Foragt for masserne

Internet: uha! Facebook: uhadada! Man hører i disse dage mange stemmer som advarer os mod de nye medier. Panderynkende studieværter debatterer sammenhængskraften i den digitale tidsalder. Mopsede professorer beklager kakofonien på online debatfora. Folketingets formand Thor Pedersen vil af med facebook i folketingssalen. Og for at sætte ekstra trumf på mener forskningschefen for journalistisk filosofi på Journalisthøjskolen, Ejvind Hansen, at internettet kan nedbryde demokratiet.

Hvor kommer alle disse synspunkter fra? Findes der virkelig så mange afdankede sirener, fossilerede lektorer og misantropiske meningsmagere i statens katakomber? Måske er det på tide at grave dem ud og fortælle dem en offentlig hemmelighed: at internettet er en befrielse for de fleste, og at udslippet af alles meninger i alle medier ikke kan stoppes. Mere end olieudslippet i den Mexicanske Golf vil meningerne fortsætte med at pøse ud og forurene den gamle verdensorden. Og gudskelov for det. De kan måske lyde som en million vuvuzelaer, der alle trutter samtidigt, men de er hverken farlige for demokratiet, for sammenhængen eller for at få ansvarsbevidste borgere.

Mange har slet ikke fattet hvilken enorm frigørelse de digitale medier har været. I århundreder har ”masserne” været afskåret fra at give deres mening til kende, og i frygt for hånen fra de velskrivende eliter kun har turdet at ytre sig bag fortrukne gardiner. Da de første romaner udkom, blev de beskyldt for at fordærve ungdommen. Da dagspressen dukkede op i 1800-tallet fik den på puklen fra digtere og filosoffer. Hertz, H.C.Andersen, Schack, Heiberg og alle de andre fine herrer kaldte den grim og overfladisk. Prøv selv at høre på Søren Kierkegaard: “Dagspressen er og bliver det onde princip i den moderne verden; sofistisk har den ingen grænse, da den bestandig kan synke længere og længere ned i valget af læsere. Som følge deraf mudrer den al den usselhed op, som ingen stat mere kan magte.”

Foragten for masserne er kun langsomt aftagende, og ytrer sig i dag som angsten for internettet. Ifølge mainstreamfilosoffer fordærver netkulturen de menneskelige værdier. Den er konformiserende (Hubert Dreyfus) eller fragmenterende (Jürgen Habermas) for den enkelte, og demoraliserende for alle. Selvfølgelig er en vis kritik nødvendig. Men hvorfor er der så få der skriver om de gode nyheder? Om de milliarder af mennesker, som har fået mæle? Om adgang til tidligere ukendt eller censureret viden? Om innovative former for journalistik, om nye måder at samarbejde på og om helt nye muligheder for at deltage i de sociale og politiske processer?

Årsagen til at angsten over for internettet får så megen ørenlyd er ikke en gammel elite, der udnytter sin privilegerede position til igen at foragte masserne. Det antages måske blandt værdikampens retorikere, men det er forkert. Årsagen er, at vi endnu ikke har lært at omformulere vores nedarvede forskelle mellem eliten og masserne i retning af et frit spil om en ny rangorden. Vi genetablerer blot et gammeldags hierarki af pure vane. Og dermed genetablerer en gammel foragt, forklædt som angst for netkulturen, uden at være klar over, at vi for længst er en del af den. Man kan derfor kun håbe på at vi besejrer vores selvforagt, og lærer at opbygge en ny valuta med de nye medier; en møntfod, der baserer sig på andet end de gamle hierarkier. For så vil vi for alvor kunne se rigdommen i massen, som klart er blevet friere.

0 comments:

There was an error in this gadget