Ingen vil date Gaia

Abstrakte koncepter kan kun tænkes, når de har konkret metaforer at binde sig til. ”Priser” skal gå op og ned. ”Argumenter” kan være gode eller dårlige. Et centralt koncept inden for videnskaben er ”naturen”. Den har også brug for metaforer for at kunne forstås. I gamle dage forstod vi naturen som en samling af ”vrede guder”. De hed Poseidon, Tor og Zeus. Efter den videnskabelige revolution og oplysningstiden droppede vi guderne og erstattede dem med en metafor om den ’mekanisk manipulerbare materie’. Naturen og universet var blevet til et urværk, bestående af atomer og kræfter, simpelt og beregneligt. Vi mennesker var objektive iagttagere af denne natur - i øvrigt opstået naturligt via darwinistisk selektion.

I løbet af de sidste 50-100 år har videnskaben opdaget, at naturen kræver endnu bedre metaforer. Det er fordi den ikke kun er simpel, men også kompleks. Den er ikke kun deterministisk, men også uforudsigelig. Den er ikke kun mekanisk og grænseløs, men også dynamisk, flygtig og skrøbelig. Ikke desto mindre holder vi i offentligheden krampagtigt fast i en myte om en beregnelig og mekanisk natur. Både forskere og videnskabsjournalister har problemer med at skifte til en mere passende metafor – frem for alt James Lovelocks koncept om Gaia – dvs. ideen om naturen som et selv-opretholdende økosystem, et samlet homeostatisk hele, der er mere og kan mere end summen af sine enkelte dele.

Hvorfor det? Hvorfor er det så svært at indrømme, at forskningen for længst har opgivet forsøgene på at reducere natur til biologi, biologi til kemi og kemi til fysik? Er det fordi det virker ulødigt? Er det fordi vi er bange for guder som metaforer? Jeg ved det ikke, men lad mig prøve at foreslå tre grunde til, hvorfor det er så svært for en videnskabsmand og -journalist at omfavne metaforen Gaia i fuld offentlighed:

1. Gaia er holistisk: 1700-tals-videnskab handler om at reducere verden til sine simpleste dele, og så formulere den store sandhed, der gælder for alt. Således talte Newtons generation. Det hænger ikke sammen med holismen uigennemskuelige garnnøgle, der ser forbindelser over det hele og ikke kan adskille årsag og virkning. Holisme lugter af vitalisme, hippies og økofreaks. Puh!

2. Hun er en person: Det er flovt for en videnskabsmand at referere til noget subjektivt for at tale om noget objektivt. Og det gør det ikke lettere at hun er kvinde. Traditionen kræver at naturen er upersonlig og ”red in tooth and claw” som Tennyson skrev og Dawkins elsker at citerer. Naturen er et vildnis som skal friseres; en konkurrence som skal vindes.

3. Hun tager vores magt: Hun fjerner os fra kontroltårnet og gør os handlingslammede. Hun siger at vi blot er en af mange millioner arter på denne klode, der alle har samme ret til at være her. Hun antyder tilmed, at vores destruktions- og herskertrang hurtigt kan hævne sig, fordi vi er afhængige af hinanden, ligesom et koralrev er afhængig af alle sine beboere.

Der er sikkert flere grunde til at Gaia-metaforen har det svært på det videnskabelige parnas. Og forstå mig ret: oplysningstidens metaforer var fantastiske. De førte os bogstavelig talt ud af mørket og ind i en lysere tid. Men ligesom oldtidens vrede guder er forældede, er troen på, at naturen blot er et mekanisk urværk, forstenet til en uholdbar myte.

Er en Borg kunstigt liv - eller bare kunstig?

Hvis man er halvt menneske og halvt maskine, ligesom en Borg i Star Trek, hvad er man så? På årets store konference om kunstigt liv, denne gang afholdt i Danmark, blev det livligt diskuteret, hvad der kan anses som kunstigt liv, og hvad ikke.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Det var en vigtig begivenhed, da Craig Venter tidligere på året præsenterede den første kunstigt skabte bakterie med øgenavnet Synthia. Alligevel var dette ikke hovedtemaet på årets store konference om kunstigt liv, Artificial Life XII, som blev afholdt i Odense i weekenden.

Under kaffepausen blev Venters bedrift dog diskuteret livligt. Den generelle konsensus var, at hans petriskåls-alien slet ikke er en ægte syntetisk levende bakterie med et minimalt antal gener, men blot en naturlig celle med et protese-genom, afskrevet fra en anden bakterie - altså en slags reboot af en gammel computer med et andet styresystem. Nej, rigtigt kunstigt liv er noget andet, mente man.

Siden AL-feltet (Artificial Life) opstod for mange år siden, har dets primære fokus været at forstå livets oprindelse og skabe noget, som man for alvor kan kalde ægte kunstigt liv - det vil sige et liv, der opstår spontant og kan udvikle sig af sig selv.

