Den nye genomvidenskab – anmeldelse af bogen Genomes


Vi står midt i en konceptuel revolution inden for de biologiske videnskaber. Hvis man vil forstå, hvad den går ud på, kan bogen Genomes – And What To Make Of Them af Barry Barnes og John Dupré stærkt anbefales.

Hvor vi tidligere kun beskæftigede os med variation og naturlige udvælgelse, ser vi nu, hvordan alle mulige andre mekanismer spiller ind i evolutionen – både i form af de små molekylærbiologiske processer og de større gensidigt afhængige netværk. Hvor vi tidligere kun beskæftigede os med arter og slægte, ser vi nu, hvor vigtige mikroberne er for at forstå det samlede billede. Og hvor vi tidligere kun anså genomet som den essentielle og vigtigste informationsbeholder (og dermed formidlede en slags genetisk determinisme), ser vi nu et meget mere komplekst billede af epigenomer, transposoner, methyleringer, rekombinationer og gensidigt afhængige livscykler.

I bogens anden halvdel beskæftiger forfatterne sig med med at debunke de sociale og filosofiske forståelser af genomikken, som generelt er alt for simplistiske. De diskuterer genetisk modificerede fødevarer, stamcelleforskning, genterapi og mange andre aspekter af den igangværende genom-revolution. Det er her, sociologen Barnes og filosoffen Dupré for alvor kommer til deres ret.

Teksten er ikke svær men heller ikke let, og bogen vil nok primært appellere til akademikeren, som i forvejen har en vis viden om de biologiske videnskaber. Dette er en smule ærgerligt, fordi det jo netop er vigtigt at fortælle den brede befolkning uden den store forkundskab, at den meget reduktionistiske og individualistisk orienterede moderne syntese er på vej ud, og at et nyt, mere helhedsorienteret, men også mere komplekst biologisk paradigme er på vej ind.
Barry Barnes og John Dupré
Genomes – And What To Make Of Them
275 sider, The University of Cicago Press, 2008, $25
ISBN-13: 978-0-226-17295-8

0 comments:

There was an error in this gadget