Forskere: Adskilte sektorer er vejen ud af finanskrisen

En netværksanalyse af finanskrisen viser, at bankerne i løbet af få år skabte en voldsom sammensmeltning af de vigtigste økonomiske sektorer. Det førte til et ustabilt netværk, hvor en enkelt krise kunne resultere i et globalt sammenbrud.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

At bankerne er de store syndere i den aktuelle finanskrise er ikke noget nyt. Heller ikke at det primært var politikernes fortsatte deregulering af finansmarkederne, der tillod, at bankerne kunne gøre, som de gjorde. Når hver enkelt bank kunne drive forretning med alt fra atomkraft i Alaska over derivater i Danmark til zink i Zimbabwe, var det ikke svært at se, at en krise ét sted nemt kunne føre til en kaskade af kriser andre steder.

I en artikel, som blev lagt på arXiv.org den 16. november, kunne Yaneer Bar-Yam og kolleger fra New England Complex Systems Institute i Cambridge, Massachusetts, USA, med fornyet klarhed vise, hvor stor en betydning det har for økonomiens stabilitet, om de finansielle markeder er koblede med hinanden via de samme finansinstitutter eller om man har separate finansenheder for hver enkel sektor.

Forskerne behøvede kun at kortlægge dynamikken i netværket af de 500 virksomheder med den største aktievolumen på den amerikanske børs og forbinde den med olieprisen, obligationsprisen og renten.

Resultatet var meget tydeligt, som det fremgår af grafikken. Graferne viser koblingen mellem virksomheder i fem centrale økonomiske sektorer: teknologi, olie, andre grundmaterialer, banker koblet til boligmarkedet og andre finanser.

Milliarder af blå planeter

For 50 år siden begyndte den amerikanske astronom Frank Drake at lede efter aliens i rummet ved at lytte til radiosignaler. Det skal selvfølgelig fejres, og helst med lige så langt ude ideer som dem, Drake inspirerede utallige astronomer og science fiction-fans med. Et af dem har ing.dk allerede skrevet om. Det er projektet ’Dorothy’, som en gruppe astronomer startede i sidste uge, og som går ud på at lytte til radio- og laser-signaler fra Tau Ceti og Epsilon Eridani.

Her en anden idé: For to måneder siden udgav Samuel Arbesman fra Harvard og astronom Gregory Laughlin fra Santa Cruz en artikel, som beregnede sandsynligheden for, hvornår vi finder den første Jord-lignende planet. Den hastighed, hvormed astronomer finder stadig mindre planeter (vi er nu tæt ved 500), kan nemlig bruges til at ekstrapolere fremad i tiden, indtil vi når den dag, hvor vi vil have fundet en planet uden for vores solsystem, der er lige så stor som vores og i en tilpas afstand fra Solen til at kunne have flydende vand på overfladen.

Arbesman og Laughlin regnede og regnede, og de kom frem til, at medianen ligger i begyndelsen af maj 2011. Det vil sige, at vi med stor sikkerhed vil finde en beboelig planet om kun seks måneder. Det er da en nyhed, før det er blevet en nyhed! Faktisk troede astronomer, at de allerede fandt sådan en planet i september, kaldet Gliese 581g, 20 lysår borte og placeret i stjernetegnet Vægten. Men andre astronomer har ikke kunnet bekræfte fundet, så derfor kan vi ikke være sikre. Til februar har Nasa dog annonceret, at de vil frigive data fra deres Kepler-mission, og på det tidspunkt vil vi helt sikkert vide mere.

Spørgsmålet er, hvordan vi med vores stadigt bedre teknologier kan udvide vores horisont og dermed også kan udvide vores chance for at finde intelligent liv langt væk fra solsystemet. Frank Drake udviklede en berømt ligning i 1961, som skulle beregne antallet af observerbare, avancerede civilisationer i Mælkevejen. Den siger, at N=R*fp*ne*fl*fi*fc*L, og han kom frem til at N var cirka ti planeter, og at vi derfor bare skulle komme i gang med at rulle ørerne ud og sende budskaber af sted.