Simulation eller kemi
Den ene strategi til at nå dette mål har været stadig mere sofistikerede simulationer af 'kunstig kemi' på en computer. Den anden strategi har været at arbejde direkte med de rigtige 'våde' kemikalier i laboratoriet, og på en eller anden måde forsøge at fremavle helt nyt liv fra ursuppen.

Tog Darwin virkelig fejl?

En journalists spidsformulering om at Darwin tog fejl har startet en nyttig debat om hvorvidt det virkelig altid er den stærkeste der overlever, eller om det snarere er den, som bedst kan tilpasse sig - og skabe - nye nicher.

Læs artiklen med kommentarer på ing.dk

En videnskabsjournalist på BBC har fået bloggere i USA op af stolene. I en artikel om evolution og nichekonstruktion skriver Howard Falcon-Lang i sin underrubrik at “Charles Darwin may have been wrong when he argued that competition was the major driving force of evolution.”

Det er selvfølgelig en lækkerbisken for nyhedsbutikker som elsker skarpe vinklinger. Amerikanske bio-bloggere har været hurtigt ude med at skælde ud på journalisten, fordi de er bange for at formuleringen ”Darwin tog fejl” kunne være gefundenes Fressen for kreationister.

Men hvis man læser artiklen og kommentarerne, viser det sig at BBC-artiklen er relativt ok. Mere rigtigt er det at sige, at det er vulgærdarwinismen formulering ”survival of the fittest” (opfundet af Herbert Spencer) der skaber misforståelserne, og ikke så meget Darwin med sin blødere formulerede idé om den ”naturlig udvælgelse”.

Indisk matematiker får på puklen for at sige P er ikke lig NP

Eller formuleret på en anden måde: Svære matematiske problemer vil aldrig kunne løses ad simpel vej uden at have held i sprøjten. Hvis beviset er sandt (hvilket det dog ikke tyder på), er det godt nyt for kryptografer og computernes sikkerhed.

Læs hele artiklen med kommentarer på ing.dk

Matematikere og dataloger verden over har i disse dage noget at snakke om. Det største og mest berømte uløste problem inden for den teoretiske datalogi er påstået løst af Vinay Deolalikar fra HP Labs i Californien. I et 103 sider langt bevis, nu lagt online på scribd, skriver Deolalikar, at han har vist, at P ikke er lig NP - en efterhånden ikonisk ligning, der kort fortalt går ud på, at der findes fundamentale og uovervindelige forskelle i sværhedsgraden af matematiske problemer.

Hvis Deolalikars bevis er korrekt, venter der en check på en million dollar fra Clay Mathematics Institute, idet spørgsmålet om P=NP er en af resterende seks Millennium Prize-opgaver, som matematikere verden over ønsker at se løst. Men siden beviset blev offentliggjort 6. august, har en række førende matematikere allerede fundet flere huller og uklarheder. Ikke desto mindre mener man, at beviset indeholder tilpas mange nye ideer og perspektiver til, at det fortjener at blive diskuteret, selv om det er forkert.

P-problemer
Spørgsmålet om P=NP eller ej, har både fundamentale filosofiske og helt konkrete implikationer for computer- og kompleksitetsforskningen. Men hvad betyder P og NP egentlig?

Mediestorme kan være nyttige til at bremse epidemier

En ny model for udbredelsen af smitsomme sygdomme i store populationer viser, at medierne kan spille en vigtig og positiv rolle for at inddæmme epidemier – hvis de altså informerer tidligt og korrekt.


På en måde er højtråbende mediehistorier om faretruende epidemier en god ting, fastslår to matematiske biologer – også selv om historien i enkelte tilfælde måtte vise sig at være falsk alarm. Advarslerne vil få flere folk til at passe på, hvilket mindsker risikoen for, at udbruddet spreder sig alt for meget.

Men problemet er, at alt for hysteriske historier i tv, aviser og radio om en smittende sygdom kan ødelægge mere end de gavner, for eksempel når det viser sig, at dødeligheden er meget lavere end først antaget. Sådan var det med svineinfluenzaen H1N1 sidste år, hvor myndighederne pludselig sad på et overskudslager af dyre vacciner og WHO med et troværdighedsproblem oveni.

Et hurtigt beredskab i en situation med ufuldstændig epidemiologisk viden om en ny sygdom er en svær ligning. Og når sociale faktorer som økonomi og troværdighed kommer oveni, bliver den ikke lettere. Der findes masser af matematiske modeller, som prøver at finde den bedste strategi ved udbredelsen af en epidemi, men mediernes rolle har aldrig været indarbejdet eksplicit i den slags modeller.

Fungerer medierne som virtuelle ambulancer, der larmer i æteren, og får folk til at passe mere på? Eller gør de bare tingene værre? Det har Anna Mummert fra Marshall University i Huntington, USA, og Howard Weiss fra Georgia Institute of Technology, Atlanta, nu forsøgt at svare på.
There was an error in this gadget