Den nye genomvidenskab – anmeldelse af bogen Genomes


Vi står midt i en konceptuel revolution inden for de biologiske videnskaber. Hvis man vil forstå, hvad den går ud på, kan bogen Genomes – And What To Make Of Them af Barry Barnes og John Dupré stærkt anbefales.

Hvor vi tidligere kun beskæftigede os med variation og naturlige udvælgelse, ser vi nu, hvordan alle mulige andre mekanismer spiller ind i evolutionen – både i form af de små molekylærbiologiske processer og de større gensidigt afhængige netværk. Hvor vi tidligere kun beskæftigede os med arter og slægte, ser vi nu, hvor vigtige mikroberne er for at forstå det samlede billede. Og hvor vi tidligere kun anså genomet som den essentielle og vigtigste informationsbeholder (og dermed formidlede en slags genetisk determinisme), ser vi nu et meget mere komplekst billede af epigenomer, transposoner, methyleringer, rekombinationer og gensidigt afhængige livscykler.

I bogens anden halvdel beskæftiger forfatterne sig med med at debunke de sociale og filosofiske forståelser af genomikken, som generelt er alt for simplistiske. De diskuterer genetisk modificerede fødevarer, stamcelleforskning, genterapi og mange andre aspekter af den igangværende genom-revolution. Det er her, sociologen Barnes og filosoffen Dupré for alvor kommer til deres ret.

Teksten er ikke svær men heller ikke let, og bogen vil nok primært appellere til akademikeren, som i forvejen har en vis viden om de biologiske videnskaber. Dette er en smule ærgerligt, fordi det jo netop er vigtigt at fortælle den brede befolkning uden den store forkundskab, at den meget reduktionistiske og individualistisk orienterede moderne syntese er på vej ud, og at et nyt, mere helhedsorienteret, men også mere komplekst biologisk paradigme er på vej ind.
Barry Barnes og John Dupré
Genomes – And What To Make Of Them
275 sider, The University of Cicago Press, 2008, $25
ISBN-13: 978-0-226-17295-8

Foragt for masserne

Internet: uha! Facebook: uhadada! Man hører i disse dage mange stemmer som advarer os mod de nye medier. Panderynkende studieværter debatterer sammenhængskraften i den digitale tidsalder. Mopsede professorer beklager kakofonien på online debatfora. Folketingets formand Thor Pedersen vil af med facebook i folketingssalen. Og for at sætte ekstra trumf på mener forskningschefen for journalistisk filosofi på Journalisthøjskolen, Ejvind Hansen, at internettet kan nedbryde demokratiet.

Hvor kommer alle disse synspunkter fra? Findes der virkelig så mange afdankede sirener, fossilerede lektorer og misantropiske meningsmagere i statens katakomber? Måske er det på tide at grave dem ud og fortælle dem en offentlig hemmelighed: at internettet er en befrielse for de fleste, og at udslippet af alles meninger i alle medier ikke kan stoppes. Mere end olieudslippet i den Mexicanske Golf vil meningerne fortsætte med at pøse ud og forurene den gamle verdensorden. Og gudskelov for det. De kan måske lyde som en million vuvuzelaer, der alle trutter samtidigt, men de er hverken farlige for demokratiet, for sammenhængen eller for at få ansvarsbevidste borgere.

Mange har slet ikke fattet hvilken enorm frigørelse de digitale medier har været. I århundreder har ”masserne” været afskåret fra at give deres mening til kende, og i frygt for hånen fra de velskrivende eliter kun har turdet at ytre sig bag fortrukne gardiner. Da de første romaner udkom, blev de beskyldt for at fordærve ungdommen. Da dagspressen dukkede op i 1800-tallet fik den på puklen fra digtere og filosoffer. Hertz, H.C.Andersen, Schack, Heiberg og alle de andre fine herrer kaldte den grim og overfladisk. Prøv selv at høre på Søren Kierkegaard: “Dagspressen er og bliver det onde princip i den moderne verden; sofistisk har den ingen grænse, da den bestandig kan synke længere og længere ned i valget af læsere. Som følge deraf mudrer den al den usselhed op, som ingen stat mere kan magte.”

