Slik til gamle racister

Jeg har en ven, som er begyndt at sige racistiske ting, så nu gider jeg ikke at se ham mere. Jeg har et familiemedlem, som på sine gamle dage siger forfærdelige ting om bøsser og andre medmennesker, og jeg har en kollega, som laver sexistiske jokes, når han er fuld. Vi kender det alle sammen: en snigende tendens (hos andre – ikke hos os selv, selvfølgelig) til at sige fordomsfulde ting, når vi er trætte, forvirrede, fulde eller bare ved at blive lidt gamle.

Årsagen er enkel: vi mangler glukose i hjernen. Hjerneforskere har sammen med psykologer fundet ud af, at fordomme opstår typisk hos folk, hvis hjerne ikke kører på alle cylindre. Sukker er den primære energikilde for højere ordens tankeprocesser som selvkontrol og multivariable beslutningsprocesser. Når sukkeret mangler, eller har svært ved at blive mobiliseret effektivt i kroppen (f.eks. når insulinniveauet er lavt, eller alkoholprocenten høj), reduceres evnen til selvkontrol, og folk begynder at sige ting på baggrund af intuitive, heuristisk baserede tankemønstre, i stedet for at tænke sig om.

Problemet gør sig især gældende hos gamle og tanketrætte mennesker, men Matthew Gailliot og Roy Baumeister fra Florida State University har vist, at også 20-årige studerende ligger under for effekten.
I et eksperiment blev de sat til at skrive en tekst om en homoseksuel. Dem som drak almindelig sodavand skrev færre homofobe bemærkninger, end dem som drak sukkerfri sodavand. I et andet eksperiment lavede ældre mennesker langt flere fordomsfulde bemærkninger når deres mentale fokus blev forstyrret. Deres evne til at hæmme impulser reduceres, og det resulterende tab af selvkontrol ytrer sig som racistiske eller sexistiske bemærkninger, alt efter hvad deres implicitte bias er kodet til i forvejen at mene (noget man nu om dage kan måle via den såkaldte Implicit Association Test, IAT, prøv selv på https://implicit.harvard.edu/implicit/).

Det interessante ved disse psykologiske studier er, at de fortæller, at der egentlig ikke findes noget ‘sandt jeg’. Der findes delvist kulturelt og delvist biologisk betingede fordomme (som man ikke altid kender selv), og en mere eller mindre god evne til at kunne tænke forbi dem. Når folk derfor bliver fyret for at sige dumme ting på de forkerte tidspunkter, er deres undskyldning om at de var trætte og stressede (og egentlig slet ikke mente det) ofte god nok. I stedet for at ‘afsløre’ dem som bigote røvhuller ‘inderst inde’, burde vi snarere se dem som forvirrede stakler, der har haft en dårlig dag.

Vi har alle en lejlighedsvis motorbanken i hjernen. Det sker bare, og forskernes pointe er, at det ikke er et autentisk jeg, der taler, men effekten af at gå sukkerkold. At bygge en identitet hen over det (‘ja, han er racist’) er blot endnu en fordom, som ikke er sand. Faktisk har psykologen Carol Dweck fra Stanford vist, at folk, som mener at racisme er et udtryk for en oprettelig misforståelse (‘han sagde noget racistisk’), er fire gange mere tilbøjelige til at konfrontere racistiske ytringer, end folk der ser racisme som en permanent egenskab.

Erkendelsen fortæller os noget om, hvordan man bedst modgår racisme og sexisme. I stedet for at klandre hele en persons identitet som menneske, burde man klandre hans/hendes konkrete adfærd. Dweck fandt også ud af, at det er relativt nemt at få folk til at ændre deres syn på racisme, når først de ser, hvor meget folk kan ændre deres mening under indflydelse af gode argumenter. Jeg må nok hen og besøge min gamle ven. Måske med lidt sukkerstads i hånden. Ja – vi burde i det hele taget forbedre demokratiet med gratis slik og sodavand i stemmeboksen.

0 comments:

There was an error in this gadget