Mediestorme kan være nyttige til at bremse epidemier

En ny model for udbredelsen af smitsomme sygdomme i store populationer viser, at medierne kan spille en vigtig og positiv rolle for at inddæmme epidemier – hvis de altså informerer tidligt og korrekt.


På en måde er højtråbende mediehistorier om faretruende epidemier en god ting, fastslår to matematiske biologer – også selv om historien i enkelte tilfælde måtte vise sig at være falsk alarm. Advarslerne vil få flere folk til at passe på, hvilket mindsker risikoen for, at udbruddet spreder sig alt for meget.

Men problemet er, at alt for hysteriske historier i tv, aviser og radio om en smittende sygdom kan ødelægge mere end de gavner, for eksempel når det viser sig, at dødeligheden er meget lavere end først antaget. Sådan var det med svineinfluenzaen H1N1 sidste år, hvor myndighederne pludselig sad på et overskudslager af dyre vacciner og WHO med et troværdighedsproblem oveni.

Et hurtigt beredskab i en situation med ufuldstændig epidemiologisk viden om en ny sygdom er en svær ligning. Og når sociale faktorer som økonomi og troværdighed kommer oveni, bliver den ikke lettere. Der findes masser af matematiske modeller, som prøver at finde den bedste strategi ved udbredelsen af en epidemi, men mediernes rolle har aldrig været indarbejdet eksplicit i den slags modeller.

Fungerer medierne som virtuelle ambulancer, der larmer i æteren, og får folk til at passe mere på? Eller gør de bare tingene værre? Det har Anna Mummert fra Marshall University i Huntington, USA, og Howard Weiss fra Georgia Institute of Technology, Atlanta, nu forsøgt at svare på.


Medierne er et led i ligningen
I et nyt ‘paper’ sendt til fagbladet Theoretical Population Biology viser de to matematiske biologer, at man faktisk skal larme så hurtigt og så højt som muligt, forudsat at informationerne er rigtige.
‘I løbet af et udbrud følger mange mennesker medierne tæt og begynder at tage forholdsregler, som for eksempel at isolere sig fra eventuelle smittekilder eller at få en vaccina­tion,’ skriver Mummert. ‘Ved at samarbejde med medierne kan sundhedsmyndighederne nedbringe udbredelsen signifikant ved at informere så tidligt og korrekt som muligt.’

»Fra sars-epidemien lærte forskerne, at massekommunikation kan forårsage dramatiske adfærdsændringer i befolkningen,« siger professor emeritus Herbert Hethcote fra University of Iowa.
»Det fænomen er nu blevet undersøgt af Mummert og Weiss ved hjælp af en matematisk model for spredningen af en smittende sygdom.«

Konklusionen i sig selv er næppe overraskende, og Tove Rønne fra Sundhedsstyrelsen siger da også, at det er, hvad man altid forsøger at gøre.

»Det tror jeg ikke, at der er nogen i sundhedsvæsnet, der er uenig i. Problemet opstår, når man mangler oplysninger,« forklarer hun, for så skal man nemlig begynde at gætte.

»I tilfældet med sars gik der for eksempel adskillige uger og måneder, inden man overhovedet fandt ud af, hvad det var for et virus. Under sådanne omstændigheder skal man tage beslutninger med store usikkerheder,« siger Tove Rønne.

Et ordentligt meldesystem
Mange lande har heller ikke den nødvendige infrastruktur til at indhente de nødvendige informationer. Så længe de mangler, kan medierne ikke skrive om dem, eller de risikerer at skrive forkerte ting, hvilket kan resultere i hårrejsende rygter, der kan være til stor skade for andre landes beredskab.

»Efterhånden som man får nævneren mere på plads, hvilket tit først sker efter lang tid, og efter at for eksempel læger fra WHO har undersøgt, hvor mange mennesker der har været syge og er kommet over det, begynder man at få et mere realistisk billede af forholdene,« siger Tove Rønne og bruger historien om et udbrud af pest i Indien som eksempel. Den viste sig at være et forkert rygte, men alligevel nåede den at ødelægge Indiens økonomi i en periode, fordi folk holdt op med at rejse dertil.