Foragten for masserne er kun langsomt aftagende, og ytrer sig i dag som angsten for internettet. Ifølge mainstreamfilosoffer fordærver netkulturen de menneskelige værdier. Den er konformiserende (Hubert Dreyfus) eller fragmenterende (Jürgen Habermas) for den enkelte, og demoraliserende for alle. Selvfølgelig er en vis kritik nødvendig. Men hvorfor er der så få der skriver om de gode nyheder? Om de milliarder af mennesker, som har fået mæle? Om adgang til tidligere ukendt eller censureret viden? Om innovative former for journalistik, om nye måder at samarbejde på og om helt nye muligheder for at deltage i de sociale og politiske processer?

Årsagen til at angsten over for internettet får så megen ørenlyd er ikke en gammel elite, der udnytter sin privilegerede position til igen at foragte masserne. Det antages måske blandt værdikampens retorikere, men det er forkert. Årsagen er, at vi endnu ikke har lært at omformulere vores nedarvede forskelle mellem eliten og masserne i retning af et frit spil om en ny rangorden. Vi genetablerer blot et gammeldags hierarki af pure vane. Og dermed genetablerer en gammel foragt, forklædt som angst for netkulturen, uden at være klar over, at vi for længst er en del af den. Man kan derfor kun håbe på at vi besejrer vores selvforagt, og lærer at opbygge en ny valuta med de nye medier; en møntfod, der baserer sig på andet end de gamle hierarkier. For så vil vi for alvor kunne se rigdommen i massen, som klart er blevet friere.

Fransk regering åbner forskningscenter for neuropolitik

Som den første i verden har den franske regering etableret et forskningsprogram i neuropolitik under statens Center for Strategisk Analyse, hvor man ved hjælp af neurovidenskab, psykologi og adfærdsforskning vil vejlede politikere og offentlige myndigheder i, hvordan man påvirker folks beslutninger og dermed får dem til at træffe bedre valg for sig selv (og måske også for samfundet).

I de sidste hundrede år har forskere samlet megen viden om, hvordan folk og grupper af folk kan adfærdpåvirkes ved hjælp af meget simple psykologiske mekanismer. Det er derfor på tide at bruge denne viden mere konstruktivt i samfundet, i stedet for at overlade den til propaganda- og reklameindustrien alene. Sådan synes grundlægger og direktør for programmet for 'Neuroscience and Public Policy', Olivier Oullier, i hvert fald at mene.

Impotent videnskab

For to uger siden skrev min gode kollega Jens Ramskov om en matematikopgave her i spalten, der gav nye rekorder for debatten på Ingeniørens hjemmeside. De mest ihærdige diskuterer stadig på http://ing.dk/artikel/109315-simpel-matematikopgave-gav-laeserstorm. Jens, jeg og mange andre for længst har kapituleret, selvom vi har forsøgt os med logik, med simpel optælling, simuleringer på computer og med alt hvad den pædagogiske værktøjskasse ellers kan tilbyde. Forgæves. Der findes mennesker, som selv ved så entydige problemstillinger som en matematikopgave hellere vil betvivle den videnskabelige metode, end at ændre deres intuition. (En læser kunne bemærke: ”Man begynder at forstå, hvorfor bl.a. konspirationsteorier er så svære at aflive...”)

