Bange for de mange

’Overbefolkning’ er et frækt ord. Lommefilosoffer og andre lurendrejere af både højre- og venstresnoet støbning elsker at ’provokere’ med ordet - gerne med et bedrevidende blik, der skal fortælle, at de har fat i noget afgørende, når talen falder på verdens sande tilstand. Deres rullende øjne suggererer, at de rører ved et ’tabu’ som ingen tør nævne, men at det ikke desto mindre er lige så uomtvisteligt sandt som tyngdekraftens lov. Videnskabeligt bevist.

Tanken om en overbefolket klode er dog alt andet end et tabu. Den er nok snarere verdens mest dovne tanke. Den er så mainstream, at Olsenbrødrene til sammenligning må forekomme vovede. Slår man ordparret ”overpopulation + taboo” op i google, får man 400.000 hits (hvilket ikke er et bevis på, at det er sandt, men et bevis på, at det er enormt populært at tro, at det er sandt). Selve tanken er også oldgammel. Den kristne filosof Tertullian mente i det herrens år 200 evt. at naturen ikke kunne klare så mange promiskuøse mennesker (dengang fandtes der ca. 180 millioner). Hans snerpethed og foragt for ”hedningene” har da også været et vedvarende kristent tema op igennem de næste 1800 års idehistorie.

Også naturvidenskaben har haft sine misantropiske apostle. Den værste hed Thomas Robert Malthus, en skummel økonom og menneskehader, der levede i 1700-tallets England. Malthus mente, at de fattige hverken behøvede velgørenhed eller sundhedspleje, og når de døde i pisserenden, var det kun godt, så. Hans essay om Principles of Population fra 1798 var et banalt regnestykke om en eksponentialfunktion der eksploderer, hvis den ikke begrænses i sin himmelflugt, og at det samme må gælde for folkemasserne: idet fattige formerer sig ud over hvad de evner at forsørge, eksploderer deres antal til det utålelige.

Temaet er i nyere tid blevet taget op af biologen Paul Ehrlich, af Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren, af miljøforkæmperen Fred Pierce i bogen Peoplequake, af den sekteriske Optimum Population Trust, af FN’s Population Fund, etc. etc. etc. I dag ikke formuleret som en frygt for overbefolkningen, men som en frygt for overforbruget. Det skorter altså ikke på meninger om sagen, og jeg indrømmer også selv at have været ’bekymret’, og have foreslået her i spalterne (med let ironi), at man da bare kunne spare en baby, hvis man ville redde klimaet.

Men når alt kommer til alt, er frygten for befolkningsvæksten ikke bare forkert. Den er også dum og etisk grim. Den er forkert, fordi vi gang på gang har bevist, at vores opfindsomhed kan gøre vores liv bedre, sundere og renere, selvom vi bliver flere. Alle de sure gamle tænkere har gang på gang taget fejl i deres forudsigelser om globale hungersnød og sammenbrud. De har forvekslet sociale onder med naturlige onder, og de har forsøgt at se fejlen i det enkelte menneske, og ikke i den måde, som vi omgås hinanden på.

Lommefilosofferne og lurendrejerne vil også tage fejl i deres vished om, at befolkningsvækst og kommende katastrofer ikke vil kunne modgås med nye videnskabelige påfund og en bedre fælles tilpasning i livets niche. Ja, klart, der er problemer med klimaet, med ressourcer, med fattigdom og vores sociale systemer, store endda, men man må altså ikke underestimere mennesket. Og det er hvad disse mørkemænd hele tiden gør. Deres forklaringer på, hvorfor folkemasserne uundværligt vil trynes, kommer og går. Men deres dovne misantropi, den består.

1 comments:

There was an error in this gadget