Også de første meldinger om svine­influenzaen H1N1 fra sidste år viste sig at komme fra Mexico, og netop fordi sundhedssystemet dér ikke er på højde med andre vestlige lande, lød rapporterne langt værre end da influenzaen ramte USA, hvor dødeligheden viste sig at være på samme niveau som almindelig sæsoninfluenza. Først da man fik viden fra Australien og New Zealand i sommer kunne de danske sundhedsmyndigheder revurdere situationsbilledet.

»Det har aldrig været nogen god idé at holde informationer tilbage, men min erfaring siger mig også, at det er utrolig nemt at komme med nogle meget dramatiske udmel­din­ger og iværksætte en hel masse. Man skal virkelig tænke sig om for ikke at gøre mere skade end gavn. Hvis man hele tiden råber ‘Ulven kommer!’, så vil der ikke være nogen, som lytter, når det virkelig gælder,« siger Tove Rønne.

De to amerikanske forskeres arbejde må ses som et vigtigt, men lille element i en stor og kompliceret beslutningsproces. Medierne ikke kan stoppe en epidemi i at opstå, men modellen viser, at en effektiv kommunikationsstrategi kan nedbringe udbredelsen substantielt.

Ved at simulere et udbrud af Ebola i byen Huntington med 50.000 indbyggere i West Virginia, USA, kunne forskerne i deres artikel vise, at en epidemi inddæmmes bedst, hvis lokale sundhedsmyndigheder samarbejder med aviser og andre medier om at offentliggøre de korrekte data om smitte og dødsfald så tidligt som muligt. Forudsat selvfølgelig at folk tager informationerne for gode varer og begynder at isolere sig fra smittekilder. Jo kortere tid der går, før medierne informerer, jo mindre bliver udbruddet, og jo bedre man informerer løbende, jo mere kan man inddæmme smitten løbende.

Modellen mangler dog en del elementer. Den differentierer ikke mellem forskellige befolkningsgrupper (er det de unge eller de gamle, som dør?), den forudsætter at man kender sygdommens vigtigste parametre såsom infektions-, smitte- og dødsrate, og den er ikke i stand til at vurdere omkostningerne ved fejlagtig eller overinformation. Ikke desto mindre er den en udvidelse af de eksisterende såkaldte ‘SIR-modeller’ inden for epidemiologien, og kan være et godt udgangspunkt for et videre arbejde.

Alliance med medierne
I et tidligere arbejde fra 2005 har Hethcote forsøgt at simulere mediernes rolle i en model for et mæslingeangreb, men Mummert og Weiss’ artikel er den første som eksplicit inkorporerer en forsætlig mediestrategi i de matematiske modeller for smittespredning.

Det lovende resultat indikerer, at det nu kunne være oplagt at undersøge, om man kan videreudvikle på de to amerikanske forskeres resultater ved at etablere et mere formelt samarbejde mellem sundhedsmyndighederne og medier. Så ville man måske kunne få informationerne ind og ud endnu hurtigere.

En interessant nyskabelse under pandemien sidste år var ifølge Tove Rønne et samarbejde mellem Statens Serum Institut og DR, hvor folk kunne selvrapportere sygelighed, selv om de ikke havde været til læge. Det gav myndighederne et estimat over ‘mørketallet’, altså hvor mange der var syge for hver person, der gik til læge.

17.000 borgere svarede på spørgsmål, og bl.a. ud fra disse  tal har instituttet estimeret, at ca. 5,5 pct. af befolkningen har haft H1N1. Værst ramt var de 5-14-årige, hvor 15 pct. blev smittet. Og selv om der nogle gange kommer falsk alarm, behøver det ikke altid at være en dårlig ting. Selv historien om svineinfluenzaen har en positiv side, mener Rønne:

»Noget af det, denne her H1N1-pandemi har gjort godt, er at man er blevet mere opmærksom på de helt basale ting som håndhygiejne, at lade være med at gå ud, når man er syg, lade være med at gå på arbejde og lade være med at tage sine børn til daginstitutionerne,« påpeger hun.

Basal hygiejne er og bliver det vigtigste redskab til at forebygge epidemier – forudsat altså, at man husker det til næste gang.

0 comments:

There was an error in this gadget