Ingen vil date Gaia

Abstrakte koncepter kan kun tænkes, når de har konkret metaforer at binde sig til. ”Priser” skal gå op og ned. ”Argumenter” kan være gode eller dårlige. Et centralt koncept inden for videnskaben er ”naturen”. Den har også brug for metaforer for at kunne forstås. I gamle dage forstod vi naturen som en samling af ”vrede guder”. De hed Poseidon, Tor og Zeus. Efter den videnskabelige revolution og oplysningstiden droppede vi guderne og erstattede dem med en metafor om den ’mekanisk manipulerbare materie’. Naturen og universet var blevet til et urværk, bestående af atomer og kræfter, simpelt og beregneligt. Vi mennesker var objektive iagttagere af denne natur - i øvrigt opstået naturligt via darwinistisk selektion.

I løbet af de sidste 50-100 år har videnskaben opdaget, at naturen kræver endnu bedre metaforer. Det er fordi den ikke kun er simpel, men også kompleks. Den er ikke kun deterministisk, men også uforudsigelig. Den er ikke kun mekanisk og grænseløs, men også dynamisk, flygtig og skrøbelig. Ikke desto mindre holder vi i offentligheden krampagtigt fast i en myte om en beregnelig og mekanisk natur. Både forskere og videnskabsjournalister har problemer med at skifte til en mere passende metafor – frem for alt James Lovelocks koncept om Gaia – dvs. ideen om naturen som et selv-opretholdende økosystem, et samlet homeostatisk hele, der er mere og kan mere end summen af sine enkelte dele.

Hvorfor det? Hvorfor er det så svært at indrømme, at forskningen for længst har opgivet forsøgene på at reducere natur til biologi, biologi til kemi og kemi til fysik? Er det fordi det virker ulødigt? Er det fordi vi er bange for guder som metaforer? Jeg ved det ikke, men lad mig prøve at foreslå tre grunde til, hvorfor det er så svært for en videnskabsmand og -journalist at omfavne metaforen Gaia i fuld offentlighed:

1. Gaia er holistisk: 1700-tals-videnskab handler om at reducere verden til sine simpleste dele, og så formulere den store sandhed, der gælder for alt. Således talte Newtons generation. Det hænger ikke sammen med holismen uigennemskuelige garnnøgle, der ser forbindelser over det hele og ikke kan adskille årsag og virkning. Holisme lugter af vitalisme, hippies og økofreaks. Puh!

2. Hun er en person: Det er flovt for en videnskabsmand at referere til noget subjektivt for at tale om noget objektivt. Og det gør det ikke lettere at hun er kvinde. Traditionen kræver at naturen er upersonlig og ”red in tooth and claw” som Tennyson skrev og Dawkins elsker at citerer. Naturen er et vildnis som skal friseres; en konkurrence som skal vindes.

3. Hun tager vores magt: Hun fjerner os fra kontroltårnet og gør os handlingslammede. Hun siger at vi blot er en af mange millioner arter på denne klode, der alle har samme ret til at være her. Hun antyder tilmed, at vores destruktions- og herskertrang hurtigt kan hævne sig, fordi vi er afhængige af hinanden, ligesom et koralrev er afhængig af alle sine beboere.

Der er sikkert flere grunde til at Gaia-metaforen har det svært på det videnskabelige parnas. Og forstå mig ret: oplysningstidens metaforer var fantastiske. De førte os bogstavelig talt ud af mørket og ind i en lysere tid. Men ligesom oldtidens vrede guder er forældede, er troen på, at naturen blot er et mekanisk urværk, forstenet til en uholdbar myte.

0 comments:

There was an error in this gadget