Impotent videnskab

For to uger siden skrev min gode kollega Jens Ramskov om en matematikopgave her i spalten, der gav nye rekorder for debatten på Ingeniørens hjemmeside. De mest ihærdige diskuterer stadig på http://ing.dk/artikel/109315-simpel-matematikopgave-gav-laeserstorm. Jens, jeg og mange andre for længst har kapituleret, selvom vi har forsøgt os med logik, med simpel optælling, simuleringer på computer og med alt hvad den pædagogiske værktøjskasse ellers kan tilbyde. Forgæves. Der findes mennesker, som selv ved så entydige problemstillinger som en matematikopgave hellere vil betvivle den videnskabelige metode, end at ændre deres intuition. (En læser kunne bemærke: ”Man begynder at forstå, hvorfor bl.a. konspirationsteorier er så svære at aflive...”)

Samme dag som Jens skrev sin klumme, udkom der pudsigt nok en artikel af psykologen Geoffrey D. Munro fra Towson University i Maryland, USA, som beskriver netop dette fænomen: Hvorfor har mennesker tendens til at affærdige videnskabelige beviser, når disse strider imod deres tro? Artiklen i Journal of Applied Social Psychology viser, hvordan en stor procentdel af folk, der præsenteres for videnskabelig evidens, som modsiger deres egen overbevisning, udvikler en mistillid til at evidensen overhovedet er anvendelig. Mest bekymrende viser det sig dog, at disse mennesker også udvikler en mistro til at den videnskabelig metode kan bruges i andre, urelaterede situationer, dvs. de udvikler en generel mistillid til videnskaben som sådan.

Munro kalder fænomenet ”scientific impotence” - dvs. en personlig beslutning om, at videnskaben ikke kan løse - altså er 'impotent' - over for det forhåndenværende problem. Beslutningen opstår, når personen nægter at opgive sin oprindelige intuition, men heller ikke vil fremstå som anti-videnskabelig. For at minimere den kognitive dissonans vil personen hellere kastrere den videnskabelige metode, end at give slip på sine egne ræsonnementer. I Munros eksperiment handler det om mennesker med forskellig holdning til homosexualitet, men Jens' lille artikel viser, at denne trang til at forkaste evidente sandheder også gælder for 'hårde' discipliner som matematik og statistik.

Fænomenet kaster lys over diskussionerne om omstridte videnskabelige emner i det offentlige rum – om klima, om kreationisme, om GMO'er og meget andet. Vi kan ikke automatisk forvente, at videnskabelige argumenter vinder i den slags sager. Dette er selvfølgelig ikke nyt i sig selv, ligesom det ikke er nyt, at overtro og spøgelser vil blive ved med at eksistere. Men Munros artikel går et vigtigt skridt videre. Han viser, at kastraktionen smitter. At folk, som én gang har været presset til at forkaste et videnskabeligt argument til fordel for deres egne tolkninger, har tendens til at gøre det igen. Ønsket om at minimere den kognitive smerte i et enkelt argument, kan føre til et negativt forhold til videnskaben generelt.

Det må siges at være en udfordring for oplysningsidealet. Det stiller f.eks. spørgsmål ved designet af kampagner, som forsøger at få folk til at engagere sig i videnskab. Personligt har jeg længe følt, at præsentationen af videnskabelig evidens i visse tilfælde kan være kontraproduktiv. For eksempel er det grunden til, at jeg aldrig har kunnet lide at harcelere mod religiøse anskuelser, selvom disse modsiger ethvert spadestik i evolutionshistorien. Kritisere ja, men ikke spotte. Jeg tror det hjælper at være blid, og formulere videnskab som en fælles opdagelsesrejse. Og måske skal man nogle gange bare stikke piben ind. Forskningen viser nemlig, at der er fare for at folk vender sig væk fra videnskaben. Retfærdigvis må det dog siges, at de fleste tvivlere i debatten på ing.dk har givet slip på deres fejlagtige intuition og fået sig en aha-oplevelse. Det har været en fornøjelse at læse.

2 comments:

There was an error in this gadget