Fint nok. Spørgsmålet er, om Arbesmans og Laughlins ekstrapolationer kan bruges. Drakes ligning gætter sig til antallet af planeter med liv som vores, og ikke til sandsynligheden for, at vi finder dem. Alligevel vil vores evne til at finde beboelige planeter påvirke Drake-ligningen ved at give bedre estimater af parametrene. Det vil f.eks. gøre tallene for ‘fp’ (antal af stjerner med planeter) og ‘ne’ (antal af beboelige planeter i disse) mere præcise, og gøre tallene for ‘fc’ og ‘L’ større (avancerede civilisationers levetid), idet disse jo ikke nødvendigvis behøver at have opdaget radiobølger, for at vi kan opdage dem.

Man kunne f.eks. spørge, hvornår vi vil kende alle beboelige planeter i Mælkevejen, forudsat at vores teknologi udvikler sig i samme hast som hidtil? Det kunne forstås som en salgs Moores lov for beboelige exoplaneter. Når kosmologer så en dag har etableret, at der faktisk findes milliarder af beboelige planeter i vores galakse, så vil vi måske også kunne udvikle en god exobiologisk konstant, som angiver andelen af liv pr. beboelig planet, samt en planetarisk konstant, som angiver andelen af beboelige planeter pr. stjerne som funktion af vores evne til at observere dem.

Prøv at tænke over tallet: milliarder af blå planeter! Så mangler vi bare at opfinde ormehullet og et passende intergalaktisk charterfly.

Uden straf og kontrol - ingen social adfærd

Hvordan sikrer man en bæredygtig udnyttelse af fælles ressourcer, uden at de ødelægges? Biologer og adfærdsøkonomer har længe været pessimistiske på menneskets vegne, men der er tegn på, at vi faktisk godt kan, hvis vi tænker os om - og samtidig overvåges og trues med straf.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Menneskers brug af en fri tilgængelig, men begrænset ressource, er en af tidens største udfordringer.

Dilemmaet er åbenlyst: Hvis der ikke er regler eller mærkbare sanktioner, finder folk hurtigt ud af, at det kan betale sig at tage, hvad de kan, fordi de negative konsekvenser af deres rovdrift på en fælles ressource fordeles over et større antal mennesker, og derfor rammer dem selv mindre hårdt, end hvad de kan få ud af den.

Tænk f.eks. på det ulovlige torskefiskeri i Kattegat, som Greenpeace afslørede i sommer ved at montere sporingsudstyr på en række fiskefartøjer fra Gilleleje. Det viste, hvor vanskelig en øvelse det er at opretholde en bæredygtig produktion af et fælles gode, når det samtidigt udgør nogle få menneskers levebrød.

Økonomer og socialpsykologer har længe forsøgt at finde de teoretiske rammer for, hvornår samarbejde om et fælles gode kan lade sig gøre. Hvad skal der til for at sikre samarbejde om udnyttelsen af fisk i havet, af tømmer i en skov, af grundvandet, eller bare af den friske luft - uden at ressourcen udtømmes eller forurenes? Biologen Garrett Hardin var en af de første, der beskrev dilemmaet i en artikel i fagbladet Science i 1968 med titlen 'The Tragedy of the Commons'. Da vi bliver stadig flere mennesker på denne klode, og ressourcerne er begrænsede, så han ingen anden udvej, end at vi måtte lære at få færre børn.

Moderne samfund og mindre ego
Heldigvis har det vist sig, at mennesker er mere end problemskabende avlsmaskiner. Vi kan også være problemløsere og udvikle kreative måder at omgå kriser på. Siden midten af 90'erne har adfærdsforskere f.eks. lavet forsøg med studerende, hvor de simulerede dilemmaet ved hjælp af såkaldte 'public goods games'. De går ud på at måle, hvor meget folk er villige til at lægge deres egne sparepenge i en fælles krukke i forventning om at dele en eventuel fortjeneste, hvis de andre gør det samme. Gruppen klarer sig bedst, hvis alle samarbejder, men gratister ville kunne score en stor gevinst, hvis de lod være med at spytte i kassen.

