke behøver at være så svært. Lidt mere omtanke fra oven og lidt mere deltagelse fra neden kunne gøre forskellen. Fehr har for eksempel vist, at fiskere, der handler mere kooperativt i et public goods-spil, bruger trawl med en mere prosocial (dvs. større) maskestørrelse i deres net.

Disse fiskere fanger altså ikke de unge kønsumodne fisk, og bidrager (lidt) til bæredygtigheden af den naturlige fiskeressource. Disse fiskere kunne bruges som gode eksempler i retning af mere bæredygtig adfærd. For de fiskere, som fortsat er ligeglade, viser Rustagis data fra Etiopien til gengæld, at overvågning og mærkbare sanktioner er helt uundværlige.

Med de rette sociale normer, ordentlig kommunikation, passende sanktioner og lidt øvelse vil ikke kun dilemmaet om fiskene i havet, men måske også en lang række andre dilemmaer hen ad vejen kunne vendes fra at være en 'tragedie om det fælles gode' til at blive en opbyggelig fortælling om samme. Sådan må man da i hvert fald håbe.

0 comments:

There was an error in this gadget