Bange for de mange

’Overbefolkning’ er et frækt ord. Lommefilosoffer og andre lurendrejere af både højre- og venstresnoet støbning elsker at ’provokere’ med ordet - gerne med et bedrevidende blik, der skal fortælle, at de har fat i noget afgørende, når talen falder på verdens sande tilstand. Deres rullende øjne suggererer, at de rører ved et ’tabu’ som ingen tør nævne, men at det ikke desto mindre er lige så uomtvisteligt sandt som tyngdekraftens lov. Videnskabeligt bevist.

Tanken om en overbefolket klode er dog alt andet end et tabu. Den er nok snarere verdens mest dovne tanke. Den er så mainstream, at Olsenbrødrene til sammenligning må forekomme vovede. Slår man ordparret ”overpopulation + taboo” op i google, får man 400.000 hits (hvilket ikke er et bevis på, at det er sandt, men et bevis på, at det er enormt populært at tro, at det er sandt). Selve tanken er også oldgammel. Den kristne filosof Tertullian mente i det herrens år 200 evt. at naturen ikke kunne klare så mange promiskuøse mennesker (dengang fandtes der ca. 180 millioner). Hans snerpethed og foragt for ”hedningene” har da også været et vedvarende kristent tema op igennem de næste 1800 års idehistorie.

Også naturvidenskaben har haft sine misantropiske apostle. Den værste hed Thomas Robert Malthus, en skummel økonom og menneskehader, der levede i 1700-tallets England. Malthus mente, at de fattige hverken behøvede velgørenhed eller sundhedspleje, og når de døde i pisserenden, var det kun godt, så. Hans essay om Principles of Population fra 1798 var et banalt regnestykke om en eksponentialfunktion der eksploderer, hvis den ikke begrænses i sin himmelflugt, og at det samme må gælde for folkemasserne: idet fattige formerer sig ud over hvad de evner at forsørge, eksploderer deres antal til det utålelige.

Temaet er i nyere tid blevet taget op af biologen Paul Ehrlich, af Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren, af miljøforkæmperen Fred Pierce i bogen Peoplequake, af den sekteriske Optimum Population Trust, af FN’s Population Fund, etc. etc. etc. I dag ikke formuleret som en frygt for overbefolkningen, men som en frygt for overforbruget. Det skorter altså ikke på meninger om sagen, og jeg indrømmer også selv at have været ’bekymret’, og have foreslået her i spalterne (med let ironi), at man da bare kunne spare en baby, hvis man ville redde klimaet.

Men når alt kommer til alt, er frygten for befolkningsvæksten ikke bare forkert. Den er også dum og etisk grim. Den er forkert, fordi vi gang på gang har bevist, at vores opfindsomhed kan gøre vores liv bedre, sundere og renere, selvom vi bliver flere. Alle de sure gamle tænkere har gang på gang taget fejl i deres forudsigelser om globale hungersnød og sammenbrud. De har forvekslet sociale onder med naturlige onder, og de har forsøgt at se fejlen i det enkelte menneske, og ikke i den måde, som vi omgås hinanden på.

Lommefilosofferne og lurendrejerne vil også tage fejl i deres vished om, at befolkningsvækst og kommende katastrofer ikke vil kunne modgås med nye videnskabelige påfund og en bedre fælles tilpasning i livets niche. Ja, klart, der er problemer med klimaet, med ressourcer, med fattigdom og vores sociale systemer, store endda, men man må altså ikke underestimere mennesket. Og det er hvad disse mørkemænd hele tiden gør. Deres forklaringer på, hvorfor folkemasserne uundværligt vil trynes, kommer og går. Men deres dovne misantropi, den består.

Når mange små hjerner tænker bedre end få store

Et videnskabeligt opdagelsesspil om at folde proteiner viser, hvordan store og svære forskningsprojekter kan nyde godt af almindelige menneskers hjælp via nettet. Mange lignende projekter er allerede skudt i gang.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Galileo Galilei var den første, der inviterede folk til at se nattehimlen igennem sin kikkert. Selvom kirken ifølge overleveringen ikke tog imod invitationen, var Galileos gestus et vigtigt skridt for udbredelsen af den videnskabelige tænkning.

Nu er vores civilisation muligvis klar til en lignende og lige så betydningsfuld gestus: en invitation til alle mennesker om at deltage i ægte videnskabelig forskning via distribueret tænkning på nettet.

De nye digitale medier har gjort det muligt. Har du for eksempel lyst til at hjælpe med galakse-klassifikation og finde nye objekter i rummet? Besøg zooniverse.org. Er du mere interesseret i at opdage nye pulsarer? Så kan du deltage i Einstein@Home. 'Tillykke, du har fundet et nyt medikament!' kunne være resultatet af din deltagelse i foldit@home, et forskningsprojekt, der bruger et spil-interface til at få amatører til finde de optimale konfigurationer på store og komplicerede proteiner.

Fænomenet er så nyt, at det endnu ikke har noget regulært navn. Skulle man kalde det frivillig kognition? Borgervidenskab? Crowdsourcing? Populærforskning? Distribueret tænkning? Eller noget helt sjette?

Men én ting er sikkert: Der vil komme flere og flere projekter, som inddrager almindelige mennesker i alle led af forskningsprocessen. Og ud over at hjælpe videnskaben, har fænomenet også potentialet til at revolutionere uddannelserne, for der er intet som er mere motiverende for at lære noget end at kunne hjælpe til med at løse ægte problemer, sådan som de viser sig ude i det virkelige liv.