Gang på gang har forskerne været overraskede over, at villigheden til at samarbejde slet ikke er så sjælden, som de spilteoretiske modeller egentlig påstod. Godt nok er stok og gulerod vigtige redskaber til at holde eventuelle gratister i skak, men folks præferencer pegede generelt klart i retning af prosocial adfærd.

Neurobiologer udvikler målestok for lugtesansen

Forskere har for første gang fundet en sikker metode til at måle lugte ud fra deres grad af behagelighed og giftighed – målestokken er lige så objektiv som målestokke for lyde og farver, siger de.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Lugtesansen har altid været opfattet som den mest subjektive af alle menneskets sanser. Følesansen var noget, man kunne føle på, og smagssansen lå lige på tungen. Selv syns- og høresanserne blev relativt hurtigt defineret som specifikke frekvenser af vibrationer af lys og lyd i forskellige medier. Men lugtesansen? Her var hver person stadig sin egen dommer, og man hører stadig ofte, at hvad der i én kulturkreds dufter godt, betragtes som en ildelugtende stank i en anden.

Men al denne folklore kan vi nu kaste på historiens mødding som forkerte antagelser, siger en gruppe forskere fra Weizmann Instituttet i Israel. De har udviklet en universel målestok for, hvor behagelig eller ubehagelig mennesker synes, en bestemt lugt er.

»Vi har meget overbevisende materiale, der viser, at vores metrik er lige så universel som bølgelængdeskalaen er universel for lys, og frekvensskalaen er universel for lyd,« siger forskningsprogrammets leder Noam Sobel:

»Metrikken danner en enhedsoplevelse af lugt på samme måde, som vibrationerne af lys og luft danner oplevelser af farve og lyd.«

Hjernevasker parasitter mus og mænd?

Vidste du at en enkel ulækker parasit er bedre til at forklare vores alles småpsykotiske adfærd end en hvilken som helst psykologisk teori som vi måtte have lært på humanoria? Tro det eller lad være, for biologer finder stadig flere beviser på det, som fans af monster- og gyserfilm altid har vidst: Vi er besatte af zombier og aliens, der får os til at gøre ting som vi egentlig ikke har lyst til at gøre.

Læse hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Hestehårsormen Spinochordodes tellinii gror som ung i kroppen på biller og græshopper. Når den er kønsmoden vil den gerne ud i et vandløb for at møde de andre hårorme, der her samler sig til en kæmpe gordisk knude i et ugelangt orgie. Men hvordan komme fra græshoppens indvolde til stævnemødet i bækken? Jo, Spinochordodes begynder at spise græshoppen indefra.

Den spiser fedtet og alt andet, som ikke sidder fast i muskulaturen. Det får græshoppen til at blive utrolig tørstig og opsøge det første og bedste vandhul. Når den hopper i vandet, når den lige at tage en enkel slurk, inden den dør. Den 30 centimeter lange orm trækker sig så glad ud af græshoppens anus for at forene sig med sine kærester.

Alle vores venner
Også mennesket har flere venner, end det bryder sig om. Vi er vært for en lang række bakterier, vira, orme og andre organismer, der bruger os som transportmiddel og lever i og af vores kroppe. Tænk blot på ring-, rund-, piske- og bændelorme; på mider, malaria, haresyge, sovesyge, tæger, myg, lopper, lus, ikter og fnat. De har udviklet de mest fantastiske tricks, og der er noget der tyder på, at de endda kan påvirke vores hjerne - og derigennem manipulere med vores adfærd til egen fordel.
There was an error in this gadget