Samme dag som Jens skrev sin klumme, udkom der pudsigt nok en artikel af psykologen Geoffrey D. Munro fra Towson University i Maryland, USA, som beskriver netop dette fænomen: Hvorfor har mennesker tendens til at affærdige videnskabelige beviser, når disse strider imod deres tro? Artiklen i Journal of Applied Social Psychology viser, hvordan en stor procentdel af folk, der præsenteres for videnskabelig evidens, som modsiger deres egen overbevisning, udvikler en mistillid til at evidensen overhovedet er anvendelig. Mest bekymrende viser det sig dog, at disse mennesker også udvikler en mistro til at den videnskabelig metode kan bruges i andre, urelaterede situationer, dvs. de udvikler en generel mistillid til videnskaben som sådan.

Munro kalder fænomenet ”scientific impotence” - dvs. en personlig beslutning om, at videnskaben ikke kan løse - altså er 'impotent' - over for det forhåndenværende problem. Beslutningen opstår, når personen nægter at opgive sin oprindelige intuition, men heller ikke vil fremstå som anti-videnskabelig. For at minimere den kognitive dissonans vil personen hellere kastrere den videnskabelige metode, end at give slip på sine egne ræsonnementer. I Munros eksperiment handler det om mennesker med forskellig holdning til homosexualitet, men Jens' lille artikel viser, at denne trang til at forkaste evidente sandheder også gælder for 'hårde' discipliner som matematik og statistik.

Fænomenet kaster lys over diskussionerne om omstridte videnskabelige emner i det offentlige rum – om klima, om kreationisme, om GMO'er og meget andet. Vi kan ikke automatisk forvente, at videnskabelige argumenter vinder i den slags sager. Dette er selvfølgelig ikke nyt i sig selv, ligesom det ikke er nyt, at overtro og spøgelser vil blive ved med at eksistere. Men Munros artikel går et vigtigt skridt videre. Han viser, at kastraktionen smitter. At folk, som én gang har været presset til at forkaste et videnskabeligt argument til fordel for deres egne tolkninger, har tendens til at gøre det igen. Ønsket om at minimere den kognitive smerte i et enkelt argument, kan føre til et negativt forhold til videnskaben generelt.

Det må siges at være en udfordring for oplysningsidealet. Det stiller f.eks. spørgsmål ved designet af kampagner, som forsøger at få folk til at engagere sig i videnskab. Personligt har jeg længe følt, at præsentationen af videnskabelig evidens i visse tilfælde kan være kontraproduktiv. For eksempel er det grunden til, at jeg aldrig har kunnet lide at harcelere mod religiøse anskuelser, selvom disse modsiger ethvert spadestik i evolutionshistorien. Kritisere ja, men ikke spotte. Jeg tror det hjælper at være blid, og formulere videnskab som en fælles opdagelsesrejse. Og måske skal man nogle gange bare stikke piben ind. Forskningen viser nemlig, at der er fare for at folk vender sig væk fra videnskaben. Retfærdigvis må det dog siges, at de fleste tvivlere i debatten på ing.dk har givet slip på deres fejlagtige intuition og fået sig en aha-oplevelse. Det har været en fornøjelse at læse.

Hvem spiser brint og acetylen på Titan?

Ny dataanalyse øger sandsynligheden for, at forudsigelser af primitivt liv på Saturns måne er korrekte.

For fem år siden regnede Chris McKay fra NASAs Ames Research Center og Heather R Smith fra Universitetet i Strasbourg sig frem til, at man sagtens kunne forestille sig en primitiv livsform på Saturns måne Titan, der lever af at indånde brint, spise acetylen, og udskille methan.

To forskergrupper har nu analyseret data fra rumsonden Cassini, der har passeret Titan mange gange, for at se, hvordan disse stoffer opfører sig. Resultatet er, at McKays hypotese er blevet en smule mere sandsynlig. Titans atmosfære indeholder meget mindre hydrogen og acetylen, end hvad der burde være i forhold til de kemiske reaktioner, som man kender til. Det kan enten skyldes nogle endnu ukendte kemiske reaktioner, der ikke indvolverer liv, eller det kan være, at McKay og Smith havde ret, og at der faktisk findes en methanbaseret livsform på Saturns største måne.
There was an error in this gadget