»IPCC er gået styrket ud af kampen«

FN's klimapanel, IPCC, er kommet styrket ud af balladen om COP15, fejl og lækkede e-mails, mener Kirsten Halsnæs. Alt peger på, at tiden er ved at være moden til ægte politiske beslutninger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

»Den gode nyhed er, at USA og nogle af de lande, som tidligere ikke har stået allerforrest i ønsket om at tage klimapolitiske beslutninger, nu er kommet på banen og er begyndt at stå solidt bag IPCC,« siger klimaøkonom Kirsten Halsnæs, programleder på Risø DTU Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi og deltager i IPCC's arbejdsgruppe 3. »Det er den store sejr og den store nyhed.«

Anledningen til Kirsten Halsnæs' vurdering er to ting: en ny rapport fra en international ekspertgruppe, som har undersøgt arbejdsprocesserne i FN's klimapanel og er kommet med anbefalinger til opstramninger, samt det nyudnævnte hold af forskere, som skal skrive den næste rapport.

»Det, der er sket i løbet af året, er, at IPCC er gået styrket ud af kampen. De mange undersøgelser af panelets arbejde har alle sammen konkluderet, at det egentlig har fungeret ganske godt. O.k., de har fundet et par fejl, men læg mærke til, at de kun har været i arbejdsgruppe 2, ikke i de andre to arbejdsgrupper, som havde en meget stærkere ledelse, og som var meget mere nøjeregnende i den interne proces. Selvom man arbejder med meget mere usikre scenarier i f.eks. arbejdsgruppe 3, har man ikke fundet en eneste fejl, og det er meget imponerende.«

En enorm styrkelse
Du mener altså, at der ud af al balladen om FN's klimapanel er kommet en mere professionel organisation med større politisk opbakning?
»Ja, det gør jeg. Den nye sammensætning af panelet viser, at der er en meget stor opbakning bag hele projektet. Der er f.eks. kommet mange flere amerikanere med.«

Hanny og den mystiske Voorwerp

En ung biologilærers opdagelse af en "grøn frø" i rummet har vist, at borgerforskning har potentialet til at hjælpe forskere med at analysere data og opdage nyt, viser en ny konference på området. Og så kan det også bruges til at øge naturvidenskabens anseelse i offentligheden.

Læs hele artiklen på ing.dk

Den første konference om ’borgerforskning’ sluttede i London denne weekend. Formålet var at samle forskere og amatører fra mange lande for at diskutere, hvordan man kan få helt almindelige borgere til at deltage i den videnskabelige proces på forskellige niveauer, og ved hjælp af de ny digitale teknologier få dem til at bidrage produktivt.

Det har vist sig i løbet af årene, at der kan være mange gode grunde til at inkludere amatører og almindeligt interesserede mennesker i løsningen af svære videnskabelige problemer. De har i flere tilfælde løst opgaver hurtigere end hvad supercomputere har været i stand til, opdaget ukendte fænomener, og løst svære opgaver for forskere såvel som virksomheder.

Blandt de indbudte til konferencen London Citizen cyberscience var således også den hollandske biologilærer Hanny van Arkel, som i 2007 opdagede et nyt objekt i rummet da hun deltog i Galaxy Zoo projektet. Mens hun klassificerede galakser på nettet så hun en mærkelig grøn klat ved siden af en spiralgalakse. ”Den lignede en dansende grøn frø,” siger hun, ”og så spurgte jeg bare forskerne om, hvad det var.”

Kinselektion er en overflødig teori, siger forskere

En ny matematisk teori for altruisme har fået en række biologer og filosoffer op af stolene. Og man skal ikke forvente næstekærlighed blandt kolleger.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

To prominente evolutionsforskere har lavet et frontalangreb på teorien om kinselektion - ideen om, at næstekærlighed og altruisme opstår som et resultat af nære familierelationer. Ifølge deres paper i Nature er lidt spilteori og Darwins naturlige udvælgelse nok til at forklare selv de mest avancerede former for uselviskhed - man har slet ikke brug for at holde regnskab med, hvem man deler gener med.

»Vores matematiske analyse demonstrerer, at kinselektion og dermed teorien om inclusive fitness ikke har nogen forklaringskraft hinsides den naturlige udvælgelse,« siger Martin A. Nowak fra Harvard University til Ingeniøren.

»Modsat de konventionelle påstande viser vi, at kinselektion ikke er en udvidelse af darwinistisk evolution, og at den ikke er nødvendig for at forklare ægte social adfærd og andre fænomener inden for sociobiologien.«

Ud over Martin Nowak, som er kendt for at være en matematisk stærk evolutionsteoretiker, er artiklen skrevet af Corina E. Tarnita og legendariske Edward O. Wilson - mest kendt for at grundlægge sociobiologien via sine banebrydende undersøgelser af social adfærd blandt myrer.

Men selvom frontalangrebet på kinselektionen ledes af så stærke generaler, tænker mange biologer og evolutionsforskere på et modangreb. Jacobus Boomsma fra biologisk institut ved Københavns Universitet udviser f.eks. ikke megen næstekærlighed i sin reaktion og oplyser, at han er én blandt cirka 70 forskere, som er i gang med at forberede et svar til Nature, hvori de vil vise, at Nowaks, Tarnitas og Wilsons påstande er uden substans.

»Deres paper glemmer at citere det meste af 40 års forskning i kinselektion. Deres model tilføjer intet, som vi ikke har vidst siden 1980'erne. Det vil ikke føre til en eneste ny erkendelse,« siger Boomsma.

Ifølge Boomsma er inclusive fitness-teorien, som blev udviklet af William Hamilton og Robert Trivers i 1960'erne og 70'erne, den eneste ægte nyhed siden Darwin, og den kan man ikke bare sådan smide væk.

»Det er ufatteligt, at forfatterne af dette paper ignorerer hele den litteratur bare for at rode op i en eller anden kontrovers,« siger Boomsma.
There was an error in this gadget