Kinselektion er en overflødig teori, siger forskere

En ny matematisk teori for altruisme har fået en række biologer og filosoffer op af stolene. Og man skal ikke forvente næstekærlighed blandt kolleger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

To prominente evolutionsforskere har lavet et frontalangreb på teorien om kinselektion - ideen om, at næstekærlighed og altruisme opstår som et resultat af nære familierelationer. Ifølge deres paper i Nature er lidt spilteori og Darwins naturlige udvælgelse nok til at forklare selv de mest avancerede former for uselviskhed - man har slet ikke brug for at holde regnskab med, hvem man deler gener med.

»Vores matematiske analyse demonstrerer, at kinselektion og dermed teorien om inclusive fitness ikke har nogen forklaringskraft hinsides den naturlige udvælgelse,« siger Martin A. Nowak fra Harvard University til Ingeniøren.

»Modsat de konventionelle påstande viser vi, at kinselektion ikke er en udvidelse af darwinistisk evolution, og at den ikke er nødvendig for at forklare ægte social adfærd og andre fænomener inden for sociobiologien.«

Ud over Martin Nowak, som er kendt for at være en matematisk stærk evolutionsteoretiker, er artiklen skrevet af Corina E. Tarnita og legendariske Edward O. Wilson - mest kendt for at grundlægge sociobiologien via sine banebrydende undersøgelser af social adfærd blandt myrer.

Men selvom frontalangrebet på kinselektionen ledes af så stærke generaler, tænker mange biologer og evolutionsforskere på et modangreb. Jacobus Boomsma fra biologisk institut ved Københavns Universitet udviser f.eks. ikke megen næstekærlighed i sin reaktion og oplyser, at han er én blandt cirka 70 forskere, som er i gang med at forberede et svar til Nature, hvori de vil vise, at Nowaks, Tarnitas og Wilsons påstande er uden substans.

»Deres paper glemmer at citere det meste af 40 års forskning i kinselektion. Deres model tilføjer intet, som vi ikke har vidst siden 1980'erne. Det vil ikke føre til en eneste ny erkendelse,« siger Boomsma.

Ifølge Boomsma er inclusive fitness-teorien, som blev udviklet af William Hamilton og Robert Trivers i 1960'erne og 70'erne, den eneste ægte nyhed siden Darwin, og den kan man ikke bare sådan smide væk.

»Det er ufatteligt, at forfatterne af dette paper ignorerer hele den litteratur bare for at rode op i en eller anden kontrovers,« siger Boomsma.

Forklaring på uegennytte
Inclusive fitness giver et svar på, hvorfor enkelte arter som for eksempel myrer og bier (og til dels også mennesker) udviser uegennytte grænsende til det selvopofrende. Det er matematisk defineret som summen af effekten af en handling plus effekten på handlingens modtager - multipliceret med graden af modtagerens familiære nærhed. Et individs succes skal altså ikke kun måles ved dets eget afkom, men også inkludere antallet af kopier af egne gener, som er til stede hos nære familiemedlemmer. Når jeg f.eks. forsvarer mine søstre mod en aggressiv kamphund, giver det evolutionært mening, fordi jeg maksimerer mine geners overlevelse, selvom jeg bringer mig selv i fare.

Eller som ideens fader, biologen J.S.B. Haldane, forklarede det i 1930'erne: 'Jeg ville give mit liv for to brødre eller otte fætre' (må hans søstre og kusiner have tilgivet ham).

Ifølge Nowak og Wilson kan den slags effekter dog sagtens forklares ved almindelig naturlig udvælgelse.

»Det empiriske materiale i vores artikel viser, at ægte social selvopofrelse er et særdeles sjældent fænomen, fordi arterne skal navigere igennem en lang evolutionær labyrint for at nå dertil,« siger Wilson i en kommentar, og Nowak supplerer:

»Inclusive fitness er den eneste teori, som nogen sinde er blevet udviklet til at studere kinselektion. I vores artikel viser vi matematisk, at den baserer sig på meget restriktive og skrøbelige antagelser, som sjældent holder.«

Forfatterne påpeger at der igennem klodens historie kun har været ganske få tilfælde, hvor ægte social (såkaldt eusocial) adfærd har udviklet sig. Det viser, at eusocialitet er et sjældent fænomen, som kun opnås med stort besvær, men til gengæld er meget stabilt, når det er etableret.

Nowak, Tarnita og Wilson foreslår, at ægte eusocial adfærd kun udvikles, når disse betingelser er til stede:

1. Arten skal have lært at danne grupper i en population, f.eks. via et hjem eller en rede, som tiltrækker individer til bestemte lokaliteter, og gruppen skal være i stand til at holde på sit afkom og evne at følge sine ledere.

2. Arten skal have udviklet bestemte egenskaber via mutation og den naturlige udvælgelse, som fremmer skiftet til social adfærd. For eksempel lever bestemte bier (Ceratina og Lasioglossum) på kanten af eusocialitet ved at samarbejde i opsporingen af føde og ved at forsvare reden og resurserne. En anden type tilpasning er arbejdsdeling, og villighed til at fodre hundyret, når det lægger æg.

3. Til sidst skal arten have udviklet gener, der fæstner den eusociale adfærd, f.eks. ved ikke at forlade reden, ved kun at handle for kollektivet, ved at blive steril eller på anden måde støtte op om fællesskabet.

Hvis disse trin er opfyldt, kan en art kaldes eusocial og overgå til at blive en slags 'superorganisme'.

De evolutionære omkostninger for det enkelte individs fitness kompenseres ved dronningens og larvernes reducerede dødelighed, men også ved en stærkere modstandskraft mod fjender som rovdyr, rivaler og parasitter.

Gruppeselektion
Grunden til, at artiklen har skabt så meget diskussion, er, at den rører ved et af de mest debatterede emner inden for feltet: spørgsmålet om gruppeselektion.

Mens kinselektionisterne mener, at gruppeselektion er det samme som kinselektion, mener Nowak og Wilson, at kinselektion blot er en delmængde af spilteorien, og tilmed kun gælder under meget restriktive antagelser. Gruppeselektion derimod opstår også når grupper konkurrerer mod hinanden.

En af de førende forskere i gruppeselektion, Michael Wade fra Indiana University, er uenig:

»Der vil helt sikkert komme en reaktion fra en masse mennesker, men jeg tror ikke, at det er nødvendigt at forsætte med at sige, at kinselektion er noget andet end gruppeselektion, når så mange biologer har vist, at de ofte er ækvivalente.«

Ifølge Rasmus Winther fra University of California og CPNSS ved Københavns Universitet er et væsentligt problem, at evolutionsbiologer arbejder med meget forskellige antagelser.

»Nowak er glad for spilteori og adaptationistiske evolutionære udfald - han sætter sig ikke ret meget ind i de genetiske detaljer af de evolutionære processer,« siger Winther.

Andre forskere har andre tilgange og bruger andre modeller:

»De misforstår ofte hinanden,« siger Winther.

0 comments:

There was an error in this gadget